Vestervig kirke

Tilbage til Liste over kirke

Vestervig kirke

Vestervig kirke

Refs hr., Thisted amt, Ålborg stift. Thy og Vestjylland. Kirken står i dag som et rekonstrueret minde om et af den tidlige middelalders vigtigste kirkecentre. Fra kirken er der en smuk udsigt over Nissum Bredning. Kirken var i middelalderen viet til Vor Frue og Sankt Thøger. Omkring 1030 rejste missionæren Thøger fra Norge til Danmark. Ifølge legenden byggede han en simpel trækirke tæt ved det sted, hvor Vestervig kirke nu ligger. Ifølge sagnet sprang en kilde, hvor Thøger havde lagt sig til hvile, da han ankom til Thy. Kilden, der nærmest er en brønd, blev et søgt valfartssted. Da Thøger døde, blev han gravlagt i kirken, i 1067 blev han skrinlagt som helgen. 1060 delte Svend Estridsøn landet op i stifter og Vestervig blev bispesæde for Nordjylland. I 1134 flyttede bispesædet til Børglum. O.1100 byggedes en stenkirke for Sankt Thøger ved kilden. Sankt Thøgers kirke har ligget 200 m. fra Vestervig klosterkirke og har fungeret som sognekirke, i dag har man markeret kirkens fundamenterne, Sankt Thøgers kirke blev nedrevet i 1547. I klosterkirken har man opstillet en montre med modeller, som viser kirkebyggeriets udvikling.

Omkring 1110 opførtes et kloster ved Sankt Thøgers kirke. I perioden 1100-1200 byggedes en romansk klosterkirke, der var en treskibet basilika med tværskib, kor og apsis, den indgik som fløj i et firlænget kloster. Hvilken orden der oprindelig har været knyttet til klosteret vides ikke, men Børglumbispen Toke (1145-77) dannede et kollegiatkapitel af augustinermunke. I 1444 blev Vestervig kirke ombygget, koret blev forlænget, tværskibet blev nedrevet og man byggede tårn samt indbyggede hvælv. Efter Reformationen blev klosteret solgt som herregård. Klosteret blev senere nedrevet og Vestervig kirke blev sognekirke. 1917-21 blev Vestervig kirke restaureret, der var dog nærmest tale om en rekonstruktion af den gamle romanske kirke.

Klosterkirkens basilikabyggede skib er fra romansk tid, tårnet er fra sengotisk tid og apsis samt kor er rekonstrueret i 1917-21. Til rekonstruktionen af apsiden har man benyttet gamle kapitæler og baser af Ribe-Viborg typen. Under restaureringen af kirken fandt man levn fra fire portaler, af disse brudstykker genskabte man den nuværende sydportal, hvis tympanon har Kristus i mandorla båret af to engle (i Auvergne er dette et Himmelfartsmotiv). I murværket er indsat reliefkvadre, som kan stamme fra den nedbrudte Sankt Thøgers kirke. Ved sydportalen ses en reliefkvader med en løve, i sydmuren ses desuden en mindesten over præsten Finborg, der døde 8.marts, årstallet er forsvundet. På hjørnerne af korets østgavl ses to liggende dyr, som formodentlig har været løver.

Over præstedøren i korets sydmur ses et romansk tympanonrelief med korslam, det kaldes Sankt Thøgers vartegn, fordi det menes at stamme fra Sankt Thøgers kirke, over Korslammets hoved svæver Helligåndsduen. Ved siden af præstedøren ses en kvader med to menneskeansigter og to djævleansigter, den ene djævels tunge er splittet. Relieffet fortolkes som advarsel mod at sige løgn og sladder. På Nationalmuseet findes en tympanon med kors fra den nedlagte Sankt Thøger kirke. I vestportalen ses en sokkelstenhjørnesten mod syd med menneskehoved og indskriften "Abisag" og "Adam", hjørnestenen mod nord har ligeledes et hoved, disse sten stammer muligvis fra Sankt Thøgers kirke. Abisag var en smuk jomfru, som ifølge 1.Kongebog kap.1 v.1-4 skulle varme Kong David i hans alderdom, i middelalderen blev Abisag et billede på Maria, som skulle føde Jesus og dermed udfri Arvesynden, som Adam skabte i Paradiset ved sin ulydighed. Over vestindgangen ses en tympanon med et kors omgivet af alfa og omega, denne tympanon menes ligeledes at stamme fra Sankt Thøgers kirke. Over vestportalen er indsat en reliefkvader med et djævelansigt omgivet af en drageligende fugl og en løve. Ved tårnets nordmur er opstillet en hjørnekvader fra en portal med en løve og en indhugget kapitæl. På kirkegården har man samlet et større antal sokkelsten fra Sankt Thøgers kirke. (Læs mere om Sankt Thøgers kirke under siden om Sankt Thøger nedenunder).

