Valleberga kirke

Tilbage til Liste over kirke

Valleberga kirke

Valleberga kirke

Den romanske del af kirken består af en rundkirke med kor og apsis. Rundkirken har haft indgangsportaler mod nord og syd og har indvendigt haft hvælv båret af fire søjler, der også har båret det øverste vagttårn. I den fritliggende kastal er indrettet et lille museum med fund, man har gjort ved forskellige restaureringer, her ser man bl.a. nogle reliefsten, der kan stamme fra en korskranke, eller måske fra en rundbuefrise på koret. Denne bygning tillægges Carl Stenmester, der menes at have arbejdet på domkirkebyggeriet i Lund. Kirken har formodentlig indgået i den række af befæstede kirker, som findes langs kysten i Skånes sydøstlige hjørne, af andre kirker i dette system kan nævnes Ingelstorp, Löderup, Östra Hoby og Simris. Det har muligvis været et forsvar mod vendernes angreb, og kirkebyggeriet kan være iværksat af Absalon i perioden 1159-85.

Rundkirken har en vindeltrappe, der fører op til det øvre stokværk, der er indrettet som vagttårn, hvilket kan minde om rundkirkerne på Bornholm, hvor Carl Stenmester også har arbejdet. Men rundkirker har også sammenhæng med Hvideslægten og Sydsjælland. Kirken i Bjernede og de arkæologiske udgravninger ved Pedersborg kirke uden for Sorø er synlige beviser på sammenhænget mellem rundkirker og Hvideslægten. Under flere kirker, der har forbindelse til Hvideslægten, har man fundet spor efter rundkirker. Thorsager kirke på Mols er også en rundkirke.

Bjernede kirke er opført af Sune Ebbesen, der var fætter til Absalon. Selvom Bjernede kirke er voldsomt restaureret, er kirkens nuværende udseende et rimeligt billede af den oprindelige kirke, især er det interessant, at i Bjernede bæres hvælvet og vagttårnet af fire søjler, som det har været tilfældet i Valleberga og som det ligeledes er tilfældet i Kalundborg, hvor kirken sættes i forbindelse med Absalons bror Esben Snare. I dag hælder man dog mere til, at det er Esben Snares datter, der har stået for opførelsen af Kalundborg Vor Frue kirke. I Pedersborg har der også været piller i kirken.

Undersøgelser har vist, at kirken blev restaureret i 1343, muligvis efter en brand. Ved den lejlighed blev rundkirkens søjler udskiftet med fire murede piller, der var så tykke, at man kunne opsætte sidealtre mod nord og syd, hvilket har virket som korsarme i en centralkirke. I 1791 blev kirken atter ombygget, mod nord og syd opførte udvendige korsarme og mod vest opførtes det nuværende skib. I 1910 rev man korsarmene ned og frilagde rundkirken. I dag fungerer rundkirken som kor og det romanske kor med apsis som sakristi og menighedsrum.

På det historiske museum i Lund opbevares en runesten fra Valleberga, indskriften nævner en mand fra Knud d. Stores hird som stammede fra Valleberga og som blev begravet i Luntunum, man diskuterer om der er tale om Lund eller London.

Skibet set mod øst

Korbue til det romanske kor

Det romanske kor tøndehvælv mod syd, Evas skabelse

Døbefont

Døbefont, Simon Magers endeligt

Døbefont, Peter i fængsel befries af en engel

Døbefont, Peter angribes af hunde

Altertavlen er sammensat af to fløje fra en gotisk fløjaltertavle og et midterskab med to figurer, Peter og Paulus, der stammer fra tidligere sidealtre, i fløjene ses apostle. I den oprindelige rundkirke ses desuden en Mariafigur fra senmiddelalderen. Prædikestolen dateres til 1619 og bærer Christian IV's navnetræk. I kirken ses desuden en altertavle af Mathias Stenberg fra 1742, den stod på højalteret frem til 1910.

Over og i den oprindelige korbue mellem rundkirken og det romanske kor samt i det romanske kor og apsis ses kalkmalerier, som tillægges Lille Harrie-værkstedet og Konga-mesteren, kalkmalerierne dateres til 1475-1500. Kalkmalerierne blev afdækket i 1905, formodentlig af Th. Wählin. Der er kun fragmenter tilbage, men de står uden tilføjelser.

