Ribe Domkirke

Tilbage til Liste over kirke

Ribe Domkirke

Billedserie

Liste over billeder

Ribe Domkirke

Ribe hr., Ribe amt, Ribe stift. Sydvestjylland. Kirken var i middelalderen viet til Vor Frue. Den romanske stenkirke er opført i perioden 1150-1225. Kirken har bestået af apsis, to tværskibe og et trefløjet skib. Man har afsluttet byggeriet o.1225 med vestgavlen. Kirken var i midten af 1800-tallet så brøstfældig, at man overvejede at rive den ned, men efter mange overvejelser valgte man at lade den restaurere ved H.C.Amberg i perioden 1882-1903, restaureringen bygger på nøje undersøgelser og må anses for ret pålidelig. Udsmykningen af apsidens og tværskibenes murværk er væsentlig for forståelsen af den romanske kirkes bygningsstil i Danmark. Søndre tværskibs portal i sydgavlen er den berømte Kathovedportal med Korsnedtagelsen i tympanonfeltet og Det himmelske Jerusalem i gavltrekanten, bronzedøren er udført af Anne Marie Carl Nielsen i 1904.

Apsis knytter sig næsten direkte til tværskibene, der er kun tale om et rudimentært kor. Den etagedelte udsmykning er i det store hele bevaret i uændret tilstand fra romansk tid. Den hviler på en firedobbelt granitsokkel, som er profileret og over to meter høj. Soklens øverst skifte bærer seks kraftige halvsøjler med varierede baser og kapitæler, overvejende i granit. Halvsøjlerne deler den nederste etage i syv rundbuede blændinger, der deles af tvillingrundbuer med midtkonsoller. Den næste etage er højere og deles i ni falsede rundbueblændinger af otte halvsøjler med hjørneknopbaser og bladkapitæler. I fem af blændingerne ses rundbuevinduer. Over en smal gesims rejser sig den øverste etage, der har glat mur med nicher. Nicherne er tredobbelte og firedobbelte med frisøjler. Den tredobbelte niche mod øst har lysåbning ind til kirkerummet. Apsiden afsluttes øverst med en gesims, som ikke har nogen relation til den romanske bygning men er en tilføjelse fra restaureringen 1882-1903.

Nord og syd for vestgavlen har stået to tårne i lighed med det nuværende søndre tårn, som er en rekonstruktion fra slutningen af 1800-tallet. I 1283 styrtede det nordre tårn ned, og man valgte at opføre et såkaldt borgertårn, som det kendes fra nederlandske byer, et såkaldt Belfroete-tårn, der har tjent som opbevaringsrum og vagttårn, i dette tårn hang byens stormklokke, i dag kan man nyde udsigten fra tårnets top. Til de romanske sideskibe knytter sig sengotiske ydre sideskibe, som formodentlig er sammenlagte kapeller i munkesten fra 1400-tallet. Sideskibene skjuler i dag de romanske mure, men man kan se rester af lisener og må formode at skibets flankemure har haft blændinger som tværskibene.

Den romanske kirke er overvejende bygget af tufsten over en profileret granitsokkel. Tufstenen er formodentlig importeret fra stenbrudene ved Drachenfels syd for Køln. Desuden er benyttet en betydelig mængde rødlig Wesersandsten, formodentlig fra Porta Westfalica. Til piller, hjørner og prydsøjler er der i vid udstrækning benyttet granit samt lidt jernal og frådsten. Bygningsstilen kan minde om de rhinlandske tufstenskirker f.eks. Maria Laach ved Koblenz.

Tværskibenes murværk er opdelt i to etager. Etagerne deles af lisener i blændingsfelter, forneden tre enkeltbuede, foroven to tvilling-rundbuede, hvis småbuer hviler på granitkonsoller i granit formet som mandshoveder. I de øvre blændinger ses rundbuede vinduer. Tværskibenes gavle har nogle af landets ældste blændingsdekorationer, de nordlige er bedst bevaret. Gavlfeltet opdeles af halvsøjler i syv tvillingrundbuede højblændinger. Øverst har tværskibene søjler på hjørnerne. Det nordre tværskibs nordportal har tre par søjler og profileret tympanon, som er glat. Portalen har formodentlig siddet som portalomfatning mod vest i sideskibet og blev fundet indmuret i nordre tværskib under restaureringen 1882-1903. Da Nordre tværskibs oprindelige portal var knækket, blev den udskiftet med den indmurede. Søndre tværskibs sydportal er den berømte Kathovedportal.

