Tikøb kirke

Tilbage til Liste over kirke

Tikøb kirke

Tikøb kirke

Lynge-Kronborg hr., Frederiksborg amt, Helsingør stift. Nordsjælland. Kor og skib er opført i teglsten i slutningen af 1100-tallet. Kirken er bygget på 3 gamle offerhøje og fund af stolpehuller tyder på, at den nuværende kirke kan have afløst en ældre træbygning. Kirken er bygget af biskop Absalon og af munke fra det nærliggende Esrum kloster. Kirken har tilknytning til ældre midtsjællandsk teglstensbyggeri, som den ses i Uvelse og Søborg, samt til skånsk bygningskunst, som den ses i Gumlösa kirke (indviet 1191). De tre vinduer i østgavlen er indsat i begyndelsen af 1200-tallet. Våbenhuset foran norddøren er muligvis samtidig med kor og skib, måske er det opført kort tid efter, murværket er blevet noget omsat gennem tiderne, men de to vinduer mod øst og vest er formodentlig oprindelige.

Den profilerede murstenssokkel er temmelig nedbrudt, men den fornemme profil kan ses visse steder bl.a. ved skibets sydvesthjørne. Her ser man øverst en skråkant med svag hulning over en rundstav. Kor og skib har svagt fremspringende hjørnelisener, der bærer en rundbuefrise med falsede buer af formstøbte sten. Buerne hviler på konsoller af teglsten udformet som mandshoveder eller bladværk. Østgavlen har øverst et kors, som er muret af fire søjleagtige sten, der kan minde om sokkel-dværgsøjler i Sorø og Ringsted. Begge de romanske døre er bevaret, norddøren stadig i brug. Den tilmurede syddør er høj og slank med omløbende karmprofil, dørfeltet bæres af et vandret stik, den øverste bue kantes af to løberskifter, der omfatter et binderskifte med ruder i fladt relief, som også kan ses på Herlufsholm kirke. I skibets nordmur ses to romanske vinduer.

Tårnet er opført i 1400-tallet, i murværket ses en del glaserede sten, gavlene har aftrappede højblændinger med tvillingbuer, samtidig har kor og skib fået kamtakkede gavle. Sakristiet mod nord er opført i 1517 ifølge en minuskelindskrift i murværket, murværket er opført af teglsten og kridtsten i bælter, blændingsdekorationerne er af Helsingør-typen. På sakristiets kridtsten ses indridset graffiti bl.a. fra 1600-tallet.

I 1869 gjorde man et større møntfund på kirkegården med mønter fra Valdemar den Store og Valdemar Sejrs tid. Kirken blev i 1489 overdraget til Esrum kloster af Kong Hans, formodentlig har kirken været kongelig patronatskirke indtil da. Kirken blev istandsat i 1922 og 1942. Ved en udgravning i 1957-58 fandt man stolpehuller, som muligvis stammer fra en tidligere stavkirke. Ved udgravningen fandt man desuden mønter fra perioden mellem Valdemar den Store og Christian IX.

Valdemarsmuren ved Slesvig blev opført i teglsten 1160-80. Dette var det første større teglstensbyggeri i Danmark, og det fik afgørende betydning for kirkebyggeriet. Indtil da opførte man kirker af sten, primært af granit, men også frådsten og kalksten samt kridtsten blev benyttet. Stenkirkerne blev normalt opført som kassemure med en yder og en indermur omkring et hulrum, der blev udfyldt med skærver og bygningsrester iblandet mørtel. Nord og sydmur blev forbundet med tværbjælker, der blev bundet med murankre, hvilket stabiliserede murene, når de blev udsat for voldsomme vindtryk. Stenmestrene indsatte ofte forskelligt farvede stenkvadre i murværket, disse sten har ikke været opsat i et mønster men har givet murværket et farvespil.

Frådsten blev skåret ud af den bløde kildekalk og lagt til tørre, når stenen blev iltet blev den hård og fik en porøs overflade. Kalksten og kridtsten blev udhugget i stenlejer og skulle ofte transporteres over større afstande, de var dog rimeligt nemme at udforme. Granitten fandt man på markerne, her var transporten ikke det store problem, men til gengæld var udformningen sværere, ved kirkebyggeriet har man haft hold af stenhuggere, som udformede bygningsmaterialerne.

