Löderupfonten, en nytolkning

Tilbage til forside

På en seminarieserie om ikonografisk tolkning under Jan Svanberg på Stockholms Universitet diskuteredes fontene i Tryde, Löderup og Östra Hoby. Anne Lidén gennemgik tidligere tolkninger af Löderupfonten og betvivlede tolkningen som Sankt Olavs martyrdød. Dette har hun behandlet i en artiklen "Nordisk stenskulptur med Olavsmotiv." Kersti Markus tager tråden op og hæfter sig ved, at Judas er ret fremtrædende på fonten. Motiverne på kummen indledes med Judaskysset, og Kristus foran Pilatus efterfølges af Judas selvmord. Fonten synes at understrege forræderi.

I Ringsted-ordinariet til Knud Lavards helgenkåring i 1170 skildres Magnus som en Judas og Knud Lavard som et offerlam, der svigtes og føres til slagtning. Tolkes fonten som legenden om Knud Lavards martyrium kunne manden i sengen under Judaskysset være den døde Knud Lavard. Det lille barn ved sengen kan dog næppe være Knud Lavards sjæl, idet sjælen hentes af en engel i kampscenen, men måske skal barnet symbolisere Valdemar, der blev født en uge efter Knud Lavards død. På foden under manden i sengen ses et dyr med et lam i munden, måske er her et sammenhæng i den lodrette læsning.

Under Kristus for Pilatus ses en siddende mand med foden sat op på en forhøjning, foran ham ses en knælende mand. Denne scene er tolket som Olav, der får snøret sin sko inden det afgørende slag. Kersti Markus påpeger, at snoren er for lang og at den siddende mand ser på den knælende mand og ikke på skoen. Benytter man den lodrette læsemåde, knytter dette motiv sig til Kristus for Pilatus. I Ringsted-ordinariet er der flere hentydninger til netop samtalen mellem Kristus og Pilatus, i beskrivelsen af mødet mellem Magnus og Knud Lavard.

Efter Judas selvmord ser man Korsfæstelsen på kummens lodrette side, her ses Longinus stikke spyddet i Jesus side. Under Korsfæstelsen ses et skib, som Kersti Magnus tolker som båden, der fører Knud Lavard fra livet til døden. I Knud Lavards legende nævnes en soldat ved navn Henricus, som støder et spyd i Knud Lavards krop, hvilket kunne være en sammenkædning til Longinus.

Efter Korsfæstelsen ses Kvinderne ved graven og Nedfarten til dødsriget, under disse to scener ses en kampscene, hvor en person hugges ned bagfra, og en engel henter sjælen. Netop under mordet ses en løve på foden, Kersti Markus påpeger, at løven sættes i forbindelse med Nedfarten, fordi man mente, den fødte døde unger og gav dem liv efter tre dage ved at ånde på dem.

Ifølge Ringsted-ordinariet kom Knud Lavard våbenløs til mødet med Magnus, som var brynjeklædt og bevæbnet under sin kappe. Her adskiller beskrivelsen på Löderupfonten sig fra legenden, som den bliver fortalt i ordinariet og hos Saxo. Men der findes flere legender om mordet i Haraldsted skov. Den skotske benediktinermunk Robert af Ely nedskrev en helgenlegende kort efter mordet, den er kun bevaret i bemærkninger hos Anders Sørensen Vedel og hos Arne Magnusson. Anders Sørensen Vedel skriver, at beretningen om drabet på Knud Lavard er forskellig hos Saxo og Ely, hvilket gør Saxos beskrivelse historisk usikker. Da Saxo har benyttet Ringsted-ordinariet som kilde, bliver også ordinariets skildring af mordet usikkert, måske følger beskrivelsen af slagscenen på Löderupfonten Elys beskrivelse.

I Majestas Domini fremstillingen velsigner Kristus med den byzantinske håndstilling. Under Majestas Domini ses Fremstillingen efter byzantinsk tradition. Kersti Markus gør opmærksom på, at Knud Lavard var gift med Ingeborg, som var datter af Mstislav af Novgerod, hos hvem Valdemar voksede op. Kirkerne og jordområderne i Sydøstskåne blev især styret af Lund og Thrugotslægten, hvorfra ærbiskop Asser og ærkebiskop Eskil stammer. Carl Stenmester har udført en gravsten til Löderup kirke med to glorificerede personer. Knudsgilderne havde stor betydning i Sydøstskåne, således er et af de tidligste Knudsgilder grundlagt i Ystad. Knudsgilderne havde ud over handelsmæssig betydning også en meget stærk åndelig betydning. Muligvis skulle helgenkåringen af Knud Lavard også retfærdiggøre en ekspansion i Østersøen.

Knudsgilderne opstår i Slesvig, hvor Valdemar blev hertug, og Knudsgildernes udbredelse til Skåne er muligvis en manifestation af samarbejdet mellem kongemagt og ærkebispesædet. Efter Eskil trådte tilbage som ærkebiskop, forsvandt Thrugotslægten fra Skåne og Hviderne overtog magten, de styrede især fra Nordøstskåne. Kersti Markus mener, at programmet på Trydemesterens fonte i Sydøstskåne må være styret af folk tæt på ærkebiskop Eskil.