Sorø klosterkirke

Tilbage til Liste over kirke

Sorø klosterkirke

Billedserie

Liste over billeder

Sorø klosterkirke

Alsted hr., Sorø amt, Roskilde stift. Sydvestsjælland. Den nuværende kirke har været klosterkirke til et cistercienserkloster, som blev påbegyndt i 1161 af munke fra Esrum, hidkaldt af Absalon. På stedet har stået et mindre benediktinerkloster grundlagt af Skjalm Hvide. Hvornår kloster og kirke har stået færdig vides ikke, men i 1201 blev Absalon gravlagt foran højalteret, så på den tid må store dele af kirken have været færdig. Sankt Bendts kirke i Ringsted er opført nogenlunde samtidigt med klosterkirken i Sorø, begge kirker er opført af teglsten, som på den tid har været et nyt byggemateriale. Ved Skjalm Hvides hus i Sorø har man fundet teglovne, og Valdemar den Store byggede Valdemarsmuren ved Dannevirke af teglsten i perioden 1160-80. Desuden menes ærkebiskop Eskils Søborg i Nordsjælland at være opført af tegl. I Bjernede afbrød man kirkebyggeriet af kampesten og færdiggjorde kirken med teglsten. Teglbrændingen kom til Danmark fra Lombardiet i Norditalien, hvor man havde kendskab til teglbrænding tilbage fra romersk tid. De lombardiske teglbrændere og murere i Sorø og Ringsted har formodentlig oplært danske medhjælpere. Lund domkirke som er opført af granitkvadre blev ligeledes opført af lombardiske byggemestre og blev færdig i 1145, hvilket kunne tyde på et afgørende skift i det europæiske kirkebyggeri.

Cistercienserordenen blev grundlagt af Bernhard af Clairvaux (1090-1153), der brød ud fra Cluny og dannede en selvstændig orden i Citeaux. Bernhard angreb Cluny for dens prangende udsmykninger og skabte en kirke, hvor den bedendes opmærksomhed ikke blev forstyrret af unødig glimmer. Moderkirken i Fontenay i Burgund blev model for alle cistercienserkirker. I Ringsted ser man en hovedapside og flere sideapsider på østsiden, hvilket er typisk for byggestilen i Cluny, i Sorø ser man den flade østvæg, som er typisk for cisterciensernes kirker. Ellers er byggestilen ret identisk med langt hovedskib og sideskibe, korsarme og højkor med sidekapeller. Over korsskæringen i Sorø er placeret en tagrytter, i Ringsted er opbygget et tårn over korsskæringen i stil med clunykirkerne, hvor tårnet dog er ottekantet. Hovedskibet i Sorø får lys fra en række højtsiddende rundbuevinduer, som mod øst afsluttes med et dobbeltvindue med halvsøjler og omløbende rundstav. Under taget løber en rundbuefrise med dværgsøjler, på nordre korsarms gavl er bevaret en stigende rundbuefrise, som ved en restaurering i 1800-tallet blev kopieret på søndre korsarms gavl. I 1586 blev klosteret nedlagt af Frederik II som oprettede Sorø Akademi.

Tryk på nedenstående link og se Fontenay's hjemmeside.

Fontenay

Klosterkirkens sydmur er noget omdannet efter nedrivningen af klosterets buegang i begyndelsen af 1800-tallet. Nordre sideskibs sokkel med dværgsøjler er en kopi fra 1800-tallet af et sokkelfragment, man fandt i kælderen under den nordre korsarm. Vestgavlen er oprindelig, dog blev udsmykningen med halvsøjler og bueslag fjernet i 1800-tallet og erstattet med glat murværk i sildebensmønster. Nordre sideskib har oprindelig haft en vestindgang, der nu er blændet men står som indvendig niche. Den nuværende vestdør blev åbnet i 1700-tallet, portalindfatningen er fra 1800-tallet. Syd for kirken ses en brønd tegnet af Martin Nyrop. Øst for søndre korsarm ses en gravsten over B.S.Ingemann og hans hustru Lucie Ingemann, som i første halvdel af 1800-tallet malede adskillige altertavler til landets kirker. På kirkegården nord for klosterkirken står et ligkapel tegnet af Christian Hansen i 1864.

I bogen Sorø Klosterkirke (Sorø lokalhistorisk selskab 2003 ISBN 87-988071-1-0) har Lars Kelstrup skrevet en glimrende gennemgang af kirken med et fint billedmateriale af Steen Jensen.

