Ringsted Sankt Bendts kirke

Tilbage til Liste over kirke

Ringsted Sankt Bendts kirke

Billedserie

Liste over billeder

Ringsted Sankt Bendts kirke

Ringsted hr., Sorø amt, Roskilde stift. Sydvestsjælland. Kirken er opført af munkesten i romansk tid i perioden 1160 til o.1200. Som den fremstår nu, er den et resultat af H. Storcks gennemgribende restaurering i 1900-09. Under denne restaurering fandt man under hovedskibets gulv fundamenterne til en tidligere frådstenskirke, som menes bygget o.1080 under roskildebispen Svend Nordmand. Frådstenskirken har haft kvadratisk kor med halvrund apsis og et ret langt skib med et tårn i vestenden, tårnet har dog ikke haft selvstændig østmur men har hvilet på skibets vestende og formodentlig åbnet sig mod skibet ved en dobbeltbue. Frådstenskirken har haft skråkantsokkel af kampesten og dens omfang svarer nogenlunde til det nuværende hovedskib. Ved restaureringen i 1900-09 fandt man rester fra denne frådstenskirke i den nuværende kirkes murværk og gulv, enkelte af disse rester er nu udstillet i et lille museum i kirken. Blandt disse bygningsrester ses en hjørnesten med trekvartrundstav, der kan minde om hjørnesten i Sankt Jørgensbjerg kirke ved Roskilde.

Foran højalteret i frådstenskirken blev Knud Lavard begravet efter mordet i Haraldsted skov. I 1135 udstedte Erik Emune et brev til et benediktinerkloster i tilknytning til kirken, om klosteret allerede har eksisteret eller er blevet grundlagt på dette tidspunkt, vides ikke, men det formodes, at et benediktinerkloster på stedet er blevet grundlagt af Erik Ejegod o.1100. I 1141 var der konstateret så mange mirakler ved Knud Lavards grav, at hans ben blev gravet op og skrinlagt på foranledning af sønnen Valdemar og Sven Grate, som var Knud Lavards brodersøn, Ærkebiskop Eskil gjorde indsigelser mod dette men har formodentlig deltaget i skrinlæggelsen.

Med støtte fra Knud Lavards søn, Valdemar den Store, påbegyndtes opførelsen af den nuværende kirke i 1160'erne. Det er en af de tidligste teglstensbygninger i Danmark, opført samtidigt med Valdemarsmuren i Slesvig. Kirken har dannet nordfløj i et betydeligt klosterkompleks, der formodentlig er blevet opført samtidig med kirken. Bygningsstil og byggeteknik tyder på indflydelse fra Lombardiet, muligvis har benediktinerne indforskrevet lombardiske bygmestre. Kirken blev viet til Maria og Knud martyr, først senere i middelalderen blev kirken viet til munkeordenens helgen, Sankt Bendt (:Benedikt).

Den 8. november 1169 accepterede Pave Alexander III miraklerne omkring Knud Lavard og den 24. juni 1170 blev han skrinlagt og helligkåret i den nye kirke, hvis østparti må have stået færdigt til og med halvandet fag af skibet. Ærkebiskop Eskil deltog i højtideligheden, og ved samme lejlighed kronede han Valdemars søn, Knud VI. (Se mere om Knud Lavard under Knud Lavards kapel.) Kirkebyggeriet fortsatte i tiden derefter uden at stil eller byggeteknik ændredes væsentligt. I 1177 fortæller et brev fra Valdemar den Store, at skibet stadig var under opførelse. Murværket har stået i blank mur både udvendig og indvendig, men visse steder kan man se rester af rødmalede munkesten og hvidmalede fuger. Den nuværende kirke svarer i det store og hele til den færdige romanske kirke. Kor med apsis, tværskibe med tilsammen fire østkapeller, alle med apsider, samt et treskibet langhus, der muligvis har haft et våbenhus foran nordportalen.