Vestpartiet anses for at være fra o.1225. Midtskibets vestfag blev ved restaureringen forhøjet til den oprindelige højde, hvilket bygger på et ret sikkert grundlag. Vestportalen har tre par granitsøjler med omløbende, kragbåndagtige bladkapitæler, der omfattes foroven af et højt, falset og svagt spidsbuet felt med trekvartsøjler i inderfalsen, feltet har tre søjlebårne blændinger, der indtil nyere tid indeholdt et relief fra o.1400 med en krucifiksgruppe, relieffet sidder nu i nordre ydre sideskib. Resten af gavlen er en friere rekonstruktion. Sydtårnet er en genskabelse af det ene af vestpartiets to oprindelige tårne, til genopførelsen er benyttet gamle bygningsdele, men da man ikke har nogen sikker beskrivelse af de oprindelige tårne er udformningen fri.

I 860 fik Ansgar tilladelse af kong Hårik til rejse en kirke i Ribe og placere Rembert som præst på stedet. Rembert efterfulgte senere Ansgar som ærkebiskop i Bremen. Vi ved ikke om Ansgars ret beskedne trækirke har haft samme beliggenhed som den nuværende domkirke eller om den overhovedet har stået i Ribe. Men der har formodentlig stået en række trækirker på stedet inden man i første halvdel af 1100-tallet begyndte opførelsen af den nuværende kirke. Den tidligste omtale af en stenkirke i Ribe findes i en krønike, skrevet af en præst ved Ribe domkirke i begyndelsen af 1200-tallet, den knytter opførelsen af den første stenkirke til biskop Thure, der faldt ved Fodevig i 1134. Om Thure meddeler bispekrøniken, at han som den første begyndte at "Grundlægge Ribe kirke med tavleværk af sten". Oprettelsen af domkapitlet i 1145 kan fortolkes som fuldførelsen af Thures kirke. En brand i 1176 ødelagde dele af kirken, men det nederste af apsis og det nederste af den søndre korsarm skulle være bevaret, nyere forskning mener, at større dele af den oprindelige kirke blev bevaret efter branden, og man mener, at de ældste dele næppe kan sættes tidligere end omkring 1150-75. Ved undersøgelserne under restaureringen i 1882-1903 fandt man tegn på, at den nuværende domkirke er opført uden om biskop Thures kirke, der har stået inden for midterskibets afgrænsning med kor i den nuværende korsskæring.

I den nuværende kirke findes en niche i nordre tværskib med rester af kalkmalerier fra 1100-tallet, i denne niche ligger de jordiske rester af tre tidlige ribebisper bl.a. Odinkar (død 1043), som var af dansk kongeslægt og som med sin fædrenearv skal have grundlagt bispedømmets rigdom. Biskop Elias (1142-62) menes at være initiativtagerne til den nuværende domkirke. Biskop Omer (død 1204) bekostede et højalter beklædt med billeder i guld og med en baldakin båret af forgyldte søjler (et ciborium). I midten af 1200-tallet stod den nuværende domkirke færdig, og i 1259 kunne man gravlægge Kristoffer I i korsskæringen. Ivar Munk blev Ribes sidste biskop, i kirken ses flere minder om Ivar Munks tid, bl.a. hans fornemme gravsten.

Efter reformationen ændredes livet omkring domkirken. Antallet af præster blev reduceret kraftigt og kirkens godser blev inddraget, desuden blev kirkens skatte af guld og sølv inddraget, man skrabede sågar guld af forgyldte kobberkar. Hans Tavsen var biskop i Ribe fra 1541 til sin død i 1561. Over for bispegården boede Anders Sørensen Vedel til sin død i 1616, han var ansat som kongelig historiegraf og oversatte Saxo's Danmarkshistorie til dansk, desuden indsamlede han folkeviser og skulle udfærdige en Danmarkshistorie, som dog aldrig blev færdig. Reformationen betød at rummet ændrede sig, tyngdepunktet flyttede sig fra højalteret i koret til prædikestolen i midterskibet, men selve rummets karakter blev ikke ændret. De mange sidealtre blev fjernet, men blev erstattet af epitafier. De katolske tidebønner blev erstattet af morgen og aftensang i højkoret, som blev udført af latinskolens elever, peblingene, der har indridset navn og årstal samt brætspil ind i bænkene. I 1597 fjernedes den katolske udsmykning på højalteret og en altertavle med rigsvåbnet opsat, i felter var indsat malerier af Laurits Andersen Riber, hvoraf syv er ophængt i det ydre sideskib mod syd, desuden har man bevaret flere træskærerarbejder fra tavlen, disse er nu indsat i orgelpulpiturets underbygning.

