Tuse kirke

Tilbage til Liste over kirke

Tuse kirke

Billedserie

Liste over billeder

Tuse kirke

Tuse hr., Holbæk amt, Roskilde stift. Nordvestsjælland. Kor og skib er opført o.1200 af rå kamp, i korets murværk findes desuden en del frådsten. Koret har flad østvæg, der indvendig har bevaret to sammenstillede romanske vinduer, som nu er blændede. I skibets nordmur ses to romanske vinduer, det østre er stadig i brug. Tårnet og det hvælvede tårnfag blev opført i 1500-tallet, våbenhuset er senere. En del af den sengotiske kirkegårdsmur er bevaret med en køreport øst.

Den romanske korbue er bevaret. Den romanske kirke har haft fladt træloft, men i første halvdel af 1400-tallet blev skibet forlænget mod vest og koret fik indbygget gotiske hvælv, kort tid efter fik skibet indbygget hvælv, korets krydshvælv ender i konsolhoveder. Alterbordets panel er fra slutningen af 1500-tallet. Altertavlen dateres til 1625 og er beslægtet med Anders Nielsen Hatts arbejder i Sønder Asmindrup, Grandløse og Søndersted, alterbilledet er nyere. Prædikestolen dateres til 1584. På nordvæggen er ophængt et sengotisk krucifiks.

Kalkmalerierne i skibets 1. og 2.fag tillægges Isefjordsværkstedet og dateres til perioden 1460-80. Formodentlig har korets hvælv haft kalkmalerier med Skabelsen som motiv. De nuværende ranker og stjerner er nutidige bemalinger.

Udsmykningen i skibets hvælv er komplet men blev hårdt restaureret af Kornerup under den første restaurering efter afdækningen i 1890. Skibets vægge har haft kalkmalerier med Passionen som motiv, men disse var i så ringe stand, at man overkalkede dem igen. I Tuse kirke har Isefjordsværkstedet arbejdet meget med sviklerne, som er nærmest beskueren, figurerne går på kappekanterne. Kronologien er ikke altid rigtig, princippet i udsmykningen er, at de vigtigste historier placeres i østkappen og de næstvigtigste i vestkappen. Korbuekrucifiks, lægmandsalter og bemalede vinduer indgik i den samlede udsmykningen, derfor mangler vi i dag dele af historien.

I skibets 1.fag i nordkappen er hovedmotivet Fødslen, i sviklerne ses Bebudelsen og Besøgelsen. I Fødslen er der stor aktivitet, Josef rører i barselsgrøden og er rejseklædt, han er klar til at rejse til Ægypten, under Maria og barnet ses et fornemt tavlet gulv, det fornemme gulv stopper ved Josef, han er i et andet rum. Maria har stillet skoene og lagt kappen, barnet ligger i strålekrans, i baggrunden ses krybben med okse og æsel samt fornemt draperi og risflethegn. Dette er Den hellige Birgittas fødselsvision, som både er et helligt syn og en praktisk beskrivelse af en fødsel. Birgitta beskriver ikke kun, hvorledes barnet ligger i en hellig strålekrans men også hvor mange bleer, der er blevet lagt frem, desuden beskriver hun den lille detalje, at Maria stiller skoene. Birgittas blanding af guddommelig vision og praktisk beskrivelse passer godt til Isefjordsværkstedet. Mod øst ses Bebudelsen for hyrderne, en engel kommer flyvende og bebuder Jesus fødsel for hyrderne, på tekstbåndet står: "Gloria in excelsis deo" (:Ære være Gud i det højeste.). Hyrderne spiller på sækkepibe og danser. Isefjordsværkstedet har mange sækkepibespillende hyrder. Det har ikke været unormalt, at hyrder havde instrumenter, men for det meste var det fløjter. Sækkepiber kendes fra omrejsende musikere og især fra billeder i Italien, italienske forlæg har muligvis ligget til grund for Isefjordværkstedets billeder af sækkepibespillende hyrder. Hyrderne er i profil, den dansende hyrde viser sin bag, måske en forudsigelse af Bespottelsen? Normalt er sækkepiben djævlens instrument og figurer skildret i profil er onde, hvilket næppe kan være tilfældet her, men måske skal hyrderne opfattes som bondske i forhold til kongerne på østkappen. I vestsviklen ses Bebudelsen, Gabriel siger i sit tekstbånd: "Ave gratia plena dominus tecum" (:Vær hilset, du benådede, Herren er med dig.) Og Maria svarer: "Ecce ancilla domini fiat michi secundum verbum tuum" (:Se, jeg er Herrens tjenerinde, det skal gå mig efter dit ord.). I østsviklen ses Besøgelsen, normalt ser man kun Maria og Elisabeth, men her ser man også Josef med kvisten, som skød blade og dermed viste, at Josef var Guds udkårne som Marias ægtemand. Hænderne er følsomt skildret.