Tryk på nedenstående link og se Sorø klosterkirkes hjemmeside.

Sorø Klosterkirke

Kirkens gulv har ved flere lejligheder været opgravet og undersøgt, derfor har man ret godt kendskab til kirkens bygningshistorie og begravelser i kirken. I modsætning til andre store kirkebyggerier er Sorø klosterkirke blev opført uden stop fra 1161 til o.1200. Man formoder, at de fire store piller i korsskæringen er opført først, de er indbyrdes forskellige, hvilket kunne tyde på, man har eksperimenteret sig frem, bygmestre og håndværkere har ikke været et erfarent hold fra udlandet, som i Lund, det har formodentlig været lokale folk, som ikke tidligere har beskæftiget med så stort et byggeri. Forskellene fortsætter i sideskibene, hvor hver enkel pille har sin egen konstruktion. Skibet har oprindelig haft fladt træloft, som blev ødelagt under en brand i 1247. Esben Snares datter gav efter branden et større beløb til indbygning af de nuværende hvælv. En særlig kraftig forstærkning af vestendens murværk kunne tyde på, at Absalon oprindelig havde påtænkt et tårn mod vest, dette blev imidlertid opgivet eller forhindret af cistercienserne, der anså et tårn for unødig pynt.

Skibets hvælv er seksdelte og ribberne løber af på småsøjler. Typen er nordfransk men kendes også fra rhinegnens kirker. Korsarmenes hvælv er forskellige fra hovedskibets, i korsarmene hviler ribberne på søjler med menneskehoveder, muligvis stammer disse hvælv fra før branden. Højkorets hvælv faldt ned i 1600-tallet og det nuværende hvælv er fra 1700-tallet. Ved udgravninger i 1970 fandt man rester af et flisegulv fra o.1200. Fliserne er præget med mønster og må være produceret i området. Formodentlig er det den første fliseproduktion i Danmark, og fra Sorø har det spredt sig til hele landet. Fliserne kan nu ses på Nationalmuseet og på Sorø amts museum.

Cisterciensernes orden blev grundlagt som en elitær bevægelse. Bernhard brød ud fra Cluny med tolv brødre og grundlagde ordenen som en Kristus med tolv disciple. De skulle leve et liv i streng religiøsitet med et stramt mønster af tidebønner. Men det nødvendige arbejde med vedligeholdelse af bygninger og markarbejde tog så megen tid, at det ikke kunne passes ind i munkenes åndelige liv. Derfor besluttede man, at knytte lægbrødre til ordenen, de skulle primært sørge for det materielle arbejde og lære de vigtigste bønner udenad, ikke ved læsning. I kirken skulle de have deres eget område under messerne. I Sorø klosterkirke har man fundet fundamenter til en korskranke tværs over hovedskibet ved de midterste piller. Bag dette opholdt lægbrødrene sig, de havde deres egen indgang fra klostergården i det søndre sideskib mod vest, indgangen ses stadig som indvendig niche, portalindfatningen har glaserede akantuskapitæler, som nogle søjler i herskabsgalleriet i Fjenneslev. Ved lægbrødrenes korskranke stod et alter viet til Det hellige Kors, og over alteret hang det korbuekrucifiks, som nu er ophængt i nordre korsarm. Mellem de to næstsidste piller mod vest har man fundet fundamenter til endnu en korskranke, bag dette kunne lægfolk overvære messen, lægfolk kom ind i kirken gennem en vestdør i nordre sideskib, døren er nu blændet men står som indvendig niche.

Altertavlens rammeværk i bruskbarok er udført af Henrik Werner fra Maribo i 1654, figurerne er skåret af Lorentz Jørgensen fra Holbæk, tavlens malerier er udført af Abraham Wüchter, som var ansat på Sorø Akademi 1639-64, . Over korgitteret hænger et korbuekrucifiks fra 1527 udført af Claus Berg. På bagsiden ind mod koret, hvor munkene befandt sig, er malet en Kristusfigur. Korgitteret er udført af Hendrik Werner i 1653, en del enkeltheder er skåret af Caspar Løbbeke fra Roskilde. Prædikestolen er udført af Hendrik Werner i 1650, i felterne ses scener fra Kristus historie. Døbefonten i sandsten er udført af Henning Selgen i 1655. I korsskæringen står et par korstole, hvis gavlfigurer menes at stamme fra tidligere sidealtre. Orglet er bygget af J.Kretschmer i 1773-74, rygpositivet stammer fra et orgel udført af Peter Jürgensen i 1628.