Over korbuen ses en Dommedagsmajestas, Kristus sidder på en regnbue flankeret af Maria og Johannes Døberen. I korbuen mod syd ses en kongehelgen, i korbuens top ses sole, nogle med ansigter. I tøndehvælvet mod sydøst ses Evas skabelse. I toppen af tøndehvælvet ses dekorativ udsmykning med blomster. Mod sydvest ses Gud præsenterer Adam og Eva for hinanden, man ser kun Guds glorie, men dette motiv er det eneste mulige mellem Evas skabelse og Syndefaldet. På sydvæggen mod vest og på vestvæggen mod syd ses to figurer, på sydvæggen med glorie og på vestvæggen med tekstbånd.

På vestvæggen over korbuen ses Syndefaldet mod syd. I dag ses fragmenter af Adam og Eva samt træet med slangen, Wählin beskriver, at Adam og Eva skjuler deres køn og slangen havde to arme og et menneskehoved. Mod nord ses Uddrivelsen, englen er den bedst bevarede, Wählin skriver, at Adam og Eva ser bagud og har hævet deres højre arme som beskyttelse mod angrebet, desuden holder de figenblade for deres køn. På vestvæggen mod syd ses fragmenter af en figur med skriftrulle, Wählin skriver, han kunne læse SERPENS VICIT ADAM VET …, hvilket er de indledende ord til Syndefaldet i Bibliam Pauperum. På vestvæggen mod nord ses fragmenter af en tilsvarende figur med tekstbånd. I tøndehvælvet mod nord ses fragmenter, der ikke kan nærmere identificeres.

I 1905 så Wählin en stående figur i brunlig dragt i feltet over apsishvælvet, desuden så han et landskab med gule og grønne skygger. I dag kan man ane en figur mod syd og nord samt fragmenter af et landskab. Der er formodentlig tale om scener fra Skabelsen. På østvæggen mod syd ses et tekstbånd og farverester. Et tilsvarende tekstbånd har været synligt mod nord men er nu forsvundet. Wählin beskriver en bort omkring apsiden, denne bort har været malet direkte på malepudset og har formodentlig været romansk, borten er nu forsvundet.

I apsis ses en Nådestol. Man ser den kronede Gudfader, noget af tronen og korsets trævarm. Øverst ses mod nord Johannesørnen, øverst mod syd ses Matthæusenglen og inskriptionen SAN(ctus). Nederst mod syd ses fragmenter af Markusløven og inskriptionen MARC(us). Under Markusløven ses en glorie og et tekstbånd med ulæselig indskrift, desuden ses to kåber på apsisvæggen, der er formodentlig tale om en apostelrække.

(Kilde: A catalogue of wall-paintings in the churches of medieval Denmark 1100-1600, Scania, Halland, Blekinge. Akademisk Forlag 1976)

Den romanske døbefont af sandsten har fornemme relieffer på kummens lodrette sider og bund samt på foden. Fonten tillægges Trydemesteren, som også tillægges fontene i Tryde og i Löderup kirke, fonten dateres til anden halvdel af 1100-tallet. På kummens lodrette flade ses Kristus med korsglorie flankeret af to glorificerede personer, alle tre holder en bog og alle tre hæver højre hånd til velsignelse, Kristus har dog en anden fingerstilling. Bemærk de to glorificerede personers frisurer. På kummens lodrette flade ses desuden en ret dominerende scene med en person, der står på hovedet, og to knælende personer, denne scene flankeres af en bøddel med et afhugget hoved og en djævel med en sjæl. På den lodrette flade ses desuden en tilfangetagelse og en fængselsscene med en person i en celle og en engel. Det tredje motiv på kummens lodrette flade viser to scener, en konge og tre mænd står foran en død person, ansigtet er væk men under det indpakkede lig ses et hoved, desuden ses en konge med sværd og en person der peger hen mod to andre personer, hvoraf den forreste er ved at helbrede en syg.