Med indførelsen af teglsten blev transport og udformning af bygningsmaterialet nemmere. Ofte kunne man udgrave leret direkte på stedet eller i umiddelbar nærhed, leret kunne nemt udformes i forme og brændingen foregik for det meste i ringovne, der blev opført tæt ved byggepladsen. De tidligste murstenskirker er for det meste klosterkirker, og måske var det munkene, som bragte den nye teknik til Norden. Ved Tvilum klosterkirke i Midtjylland har man fundet en mere permanent teglstensovn, teglsten med indridsninger i Vendsyssel kunne tyde på en eller anden form for teglværksvirksomhed ved Børglum, men en mere organiseret teglværksindustri med stemplede teglsten kendes først fra 1600-tallet.

Den mest benyttede metode har formodentlig været brænding i ringovne, som man har fundet ved større teglstensbyggerier. Ringovnen er opført omkring et centralt ildkammer, hvoromkring lerstenene opstables. Teglsten tættest på ildkammeret bliver mørke, til tider helt forkrøblede af varmen. Da teglstenene har ligget med endestykket vendt mod ilden, får man især sorte endestykker (kop eller binder).

De første teglstenskirker er opført i solid mur på seks til otte sten. Man har formodentlig været bange for, om dette porøse materiale kunne holde. Teglsten sættes sammen med mørtel og skal bindes ved at stenene lægges på kryds og tværs. Til den indre kerne har man ofte brugt sten af ringere kvalitet, brudsten og hårdt brændte sten findes ofte i murkernen. Det yderste lag sten, skalmuren, er ofte udvalgt og lagt mere omhyggeligt. Stenene er lagt i forbandt, d.v.s. at stenene er lagt skævt for hinanden, så to lige store sten ikke ligger oven på hinanden. En sten kan ligge med den lange side udad (løber) eller den korte side udad (binder), desuden kan den ligge på højkant. Man snakker ofte om, at sten er lagt i munkeforbandt (eller munkeskifte), hvilket betyder, at stenenes rækkefølge vandret er to langsider (løbere) efterfulgt af et endestykke (binder), denne rækkefølge gentages. Her snakker man kun om det yderste lag, indvendig er muren lagt i tilfældig orden, så munkeforbandt har ikke nogen betydning for murens stabilitet, det har alene betydning for fugens forløb og dermed det samlede udtryk. Munkeforbandt regnes for det ældste, men det såkaldte polske forbandt (løber, binder, løber, binder o.s.v.) ses også på tidlige teglstensbyggerier, og i visse kilder kaldes det polske forbandt også munkeforbandt.

Ser man nærmere på murværket i Tikøb og i Uvelse, finder man munkeforbandet mange steder, men ikke gennemført. Og det er ikke kun omkring åbninger og hjørner, man har ændret forbandt, selv på større murflader ser man brydning af forbandet. I munkeforbandet sidder binderen i lige række under hinanden adskilt af en løber. Den gamle tradition fra stenkirkerne med at indsætte forskelligt farvede sten i murværket i et uregelmæssigt mønster har man muligvis ført videre ved dels at bryde det ensartede forbandt og dels ved at indsætte sten af forskellig farve, især har man benyttet den sorte binder, som havde ligget nærmest ildkernen, hvilket ses i Tikøb kirkes murværk. Imidlertid kan en teglsten nemt udskiftes i murværket. Gennembrydninger til vinduer, senere udbygning, frostskader o.a. har medført ændringer i forbandet, hvorfor det er svært med sikkerhed at sige, hvordan bygmesteren har tænkt sig murværkets udseende.

I Tikøb ser man øverst en rundbuefrise, som er opbygget af rundformede sten, der er udformet i ler og brændt som formsten, det samme gælder de afsluttende sokkelhoveder og de firkantede afslutning på binderne over sydportalen. På soklen ser man, at den øverste skråkant er hulet, hulningen er ikke ensartet, hvilket selvfølgelig kan skyldes mange års slid. Soklens og sydportalens rundstave er også uensartede, formodentlig er disse udsmykninger ikke skabt ved formning før brændingen men ved raspning af den brændte sten.