Tryk på nedenstående link og læs mere om orglet i Sorø.

Orglet i Sorø

I søndre korsarm ses munkenes dør, hvorigennem munkene kom ind i koret fra klostergården. En trappe fører op til en dør, som har ført ind til munkenes sovesal, herfra kunne munkene komme direkte ned til de natlige tidebønner. I søndre korsarm er der nedgang til to gravkældre, som oprindelig har været sakristi og bibliotek, gravkælderen mod øst er nu gravkapel for Ramel Sehested, gravkælderen mod vest er nu gravkapel for Just Høg. Under trappen er indrettet et lille museum, hvor man bl.a. kan se genstande fra Absalons grav. I nordre korsarm er ophængt lægbrødrenes korbuekrucifiks som er fra midten af 1200-tallet, figuren er skåret i ét med korset. I nordvæggen ses den såkaldte De dødes dør, gennem denne blev afdøde brødre båret ud til kirkegården, som lå nord for kirken.

I kirken er bevaret enkelte kalkmalerier. I nordre sideskib mod øst er bevaret nogle viekors og fragmenter af en dekorativ udsmykning fra 1250-1300. På nordre sideskibs piller til hovedskibet ses kalkmalerier fra o.1400 udført af Morten Maler. På 1.pille fra øst ses en Korsfæstelse og en cisterciensermunk, under munken ses Morten Malers signatur, det femfligede blad og ranker med spiralagtige udløbere. På den 5.pille fra øst ses en Korsfæstelse og en biskophelgen, formodentlig Erasmus. På den 6.pille ses Kristoffer med Jesusbarnet på sine skuldre, dette kalkmaleri dateres til 1450-1500. På søndre sideskibs sydvæg mod vest ses Korsbæringen, som dateres til 1450-1500, Jesus kjortel falder i bløde folder og der er tilløb til perspektiv, billedet menes at have tysk forlæg.

Den tidligere kirke på stedet har formodentlig været en mindre benediktinerkirke. Her blev Absalons forældre Asser Rig og fru Inge begravet. Da Absalon besluttede at opføre Sorø klosterkirke, ønskede han, at kirken skulle være gravkirke for Hvide-slægten. Pladsen foran højalteret var reserveret stifteren Absalon, som pladsen foran højalteret i Fontenay, hvor stifteren biskop Edvard af Norwich lå begravet. Efter færdiggørelsen af Sorø klosterkirke blev Skjalm Hvide og hans bror Toke's jordiske rester flyttet fra Fjenneslev til Sorø, hvor deres kister blev indsat i muren mellem de to sidekapeller i søndre korsarm. I 1947 undersøgte Nationalmuseet de to kister og fandt i den ene en gammel mand, som var 172 cm høj, på en blyplade stod: "Her hviler Skjalm, ærkebiskop Absalons farfar." Asser Rig og fru Inge blev overført til Sorø klosterkirke i 1285. En gravfortegnelse fra 1524 fortæller om kirkens begravelser, denne liste bygger på ældre lister, så det er rimeligt at fæste lid til denne fortegnelse. I 1204 blev Esben Snare gravlagt i Sorø, ved trappen op til højalteret, under en afdækning i 1970 undersøgte man denne grav og fandt to skeletter, begge mænd på 40-50 år, da Esben Snare var omkring 80 år, da han døde, må man gå ud fra, at graven er blevet genbrugt. Under kirkebyggeriet og inden færdiggørelsen er flere blevet gravlagt inden for bygningens område, hvilket ikke var ualmindeligt, bl.a. blev biskop Frederik af Slesvig begravet i Sorø, efter han druknede i 1179 under et vendertogt.

Bag det nuværende alter ser man Absalons grav. Den har oprindelig været anbragt foran alteret, men ved senere ombygninger er alteret blevet rykket frem. På graven ligger en gravsten fra 1536. Absalon står i fuldt bispeornat med et processionskors i venstre hånd og højre hånd hævet til velsignelse. Ved hans fødder sidder to af hans slægtninge århusbisperne Peder og Skjalm. Gravstenen er bestilt af klosteret sidste abbed Henrik Tornekrans, hvis fædrene og mødrene våben ses nederst til højre og venstre. Mellem de to århusbisper ses et våben med en springende hjort, hvilket Henrik Tornekrans fejlagtigt troede var Absalons våben, Absalons våben har ifølge eksperter været et hjortegevir. Graven har været åbnet i 1536 under Christian III, i 1827 under Frederik VI og i 1947 af Nationalmuseet. Ifølge en danmarkshistorie på latin fra 1593 fandt man i 1536 Absalon med en kalk og en ring på fingeren, Christian III tog ringen og gav den til Peder Palladius, som kastede den tilbage i graven. Ved åbningen i 1827 fandt man ringen i kalken. Kalk og ring samt tekstplader blev taget op og placeret i et skab på korets nordvæg. I 1947 blev skelettet undersøgt af dr. Kurt Brøste, der beskrev Absalon som en kraftig mand med en veludviklet benmuskulatur og 179 cm høj. Genstande fra graven kan nu ses i det lille museum i søndre korsarm.