På kirkegården nord for klosterkirken ses et gravsted over Liden Kirsten og Prins Buris. Kirsten var søster til Valdemar d. Store og var forelsket i Prins Buris, der var bror til Valdemars hustru Sofie. Ifølge legenden lokkede Sofie sin bror til at forføre Kirsten mens Valdemar var på krigstogt. Kirsten fik en datter, men forholdet passede ikke Valdemar, der efter sin hjemkomst lod Kirsten piske ihjel og fængslede Buris, som døde under svære pinsler. Valdemar bestemte, at Kirsten skulle begraves i Vestervig og Buris skulle sidde fængslet samme sted. Ved udgravninger i 1890 fandt man to romanske grave i forlængelse af hinanden. En gravsten med udslidte heksameterindskrift fortæller, at stenen dækker en bror og en søster, gravene indeholdt lig af forskellige køn. Gravstenen prydes af to kors og afsluttes med to lodrette endesten. Gravstenens kors har samme udformning som tre gravsten opstillet i kirken, disse dateres til o.1200. Graven blev genåbnet i 1962, man konstaterede to romanske grave, i den ene lå en kvinde mellem 30 og 50 år, i den anden grav lå en mand på 50 år, der var stærkt svækket. I forbindelse med undersøgelser i 1962 fremsatte man nye teorier om de to personer i graven. Mandspersonen kunne være Buris Henriksøn, søn af Henrik Skadelår, Buris havde tjent hos Valdemar den Store men faldt i unåde i 1167 og blev lænket i Søborg slot, derefter forsvinder han ud af de historiske kilder. Kvinden kunne være den norske kongedatter Kristine Sigurdsdatter, som var gift med Erling Skakke, med hvem hun havde sønnen Magnus. Erling Skakke ville sikre Magnus mod rivaler til kongemagten og lod Kristines søn uden for ægteskabet myrde i 1168. Kristine rejste til Danmark i 1169 og døde her i 1178. Var Buris Henriksøn far til Kristines uægte barn og har han levet sine sidste år i Vestervig sammen med Kristine som beboere på klosteret.

I bogen Vestervig kirke skrevet af Henrik Bolt Jørgensen (Knakken, 1990 ISBN 87-88797-16-3) kan man læse en udførlig beskrivelse af kirken og dens historie. Oplysningerne på denne side er i vid udstrækning hentet fra denne bog.

Tryk på nedenstående link og læs mere om Sankt Thøger

Sankt Thøger

Tryk på nedenstående link og se kirkens hjemmeside

Vestervig kirke

Se Vestervig kirke på Ålborg stifts hjemmeside. Tryk på nedenstående link, vælg Kirker og find Vestervig.

