Siem kirke

Tilbage til Liste over kirke

Siem kirke

Billedserie

Liste over billeder

Siem kirke

Hellum hr., Ålborg amt, Ålborg stift. Himmerland. Kor og skib er opført i romansk tid af granitkvadre over skråkantsokkel. Begge de retkantede døre er bevaret, syddøren i brug, norddøren i tilmuret tilstand med rige profileringer. Våbenhuset er fra nyere tid. Bygningen blev istandsat i 1949.

Kirken har flade lofter. Den runde korbue er bevaret med kraftigt profilerede kragsten. Alterskabet fra 1951 har tre figurer fra o.1520, formodentlig af en svend fra Claus Bergs værksted, Kristus som smertensmand flankeres af Anna selvtredje og Andreas. Prædikestolen er fra 1945. Indvendig står norddøren som niche med overligger, over syddøren ses en døroverligger, hvor man svagt kan ane konturer, muligvis af to løver omkring en figur.

Den romanske granitfont har stærkt fremspringende dyrehoveder på kummen (Mackeprang s.226). Fonten er registreret i Mackeprang - Nord og Sønderjylland - Østjyske løvefonte - Himmerland-Mariagertypen - Varianter.