Sønder Nærå kirke

Tilbage til Liste over kirke

Sønder Nærå kirke

Billedserie

Liste over billeder

Sønder Nærå kirke

Åsum hr., Odense amt, Fyns stift. Nordfyn. Kirken var i middelalderen viet til Sankt Mikael. Kirken er en af Fyns ældste landsbykirker men er i tidens løb blevet meget omdannet. Den ældste del er skibet, som er opført af frådsten o.1100, kun langmurene er bevaret. I romansk tid fik kirken tilføjet tårn mod vest, det nederste af dette tårn står stadig. Skibets langmure er opført uden sokkel og har fire rundbueblændinger, der hviler på pilastre med ensidige kragbånd. Øverst afsluttes med en rundbuefrise. I nordmuren har 1. og 3. blændingsfag tilmurede romanske vinduer. Nord og syddør er placeret helt mod vest, hvilket kunne antyde, at det romanske tårn allerede har været planlagt ved kirkens grundlæggelse. Rester af de to portaler viser rundstav med udformet terningbase og kapitæl, rundbuede stik og fremspringende rundstav. Åbningen fra det romanske tårnrum har haft midtersøjle og muligvis herskabsgalleri som i Tveje Merløse kirke. På korets sydside er indmuret en romansk granitgravsten med kors og en reliefkvader med båndslyng. I sengotisk tid blev det oprindelige kor nedbrudt og det nuværende langhuskor opført. Samtidig blev den øverste del af det romanske tårn nedbrudt, måske efter en nedstyrtning, og det nuværende tårn mod syd blev opført. Våbenhuset mod nord stammer også fra sengotisk tid. I 1893 blev kirken undersøgt af Valdemar Koch.

Skibet har nogle højst usædvanlige dimensioner, 10 meter langt, 7,5 meter bredt og 5,5 meter højt. Hvælvene blev indbygget i forbindelse med den store ombygning af kirken i sengotisk tid. Prædikestolen bærer årstallet 1634 samt våben for Iver Wind og Heilvig Skinkel. Under koret har været gravkapel for ejerne af Torpegård, det blev nedlagt i 1880'erne. I skibets vestende ligger en gravsten med adelsvåben for Stråle og Skinkel. I 1820 fik kirken en altertavle med maleri af Nadveren, dette maleri blev i 1918 udskiftet med en kopi efter A. Dorphs Bethania, i 1958 blev kopien efter Dorph hængt op i kirken og det oprindelige billede fra 1820 genindsat i rammeværket. Under istandsættelsen i 2002 fik man en ny altertavle udført af Anita Houvenagel, som også har farvesat stoleværket og udført de små vignetter i felterne.

På siden Gravsten og epitafier er heraldikken i Kværdrup kirke behandlet grundigt med tilhørende anetavler. Tryk på nedenstående link vælg kirker og søg Sønder Nærå under S.

Gravsten og epitafier

I romansk tid mens kirken endnu havde fladt loft er skibet blevet udsmykket med kalkmalerier i flere friser på væggene. På skibets nordvæg ses stadig rester af denne udsmykning, som er delvist skjult af de sekundære hvælv. Kornerup afdækkede kalkmalerierne i 1893 og fandt i nordvinduet mod vest en kvinde med lilje, Helligånden og en donator med mønt, kvindens hår er udslået og ikke dækket som en gift kvinde, hvorfor vinduet tolkes som donator og hans søster, i nordvinduet mod øst fandt han Kain og Abels ofring, på nordvæggen afdækkede han en scene med biskopper, munke og mænd med sværd, dette blev tolket som en historisk scene fra danmarkshistorien, fordi ingen personer har glorie. En lysstråle som rammer en biskop midt i billedet blev opfattet som himlens velsignelse til et korstog. Kornerup afdækkede nordvæggen og udførte en akvarel på seksten dage, desuden fandt han kalkmalerier på sydvæggen, disse blev dog atter overkalket. Frådstensmuren er porøs og suger vand fra undergrunden, herved skabes salpeter, hvis salte støder pudslaget af, derfor er kalkmalerierne i Sønder Nærå stærkt udsatte og må jævnligt repareres, afdækningen af sydmurens kalkmalerier må vente til man har udviklet teknikker, der kan bevare dem.