Ved nedstyrtningen af det nordre tårn i 1283 begyndte domkirkens langsomme nedbrydning. De romanske mure kunne ikke holde til trykket af de gotisk hvælv. Flere forsøg har været gjort for at redde bygningen, men religionskrigene i begyndelsen af 1600-tallet, da Wallensteins tropper invaderede Jylland i 1627-29, stormflodskatastrofen i 1634 samt svenskekrigene var hårde ved kirken, og de efterfølgende tiders svage økonomi bremsede for genopbygning og udbedring. I begyndelsen af 1800-tallet var man ved at opgive kirken, men N.L.Høyens store interesse for den nationale historie og de historiske monumenter førte til, at man i 1840-45 gennemførte de første restaureringer.

Søndre tværskibs sydportal (Kathovedportalen) har to søjlpar samt tympanon og trekantgavl med relieffer. De yderste søjler hviler på menneskeædende løvefigur, som er ret forvitrede. Tympanonen sidder i et falset hesteskoformet bueslag og bærer et af landets fornemste granitrelieffer fra romansk tid. I højt relief fremstilles Korsnedtagelsen, relieffet er af så høj kunstnerisk kvalitet, at det næppe er en lokal kunstner, som har hugget det, man må regne med, at en udenlandsk kunstner fra Sydeuropa har været i Ribe og udført dette mesterværk o.1175. Mackeprang peger på inspiration fra et relief i dominikanerklosteret i Silos (Spanien), som ligger på den gamle pilgrimsvej til Compostella. Trekantgavlen over sydportalen er tilføjet i begyndelsen af 1200-tallet, her ses et sandstensrelief med Det himmelske Jerusalem. I midten troner Kristus og den kronede Maria, begge holder om et kors, under disse ses en biskop og en konge med kors, hvem de er diskuteres stadig, ligesom dateringen også er usikker, muligvis er kongen Valdemar Sejr. På bronzedørens dørringsbeslag ses et løvehoved fra o.1225. Selve døren er udført af Anne Marie Carl Nielsen, og de skægløse ansigter er portrætter af Carl Nielsen.

De kæmpende løver under Kathovedportalens søjler kendes fra andre danske kirker, som f.eks. fragmenterne fra Dalby kirke i Skåne. På Kathovedportalen visualiseres kampen mellem det onde og det gode som kampen mellem en mand og en løve, her er løven dog den stærkeste. Den østligste figur har stor lighed med løvekampen i Bøstrup.

Løver kendes ikke som søjlebærende led i portaler fra græsk eller romansk arkitektur, men fra assyriske paladser. Løvernes anvendelse på norditalienske kirkeportaler i romansk tid og løvernes udbredelse i den romanske skulptur er en gåde. Den løses ikke kun ved at henvise til korsfarerne. Mange nordiske vikinger af fornem slægt tjente en tid som livvagter i den kejserlige garde i Miklagård (Konstantinopel). Et par af dem har ristet runer på skulderen af den antikke løve fra Piræus, der nu stå i Venedig. Også i Hagia Sofia ses runer på rækværket. De kristne ridder og deres følgesvende har formodentlig mødt løver i Lilleasien eller set dem i løvekuler, men inspirationen har næppe nået Europas fjerneste egne. Vi må regne med irrationelle ting som billedglæde og fantasi. Løven udstråler styrke, som mennesket ønskede at overvinde. Daniels skyldfrihed lukkede løvens gab, og de gamle stenmestre tæmmede løven til stenens blok. Løven er især fremherskende i den romanske stenskulptur i Østjylland, hvor den ses på de såkaldte Østjyske løvefont, men løven ses også på et større antal stenportaler i Jylland. På øerne er der kun få løver, på Langeland ses flere romanske stenrelieffer med løver, disse har muligvis tilknytning til Slesvig, hvor løven er brugt i flere romanske stenrelieffer.

Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945)

Hun gik på Tegne og Kunstindustriskolen for Kvinder i København fra 1882 som elev af August Saabye, samtidig modtog hun undervisning af J. Roed og H. Olrik, 1889-1890 havde hun friplads på Kunstakademiets Kunstskole for kvinder. Anne Marie Carl Nielsen begyndte at modellere, da hun var ganske ung, og hendes dyrestatuetter er en klar demonstration af en nøje iagttagelsesevne og indlevelse i dyrenes væsen og bevægelser. Under et ophold i Paris fik hun forbindelse med Willumsen, og i samme by mødte hun komponisten Carl Nielsen, som hun giftede sig med i 1891. I 1903 rejste parret til Grækenland, og i 1904-05 var hun atter i Athen, hvor hun arbejdede med at kopiere græske antikker. Igennem årene fik hun mange, store bestillinger, bronzedørene til Ribe Domkirke, statuen af Dronning Dagmar, og Rytterstatuen af Chr. IX på Christiansborg Slots ridebane samt Carl Nielsen monument på. Hun var mangeårigt medlem og flittig udstiller på Den frie Udstilling, hvor hun som personlighed og kunstner gjorde stærkt og uudsletteligt indtryk på yngre generationer.

Kirkeudsmykning: 3 bronzedøre til Ribe Domkirke (1904); Sønder Stenderup kirke gipsrelieffer (udkast til Kathoveddøren) indsat i murværket (1922);

Tryk på nedenstående link og se kirkens hjemmeside

Ribe domkirke

Frem til o.1200 havde man opført apsis, tværskibe og det trefløjede skib. Over korsskæringen havde man projekteret en tufstenskuppel, tværskibene og midterskibet havde flade lofter mens sideskibene havde romanske grathvælv. I Valdemar Sejrs tid (1202-41) slog gotikkens arkitekturidealer igennem, man ønskede mere lys i kirken. Inspirationen kom fra katedralen i St. Denis nord for Paris, men vejen har formodentlig gået over katedralerne i det rhinsk-westfalske område. I Ribe ændrede man den oprindelige plan med flade trælofter og gennemførte den nuværende overhvælving. I Hviding kirke i Sønderjylland, kan man se en påbegyndt trefløjet kirke med lysåbninger til midterskibet øverst i nordmuren. Kirken dateres til o.1200 og er bygget af tufsten som Ribe Domkirke, men projektet blev aldrig gennemført og i dag står kirken uden sideskibe.

Midterskibet er overhvælvet med højtspændte ribbehvælv. Øverst gennembrydes muren vinduer mod nord og syd. Hvælvets tyngde føres gennem ribberne ned i slanke vægsøjler, der visse steder hviler på konsolfigurer, som dateres til 1225-50, blandt konsolfigurerne ses en mandsfigur stående på en drage, figuren havde et fremtrædende mandslem, som blev fjernet i 1865 af anstændighedsgrunde. Under vinduerne ses triforier, tredelte buegallerier. Nederst ses rundbuede arkader på firkantede søjler til sideskibene. I midten af 1200-tallet var byggeriet fuldført, og i 1259 kunne man gravlægge Kristoffer I under kuplen i korsskæringen. En stenkiste fra Kristoffer I's grav kan i dag ses i det ydre nordre sideskib, den nedslidte gravsten over Kristoffer I kan ses i nordre tværskib. Men det romanske murværk var ikke stærkt nok til hvælvenes tryk, og i 1283 kom den første katastrofe, da det nordre tårn faldt ned og dræbte adskillige mennesker.

