Den mångtydiga Majestatis

Tilbage til forside

På en workshop i Bergen i 2000 arbejdede man medbilledsprogets selvstændige betydning. Kersti Markus påpeger, at forskning af middelalderens billeder tager udgangspunkt i skriftlige kilder, og tolkningen låses fast af det tekstlige. Middelalderens mennesker var vant til billedsproget og dets flertydigheder, derfor mener Markus, man i højere grad bør frigøre sig fra teksterne og lade billedsproget tale for sig selv. I Italien fungerede billedsproget helt selvstændigt i 12-1300-tallet, og hun mener det har været tilsvarende i Norden.

I middelalderen var mennesket i større grad en del af fællesskabet, og havde derfor også en større fælles forståelse for budskabet. Kirken og fyrsten har bestilt og udformet programmet og efterladt sig spor i ikonografien. Og selvom de tanker næppe har haft den store betydning i dagligdagen for den skånske bondebefolkning, har bonden givet forstået budskabet. Kersti Markus tager udgangspunkt i fontene i Tryde, Östra Hoby og Löderup, idet disse fonte har været svære at tolke.

Fonten i Östra Hoby har man hidtil opgivet at tolke. Markus tager imidlertid udgangspunkt i tanken, at alle seks fonte har forbindelse til Knud Lavards helgenkåring i 1170 og samlet er Valdemars udsagn for, at hans far er Guds udkårne, hvilket gør Valdemar til landets naturlige konge og berettiger, at Valdemars søn Knud skal krones. Markus mener, at fonten i Östra Hoby fortæller historien om Erik Ejegod, der var far til Knud Lavard.

Erik Ejegod kæmpede for et selvstændigt nordisk ærkebispesæde samt helligkåring af Knud den Hellige. Dette lykkedes under et besøg i Bari ved Sankt Nikolaus helgenskrin, hvor han mødtes med den daværende pave. Da Erik Ejegod kom hjem, sad han ifølge Saxo ved et gilde, hvor man spillede på harpe. Ifølge datiden var harpemusik forførende, og Erik Ejegod lod sig lokke til slagsmål, hvorunder han dræbte fire mænd. Som bod for dette rejste han på pilgrimsrejse til Jerusalem med sin dronning, undervejs besøgte han den byzantinske kejser, og på Cypern blev han angrebet af feber og døde. Da man forsøgte at begrave kongen på en kirkegård, viste det sig, at jorden var forhekset og kastede de døde op igen, men kongen var så hellig, at han forblev i jorden. Dronningen fortsatte til Jerusalem, hvor hun døde kort efter ankomsten og blev begravet i Josafatdalen.

På fonten i Östra Hoby ser man en banketscene og musikanter, dette kunne være hentydninger til festen, hvor Erik Ejegod dræber fire mænd, selve banketscenen kunne være mødet med den byzantinske kejser. Denne scene efterfølges af en dødsscene og en mand som graver, måske Erik Ejegods død og hans begravelse. Den gravende mand ser ud på betragteren, hvilket ofte betyder, at han er overgangsfigur til et nyt afsnit. I den efterfølgende scene ses sørgende personer og muligvis pilgrimme, en kvinde med en særegen hovedbeklædning bøjer sit hoved foran en tronende biskop, der velsigner hende, Guds hånd peger ned på biskoppens hånd. Denne scene fortæller muligvis en historie om dronningens fortsatte færd til Jerusalem og hendes død, idet figuren foran biskoppen må være en dronning, da denne hovedbeklædning kendes fra en portal i Sankt Denis i Paris, hvor den ses på en dronning. Kummens sidste billede er en Majestas, hvor englene holder et røgelseskar og kronede hoveder i et klæde. På kummens underside ses Besøgelsen, evangelistsymboler og Fremstillingen. Foden prydes at hjørnehoveder og relieffer der fremstiller Helvedet, Sjælevejning og Paradiset.

Med udgangspunkt i denne tolkning af fonten i Östra Hoby og sammenhænget til Knud Lavards helgenkåring giver Markus et forslag til forståelsen af Trydemesterens fonte. Kirkerne i Tryde. Löderup og Östra Hoby har alle haft et bredt tårn, muligvis med et herskabsgalleri i 2.stokværk. Trydefonten menes bestilt direkte af kongefamilien, ikonografien på de to andre fonte er centreret omkring konger og biskopper, hvorfor det må antages, at de er bestilt af personer fra den øverste klasse og tæt på kongefamilien. Markus følger Svanbergs tolkning af de fire hjørnefigurer, men mener dog at parret, hvor den høje figur er barhovedet og den mindre bærer en hat er kong Valdemar og dronning Sofia. Dette underbygges af, at fonten fortæller Sofias slægtshistorie og fremhæver Valdemar-slægten som Guds udvalgte.

Angående diskussionen om rækkefølgen af sidernes relieffer påpeger Markus, at Søren Kaspersen i en artikel om Majestas Domini (Hafina Copenhagen Papers in the History of Art B, 1981) mener, at Majestas Domini kan symbolisere regenten og træde i stedet for et billede af denne. Kaspersen skriver, at Dåben er en symbolsk handling, hvor personen salves til Kristus, når regenten salves, symboliserer det Dåben, som salvingen af de gammeltestamentlige konger, regenten bliver lig med Christus Domini.