I østkappen er hovedmotivet Kongernes tilbedelse, i sviklerne ses Omskæringen og Fremstillingen i templet. Hele østkappen refererer til alteret, som ses gennem korbuen. I Tilbedelsen ses tæpper på væggene og tavlede gulve, det er ikke den fattige stald men et fornemt rum. Maria sidder på 2 puder, barnet er nøgent. Kongerne bærer fornemme kåber foret med hermelin. Melchior har sat sin krone på gulvet og knæler for barnet, der velsigner med den ene hånd og rækker ud efter gaven med den anden. Kasper peger op mod stjernen over Betlehem. Baltazar holder en gave og er mere lapset klædt end de to andre konger. Isefjordsværkstedet gør historien festlig, værkstedet har energi, kongerne skridter godt ud. Billedet er udfyldt med ornamenter, der ikke er Horo Vacuum (skrækken for det tomme rum) men binder billedet til den krumme flade. Josef sidder yderst til venstre og ordner vasketøj. Det fornemme tavlede gulv fortsætter under Josef, her er han en del af den centrale handling. Ofte ses han sovende (inaktiv), men her er han aktiv, han ser interesseret på kongen, som knæler for Jesusbarnet, der har to venstrehænder, en fejl som Isefjordsværkstedet har begået flere gange. I omskærelsen ligger Jesusbarnet nøgent på alterbordet. I tekstbåndet står "Circumsicio" (:Omskærelsen). Præsten står klar med en gevaldig kniv. Selvom dette er en speciel jødisk ceremoni, har præsten biskophue på hovedet. Maria holder Jesusbarnet, bag Maria ses formodentlig Anna. I Fremstillingen i templet holder Maria Jesusbarnet, som står på alteret, igen er det ikke en jødisk præst men en biskop, som modtager barnet i templet. Præstens hænder er tildækkede, Jesusbarnet er helligt og må ikke berøres med hænderne. Bag Maria ses en ung kvinde uden glorie og med lys, formodentlig en hentydning til, at Fremstillingen i templet falder sammen med Marias Renselsesfest (Kyndelmisse), en kvinde som havde født anså kirken som uren, og hun måtte først sætte sine ben i kirken efter en vis periode og skulle så gennemgå en renselse. Marias renselse falder sammen med Kyndelmisse, som er en lysfest. Ilden er rensende, derfor kvinden med lys.

På triumfvæggen mod syd ses Olav med økse og stående på et udyr, ved afdækningen var kalkmaleriet i så dårlig stand, at Kornerup måtte opgive at restaurere billedet. I stedet kopierede han et tilsvarende motiv fra Århus Domkirke. Olav med sin attribut, øksen, træder på en basilisk. Det kronede uhyre symboliserer hedenskabet, som Olav nedkæmpede, da han kristnede Norge. Under billedet har formodentlig stået et alter viet til Den hellige Olav. Sejren over det onde ses ofte på triumfvæggens sydlige væg symboliseret ved Mikael, der besejrer en drage.

I sydkappen ses Barnemordet. Mod øst står Herodes med scepter og draget sværd, han beordrer soldaterne at dræbe de nyfødte i Bethlehem. Isefjordsværkstedet er Danmarks mest blodige værksted. Grove løjer. Man elskede at forskrække og folk var vant til stærke ting. Her er detaljeret våbenbeskrivelse. Mod vest ses en kvinde, som bøjer sig ned for at beskytte barnet, hun følger hvælvets krumning. Kvinderne gør modstand, én slår med en ten. På vuggen går mederne hver sin vej. En mor og en soldat holder i hver sin arm på et barn, som er blevet trukket voldsomt ud. Soldaterne har spiddet børnene på deres spyd. Krumsablerne kan muligvis være et levn fra forlægget, hvor man har forsøgt at skabe lidt østerlandsk kolorit. I sviklerne ses Sædeunderet. Mod øst bag prædikestolens lydhimmel sendes ryttere ud efter Josef og Maria, som er flygtet til Ægypten med Jesusbarnet. Mod vest høster de bønder, som såede, da Den hellige Familie drog forbi. Dagen efter var kornet modent, og de kunne høste. Soldaterne spørger bønderne, om nogen har passeret, og bønderne kan sige sandheden, at en familie passerede, da de såede, så opgiver soldaterne og drager hjem. Nogle soldater ridder den ene vej nogle den anden, de er forvirrede. Folk på marken, redskaber og kornhøst er en realistisk beskrivelse fra dagligdagen, som menigheden kunne identificere sig med. Isefjordsværkstedet viser dagligdagens påklædning i midten af 1400-tallet, selvom forlægget er tysk.