I Danmarks kirker, Sorø amt 1.halvbind (Nationalmuseet 1936) findes en detaljeret beskrivelse af bygningens historie. Byggeriet bedømmes til at have foregået i fem faser. Under den første fase opførtes den nedre del af kor-apsis og den østlige del af koret. Under den anden fase har man besluttet at forlænge koret mod vest og udvide korsfløjene mod øst med kapeller og apsider. Under tredje fase har man fuldført korsfløjene og påbegyndt skibet, samtidigt har man ombygget apsis. Det kan undre, at man så tidligt i byggeriet ændrer radikalt på apsis, der blev forhøjet til samme højde som koret og fik nedtaget sit halvkuppelhvælv og derefter udstyret med et fladt træloft. Afslutningen af den tredje fase menes at ske før helligkåringen i 1170.

Under den fjerde bygningsfase er skibet blevet fuldendt. Hovedskibet har ikke haft hvælv men træloft, hvorimod sideskibene har været overhvælvet fra begyndelsen. Noget kunne tyde på, at man har påtænkt et længere skib men er stoppet ved de nuværende seks fag, i Sorø byggede cistercienserne tre fag mere. I 1173 blev Valdemar den Stores uægte søn Kristoffer begravet i nærheden af Knud Lavards grav, som havde været i den gamle frådstenskirke, der på det tidspunkt har været nedrevet, og i 1182 blev Valdemar den Store nedlagt i en midlertidig grav, hvilket kunne tyde på, at opførelsen af skibet endnu ikke har været færdig. Valdemar den Stores grav menes først udført under Valdemar Sejr.

Den femte bygningsfase påbegyndes i 1241 efter en større brand i kloster og kirke og afsluttes i 1268. Om branden også har hærget kirken i større omfang diskuteres i forbindelse med undersøgelse af et kalkmaleri man fandt bag en pille ved den store restaurering 1900-09. Under den femte fase blev skibet overhvælvet, hvilket betød en ændring af lysforholdene. Oprindelig var hovedskibet belyst af en række højtsiddende vinduer, der har givet rigeligt med lys i kirken. Efter ombygningen blev antallet af vinduer reduceret, hvilket givet har betydet, at kirken er blevet mørkere.

Klosteret blev igen hærget af brand i 1300-tallet, men der er ikke fundet tegn på ombygninger i kirken fra denne periode. I 1411 skænkede Margrethe et større beløb til ombygning af kloster og kirke, udskiftning af hvælvet i nordre sideskib samt de nuværende korstole er muligvis blevet betalt af denne gave. I 1475 byggedes et tårn over korsskæringen, der har dog næppe været tale om mere end en tagrytter, det nuværende tårn stammer fra o.1580, da apsiderne på sideskibene blev ned revet og erstattet med en flad østvæg. I 1584 blev det nordre tværskibs kapeller indrettet til Landstinget, kapellerne i det søndre tværskib blev anvendt til latinskole.

Efter reformationen overgik klosterets gods til kronen og indtægterne blev brugt som løn til landsdommere. I 1660 overgik klosteret til privateje, i 1741-1804 ejedes det af slægten Neergaard. I 1804 blev det overtaget af slægten Bügel. 1806 blev kirke og kloster hærget af brand, klosteret blev nedrevet og kirken blev istandsat 1816-17. Ved den lejlighed blev vestgavlen nedrevet og erstattet med en facade i empirestil. Murene blev dækket med cement og kalkedes hvide. I 1868-69 gennemførte Chr. Hansen en nødtørftig restaurering af kirke og i 1900-09 blev kirken gennemgribende restaureret under H. Storck, der i vid udstrækning har forsøgt at give kirken sit oprindelige romanske præg. Cementpudset blev fjernet og kirken står i dag i blank mur. Under restaureringsarbejdet fandt man et større antal glaserede fliser, hvoraf de ældste dateres til o.1200. Disse fliser har formodentlig været benyttet som dæksten over grave. Disse fliser kan ses i et lille museum i kirkens søndre tværskib, hvor man også kan se bygningsfragmenter og mønter fundet under restaureringen 1900-09, den ældste mønt stammer fra Erik Emunes tid.

