Nr.125 Johannes Døberens halshugning

Tilbage til forside

Højtideligheden for Johannes Døberens halshugning, som beskrives i bogen MITRALI OFFICIO, blev indført af fire grunde. For det første på grund af selve halshugningen, for det andet på grund af indsamlingen og kremeringen af den hellige persons knogler, for det tredje fordi man fandt hans hoved, og for det fjerde fordi man overflyttede Ún af hans fingre og indviede en kirke til hans ære. Indførelsen af højtideligheden i forbindelse med Johannes Døberens halshugning blev til på følgende måde. I den skolastiske historie kan vi læse, at Herodes Antipas, søn af Herodes den store, var på vej til Rom og gjorde ophold, for at besøge sin bror, Philip. Han traf en hemmelig aftale med Philips hustru, Herodias, som ifølge Josephus var søster til Herodes Agrippa, aftalen gik ud på, at på tilbagevejen skulle Herodes forstøde sin hustru og gifte sig med Herodias. Men dette var ikke nogen hemmelighed for Herodes Antipas hustru, som var datter af Aretas, kongen af Damaskus. Hun ventede ikke på sin mands tilbagekomst, men rejste så hurtigt hun kunne til sit hjemland. Da Herodes kom tilbage tog han Herodias fra Philip, hvorved han blev fjende til Kong Aretas, Herodes Agrippa og Philip.

Johannes Døberen gik i rette med Herodes angående dette, fordi han ifølge loven ikke havde ret til at gifte sig med sin brors hustru, så længe broderen levede. På grund af Johannes alvorlige anklage, og fordi Johannes var populær blandt mange, på grund af sine prædikener, lod Herodes ham lægge i lænker og satte ham i fængsel. Han ønskede også at behage sin hustru men frygtede at miste loyalitet fra Johannes tilhængere. I virkeligheden ønskede han at dræbe Johannes, men han var bange for folket. Herodes og Herodias ønskede begge at finde en lejlighed til at slippe af med Johannes, og det synes som om, de i al hemmelighed har aftalt, at fejre Herodes fødselsdag ved at invitere de ledende mænd i Galilæa til en middag, hvor Herodias datter skulle danse, Herodes skulle dernæst sværge at ville give datteren alt, hvad hun ønskede, og hun skulle ønske Johannes hoved. På grund af sin ed, skulle han imødekomme hendes ønske og lade som om, han var ked af det. At der har været denne sammensværgelse, antyder den skolastiske historie i teksten: "det er troligt, at Herodes og Herodias hemmeligt har planlagt Johannes død ved denne lejlighed." Jeronimus siger i GLOSS: "Han svor derfor at finde en lejlighed til at dræbe Johannes, for havde pigen bedt om moderens eller faderens død, ville Herodes ikke have protesteret."

Festen blev afholdt og pigen var tilstede, hun dansede for selskabet, som var begejstret, og kongen sværgede, han ville give hende alt, hvad hun ønskede, hun fulgte sin mors ordre og bad om Johannes hoved. Den falske Herodes lod som om han var ked af, han havde sværget, for som Rabanus siger, han måtte gøre, hvad han havde sværget. Men bedrøvelsen var kun i hans ansigt. I sit indre var han henrykt. Han undskyldte sin forbrydelse med at henvise til sit løfte, han gjorde en ondskabsfuld gerning under dække af en falsk ærlighed. Skarpretteren blev hentet, og Johannes mistede sit hoved, og hovedet blev givet til datteren, som gav det til sin utro mor.

I en prædiken om Johannes halshugning benyttede Augustin denne ed fra Herodes til en historie om moral: "Jeg hørte denne historie fra en uskyldig og troværdig mand. Da en mand nægtede at give ham en ting tilbage, han havde lånt ham eller som han ejede, blev han bedrøvet og tilskyndede låneren til at sværge. Låneren sværgede og udlåneren tabte. For den nat drømte udlåneren, at han blev bragt for en dommer, denne spurgte ham: "Hvorfor tvang du låneren til at sværge, når du vidste, han ville sværge falsk". Udlåneren svarede: "Han nægtede at give mig, hvad der var mit". Dommeren sagde: "Det havde været bedre, at du havde mistet dine ting, end at tvinge låneren til at sværge falsk". Udlåneren blev straffet ved at blive lagt på gulvet og pisket så hårdt, at da han vågnede fra drømmen, var piskeslagene synlige."

Men det var ikke på den dag vi fejrer, at Johannes Døberen blev halshugget, det var under de usyrede brøds dage året før Kristus Passion. Men det er rigtigt, at da Herrens mysterier fejres på denne tid, måtte mindre begivenheder vige for vigtigere og blive fejret på et andet tidspunkt. I forbindelse med halshugningen fortæller Johannes Chrysostom: "Johannes er dydens lære, livets vejviser, fromhedens forbillede, retfærdighedens rettesnor, uskyldens spejl, beskedenhedens kendetegn, kyskhedens eksempel, angerens vejviser, syndernes forladelse, troens styrke. Johannes er større end et menneske, lig engle, essensen af loven, evangeliernes bekræftelse, apostlenes stemme, profeternes tavshed, verdens fyrtårn, Dommerens bebuder og centrum for hele Treenigheden. Og så stor en mand blev givet til en kvinde skyldig i blodskam, forrådt af en ægteskabsbryder, givet som gave til en dansepige."