I 1932 og 1958 blev kalkmalerierne restaureret af Egmont Lind, som ikke ændrede ved fortolkningen. Den svenske kunsthistoriker Armin Thuulse tolkede kalkmalerierne som en scene fra korstoget til Estland i 1219, ærkebiskop Anders Sunesen ankommer med væbnede mænd og hans bryst rammes af det guddommelige lys, til højre ses mordet på Estlands første ærkebiskop Theoderik, som blev myrdet ved en fejltagelse af esterne, der troede, det var Valdemar Sejr. Denne fortolkning støttes i en artikel i Skalk 1969 nr.5.

I 1979-82 stod Mogens Larsen for en større restaurering af kalkmalerierne. Han konstaterede, at lysstrålen var en fortrydelse fra kalkmalerens side, han havde oprindelig forberedt at ærkebispen skulle holde staven med højre hånd men havde flyttet staven til venstre hånd ved den endelige udførelse, under de første afdækninger var man kommet for langt ind.

I 1981 kom en ny fortolkning i Ikonografisk Post nr.3 ved Mikkel Scharff og Ulla Håstrup, der havde samarbejdet med Mogens Larsen, i denne artikel fortolker man motivet som mordet på Thomas Becket i 1170. Biskoppen midt i billedet er muligvis Thomas, som vender hjem fra eksil i Frankrig, i den næste scene modtages han af munkene fra Canterbury og i scenen længst mod øst myrder adelsmændene Thomas, men hovedpersonen mangler, da denne del af kalkmaleriet er forsvundet, man ser kun biskoppens hovedbeklædning, som er faldet af. I Danske kalkmalerier bind 2 s. 56-61 (Nationalmuseet 1987 ISBN 87-7241-629-7) kan man læse artikler af Mikkel Scharff og Ulla Håstrup om denne nytolkning af kalkmalerierne i Sønder Nærå.

Thomas Becket blev helgenkåret i 1173 af Alexander III og han blev ret hurtigt en populær helgen, bl.a. hos Henrik Løve, hertug af Sachsen, der dyrkede Thomas i Braunschweig Domkirke og lod udføre en evangeliebog til domkirken i 1180-90, her ser man billeder af Thomas martyrium, ifølge Ulla Håstrup er disse billeder stilmæssigt tæt på kalkmalerierne i Sønder Nærå. Ændringen af tolkningen gjorde, at man kunne datere kalkmalerierne i Sønder Nærå til slutningen af 1100-tallet. Den tidligere tolkning med korstoget til Estland gjorde, at man måtte datere kalkmalerierne til o.1225. I den nærliggende Fraugde kirke findes kalkmalerier, som dateres til slutningen af 1100-tallet, stilmæssigt er de tæt på kalkmalerierne i Sønder Nærå, derfor lyder fortolkning med Thomas martyrium mere rigtig end fortolkningen med korstoget til Estland.

På sin akvarel fra 1893 har Kornerup beskrevet en nedre mæanderbort med kalenderbilleder, hvor man ser årets gang i landbruget, denne frise blev dog overkalket og først fremdraget igen af Mogens Larsen i 1979, samtidig afdækkede han nederst fragmenter af en kampscene, hvor man ser ryttere i kamp, bl.a. et skjold med en løve. De tidligste våbenmærker i Danmark kendes fra begyndelsen af 1100-tallet (se Sorø Klosterkirke). Damen med lilje i vestvinduet kunne være en markering af et våbenmærke, familien Skinkels lilje ses på prædikestolen, men denne familie og dens våben kendes først fra 1400-tallet. I rytterkampen nederst på nordvæggen ses et skjold med en løve.

I Valdemarenes våben indgik tre løver, og i bogen "Kirker og løver" af Chr. Jacobsen (Fjends forlag 2002 ISBN 87-90498-11-9) plæderes for, at de mange løver i dansk kirkekunst skulle være markering af kongskirker. I bogen bryder Jacobsen med mange af de hævdvundne myter i den danske middelalderforskning, myter som stammer tilbage fra nationalromantikkens uverificerede påstande. Jacobsen skaber dog selv nye myter ved ikke at underbygge alle sine teorier tilstrækkeligt, derfor må bogen primært opfattes som et debatindlæg, der er spændende nytænkning. I 1981 fremkom den nye teori om kalkmalerierne i Sønder Nærå, i 1988 udkom et hefte om Sønder Nærå kirke (Poul Kristensens forlag 1988 ISBN 87-7468-235-0) heri skriver Hans Frede Rasmussen: "Ulla Haastrup er så sikker i sin sag. Vi, der i en menneskealder har fulgt arbejdet med de skiftende fortolkninger, og undervist vore folk i teorien om slaget ved Reval, er vel knap så sikre." Ethvert opgør med hævdvundne myter møder modstand og må have sin tid.