I vestkappen ses et Memento Mori (husk du skal dø). Tre konger i tre aldre ridder på jagt med hunde og falke, de er et modstykke til De hellige tre konger på østkappen. Foran kongerne ligger tre kongeskeletter. Den forreste hest bliver bange, den sænker hovedet, rytteren er ved at falde bagover, jagtfalken flyver op, hunden ser forskrækket op på sin herre, man har forsøgt at dramatisere historien, Orme og maddiker vælter ud af skeletternes øjenhuler. I tekstbånd står øverst "Heu quantus est noster dolor" (:Ak, hvor stor er dog vor smerte). De tre tekstbånd langs skeletterne siger fra venstre: "Vos qui transitis nostri memores rogo sitis" (:Jeg beder jer, I som drager forbi, husk os.) "Quos sumus hoc eritis" (:Sådan som vi er, skal I blive.) "Fumius aliquando quod estis" (:Vi har engang været, hvad I er.). Motivet skal minde om, at selv konger er dødelige. I døden er vi alle lige. Samtidens brede befolkning har givet holdt af historier om personer fra det højere lag, som det gik galt for. I sviklen mod syd ses Flugten til Ægypten. Jordsmuldet følger kappekanten. Josef går på hvælvkappen. I sviklen mod nord ses en meget sjælden skildring af Jesus skolegang. Maria bringer Jesus med korsglorie i skole, han medbringer en bog og klassekammeraterne er allerede i gang med at læse. Skolelæreren står med sine attributter Ris og Ferle, som han tugter børnene med. Skoleeleverne og læreren bærer frygiske huer. Isefjordsværkstedet bringer historien ned på gulvplan, Jesus måtte også gå i skole, så han kunne lære at blive klog.

I skibets 2.fag i østkappen ses Sankt Georgs kamp mod dragen, i sviklerne ses Erasmus og Laurentius martyrium. Sankt Georg er en kristen ridder, han har kors på hjelmen. Hesten har bjælder på, Isefjordsværkstedets heste har bjælder, det er ulogisk, når man skal liste sig ind på en drage, men det virker flot, eller er det en tilføjelse fra restaurator (?). Prinsessen med det lille lam foran sig følger bekymret kampen mellem Sankt Georg og dragen, hun hæver forskrækket hånden. På borgen sidder kongen og dronning godt beskyttet i tårnet og følger begivenheden. Dragen har en lang snoet hale og skarpe tænder, hornene i panden og vingerne med skarpe pigge viser, at det er Satan selv, som Sankt Georg besejrer. Drager har man kendt fra bloktryk. I Europa opfattes dragen som et ondt dyr, i Kina er den god. Dyr blev ofte knyttet til dyder eller laster, som det beskrives af grækeren Physiologus i klassisk tid, og som man kendte fra middelalderens Bestiarier. På kvadersten fra 1100-tallet ses dyr med symbolsk betydning, men stenene er ofte flyttet, derfor er det svært at tolke dem, når de ikke længere indgår i det rette sammenhæng. I nordsviklen ses Erasmus martyrium. Erasmus ligger bundet på en pinebænk, hans tarme rives ud af to bødler, som ruller dem op på en vindsel. Men Erasmus smiler, han ved, han vil blive optaget i Paradis. Bødlerne er i profil, her er det tegn på ondskab, tarmudrivningen er en senmiddelalderlig tilføjelse, ifølge hans helgenlegende blev han kogt i en gryde, hvilket ses i andre fremstillinger af hans martyrium. I sydsviklen ses Laurentius martyrium. Laurentius ligger på risten, nederst ses en bøddel, som puster til ilden med en blæsebælg, flammerne står op og får risten til at gløde. To bødler står klar med kødgafler for at prikke til Laurentius. På det nederste tekstbånd står "Assatus sum, commedite" (:Jeg er mør, værsgo.) På øverste tekstbånd står "Gratias tibi ago domine Jesu Christe quod portas celi ingredi merui" (:Jeg takker dig Herre Jesus Kristus, at jeg har fortjent at gå ind ad himlens porte.) Mellem Erasmus og Laurentius martyrium ses vækster, som er typiske for Isefjordsværkstedet, bødlerne går på gjordbuen. De voldsomme scener med martyrier udtrykker middelalderens tankegang, at jo større pinsler man kan udholde uden at opgive sin tro, jo mere hellig er man. Helgener kom direkte i Paradis og skulle ikke vente på Dommedag, gennem dem kunne man bede til Gud, de fungerede som forbedere, og jo mere hellig en forbeder var, desto større var muligheden for, at Gud lyttede. Derfor var især Laurentius en yndet helgen at bede til.

