Strandby kirke

Tilbage til Liste over kirke

Strandby kirke

Billedserie

Liste over billeder

Strandby kirke

Horns hr., Hjørring amt, Ålborg stift. Vendsyssel. Kirken er opført ved arkitekt Jacob Blegvad og blev indviet i 1966. I et interview i Frederikshavns Avis 29/6 1965 forklarer Jacob Blegvad om sine tanker med udformningen. Han var inspireret af de middelalderlige kirkebygninger, især Bjernede rundkirke, og af middelalderens anvendelsen af falsk perspektiv. Grundplanens udformning som et æg er udtryk for anvendelse af det falske perspektiv. Blegvad nævner ikke selv Corbusiers kirke i Ronchamps som inspirationskilde, men ligheden med denne arkitekturopfattelse er ikke fjern, her kan også nævnes den olympiske svømmehal i Tokyo fra 1964 af den japanske arkitekt Tange. Mange opfatter kirken som en fiskekutter, hvilket ifølge arkitekten er helt tilfældigt. Tagkonstruktionen er en såkaldt hyperbolsk paraboloide, der er en selvbærende tagkonstruktion bygget op omkring en buet limtræsbjælke.

Kirken er opført i mursten og er hvidkalket, taget er belagt med sort tjærepap. På afstand kan man nemt forveksle kirken med et byggeri i beton, som er tidens materiale, derfor tænker man straks på Corbusier og andre af tidens store arkitekter. Men Blegvad har dels i materialevalget og dels i genoptagelsen af middelalderens benyttelse af falske perspektiver, forstået at skabe et bygningsværk, der både passer ind i tidens stil og samtidig bygger på fortidens traditioner.

Tryk på nedenstående link og læs om kirken på sognets hjemmeside.

Strandby sogn

Grundplanens ægform får skibet til at se længere ud, når man ser op mod alteret, hvilket er et velkendt fænomen i de middelalderlige kirker. Står man ved alteret og ser mod vest, giver den svunge limtræsbjælke indtryk af opadstræben mod himlen, dette understreges af de smalle lysåbninger mod vest. Væggene har desuden små kvadratiske lysåbninger med råglas i forskellig farve, som giver en interessant lysvirkning i rummet.

Jacob Michael Marstrand Blegvad (født 1921)

Han blev murersvend i 1942, bygningskonstruktør i 1943 og fik afgangseksamen fra Kunstakademiet i 1946. Han har haft ansættelse hos Preben Hansen 1944-46, arbejdet sammen med Torben Poulsen 1952-63 og haft egen tegnestue 1963-83 og s.m. Poul Hvass, Henning Jensen og Anders Nielsen 1983-91. Jacob Blegvads allerførste offentliggjorte arbejde (s.m. Mogens Didriksen) var konkurrenceforslaget i 1950 til Chr. X's hus i København på arealerne mellem banegraven og Skt. Jørgens Sø. Hans bygninger er præget af inspirationen fra den danske tradition og samtidig af en orientering mod stadig nye og aktuelle internationale arkitekturstrømninger. Fra projektet mellem banegraven og Skt. Jørgens Sø til byggeriet hen over banegraven på Høje Tåstrup Station viser hans store spændvidde. I de mange konkurrenceprojekter ses lysten og evnen til at videreudvikle og afprøve formsprog og fremstillingsform i tråd med aktuelle arkitektoniske tilstande. Af særlig betydning for hans produktion må det livslange samarbejde med billedkunstneren Arne L. Hansen og samarbejdet med den langt yngre kollega Claus Bonderup fremhæves. Højdepunktet i dette sidste blev konkurrencen til Høje Tåstrup Storcenter, hvor nye byarkitektoniske synspunkter fremføres.

Kirkebyggeri: Strandby kirke (1966)