Urnes stavkirke

Tilbage til Liste over kirke

Urnes kirke

Billedserie

Liste over billeder

Urnes stavkirke

I Urnes stavkirke mener man at kunne se 1100-tallets forsøg på at omskabe stenkirken til en trækirke. I 1100-tallet så man de nye stenkirker blive rejst overalt i Europa når man var på langfart. I Norge byggede man i træ, derfor opførte man kirkerne i træ, men man forsøgte at efterligne de stenkirker man havde set udenlands. Oprindelig havde Urnes kirke samme plan som Hopperstad, seks stolper på langsiden og fem på den korte side, en basilikalsk vægtning af øst-vest aksen. Urnes har indvendigt dekorerede kapitæler og profilerede bueslag, som deler stolperne i en nedre søjle og en øvre pilastre. Det nuværende kor i Urnes blev opført i 1600-tallet, det tidligere kor har været smallere og har formodentlig haft apsis. Tagrytteren blev opsat i 1704.

Tryk på nedenstående link og læs Fortidsminneforeningens side om Urnes stavkirke.

Urnes stavkirke

Urnes er primært kendt for de fornemme træudskæringer. På nordvæggen udvendigt og på vestgavlen ses træskærerarbejde af høj kvalitet, de har ikke sammenhæng med den indre udsmykning men stammer formodentlig fra en tidligere kirke på stedet. Udgravninger under kirken har påvist Ún, måske to tidligere kirker.

I 1800-tallet mente man, at ikonografien i træskærerarbejdet på de norske stavkirker var mindelser om den nordiske Odin-dyrkelse, her så man Midgårdsorme og Thors kamp mod jætterne. Denne opfattelse holdt stort set til 1960'erne, da forskere begyndte at rejse tvivl om denne tolkning ud fra princippet, at man næppe benyttede fortidens ikonografi, når man havde kristnet ved sværdet, forskerne afviste helt de tidligere tolkninger og anså alle udsmykninger for kristne.

Men middelalderens kristne tankegang kan virke lige så fremmed for nutidens mennesker som den hedenske ikonografi, derfor kan det være svært at opleve 1100-tallets udsmykninger som ensidigt kristne. Den skolastiske videnskab i 1100-tallet opfattede verden som dualistisk, det gode kunne kun bestå i kraft af det onde, uden Helvedet intet Paradis. Astrologi og tallenes mystik var eksakt videnskab i middelalderen. Man opfattede verden som et harmonisk hele skabt og styret af Gud, der havde skabt alt også havfruer og enhjørninge. Verdens centrum var Jerusalem og Middelhavet, omkring dette centrum formede den kendte verden sig og i kortets yderkanter fandtes fabeldyrene, som man tillagde gode og dårlige egenskaber. Fabeldyr blev opstillet i Bestiarier, der var inspireret af de græske Physiologus-bøger, som var zoologiske værker med rødder tilbage til Aristoteles, de beskrev dyr, både kendte og ukendte. I 1100-tallet benyttede datidens kunstnere blade fra disse Bestiarier som forlæg til deres udsmykninger.

Kapitælerne i Urnes har givet været bemalet i middelalderen, men i dag står de uden bemaling og i ret lavt relief, de er derfor svære at se i kirkerummet. Da man er meget restriktiv m.h.t. fotografering af kirkens indre, er det svært at få disse kapitæler at se. I bogen "Norwegian romanesque decorative sculpture 1090-1210" af Martin Blindheim (Alec Tiranti, London 1965) kan man se 16 fotografier af kapitælerne i Urnes (billede 117-133).

I bogen "Stavkirkernes billedsprog" af Flemming Distler (Stillits, Århus 1997 ISBN 87-983991-2-8) giver forfatteren et bud på en tolkning af kapitælernes relieffer efter middelalderens tankegang. Deres placering og indbyrdes forhold bliver sat ind i et større program, der gør hele rummet til en fremstilling af livet fra fødslen til døden. Om denne tolkning er "rigtig" eller blot er en af mange muligheder ville ikke være fremmed for middelalderens teologer. For dem skulle en udsmykning kunne indeholde flere fortolkninger, alt efter på hvilket åndeligt niveau man befandt sig. I bogen får man et glimrende tegnet materiale, hvor man kan se kapitælernes relieffer tydeligt. Om kunstnerne har været norske eller udenlandske, eller om kunstværkerne er hedenske eller kristne, gør ikke oplevelsen mindre, her er tale om stor kunst, og i tilgift får man en fantastisk udsigt over Sognefjorden.