På torvet øst for Sankt Bendts kirke står en statue af Valdemar den Store udført af Johannes C. Bjerg i 1937.

Kirken er gravkirke for Valdemar den Store og hans slægt er har derfor en væsentlig betydning i Danmarks historie. På højalteret har Knud Lavards helgenskrin stået og foran højalteret ligger Danmarks regenter frem til Erik Menved. Kirkens betydning ses ved de mange gravsten, hvorunder tidens betydningsfulde personer er blevet begravet. Kalkmalerierne er hårdt restaureret men er trods det betydningsfulde, især korsskæringens politiske udsagn giver en fornemmelse af de voldsomme brydninger i tiden. I koret står korstole fra begyndelsen af 1400-tallet med fornemt snitværk, de er formodentlig skænket af Margrethe. Altertavlen dateres til 1699, i midterfeltet ses et maleri, som fremstiller Nadveren, maleriet flankeres af gennembrudte storvinger med bruskværk og keruber samt Johannes Døberen og Moses. Prædikestolen er fra 1609, i storfelterne ses de fire elementer jord, ild, luft og vand, på trappen ses dyderne, prædikestolen er beslægtet med stolen i Sigersted og Kongestolen i Roskilde Domkirke. Tryk på billedet og se Kirken indvendig.

Efter helligkåring og opstilling af Knud Lavards helgenskrin blev Sankt Bendts kirke gravkirke for de danske konger af Valdemars slægt, som er begravet foran alteret, hvor Knud Lavards helgenskrin har stået. Fortegnelsen over kongegravene findes på et pergamentblad fra slutningen af 1400-tallet, som nu opbevares i kirkens museum. Pergamentbladet var tidligere opsat på den tredje søndre pille i koret. O.1580 blev kongegravene markeret med sorte ligsten med indskrift. I 1850 blev disse udskiftet med nye ligsten, som blev lagt oven på de gamle. Gravene blev undersøgt i 1855 under ledelse af Frederik VII, resultatet kan ses i et skrift fra 1858 udarbejdet af Worsaae og Herbst. En supplerende undersøgelse fandt sted i 1901.

På nordre sideskibs nordvæg ses en mindesten opsat af landsdommer Jørgen Seefeld i midten af 1600-tallet. Nederst ses Slesvigs våben, på pladen fortæller teksten om Knud Lavard. På denne side under Knud Lavards kapel (Sydvestsjælland) kan man læse mere om Knud Lavard og Knudsgilderne.

Valdemar den Store (død 1182) ligger begravet foran højalteret, og har oprindelig ligget foran Knud Lavards helgenskrin, Valdemar den Stores dronning Sofie ligger begravet syd for kongen. Vest for Valdemar den Store ligger Knud VI (død 1202) og vest for Knud VI ligger Valdemar Sejr (død 1241) med dronning Dagmar mod syd og dronning Bengerd mod nord. Dronning Dagmar døde i Ribe i 1212, og blev gravlagt i Ringsted, ifølge traditionen blev Dagmarkorset fundet i hendes grav, det er et relikviekors i guld, udført i emaile cloisonne teknik, originalen findes nu på Nationalmuseet. Længere mod vest har Erik Plovpenning (død 1250) været begravet. Vest for Erik Plovpennings gravsted findes fire grave, mod syd Erik Menved (død 1319) og hans dronning, mod nord dronning Margrethe og dronning Ingeborg, ved Erik Menveds fødder ligger hans mor Dronning Agnes (død 1304).