I nordre tværskib ses et krucifiks fra o.1475. Korstolene blev opsat i begyndelsen af 1500-tallet under biskop Ivar Munk, hvis gravsten kan ses i det ydre sønder sideskib, gravstenen er udført på Claus Bergs værksted i Odense o.1530. I det ydre nordre sideskib kan man se en dørfløj med Ivar Munks våben, dørens tekst opfordrer kannikkerne til at skynde sig til gudstjenesten. På vestvæggen i nordre sideskib er opsat figurer til et mekanisk urværk fra 1401, her ses Prins Jørgen og dragen. Prædikestolen fra 1597 er skåret af Jens Asmussen fra Odense, der også har udført prædikestolen til Sankt Knuds kirke i Odense. Orgelfacaden er skåret af Jens Olufsen i 1633-36, pedaltårnenes facader er skåret i 1653. I det ydre søndre sideskib mod øst er indrettet et gravkapel for rigsadmiral Albert Skeel og Berte Friis, på østvæggen er opstillet et sandstensepitafium. I ydre søndre sideskib mod vest ses en gravsten over Claus Sehested og Lisbeth Juel.

På siden Gravsten og epitafier kan man se gravminder over Ivar Munk, over Claus Sehested og Lisbeth Juel samt over Albert Skeel og Berte Friis. Tryk på nedenstående link og søg Ribe.

Gravsten og epitafier

I 1843 begyndte man at banke det gamle pudslag ned, hvorfor det ikke længere er muligt at undersøge for spor efter kalkmalerier på væggene. I dag ser man enkelte restaurerede udsmykninger som borter på ribber og stenimitationer på buer, desuden ses i søndre tværskib en såkaldt Atlan, der bærer himmelhvælvet og som ofte blev brugt af middelalderens bygmestre til selvportræt. Man mener ikke der har været kalkmaleriudsmykninger men farvede glasvinduer, der sammen med de farvede borter på hvælvribberne dannede et raffineret hele. På to af midterskibets piller ses Maria med barn samt Bartholomæus og Andreas, begge billeder dateres til o.1530.

Døbefonten fra 1400-tallet af malm er formodentlig støbt i Flensborg.

I 1904 opstillede man et ciborium tegnet af H.C.Amberg som en fantasi over kirkens oprindelige alter, en kalkmalet udsmykning i apsiden blev dog aldrig udført. I 1920'erne havde man planer om en mosaikudsmykning af Joakim Skovgaard, heller ikke denne blev gennemført. I 1982 blev der atter fremsat planer om en udsmykning af kor og apsis. Hans Edvard Nørregård Nielsen fra Statens Kunstfond foreslog Carl-Henning Pedersen som kunstner og efter megen overvejelse vedtog man i menighedsrådet at gennemføre projektet. Statens Kunstfond støttede økonomisk men trods det havde man store betænkeligheder, idet kunstneren var erklæret ateist. Udkast til udsmykningen blev udstillet i Galleri Bentzon i Ribe, 10.000 besøgte udstillingen og halvdelen udtalte sig om forslagene i en protokol, deraf var halvdelen positivt stemt, efter dette valgte man at gennemføre udsmykningsarbejdet. Alterbordet er tegnet af Ebbe Lehn Petersen, der også har stået for de arkitektoniske ændringer af koret.

Udsmykningen består af kalkmalerier i kuppelhvælvet, glasmosaikker i de fem vinduer og syv mosaikker i apsisrundingen. Kalkmalerierne i kuppelhvælvet skildrer i kunstnerens frit fabulerende stil nogle arketyper fra de danske kalkmalerier, man genkender Syndefaldet, Bebudelsen, Enhjørningen, Skibet og den syvarmede lysestage. Kalkmalerierne kan minde om de gotiske drollerier og er den del af udsmykningen, som har skabt mest modstand, især fordi kunstneren ikke har udstukket et klart program for kuppelhvælvets ikonografi. De fem glasmalerier er også udført i kunstnerens farver og stil, men her er udtrykket mere i tråd med andre glasmalerier, det guddommelige lys fra øst strømmer ind i kirken og bliver forskønnet af glassets farver, her har kunstneren givet ruderne titler, fra nord mod syd kalder han ruderne Fra jord til himmel, Blå legende, Himmel og jord, Det røde hjerte og Himlens øje. De syv mosaikker er udført i stift mosaikker importeret fra Italien og tilhugget af kunstneren selv. De syv mosaikker har titlerne Himlens lys, Slægter følger, Efter Syndfloden, Jakobs drøm, Elias himmelfart, Livets kalk og Himlens port. Mellem Himlens lys (Skabelsen) og Himlens port (Dommedag) ser vi det centrale billede Jakobs drøm, der symboliserer Himmelfarten. Omkring Jakobs drøm ser vi Syndfloden og Elias himmelfart, gammeltestamentlige præfigurationer på Guds nåde og Himmelfarten. Slægter følger fremstiller en Bebudelse, der indeholder en enhjørning som i visse middelalderlige kalkmalerier (se Gislev kirke på Sydfyn), denne ikonografi går igen i kuppelhvælvets kalkmalerier.