På kummens underside ses igen en fængselsscene med en person, der holder en bog og henvender sig til to personer, der også er i cellen. Uden for cellen ses to personer, der er på vej ind i cellen eller overvåger, hvad der foregår i cellen. Dernæst ses en person foran en konge med hånd under kind, på det næste billede holder kongen sin hånd op mod personens hoved, derefter ses to bødler med to afhuggede hoveder. På den anden side af fængselsscenen ses en person med bog og en konge, dernæst angriber hunde en person med noget rundt i hånden, på det følgende billede trækker hundene sig tilbage, den angrebne person holder højre hånd op til velsignelse en anden person holder to runde genstand, endelig ses en person foran en konge. Dernæst er man nået rundt og kommer til motivet med de to bødler, der holder to hoveder, om dette hører med til den ene eller den anden scene er ikke markeret.

På foden ses to ryttere, der omfavner hinanden, den ene bærer sværd, udhugningen er nærmest skulpturel. Desuden ses et menneskehoved og to dyrehoveder, ligeledes i nærmest skulpturel udhugning. I lavt relief ses to bisper foran et alterbord og et motiv med tre person med bispelignende hatte bag en liggende person. Den liggende person ligger på noget, der kunne minde om en rist, den ene stående person prikker til den liggende med en kødgaffel, længst til højre står en lille person med en ildvifte.

I dag står døbefonten lidt tilbagetrukket i skibet mod syd ved buen ind til rundkirken, men i 1100-tallet har den formodentlig stået centralt på en forhøjning i rundkirken, den har formodentlig været bemalet og den har været synlig når man trådte ind i kirken. Det må derfor antages, at fonten har haft et budskab af betydning. Flere kirker i det sydøstlige Skåne har billedfonte af betydelig kvalitet og med en ret kompliceret ikonografi. Deres stil tyder på, de kommer fra samme værksted, måske fra samme hånd, og det kan derfor være på sin plads at se dem i et større sammenhæng. Fonten i Valleberga tolkes som scener fra Simon Magers legende, primært på baggrund af scenerne med en person, der angribes af hunde. Denne legende kan læses i Legenda Aurea, som blev samlet o.1265 af dominikaneren Jacobus Voragine. Fonten er udført ca. 100 år før denne samling af helgenlegender blev skrevet, men Voragine fortæller ikke nye helgenlegender, han genfortæller de legender, som var kendte i hans tid og vurderer deres sandfærdighed efter datidens videnskabelige principper, derfor kan man med rimelighed tage udgangspunkt i Legenda Aurea.

I Peters legende fortælles om Simon Mager, der blev belært af apostlen Filip og som ønskede at købe sig til apostlenes evne til at udføre mirakler. I 1100-tallet blev Simon Mager brugt som eksempel på personer, der ville købe sig til kirkelige poster, man kaldte det Simoni. Simon Mager var troldmand hos Kejser Nero, Simon viste sin trolddomskunst, ved at lade en bøddel hugge hovedet af sig og derefter genopstå, men han havde forblændet bødlens syn og ladet ham hugge hovedet af et får. Peter udfordrede Simon på mirakler, Peter havde et brød i sit ærme og Simon lod hunde angribe Peter, Peter lod hundene få brødet og fik dem dermed pacificeret. Simon ville demonstrere sin troldmandskunst ved at springe ud fra et tårn og flyve, men djævle holdt ham oppe, og da Peter besværgede djævlene faldt Simon ned og blev dræbt. Ifølge legenden var Paulus med Peter i Rom. Kejser Nero blev så rasende, at han lod Peter og Paulus fængsle og derefter henrette. Peter blev korsfæstet omvendt og Paulus blev halshugget.

På kummens lodrette side ses en scene med en omvendt person og to knælende personer. Ser man nøjere på de to knælende personer, ser man, at deres frisurer passer nøje til de to personer, som flankerer Kristus på kummens lodrette side. Peter og Paulus markeres normalt med nøgle og bog, men ingen steder på fonten ser man nøglen, identificeringen kunne derfor være frisuren. Den omvendte person må være Simon Mager, der falder ned, bødlen med hovedet kan referere til Simons halshugning og djævlen til højre kan være en hentydning til flyvningen og samtidig antyde, at Simons sjæl tages af djævlen. Helbredelsesscenen og genopvækkelsen på kummens lodrette side er også en del af konkurrencen mellem Peter og Simon Mager, og scenen med hundene er ret nøjagtigt skildret på kummens underside.