I Valdemar den Stores grav fandt man en blyplade med indskriften: "Her ligger Danernes konge Valdemar den Første, Hellig Knuds søn, Vendernes betvinger, det undertrykte fædrelands udmærkede befrier, fredens genopretter og bevarer. Han betvang lykkeligt ryboerne og omvendte dem først til Kristi tro efter at afgudsbillederne var ødelagt. Også en mur til hele rigets værn, hvilken almindelig kaldes Danewerch, opførte han først af brændte sten og han opførte en borg på Sprogø. Men han døde i året efter Herrens kødpåtagelse 1182, i sin regerings 26., den 12.maj." På bagsiden står: "Her ligger danernes konge Valdemar, Vendernes første betvinger og behersker, fædrelandets befrier, fredens bevarer, der som søn af Hellig Knud betvang ryboerne og først omvendte dem til Kristi tro. Men han døde i året efter Herrens kødpåtagelse 1182, i sin regerings 26., den 12.maj"

Den korte indskrift menes at være skrevet og nedlagt i 1182 ved kongens begravelse. Den lange indskrift har dels træk fra den korte indskrift og dels træk fra Sven Aggesøns Danmarkshistorie, som blev afsluttet i 1185 og menes nedlagt efter branden i 1241 i Valdemar Sejrs tid. Undersøgelserne i 1855 påpeger dog at graven var urørt, og man mener, at den anden indskrift muligvis er blevet påført da Valdemar den Store blev gravlagt endeligt efter kirken var blevet færdigbygget. For dette taler, at den anden indskrift stilmæssigt er tæt på den første og ikke kan være skrevet så sent som i 1241.

Erik Plovpenning døde i 1250 og hans jordiske rester blev begravet i Ringsted i 1257. Ved undersøgelserne i 1855 kunne man ikke udrede forholdene omkring denne grav, idet højalteret på det tidspunkt var delvist placeret over graven. I 1901 flyttede man højalteret og kunne lave en mere detaljeret undersøgelse. Graven har været omlagt ret tidligt, formodentlig i forbindelse med helgendyrkelse af kongen. Hans jordiske rester blev dyrket som relikvie og i murstensgravens bagvæg kan man se en åbning, hvorigennem man har berørt relikvierne og lagt penge. Man forsøgte at få Erik Plovpenning helligkåret, men det lykkedes ikke at få ham anerkendt af pavestolen. Munkene i Ringsted blev i begyndelsen af 1500-tallet stødte over den ringe interesse for Erik Plovpennings jordiske rester og flyttede det meste til Frankrig, enkelte rester blev dog indsat i en vægpille i koret. Da man i 1855 åbnede denne grav, fandt man stort set ikke mere end et ribben. Den oprindelige helgengrav kan nu ses i kirkens museum.

I koret ses en fornem gravsten over Erik Menved og hans dronning Ingeborg (begge døde i 1319). Gravstenen består af en sort kalksten med en nedfalset messingplade. Kongeparrets ansigter er udført i alabast, de er klædt i kroningsdragter, kongen står på to løver, under dronningens fødder ses to hunde. På pilastrene ses evangelister, apostle og nederst små gøglerskikkelser, forneden ses en jagtscene og foroven engle med de to sjæle. Randskriften er skrevet på latin med majuskler og lyder: "Jeg Erik fordum konge i Danmark i 33 år, en retfærdig dommer for fattige og rige, hvor de har haft ret, beder alle dem, som jeg måtte have gjort noget imod, at de af deres godhed vil tilgive mig og bede for min sjæl. Jeg døde i Herrens år 1319 på den hellige biskop og bekender Brictius dag (13.marts). Jeg Ingeborg, svensk af fødsel, fordum dronning af Danmark, beder alle dem, som jeg mod min vilje måtte have gjort noget imod, at de af deres godhed vil tilgive mig og mindes min sjæl. Jeg døde i Herrens år 1319 på den hellige jomfru Marias himmelfartsdag (15.august)."