I forbindelse med Thomas Beckets legende i Sønder Nærå skal her også påpeges fonten i Ljyngsjö kirke i Skåne, her ser man en scene, der må tolkes som Thomas Beckets martyrium. Den såkaldte Inventurstrid, om fordelingen af magten mellem det åndelige og det verdslige, om kirkens og kongens magtdeling, går langt tilbage i historien. Da Karl den Store o.800 blev udråbt til tysk-romersk kejser udførte man billeder som understreger pavens og kejserens magtområder. I 1100-tallet angriber Bernhard af Clairvaux de clunisienske benediktinermunke for at være for eftergivende over for de verdslige magthavere ved at tillade dem at opstille deres udsmykninger og gravsten i kirken, Hugo af Cluny er dog ret pragmatisk, han erkender nødvendigheden af, at have et godt forhold til den verdslige magt. I Danmark var ærkebiskop Eskil (ærkebisp 1137-77) nært knyttet til Bernhard, Eskil stod som en stærk modpol til kongemagten. Han måtte gå i landflygtighed og kom først hjem til Knud Lavards helligkåring i Ringsted i 1170, her salvede han også Valdemars søn Knud som Guds udvalgte konge over Danmark. Kort efter forlod han bispesædet i Lund og rejste til Clairvaux, hvor han blev til sin død. Thomas Becket stod også stejlt over for den engelske konge, Henrik II. Legende om Thomas Becket blev en markering af kirkens magt, idet Henrik måtte lade sig piske af munkene i Canterbury foran højalteret.

Valdemar den Store og Absalon var ifølge den nationalromantiske opfattelse tæt knyttet fra barndommen i Fjenneslev, hvor Valdemar voksede op sammen Absalon og Esben Snare efter drabet på Valdemars far Knud Lavard. Udsmykningen i Sønder Nærå og fonten i Ljyngsjö dateres begge til Absalons tid som ærkebiskop i Lund (1177-1201). Har forholdet mellem Absalon og Valdemar været så tæt, som det påstås, Valdemar støttede benediktinerne i Ringsted, hvor han ligger begravet og hvor Knud Lavard blev skrinlagt, Absalon støttede cistercienserne i det nærliggende Sorø, hvor han gjorde klosterkirken til Hvidernes begravelseskirke og valgte pladsen foran hovedalteret til sin egen begravelse, begge steder opførtes store teglstenskirker. Har tiden også haft sine stridigheder om magtfordelingen. Inventurstriden fortsatte i 1200-tallet, Jacob Sunesøn (1201-22) var en pragmatisk forkæmper for kirkens selvstændighed, men med Jacob Erlandsen (1252-74) blussede striden op igen. Motivet med den tronende Kristus, fra hvis mund der udspringer to sværd menes at være udtryk for magtfordelingen mellem den åndelige og den verdslige magt, den ses flere steder i perioden 1200-1325, derefter overtager motivet med lilje og sværd, som endnu ikke har fundet en fuldgyldig fortolkning.

I forbindelse med hovedistandsættelsen i 2002 åbnede man gravkælderen under koret. Desuden lavede man nogle prøveafdækninger af kalkmalerier i hvælvet. I skibets 1.fag i østkappen fandt man bomærker og en datering for hvælvenes indbygning. Kalkmalerierne dateres til midten af 1400-tallet. På sydkappen i sydkapellet fandt man nogle spor, som kan være svære at tolke. Mod øst en ristlignende genstand, der kunne være en plov, måske i forbindelse med fremstillingen af arbejdet. Mod vest ses en fuglelignende figur. Det må være en ond figur, idet den har en rød og en sort træsko. Om den fuglelignende krop kan høre til en Tranehals er svær at sige. I nordøsthjørnet ses et par masker om svikkelhuller. Under hovedistandsættelsen fik vi mulighed for at se kirken sammen med menighedsrådets formand. Især var det interessant at se de delvist afdækkede kalkmalerier.

Den romanske døbefont af granit har glat kumme med profilering samt firkantet fod med hjørnehoveder og vegetativ udsmykning i felterne. Fonten er registreret i Mackeprang - Fyn og Lolland-Falster - Vindingetypen.