Fridolin på Trydefonten

Tilbage til forside

Fridolin var ifølge legenden en irsk munk og missionær, som i 500-tallet blev udsendt fra klosteret i Poitiers til kantonen Glarus i Schweiz. Han var blevet vækket til sit kald ved en åbenbaring af den hellige biskop Hilarius og den franske konge Klodevig. Fridolin missionerede i Glarus og grundlagde et kloster i Säckingen. En mand ved navn Ursus testamenterede en del af sit gods til klosteret. Resten af godset skulle tilfalde Ursus bror Landolf. Ursus døde, og broderen nægtede at give afkald på klosterets arvelod. En domstol gav ham medhold, og dommerne udtalte, at kun hvis et vidne kunne bekræfte testamentet, ville han lade sig overbevise. På processens sidste dag gik Fridolin til Ursus grav og opvækkede den døde. Ursus stod op af graven og trådte med Fridolin frem for dommeren. Her bebrejdede den døde sin bestyrtede broder og sagde: "du har berøvet min sjæl den ejendom, som tilhørte mig". Landolf besindede sig og overlod arvelodden til klosteret. Desuden testamenterede han sin egen arvedel til klostret.

Vælger man legende om Fridolin som udgangspunkt for fortolkningen, kan relieffet efter Majestas (mod uret) tydes som biskop Hilarius, der sidder tronende i midten. Til venstre sidder Kong Klodevig med sværd og til højre står Fridolin i pilgrimsdragt og med pilgrimsstav. Biskop Hilarius peger med sin bispestav på Fridolin. I den anden scene fra Fridolins legende løfter skelettet selv låget af kisten, Fridolin står til højre og støtter skelettets hoved. Til venstre ses to figurer, som bevidner miraklet. Over kisten svæver Guds hånd. I den tredje scene kommer Fridolin til dommeren med skelettet. Fridolin er klædt som abbed med mitra på hoved. Til højre ses dommeren, muligvis landgreve Balderbeck. Landolf synker forfærdet til jorden, og landgreve Balderbeck forlener Fridolin med bispestaven.

Selvom fortolkningen virker overbevisende, lyder det underligt, at en helgenlegende fra Schweiz skulle dukke op på en døbefont i Skåne uden anden tilknytning til Fridolin. Ud over i Schweiz dyrkedes Fridolin også i Frankrig og Tyskland. Døbefonten kunne være importeret, men sandstenen er skånsk, så forklaringen må være en anden. Døbefonten i Tryde er ikke dateret, men man må formode, at den er nogenlunde samtidig med den romanske kirke, som blev opført i 1160. I 1160'erne fik Skåne en ny kirkeret, som bl.a. behandlede klostrenes ret til de jordgaver, som blev givet.

Det afsluttende motiv i Fridolin-legenden, hvor landgreven overdrager bispestaven til Fridolin, kan være betydningsfuldt for fortolkningen af hele døbefontens udsmykning, idet det kan opfattes som et indlæg i den såkaldte Investiturstrid, der diskuteredes ivrigt i Europa i 1100-tallet. Man diskuterede, om den verdslige myndighed skulle have ret til at indsætte gejstlige i embeder, eller det var en ret, som kun tilkom paven i Rom. Men striden gjaldt ikke blot retten til at besætte vigtige stillinger inden for kirken. Det var retten til de områder, som kirken fik skænket som gaver. Det havde udviklet sig voldsomt i 1000-tallet og indtægterne fra disse landområder var betydelige, derfor var kampen ikke blot en åndelig men også en mere jordnær om penge. Ærkebiskop Eskild kæmpede hårdnakket for kirkens uafhængighed af kongemagten og måtte tåle både fængsel og landflygtighed på grund af sin stejle holdning.