Pladen dækker ikke gravene og er muligvis først lagt nogen tid efter gravlæggelsen. I 1882 blev den istandsat af Magnus Petersen, ved den lejlighed blev kongens ansigt tilsat og forskellige metaldele udskiftet. Teksten blev suppleret efter gamle afskrifter.

Kornerup afdækkede kalkmalerierne i koret i 1868 og restaurerede dem i 1880 men billederne var i så dårlig stand, at der mere er tale om en nyopmaling end en restaurering, kun det nederste af udsmykningen i apsis kunne bestemmes. Ved en nyrestaurering i 1976 lykkedes det ikke at finde mange spor efter den originale udsmykning, hvorfor billederne i Sankt Bendts kirke må anses for meget tvivlsomme. Kirkens øvrige kalkmalerier blev afdækket under restaureringen 1900-09 og restaureret af Mads Henriksen.

I apsis ses kalkmalerier, som dateres til 1235-40. Mellem vinduerne ses tre figurer, som træder på mandspersoner, mod syd ses Erik Plovpenning, mod øst ses Maria med barn og mod nord en helgeninde med palmegren i hånden, hun tolkes som Katharina, der træder på en mand, som bider i sine fingre, muligvis er det Maxentius, der var skyld i hendes martyrium, denne mand er det eneste som med rimelig sikkerhed kan siges at være i overensstemmelse med den oprindelige udsmykning, de øvrige malerier er rekonstrueret af Kornerup.

På korets nordvæg ses en dronningefrise og på sydvæggen en kongefrise, disse dateres til o.1325 og er begge stærkt restaureret. Muligvis er der tale om et minde om de konger og dronninger, der er begravet i kirken. På korets sydvæg ses længst mod øst Valdemar den Store knæle vendt mod øst, muligvis har Knud Lavard været fremstillet på en østpille. Dernæst ses Knud VI, Valdemar Sejr og Valdemar den Unge. Efter denne frise ses Kong Birger af Sverige, dette kalkmaleri blev først afdækket i 1900-09 og er temmelig godt bevaret. Af dronningefrisen på nordvæggen er kun bevaret et par ornamentborter, resten er Kornerups tilføjelser.

Det ældste kalkmaleri i kirken menes at være en Krucifiksgruppe fra o.1235, som blev afdækket under restaureringen 1900-09 i nordre korsfløj på pillen mellem de to østre kapeller, Billedet var stærkt ødelagt af senere arbejde med opførelsen af en hvælvingspille, og man valgte at hugge det ned, det eneste bevarede er den øverste trekant med planteornament. Et fotografi fra afdækningen kan ses i Danmarks kirke, Sorø amt 1.halvbind (Nationalmuseet 1936).

I Danske kalkmalerier (Nationalmuseet 1985-90) fremsættes følgende teori om dette kalkmaleri: Ifølge kilderne blev Sankt Bendts kirke udsat for brand i 1241, men muligvis er det ikke rigtigt, da flere kirker var udsat for brand netop på den tid, hvilket kunne tyde på, at man har finansieret nybyggeri ved hjælp af midler fra det beløb, som var sat hen til reparationer. I 1900-09 ønskede man at føre kirken tilbage til det romanske udseende, og man nedbrød de gotiske hvælv. Ved den lejlighed fandt man en kalkmalet Korsfæstelse, og da det blev fundet bag de gotiske hvælv, må det være udført før 1241, men der var ikke spor efter brand, hvilket mere end antyder, at der var tale om forsikringssvindel. Denne korsfæstelse havde hvid baggrund, hvilket er typisk for unggotiske kalkmalerier, hvorfor det dateres til o.1235. Billedet blev hugget ned og kan i dag kun ses på akvareller og fotos fra 1904.

Til dette kan man sige, at muligvis er kirken ikke blevet så hårdt ramt af ildebranden i 1241, måske er det mest gået ud over klosteret. Og måske har man stiltiende accepteret, at man p.gr.a. kongegravene i kirken, udskiftede træloftet i skibet med en hvælvkonstruktion, der var mindre brandfarlig.