Ålborg stift

Model af kirkernes udvikling i Vestervig

Skibets vestende set fra syd

Skibets sydportal, tympanon

Kvader med løve ved skibets sydportal

Præstedør i korets sydmur, overligger med korslam

Reliefkvader med fire ansigter i korets sydmur

Apsis

Kirken set fra nordøst

Løve på korets nordøsthjørne

Hjørnekvader med løve og kapitæl samt base

Vestportal

Kvader med hoved og dyr over vestportalen

Søjlebase og sokkel mod syd

Søjlebase og sokkel mod nord

Gravsten over Liden Kirsten og Prins Burris

Sankt Thøgers kilde

Omrids af Sankt Thøgers kirke

Tympanon fra den nedrevne Sankt Thøger kirke, nu på Nationalmuseet

Skibet set mod øst

Arkader til nordre sideskib mod vest

Orgel

Gravsten i kirkens vestende

Kalkmalerier i søndre sideskib

2.fags hvælv i nordre sideskib

Nordre sideskibs 3.fag, kalkmalerier

Døbefont

I kirken ser man de oprindelige romanske piller udført af rundbuede granitkvadre. Kapitælernes rankeslyng kan minde om udsmykningen i norske stavkirker. Den regelmæssige vekslen mellem runde og firkantede søjler kendes fra Sachsen, de fladtrykte kapitæler sættes ofte i forbindelse mde den anglonormanniske arkitektur. I sengotisk tid 1440-80 blev kirken kraftigt ombygget, formodentlig efter en brand. Skibet blev forkortet, koret blev udvidet og apsiden blev nedrevet. Ved den lejlighed fik kirken indbygget hvælv, som dateres til 1444 ifølge et kalkmalet årstal. Altertavlen er fra 1729-30 og var oprindelig bestemt for Viborg domkirke. Prædikestolen er fra 1608-10. Ud for prædikestolen hænger en lysekrone med adelsvåben for Ludvig Munk til Nørlund og Ellen Marsvin til Lundegård, der blev gift i 1589, lysekronen blev givet til Vestervig kirke i 1679. En nyere font blev udført af Hother Paludan i 1933.

Årstallet 1444 på østvæggen i nordre korsarm anses for at være året for indbygningen af hvælv. Hvælvene i nordre sideskibs to østlige fag må efter dateringen være udført i 1444. De øvrige hvælv er indbygget senere. I nordre sideskibs hvælv og arkader ses kalkmalerier fra o.1510 med rankeslyng, rækker af dyr, indskrift, kande, mandsfigur med sav og en gris, der spiller sækkepibe. Dyr blev opdelt i to grupper, der symboliserede henholdsvis det gode og det onde. Spillende dyr hørte altid til den onde gruppe, idet man anså spillende dyr som den forvandlede Djævel, der med musik og dans søgte at forføre mennesket. Ved nordre korsarms østvæg står en gravsten over Peder Friis og hans hustru Kristine (Begge døde i 1483). I søndre sideskibs hvælv ses kalkmalerier fra o.1475, det danske rigsvåben og Veronikas svededug. Ved søndre sideskibs østvæg står en gravsten over Niels Strangesen (død 1424) og hans hustru Ingeborg (død 1440), Niels Strangesen til Norringtoft var af slægten Bild, han var lensmand på Hillerslev og Ørum. På tårnrummets nordvæg bag orglet har man afdækket en kalkmalet fremstilling af Korsbæringen fra o.1475.

Læs mere om de to gravsten på siden Gravsten og epitafier. Tryk på nedenstående link og søg Vestervig

Gravsten og epitafier

Ved vestvæggen ses flere romanske gravsten. En noget slidt gravsten er lagt over Tue, der døde mellem 1202 og 1209, på gravstenen ses et processionskors. Kannikken Attes gravsten er udsmykket med et processionskors, som det kors, der stod på Golgathahøjen og som var prydet med en lilje, over tværarmen ses alfa og omega, teksten siger, at en ydmyg augustinerkannik ved navn Atte døde i 1217. En gravsten fortæller om en ugift kvinde ved navn Kristina, der kaldtes IUBAR URBIS (byens stråleglans), gravstenen er ikke dateret, men stilmæssigt er den nogenlunde samtidig med de to gravsten fra begyndelsen af 1200-tallet, gravstenens fornemme udførelse antyder, at Kristina må have været en fornem person.

Døbefonten fra o.1300 af klæbersten er formodentlig af norsk oprindelse. Fonten nævnes i Mackeprang s.16 under den Almene del. I kirken ses desuden en fontefod til en font af Thybotypen, den romanske fontefod hører muligvis sammen med kummen i Lemvig kirke.

Mackeprang skriver, at fonten er hugget i norsk klæbersten og typen stammer fra egnene øst for Oslo fjord (Smålenene). Den er ret uanseelige, og dekorationen samler sig om foden, der mest dækkes af spidse trekanter, mens kummen foruden et par tovsnoninger har en degenereret bladranke og en trekantfrise langs mundingsranden. Hvorledes St. Ib på Ven har fået sin font, skal jeg lade være usagt. Hvad Vestervig angår, kunne varebetegnelsen "Vestervigdeller" (:brædder) fra 1500-tallet, tyde på, at den senere livlige forbindelse mellem Vendsyssel og Sydnorge, den såkaldte skudehandel med centrum ved Løkken, har eksisteret tidligere. Den står imidlertid så isoleret, at jeg også kunde tænke mig en anden mulighed, nemlig at fonten var blevet skænket til Vestervigs sognekirke Sankt Thøger af den tidligere Vestervigklerk Anders Mus, der 1505-21 var biskop i Oslo og 1522 forlenedes med sit gamle kloster, til hvis kirke fonten kunne være blevet flyttet, da Sankt Thøger blev revet ned ca. 1550.