Undersøgelsen af Absalons grav i 1827 er beskrevet i "Beretning om undersøgelsen af ærkebiskop Absalons grav i Sorø kirke efter kongelig befaling foretaget den 22. og 23. maj 1827" udgivet på H.H.Thieles bogtrykkeri 1829 som særskilt aftryk af Nye danske magasin bind VI hefte 2. Frederik VI havde ladet kongens kunstkammer gennemgå i forbindelse med, at samlingen blev indrettet som museum. I samlingen fandtes en hovedskal og et par knogler, som ifølge overleveringen skulle stamme fra Absalons grav. I 1826 besluttede kongen, at Absalons grav skulle åbnes, så man kunne konstatere om disse dele kunne stamme fra graven. Undersøgelsen blev gennemført, og i beretningen beskrives åbningen nøje. På de medfølgende tegninger kan man se flere rum over en gravsten uden indskrift, som dækker selve graven. Disse rum er formodentlig opbygget i forbindelse med ændringer af koret. I selve graven fandt man en blykiste, som indeholdt Absalons jordiske rester. I kisten fandt man en sølvkalk, hvori lå en guldring. Desuden fandt man fragmenter af en bispestav, et stykke klæde med et kors af guldtråd, en sandal af læder, et brudstykke af et knivsblad og et stykke af en bøjet og sammenrullet blyplade. På blypladen kunne man læse følgende: HIC JACET ABSALON ARCHIEPISCOPVS ASCERI FILIV..IR..NVS ET PIVS QVI HOC CLAVSTRVM FVN DAV . . . NIS LOCVPLETAVIT HABVIT . . . DENSI AN . . . ARCHI EPIS . . . I. ANNOS X . . . EST IN DIE . . . CTI ANN . . . DOMINIE M.CC . De ovennævnte genstande blev placeret i en metalkiste, som blev indsat i korets nordvæg. Den øverste del af kraniet var delvist væk men så intakt, at man kunne konstatere, at kraniet på kunstkammeret ikke stammede fra Absalons grav, den øvrige del af skelettet var intakt og lå temmelig uforstyrret, hvorfor det ligeledes kunne konstateres, at knoglerne heller ikke stammede fra Absalons grav.

Skjoldfrisen i Sorø klosterkirke er påbegyndt o.1290. Størstedelen af klosterets ældste jordbesiddelser stammede fra Hviderne, men i slutningen af 1200-tallet blev Hvidernes støtte mindre. I 1285 flyttede munkene Hvidernes grave fra den lille kirke til selve klosterkirken og nogenlunde samtidig påbegyndtes skjoldfrisen, der mindedes medlemmer af Hvide-slægten, som havde skænket gods til klosteret, formodentlig et forsøg på at minde slægten om dens forpligtigelser. Frisens ældste dele er malet i kirkens østende og op gennem middelalderen er flere skjolde blevet tilføjet. I 1515 lod abbed Henrik Tornekrans det hele ommale. Skjoldene fik renæssanceform med udtrukne hjørner og afrunding forneden. Da Jacob Kornerup restaurerede frisen 1871-73, valgte han at føre skjoldene tilbage til deres oprindelige udseende. I 1651 var højkoret blevet ødelagt ved en nedstyrtning og her valgte Kornerup at male våben for bl.a. Skjalm Hvide, Absalon og Esben Snare. Desuden flyttede Kornerup rundt på de forskellige våben for at skabe en større logik. Som model brugte han en række skjolde på østvæggen i nordre korsarm, som han fandt under hvidtekalken, disse var så velbevarede, at han blot behøvede at give dem en lettere opmaling. De mandlige stiftere er markeret med våbenskjold og navn, de kvindelige stiftere er nævnt ved navn indskrevet i et firpas.