I korsskæringens østkappe ses tronende Maria og Kristus, motivet kan minde om Marias Himmelkroning, men kronen mangler. Med tiggermunkene udvikledes Maria-dyrkelsen, Marias himmelkroning blev vigtig, fordi den hævede hende op på samme niveau som Kristus og Gudfader, dermed blev hun den vigtigste forbeder, hvorigennem man kunne få opfyldt sine bønner. Santa Maria Maggiore fik i 1295 en mosaikudsmykning i apsis med Himmelkroningen. I Ringsted hæver Maria sine arme i bøn og Kristus velsigner, motivet har her fået en politisk betydning. Efter mordet på Erik Klipping i Finderup, blev Dronning Agnes formynder for den umyndige konge, Erik Menved, hun troner selv i nordkappen som en slags Guds Moder. Agnes holder et skriftbånd i hånden med bønnen Ave Maria, en påkaldelse af forbilledet Jomfru Maria.

I sydkappen ses Erik Plovpenning sidde tronende omgivet af tjenere, den ene tjener bærer et tekstbånd med teksten ERICUS REX DEI CARUS AMICUS (Kong Erik, Guds kære ven), han var blevet myrdet på Slien i 1250 og uden held forsøgt helligkåret, men trods det har han glorie.

I vestkappen ses Knud Lavard med en lensfane, hvorpå står DUX (:hertug), han var ikke konge men hertug af Slesvig. Som Erik Plovpenning blev han myrdet, men blev helligkåret og bærer derfor glorie. Sammenstillingen med Erik Plovpenning og Knud Lavard samt understregningen af mordet på Erik og glorien bag ham kunne tyde på, man har gjort reklamearbejde for at få Erik helligkåret.

Omkring Knud Lavard og Dronning Agnes ses historien om mordet på Erik Plovpenning. Ved det første billede står HIC SCACARITUR (:her spilles brætspil) og herunder HIC REX CASA ERIPITUR (:her føres kongen bort fra hytten). Det andet felt viser en præst ved et alter, her står HIC CANITUR (:her synges messe), Erik fik lov til at skrifte, inden han blev dræbt.

Dronning Agnes i nordkappen forbindes både med Maria i østkappen samt med Knud og Erik, som begge blev myrdet, teksten omkring hende siger DOMINA AGNES QUONDAM REGINA DANORUM (Fru Agnes tidligere danernes dronning). Billedfeltet til venstre for Dronning Agnes viser tre brynjeklædte mænd kaste Eriks lig i Slien, teksten er utydelig men der har stået HIC NECATUR (:her dræbes han). På billedfeltet til venstre for Dronning Agnes ses fiskerne, som fik kongens lig i deres garn, teksten siger TOLLUNT HIC REGIA MEMBRA (her løfter de det kongelige legeme). Erik Plovpenning og Knud Lavard ligger begge begravet i Sankt Bendts kirke, Dronning Agnes mand, Erik Klipping, blev myrdet i Finderup, ingen bør være i tvivl om, at Agnes er Guds udvalgte beskytter af den retmæssige kongesøn Erik Menved, og Erik Klippings mordere er onde personer, der uretmæssigt søger at tilrane sig tronen.

Korsskæringshvælvets kalkmalerier har et klart politisk budskab. I de fire felter ses Marias tronende med Kristus, Erik Plovpenning, Knud Lavard og Erik Klippings hustru dronning Agnes. Knud og Erik har glorier, Agnes har ingen glorie og bærer tekstbånd med en Mariabøn. Efter Erik Klipping var blevet myrdet i Finderup lade, regerede dronning Agnes for sin søn Erik Menved. Presset fra andre tronkrævere var voldsomt, trods fredlysning var Marsk Stig stadig en mægtig mand i Danmark, og Agnes havde brug for understregning af hendes overhøjhed. Kalkmalerierne i korsskæringen dateres til o.1300. I Tømmerby kirke ved Kalundborg ses et fragment af mordet på Erik Plovpenning, så muligvis har den politiske udmaling i Ringsted ikke været isoleret.