Carl-Henning Pedersens udsmykning i Ribe skabte ikke blot diskussion inden udførelsen men også efter. Diskussionen var indirekte årsag til at menighedsrådsloven blev revideret i 1992. Heri præciseres de enkelte instansers kompetencer. Især blev menighedsrådene mere centralt placeret. De gamle institutioner mente det ville føre til en kvalitetsmæssig nedgang, men den efterfølgende tid synes at modbevise dette. I tiden efter udsmykningen i Ribe er det nærmest eksploderet med nye udsmykninger i vores kirker. Prøvede kræfter som bl.a. Mogens Jørgensen, Erik Heide, Per Kirkeby, Hein Heinsen, Maja Lise Engelhardt og ikke mindst Peter Brandes har fortsat skabt væsentlige kirkeudsmykninger, men også nye kræfter er kommet til. Ikke alt når de sublime højder, men sådan har det været til alle tider.

Carl-Henning Pedersen har med udsmykningen i Ribe ikke blot skabt et hovedværk inden for dansk kirkekunst, som medstifter af Cobra i 1948 var han med til at fremprovokere en ny udvikling i kunsten, udsmykningen i Ribe var ikke tænkt som en provokation men blev en katalysator, der skabte en nyudvikling inden for kirkekunsten. Projektet " Kan et figentræ bære oliven" i Østerbro provsti i 2005 med fem unge kunstnere er et af de nye spændende projekter, der med tiden kan føre til ny og spændende kirkekunst.

Ribe domkirke har udgivet et hefte om Carl-Henning Pedersens udsmykning af korbuen (2002, ISBN 87-989080-0-6), heri skriver Richard Kværnø om udsmykningen. I bogen Kunsten i kirken (Thanning og Appel 2005, ISBN 87-413-6439-2) skriver Mikael Wivel om udsmykningen i Ribe domkirke. Desuden har Carl-Henning Pedersens hustru Sidsel Ramson skrevet en bog med artikler af forskellige forfattere og dagbogsnotater, der fortæller om arbejdet med udsmykningen (Borgen 2004, ISBN: 87-21-02141-4).

Carl-Henning Pedersen (født 1913)

Han er som kunstner autodidakt. Gennem Richard Mortensen og Ejler Bille fik han kendskab til værker af Kandinsky, Miro, Klee og Picasso. De tidligste billeder er præget af forsøg med konstruktiv-kubistiske former og farvernes indvirkning på hinanden. Han malede i begyndelsen billeder i blide rosa, men siden ses voldsomme ekspressive arbejder i stærke farver. Efter krigen blev han et væsentligt medlem af den spontan-abstrakte kunstnergruppe Cobra 1948-51. Hans motivverden hviler på fablen, eventyret og myten. Blandt forudsætningerne kan nævnes børnetegninger, folkekunst, primitiv kunst og de danske kalkmalerier. Han gengiver universets sole, stjerner og himmellegemer og befolker lærrederne med fantasidyr, fugle, fisk, flyvende heste, mennesker og gudelignende væsener, konger og prinsesser, der færdes blandt slotte og tårne. Farven er den afgørende faktor, gennem den søger han at vise tilværelsens mening. Malerierne blev i Cobra-tiden ofte udført med anvendelse af pointillismens prikker, hvilket førte til mosaikarbejderne, hvis teknik han havde studeret på rejser til Ravenna, Lilleasien, Sicilien og Grækenland. I 1981 begyndte han at arbejde med glas i samarbejde med glarmester Per Steen Hebsgaard og har i dette materiale udført arbejder til Frihedsmuseet og vinduer til Ribe Domkirke. I 1976 indviedes Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning, som rummer en omfattende samling af de to kunstneres værker.

Kirkeudsmykning: Ribe Domkirke kalkmalerier, mosaikker og glasmosaikvinduer i kor (1983-88)