Skibets sydmur

Sydportal

Skibets vestende, sokkelparti

Korets sydmur

Rundbuefrise på korets sydmur

Sakristi og skib set fra nord

Tårn og skib set fra nordøst

Skibet set mod øst

Korbuens nordvange

Døbefont og dåbshimmel

Døbefont

Den romanske kirke har haft fladt loft. I siderne af korbuen ses rester af en tre meter høj korskranke, der har adskilt koret fra skibet, mellem korskrankens smalle døre har formodentlig stået et helligkorsalter I 1400-tallet fik kirken indbygget hvælv. Ved en afdækning i 1905 fandt man kalkmalerier, som atter er blevet overkalket. Prædikestolen er fra slutningen af 1500-tallet. Altertavlen fra 1723 er udført af Bendix Andersen og Hendrik Jørgensen fra Helsingør, maleriet er en kopi efter Krock udført af Anders Michelsøn Weyer.

Døbefonten af skånsk sandsten fra Höör dateres til o.1200. Kummen har en latinsk majuskelindskrift: Alexander gjorde mig til ære for vor herre Jesus Kristus, Sankt Maria og alle helgener. Skriftbåndet løber rundt om kummen, som er udsmykket med ranker og bladornamenter i ret højt relief, under båndene ses hvirvelblade. På fod og kumme kan anes farverester. Fonten er registreret i Mackeprang - Importerede kalk og sandstensfonte - Import fra Skåne - Palmetfonte, Dagstorpgruppen.

I Danmarks middelalderlige døbefonte (1941) skriver Mackeprang om Tikøbfonten:

Tikøbfonten er en af Danmarks smukkeste og mest interessante. Kummen har foroven en rig og elegant udformet bladranke, der dels er sammensat af op og nedadvendte småpalmetter og akantusbladede, dels af større akantuspalmetter med stærkt fligede ombøjede blade. Forneden omgives den af en krans af hvirvelstillede, svagt hulede blade, der flygtigt minder om bægerblade, bladene står med en godt bevaret mørk rød farve.

De to sæt dekorationer adskilles af et omløbende skriftbånde med en indvielsesformular. ALEXANDER ME FECIT IN ONORE: DNI: NOSTRI: IESV: CXI: ETSCN: MARIE: ET: OMNIV: SANKTORVM: (in onore domini nostri Jesu Christi et sancte Marie et omnium sanctorum) (Alexander gjorde mig til ære for vor Herre Jesus Kristus og Jomfru Maria og alle Helgener.). Da uncialerne C og E i indskriften endnu har den åbne form, er der al sandsynlighed for, at fonten er samtidig med den skønne teglstenkirke, som blev opført cirka 1180. Der er også blevet brugt en afvigende form for N samt et skarpt kantet C." Alexander me fecit" må være stenmesterens signatur.

Navnet Alexander kunne også være afledt af stednavnet Alexanderthorp (Alsønderup), som allerede eksisterede i 1150, men det er næppe sandsynligt. Fonten virker udansk og har et stærkt engelsk præg, som kunne stamme fra Skåne, og noget kunne tyde på, at stenmesteren kom fra England, hvor navnet Alexander var ret udbredt på den tid.

Når Tikøbfonten medregnes til Skånske fonte, skyldes det, at materialet er Höörsandsten. Der findes intet sidestykke til Tikøbfonten, fonten i Brandstad ligner, men detaljerne er mindre gode. Den raffinerede udførelse minder om de smukke fonte i Great Kimble og Aaylesbury. Den engelsk-normanniske indflydelse har netop på denne tid gjort sig gældende i Nordsjælland, sikkert via Lund. Da Tikøb dengang var kongelig patronatskirke, er det rimeligt at tro, at dens høje bygherre har henvendt sig til en af de fremmede mestre (Alexander), der arbejdede på egnen.