I vestkappen ses Dommedag. Kristus troner i regnbuemandorla med fødderne på jordskiven. Han viser sine vunder og fra hans mund vokser nådens lilje og straffens sværd. Han flankeres af Maria og Johannes Døberen. I tekstbåndene står over liljen: "Venite benedicti in regnum patris mei (:Kom, I velsignede, til min faders rige), over sværdet står "Ite maledicti in ignem eternam" (:Gå I forbande til den evige ild.) I nord og sydsviklen vækker basunengle de døde, som står op af deres grave. Her ses kronede personer. I tekstbåndet står "Surgite mortui venite ad …" (:Stå op, I døde, kom til …), i nordsviklen ses en biskop og gejstlige med tonsur, som på sydsviklen siger tekstbåndet "Surgite mortui venite ad …" (:Stå op, I døde, kom til …).

I nordkappen ses Helvedet. De fortabte indfanges med reb og trækkes ind i det ildsprudende helvedgab. Vil de fortabte ikke selv komme, bringes de på trillebør eller flyves til helvedgabet af grumme djævle. Blandt de faldne sjæle er både konger, biskopper, en munk og almindelige mennesker. Bag helvedgabet ses et falloslignende tårn. I sviklerne ses Den øltappende kælling og Den smørkærnende kælling, disse motiver ses ofte i de senmiddelalderlige udsmykninger, især hos Isefjordsværkstedet. Når en person i landsbyen var særlig god til noget, f.eks. at brygge øl eller kærne smør, mente man, at Fanden havde haft en finger med i spillet og hjulpet dem med arbejdet. Man skulle ikke være for god til noget, man skulle ikke skille sig ud fra samfundet. Moraliteter er ofte skildret sammen med Helvedet, man blev straffet, hvis man skilte sig ud.

I sydkappen ses Himmelborgen. Sankt Peter med nøglen modtager de frelste med åbne arme. Han vil lukke dem ind i Himmelborgen, som ses i baggrunden. Blandt de frelste ses en kronet person, en biskop og en gejstlig med tonsur. Ikke alle gejstlige kom i Helvedet. I østsviklen ses Sankt Martin med bispehue sidde på en hest med store bjælder, han holder et sværd med fornemt hæfte, med sværdet deler han sin kappe og lader den let påklædte tigger få halvdelen. Tiggeren er Kristus, som vil prøve Martin. Bag tiggeren ses en krøbling, som har mistet den ene fod, han har krykke og støtteben. I vestsviklen står Mikael med korsstav og holder vægten, i den højre vægtskål strækker sjælen sine foldede hænder op i bøn og taksigelse, de gode gerninger tynger vægtskålen ned, selvom to djævle forsøger at snyde.

Over syddøren ses Livshjulet. Af Livshjulet er bevaret kongen, som siger, han skal regere, på toppen sidder kongen, der regerer, så mangler kongen, der regerede og endelig nederst kongen, der ligger død under Livshjulet og havde regeret. Til venstre ses den retfærdige dommer Salomon, på tekstbåndet ses ordene "Salomon Deum timete …" (Salomon Frygt Gud …). Livshjulet er en påmindelse om, at alle er dødelige, og døden kan komme før man aner, man skal altid være beredt til at møde din dommer på den yderste dag ved at bekende sine synder og modtage Nadveren. At dommen vil være retfærdig garanteres af den retfærdige dommer Salomon.

Når man træder ind i kirken viser de to østlige hvælvkapper de vigtigste motiver. I andet fag ser menigheden først Sankt Georgs kamp mod dragen samt Erasmus og Laurentius martyrium. Sankt Georg er symbol på Kristus sejr over det onde, og martyrerne er forbilleder og forbedere for det kristne menneske. I første fag ses mod øst Kongernes tilbedelse, der minder menigheden om, at de skal vende sig mod alteret og tilbede Kristus, bekende deres synder og modtage Nadveren. Når menigheden vender sig for at gå ud af kirken ses først De tre levende og de tre døde konger, som skal minde om, at alle er dødelige, og døden kommer, når man mindst venter den, derfor skal sjælen altid være beredt. I skibets andet fag mod vest, ses Dommedagskristus på vestkappen umiddelbart før udgangen mod syd. Over udgangsdøren mindes man endnu engang om det flygtige jordiske liv ved synet af Livshjulet.

Den romanske granitfont er muligvis en efterligning af udsmykningen på de gotlandske kalkstensfonte. Døbefonten er registreret i Mackeprang - Sjælland - Smågrupper og enligtstående.