Ernst Verwohlt har i to artikler behandlet Hvideslægten og dens heraldik. Slægten menes at stamme fra en urgammel slægt i Vendsyssel kaldet Odinkar. Slægten kan ikke påvises, men flere kilder nævner Odinkar Hvide i Vendsyssel. Slægten har flere store grene. På Sjælland er Skjalm Hvide grundlæggeren af et dynasti. Verwohlt påpeger, at man i den tidlige middelalder ikke førte slægtsvåbenet videre fra far til søn, ved giftermål overtog manden sin kones våben, hvis denne slægt var af større betydning, på den måde blev slægtsbegrebet mere et spørgsmål om dynastier end direkte familie. I Sorø ser man våben med vandrette eller skråtstillede ribber som våben for de sjællandske Hvider. Asser Rigs slægt bærer ofte våben med et hjortegevir. Kombinationer af ribber og hjortegevir ses i flere sammenhæng. De jyske Hvider formerer sig især om de to storslægter Vognsen og Stigsen. Vognsen har et vognhjul som våbenmærke, desuden ses grene af dynastiet, som har klokker eller en ørneklo som våben. Stigsen har en syvtakket tjerne som våben, Verwohlt påpeger en forbindelse til Gyldenstjerne og Pors, der begge har en syvtakket stjerne som våben. Marsk Stig var en af de mest betydningsfulde mænd i sin tid, til han blev beskyldt for kongemordet i Finnerup. Hvidernes indbyrdes forhold betød ikke fælles kamp, således deltog hvider på begge sider under slaget mellem Svend og Valdemar på Grathe hede.

(Ernst Verwohlt: "Hvideslægtens heraldik" Heraldisk tidsskrift bd.5 nr.49/50 1984 s.190-213, "De jyske Hvider og deres heraldik" Heraldisk tidsskrift bd.6 nr.57 1988 s.318-335)

I højkoret bag alteret ses to kongegrave. I 1293 fik sorømunkene en aftale med Erik Menved om nogle jordegodser, som Esben Snares efterkommere havde nægtet at udlevere. Disse jordegodser var blevet inddraget af kronen under processen efter kongemordet i Finderup. Som en del af aftalen blev Erik Menveds bror Valdemar begravet i Sorø. Kongens anden bror Christoffer II gav også betydelige gaver til klosteret mod, at munkene skulle bringe hans og hans hustrus lig til Sorø og give dem en standsmæssig begravelse, ligegyldigt hvor de døde. Christoffer II døde i 1332 og ifølge gravkataloget blev han begravet ved Absalons venstre side. Gravmonumentet dateres til midten af 1300-tallet og må være bekostet af sønnen Valdemar Atterdag. Det er udformet som en tumba med de afdødes skikkelser på låget og relieffer på siderne. Ifølge beskrivelser fra 1593 var der en baldakin over gravmælet. Dette er det første gravmonument af denne type i Danmark. Dronning Eufemia var prinsesse af Pommern og de danske og pommerske våbendyr, løve og grif, ses både på hendes skjold og som bærere af de to kandelabre ved hovedenden. Reliefferne viser kvindens magt over manden, symboliseret ved Aristoteles forelskelse i hetæren Fyllis og Samson i Dalilas skød, som modsætning ses Marias himmelkroning omgivet af Peter og Paulus samt hellige mænd og kvinder. Ved nedstyrtningen i 1651 blev monumentet alvorligt beskadiget, og først i 1776-77 blev det restaureret af billedhuggeren Johannes Wiedeswelt.

Valdemar Atterdag blev gravlagt i Vordingborg, men hans datter Margrethe lod hans lig flytte til Sorø, hvor han blev gravlagt i den sorte sarkofag, der oprindelig har haft udsmykning af alabast, som kan ses på et stik fra 1600-tallet. Sarkofagen blev beskadiget under Grevens Fejde og delvist ødelagt ved nedstyrtningen i 1651. På Nationalmuseet er bevaret en enkel figur af udsmykningen. Margrethe har understøttet Sorø på mange måder, bl.a. lod hun sin søn Oluf begrave i Sorø, efter hans død i Falsterbo i 1387, dog blev hjerte og lever begravet i Lund Domkirke. På korets østvæg har Henrik Tornekrans ladet opsætte en mindeplade over Margrethes søn Oluf, i 1857 fandt man Olufs grav nord for korskranken, her markeres graven med en flise i gulvet. Efter eget ønske blev Margrethe gravlagt i Sorø ved sin faders side. Ifølge gravkataloget i Sorø førte roskildebispen hendes lig til Roskilde med magt, men et samtidigt mageskifte af godser mellem Roskilde og Sorø, der var til fordel for Sorø, tyder dog på, at overflytningen var en del af en aftale.