De to fængselsscener passer derimod ikke helt ind i Peters legende, som den fortælles i Legenda Aurea. Tager man udgangspunkt i, at frisuren identificerer Peter, er det Peter, vi ser i de to fængselsscener. Andre samlinger af helgenlegender kan have andre historier med, men i Legenda Aurea fortælles Peters legende i tre forskellige sammenhæng. I Legenden om Peters stol fortælles om tiden, da Peter prædikede i Antioka, mange omvendte sig, men byens statholder Theophilus kastede Peter i fængsel. Paulus kom til Antioka og bad Theophilus om at løslade Peter. Theophilus søn havde været død i 14 år, og Theophilus ønskede, at Peter skulle genopvække ham, hvilket han gjorde. Derefter blev Peter løsladt og man byggede mange kirker i området. Scenen med kongen, der sidder med hånd under kind og dernæst klapper en persons hoved kan referere til denne legende, dog passer de to bødler med hoveder ikke helt ind i dette sammenhæng, men dels kan de høre til historien med hundene og dels kan de stamme fra en anden udgave af legenden.

Fængselsscenen på kummens lodrette side er mere entydig, her ser man Peter sidde i en fængselscelle og se op mod en engel. Denne scene må givet stamme fra Legenden om Peters lænker, som også nævnes i Legenda Aurea. I denne legende fængsles Peter af Herodes i Palestina. En engel kom og brød Peters lænke og befriede ham. Den 6. pave efter Peter kaldtes Alexander, han havde omvendt Roms præfekt Hermes, men tribunen Quirinus lod Alexander og Hermes fængsle. Quirinus klandrede Hermes, at han havde omvendt sig, men Hermes anbefalede, at Quirinus lyttede til Alexander, Quirinus fordoblede bevogtningen af Hermes og Alexander. Quirinus datter blev syg, og Quirinus gik til Alexander med sin datter, som kyssede Alexanders lænker, Alexander sagde, at datteren skulle finde Peters lænker og kysse dem, dermed ville hun blive rask. Man fandt Peters lænker, som hun kyssede og blev rask, derefter lod Quirinus sig døbe, og Alexander lod opføre kirken San Pietro ad vincula, hvor Peters lænker opbevares.

Pave Alexander III blev valgt i 1159 og kom i strid med Barbarossa, som han lyste i band. Striden bredte sig også til Danmark, hvor ærkebiskop Eskil støttede Alexander og kong Valdemar støttede modpaven Victor IV. Striden drejede sig primært om adskillelsen af kirke og stat og dermed også om retten til at udpege gejstlige og især den omsiggribende handel med embeder, spørgsmålet om Simoni var højaktuelt. På foden ses et martyrium som givet er Laurentius martyrium på risten. Laurentius var skytshelgen for Lund Domkirke og fontens udformning må være styret af ærkebispen eller Lunds kannikker. Fonten i Tryde kan dateres ret præcist til 1161, så det må formodes, at de øvrige billedfonte i området er udført nogenlunde samtidigt. Eskil måtte opholde sig i Frankrig mens striden stod på og kom først tilbage i 1167, så om det er Eskil selv eller Lunds kapitel, som har bestilt fontene er usikkert og hvilken rolle Absalon har haft, må indtil videre stå hen i det uvisse. Men scenen med Simons fald har en fremtrædende plads på fonten, og scenen med englen, der befrier Peter, har en skjult hentydning til Alexander og dermed til den aktuelle strid mellem kirke stat, hvilket samtidens lærde personer sikkert har kunnet tolke. Om scenen med de to ryttere på foden så skal være en opfordring til samarbejde, må indtil videre stå hen i det uvisse.

Legenda Aurea findes oversat til engelsk af William Granger Ryan, Princeton University Press, ISBN 0-691-00865-5 (vol.1) og ISBN 0-691-03178-9 (vol.2)

Stockholms Historiske Museums hjemmeside har en fremragende billeddatabase, hvor mange af Sveriges kulturminder fra middelalderen kan findes, bl.a. fonten i Valleberga. Tryk på nedenstående link.

Medeltidens bildvärld - Valleberga