Skjoldfrisen på skibets nord og sydvæg har aldrig været overkalket men har til gengæld været overmalet så mange gange, at heraldikken er noget tvivlsom, ved restaureringen i 1900-09 blev skjoldfrisen flyttet højere op på væggen. I Danmarks kirker, Sorø amt, 1.halvbind s.144-45 kan man se Søren Abildgårds tegning fra 1757 af skjoldfrisen. På en af hvælvingspillerne i skibets nordside fandt man et våben for Peder Krumpen fra o.1400, som er rimeligt uforandret. Murblokken blev afhugget og opstilet i kirkens museum.

På den første af skibets søndre arkadepiller ses en velsignende Kristus og minuskelindskriften HIC EST ALTITUDO SALUATORIS (:Her er frelserens højde). Kalkmaleriet dateres til o.1400. På samme sted fandt man i 1900-09 et billede af Erik Plovpenning med scepter og rigsæble og trædende på sin bror og morder Abel, hvis navn stod med minuskler. Billedet blev fjernet i forbindelse med nedrivningen af hvælvene.

Over arkaden fra koret til det søndre kapel ses det Knuthske våben malet i 1776, modsat over arkaden til nordkapellet har været biskop Harboes våben. I 1916 malede Joakim Skovgård et billede af Dronning Dagmar over hendes grav ved den nordvestre korsskæringspille.

På korets nordvæg ses et epitafium fra 1575 over Oluf Mouritsøn (død 1573) og Anna Hardenberg, hvis dødsår ikke er blev udfyldt. På epitafiet ses ægteparret knæle ved en bedepult. I nordre korsarms kapel ses desuden gravstenen over ægteparrets grav. På gravstenen ses Oluf Mouritsøn i fuld rustning og Anna Hardenberg i enkedragt, under Oluf Mouritsøn står "Død 25.juni 1573" under Anna Hardenberg står "An Hardenberg død …." På stenen ses desuden anevåben. I 1901 åbnede man gravene under gravstenen og fandt Oluf Mouritsøns grav forstyrret, formodentlig efter en åbning af graven i 1817, Anna Hardenbergs grav var urørt.

I nordre korsarms kapel ses Danmarks største adelsgravsten fra 1553 over Mourits Olufsen (Krognos) til Bollerup (død 1550), hans hustru (død 1563) og hans mor (død 1545). Ridder Mouritsen lægger armen på sin hustrus skulder, hustruen og moderen er begge klædt i enkedragt. På stenen ses desuden anevåben.

På siden Gravsten og epitafier kan man læse en fyldig gennemgang af kirkens gravsten. Tryk på nedenstående link, vælg Kirker, vælg R og søg Ringsted.

Gravsten og epitafier

Korstolene af egetræ fra o.1420 er nært beslægtet med korstolene i Roskilde Domkirke. Rygpanelerne afsluttes øverst med relieffer på en skråbaldakin, mod nord scener fra Det gamle Testamente mod syd Det nye Testamente. På den nordre korstolerækkes yderside ses Syndefaldet og Mikael dragedræber på indersiden Johannes Evangelisten, på den søndre korstolerække ses på ydersiden Kristoffer, på indersiden Sankt Gertrud.

Døbefonten er et gotlandsk sandstensarbejde fra o.1150, som tillægges stenmesteren Sighraf og menes at være et af hans tidlige værker. På kummen ses scener fra Jesus barndom: Bebudelsen, Besøgelsen, Kongernes tilbedelse, Fødslen, Kongernes drøm og Flugten til Ægypten. På foden ses dyr og dekorativ udsmykning. Fonten er registreret i Mackeprang - Importerede kalk og sandstensfonte - Østlig import - Romanske fonte.