Markus henviser til Ringsted-ordinariet, hvis hovedtema er Knud Lavards passion og martyrdød, der har en direkte tilknytning til Löderupfontens billedprogram. Samme ordinarium indleder med berettelsen om Erik Ejegod, Knuds far, hvilket kunne have tilknytning til fonten i Östra Hoby. Det er i Ringsted-ordinariet, man kan læse historien om kirkegården på Cypern. Knud Lavard blev opfostret hos Hvideslægten, ligesom senere hans søn Valdemar. Der var nære bånd mellem Valdemar og Hviderne, hvilket nævnes i ordinariet. Men Ærkebiskop Asser og Erik Ejegods dronning Bodil var begge af den jyske Thrugotslægt, ligesom ærkebiskop Eskil. Valdemar havde brug for et godt forhold til Thrugotslægten, hvorfor man kunne tolke scenerne efter manden med spaden som Bodil, der står foran Ærkebiskop Asser, Guds hånd kunne symbolisere, at Erik Ejegod fik overtalt paven til at oprette et ærkebispesæde i Norden.

Markus mener, at billedprogrammet på de tre fonte er styret af Valdemar og udtænkt af klosterbrødrene i Ringsted. Klostrene stod for sjælemesserne, og det var væsentligt for et kloster at have tætte forbindelser til et kongehus, det gav klosteret prestige. Den fortællende stil på de tre fonte kan stamme fra Cluny og være blevet ført videre af franske benediktinere. Fortælleglæden og den komplicerede ikonografi er typisk for burgundisk stenkunst i 1100-tallet. Markus kan se en parallel mellem Sankt Denis klosterets tilknytning til det franske kongehus og Ringstedklosterets tilknytning til det danske kongehus. Begge klosterkirker blev kongernes gravkirke.

Markus diskuterer også, hvordan bonden opfattede billedprogrammet. Selvom vi i dag opfatter middelalderens jævne mennesker som heltecentrerede, har døden nok haft en større betydning end storpolitikken. Dåben var menneskets mulighed for frelse, men ingen garanti, den gav mulighed for genopstandelse med Jesus. Dette budskab fremgår tydeligt på fonten i Löderup.

Forskere taler ofte om, at kummen skal læses højre eller venstre om, men Markus mener, man glemmer den lodrette læsning. På Löderupfonten ser man Korsfæstelsen på kummens lodrette flade, her fremstilles legenden om Longinus, som fik synet tilbage, da en dråbe blod ramte hans øje. Under Korsfæstelsen ses et skib sejle mod øst (mod højre), skibet kan symbolisere den dødes rejse mod Paradiset, og eksakt under skibet ses en kvinde med en sjæl i favnen, den lodrette læsning giver os sakramentets budskab i billedsprog.

Efter Korsfæstelsen ses Kvinderne ved graven efterfulgt af Nedfarten til dødsriget. Disse to scener er sat i forkert kronologisk rækkefølge, men formodentlig har man ønsket at placere Nedfarten i umiddelbar nærhed af Majestas. Desuden er Nedfarten placeret lige over den scene, hvor en engel kommer ned for at hente en sjæl. Det samme ses på Östra Hobyfonten, man behøver ikke den store indsigt for at forstå dette enkle budskab.

På Trydefonten ses på foden en kvinde med et barn. Over kvinden står to skæggede mænd med salvekrukker. Måske er det to stadier i middelalderens dåbsceremoni. Man indledte med en djævleuddrivelse inden man salvede barnet. Kvinden måtte ikke have flettet sit hår og måtte ikke bruge hårnåle, så djævlen ikke kunne gemme sig. Efter uddrivelsen gjorde præsten korsets tegn over barnet og salvede det, inden den endelige neddykning i det indviede vand fandt sted.

Markus har forsøgt at se de tre fontes billedprogram ud fra bestillerens, programskaberens og bondens synspunkt. Fontenes billedprogram er meget kongecentreret, og da de tre kirker alle har massive tårne med herskabsgalleri, kan man formode, at bestilleren har været tæt på kongehuset. I årene op til 1170 var det sydøstlige Skåne et vigtigt område. Valdemar forberedte et korstog mod Letland og grundlagde flere Knudsgilder, et af de ældste eksisterer stadig i Ystad. Valdemar måtte overbevise sine modstandere om, at han var konge af Guds nåde, derfor blev Knud Lavard helgenkåret. Valdemar havde brug for propaganda, og det er i dette lys, man bør se billedprogrammet på de tre fonte. Her fortælles konge-sagaen. I Östra Hoby fortælles historien om Erik Ejegod, i Löderup fortælles historien om Knud Lavard og i Tryde fremstilles kroningen af Valdemars søn i Ringsted samt dronning Sofias slægtshistorie.

Markus mener at programmet er udarbejdet af munkene i Ringsted. Munkene stod for sjælemesser og i Ringsted var man tæt knyttet til Valdemar og Sankt Knud Lavard. Sankt Bendts kirke var blevet kongernes gravkirke, og det var her, man skrev ordinariet om Knuds martyrium. Stenmesteren kan være kommet fra Frankrig, hvor han måske har arbejdet for de franske benediktinere, der var tæt knyttet til Cluny. Stilen og det komplicerede billedprogram kunne tyde på dette.