Musikken i Venezia 1500-1600

Tilbage til Hovedside

I 1490 oprettede Petrucci et musikforlag i Venezia. Det blev en succes og snart opstod mange forlag i Venezia, som blev et center for udgivelse af noder. Komponister fra hele Europa tog til Venezia for at få deres værker trykt, og dermed fik de kendskab til den musikalske udvikling i Venezia og især forsøgene med Cori Spezzati efter Willaerts død i 1562. Derfor spredtes Cori Spezzati-stilen (også kaldet Ekkomusik eller Pian-forte) hurtigt over hele Europa.

Adrian Willaert (1490-1562) Flamsk komponist, en af de mest betydningsfulde og indflydelsesrige komponister og undervisere i sin tid. Som ung blev han sendt til Paris for at studere jura, men Adrian studerede i stedet musik hos Jean Mouton, der var medlem af Louis XII og Franz Iís kapel. I 1515 opholdt Adrian sig i Rom og har muligvis haft forbindelse med det pavelige kapel. Fra 1522-25 gjorde han tjeneste som sanger ved Alfonso d'Estes kapel. I 1525-27 står han opført i regnskaberne hos Kardinal Ippolito II d'Estes (ærkebiskop i Milano), hvorfor det er sandsynligt, han har været i Milano indtil 1527, da han rejste til Venezia for at tiltræde stillingen som leder af San Marco kirkens kapel. Han bestred denne stilling til sin død. Willaert var sin tids største teoretiker inden for polyfon musik, hans produktion består mest af vokal musik. I 1551 udgav han en serie Ricercares for tasteinstrument. Den polyfone musik, hvor stemmerne udvikler sig selvstændigt uden et overordnet fællesskab, var den sene middelalder og renæssancenís kompositoriske grundlag, velegnet til kor-musik. Med sine teoretiske værker om polyfonien skabte Willaert grundlaget for Cori Spezzati (delte kor) som hans elever ved San Marco kirken udviklede. Med Monteverdi kom Generalbassen, der benytter basstemmen som et samordnende element, til Venezia i begyndelsen af 1600-tallet, dermed ophørte brugen af polyfonien og Barokken havde gjort sit indtog.

Da Willaert døde i 1562 ønskede Venezias styre at fortsætte med en nederlandsk musiker ved San Marco, og man ansatte Rore, men efter få år viste det sig, han ikke kunne tilpasse sig forholdene i Venezia, hvorfor han forlod byen i 1564. Derefter overlod man stillingen til Willaerts elev Zarlino, som var født i Venezia, og efter han havde reorganiseret koret i San Marco, indledtes en god periode i Venezias musikliv. Zarlino havde ikke stor interesse for komposition, hans styrke lå først og fremmest inden for det teoretiske, bl.a. er hans udgivelser om Willaert og dennes værker af stor betydning. Men Zarlino havde held med at knytte en række unge talenter til San Marco bl.a. Claudio Merulo og Andrea Gabrieli. I 1568 blev en gruppe instrumentalister fast tilknyttet San Marco bl.a. Giovanni Bassano. Omkring 1580 havde orkestret en størrelse på 20 medlemmer og koret 30 medlemmer, hvilket gjorde, man kunne eksperimentere med grupper på det store antal gallerier i San Marco og dermed opnå de rumlige effekter, som det venetianske musikliv er så rigt på mellem 1575 og 1610, man kaldte det Cori Spezzati. For at opnå en stor dynamisk forskel var de opdelte grupper ofte af meget forskellig af størrelse, og udnyttelsen af varierende instrumentale farver blev væsentlig. I Zarlinos periode fik udviklingen i San Marco også afsmittende virkning på andre venetianske kirker som Frari og Zanipoli, antallet af orgler i kirkerne blev væsentligt forøget (ifølge en opgørelse var der på et tidspunkt over 120 i Venezia), og en Scuola havde normalt 4-6 sangere og et lignende antal musikere, som både deltog ved festligheder i Scuolaen og i optog, hvor denne Scuola deltog.