Tryk på nedenstående link og læs mere om Christoffer II.

Christoffer II

Tryk på nedenstående link og læs mere om Valdemar Atterdag.

Valdemar Atterdag

På højkorets sydvæg ses en gravsten over Henrik Tornekrans (død 1538), der efter reformationen fortsatte som abbed i Sorø. Henrik Tornekrans var medlem af det kongelige råd efter reformationen og han modtog Christian III i Sorø ved åbningen af Absalons grav. Henrik Tornekrans grav er til højre for Absalons grav, i 1947 lod man gravstenen opsætte på sydvæggen for at beskytte stenen. Undersøgelser af skelettet har vist, at gravstenens portræt formodentlig er et vellignende portræt.

Af kirkens øvrige gravminder skal her nævnes nogle enkelte. I nordre sideskibs vestende ses en romansk gravsten fra o.1200 med en bispestav. I nordre korsarm ses en gravsten over Andreas Laale (død 1464). I midterskibet ses gravsten over de to første protestantiske abbeder, Niels Jespersen (død 1556) og Oluf Lauridsen Karsemose (død 1565). Ved døren mellem nordre korsarm og koret ses en gravsten over læsemester Knud Pedersen (død 1569).

Efter Akademiets grundlæggelse blev kirken gravplads for højadelige, som havde tilknytning til stedet. I nordre sideskib ses et gravkapel for Christian Friis til Kragerup og hans hustru Barbara Wittrup, Christian Friis var Christian IV's kansler til sin død i 1639, i kapellet står et fem meter højt epitafium 1653 med anevåben, smedejernsgitteret er fra 1694. I nordre sideskib er ophængt et epitafium over Bent og Niels Andersen, som var sønner af skibsreder og borgmester i Frederiksstad i Norge, Anders Olufsen, de studerede i København men flygtede for pesten i 1654 og kom til Sorø, hvor de døde af pest 20 og 17 år gammel. På korets nordvæg ses et epitafium over rigsråd Mogens Høg (død 1661), i midterfeltet står en monumental indskrift, på topstykket ses opstandelsen og anevåben, på det nederste vedhæng ses Jesus gravlæggelse.

På vestvæggen i nordre korsarm ses rammen til et epitafium over Jørgen Rosenkrantz, på rammen ses anevåben for Jørgen Rosenkrantz (død 1675) og hans hustru Christenca Juel, Jørgen Rosenkrantz blev i 1653 leder af Sorø Akademi og forsøgte ihærdigt at genrejse akademiet efter svenskekrigene, det mislykkedes, selvom han brugte hele sin egen formue, han blev begravet i den sydlige del af koret, og epitafiet blev beslaglagt som pant for hans personlige gæld til kirken for begravelsen, derfor blev det aldrig gjort færdigt og opsat, ved rekonstruktionen i nyere tid har man valgt at hænge de bevarede dele op som man fandt dem.

På siden Gravsten og epitafier kan man se anetavler, som knytter sig til kirkens gravsten og epitafier, tryk på nedenstående link, vælg Kirker, vælg S, søg Sorø.

Gravsten og epitafier

I nordre korsarm mod øst ses mod syd gravkapellet for Ludvig Holberg (1684-1754), Holberg ejede Tersløsegård ved Sorø og Brorup ved Slagelse, disse gårde blev testamenteret til Sorø Akademi i 1747 mod at Holberg blev baron og fik en gratis begravelse i Sorø klosterkirke, sarkofagen er udført af Johannes Wiedewelt i 1780, på gitteret ses Holbergs våbenskjold. Nord for Holbergs gravkapel ses gravkapellet for grev Otto Thott til Gavnø (død 1785), Otto Thot var en stor bogsamler, og hans samling af bøger og manuskripter blev testamenteret til Det kongelige Bibliotek, gravmælet er udført af C.F.Stanley. I søndre korsarm mod øst ses mod nord et gravkapel for familien Reitzenstein, som lod kapellet indrette i 1778, i kapellet står fire sarkofager med overhofmester Reitzenstein, hans to hustruer og hans søn, gravkapellet er tegnet af akademilæge Jens Bang.

I nordre korsarm ses to malerier af Christen Dalsgaard, som var tegnelære ved Sorø Akademi 1862-92, det ene fremstiller Bebudelsen for hyrderne, det andet Fremstillingen i templet.