Herodes undslap ikke straffen, han blev dømt til landsforvisning. I den skolastiske historie står, at den anden Herodes, Agrippa, var en modig mand men forarmet, han var så fattig, at han gik ind i et tårn for at dø af sult. Men da hans søster, Herodias, hørte dette, bad hun sin mand, Herodes Antipas, at få broderen ud af tårnet og sørge for hans fornødenheder. Det gjorde han, men mens de to mænd festede sammen, drak Herodes Antipas så meget, at han blev fuld og begyndte at håne den anden på grund af al den hjælp han havde givet ham. Agrippa blev krænket over de hånlige ord og rejste til Rom, hvor han vandt Caius Cæsars gunst og fik to fyrstedømmer, Lisania og Abilene, desuden blev han sendt hjem med det kongelige diadem, som konge over Judæa.

Herodias så, at hendes bror nu var konge og opfordrede sin mand til at rejse til Rom og få en lignende titel. Men han var en meget rig mand og følte ikke lyst til forfremmelse, han foretrak sit magelige liv frem for æresbevisninger, der medførte arbejde. Men hans hustru vandt til sidst, og han rejste til Rom, idet han tog sin hustru med. Herodes Agrippa fik nys om dette og skrev til kejseren, at Antipas var blevet ven med Parternes konge og ville gøre oprør mod det romerske kejserdømme. Som bevis på dette nævnede Agrippa, at Antipas havde våben nok til at udruste en hær på 70.000 mand. Da Caius havde læst dette, spurgte han Antipas om hans forehavender, som om han havde informationer fra en anden kilde, han spurgte ham blandt andet, om det var rigtigt, han havde så mange våben i sin by, og Antipas så ingen anledning til at skjule dette. Derefter anså kejseren, at Agrippa havde skrevet sandheden og sendte Agrippa i landflygtighed, men gav dog tilladelse til, at hans hustru kunne vende hjem til sit hjemland, idet Herodias var Agrippas søster, og kejseren holdt meget af Agrippa. Men Herodias valgte at følge sin mand i landflygtighed, idet hun sagde, at hun havde fulgt ham i gode tider og ville ikke forlade ham i modgang. De blev så deporteret til Lyon, hvor de endte deres dage i fattigdom.

Den anden begivenhed som fejres ved denne fest er afbrændingen og indsamlingen af Sankt Johannes knogler. Ifølge nogle kilder blev hans knogler brændt på den selv samme dag han led sit martyrium, og blev delvist indsamlet af de troende. På den måde led han et andet martyrium, idet hans knogler blev brændt. Derfor fejrer kirken hans andet martyrium på denne dag. I den tolvte bog af den skolastiske historie kan vi læse, at Johannes disciple begravede hans legeme ved Sebaste i Samaria, en by i Palæstina mellem Elisæus og Abdias, og mange mirakler skete ved hans grav. Derfor beordrede Julian Den frafaldne hedningene til at sprede knoglerne, men miraklerne holdt ikke op, derfor blev knoglerne samlet og brændt, hvorefter de blev pulveriseret og spredt for vinden over markerne.

Men Bede fortæller, at knoglerne blev spredt endnu videre omkring, og endnu et martyrium synes at have fundet sted. Når folk samler knogler fra her og der og brænder dem på festdagen for Johannes fødsel, højtideligholder de dette, uden at vide det. Under alle omstændigheder blev knoglerne samlet for at blive brændt, som både den skolastiske historie og Bede fortæller, og nogle munke kom fra Jerusalem i al hemmelighed og blandede sig med hedningene, og det lykkedes dem at bortføre mange af relikvierne. Dem gav de til Philip, biskoppen i Jerusalem, som sendte dem videre til Anastasius, biskoppen i Alexandria. Den senere biskop af Alexandria, Theophilus, skrinlagde knoglerne i serafernes tempel, som han havde renset og indviet som basilika for Johannes Døberen. Nu kan disse relikvier tilbedes i Genova, og både pave Alexander III og Innocent IV har bekræftet deres ægthed og tilkendegivet deres godkendelse ved at give privilegier.

Som Herodes måtte lide straffen for sin forbrydelse, ved at halshugge Johannes, således kom den guddommelige hævn også over Julian Den frafaldne, der beordrede martyrens knogler brændt. Hvordan Julian blev straffet kan læses i legenden om Sankt Julian umiddelbart efter legenden om Sankt Paulus omvendelse. En fuldstændig beretning om Julian Den frafaldnes herkomst, regering, grusomhed og død kan læses i Tripartite-legenden.

Konstantius, bror til Konstantin den store, havde to sønner, Gallus og Julian. Da Konstantin døde, lod Konstantius sin søn Gallus udråbe til cæsar men lod ham senere dræbe. Dette gjorde Julian frygtsom, og han blev munk men søgte samtidig sandsigere for at få at vide, om han ville blive kejser. Senere lod Konstantius sin søn Julian udråbe til cæsar og sendte ham til Gallien, hvor han vandt mange sejre. En dag passerede han mellem to søjler, hvor imellem en laurbærkrans var ophængt i en snor. Snoren brast og laurbærkransen faldt ned på Julians hoved og passede ham glimrende. Soldaterne råbte hurra og mente, det betød, han ville blive kejser. Soldater begyndte at kalde ham Augustus, og da der ikke var nogen krone til at krone ham med, tog en soldat en halskæde, som han bar, og lagde den på Julians hoved. På den måde gjorde hæren ham til kejser. Fra da af opgav Julian at foregive, han var kristen, han åbnede afgudernes templer og ofrede til dem, og han udråbte sig selv til ypperstepræst for den hedenske kult. Han lod alle kors omvælte og ødelægge. Men en dag faldt duggen på hans kappe og på alle, som var med ham, og alle dråberne blev korsformede. Efter Konstantius død ønskede Julian at behage alle, og han tillod enhver at dyrke den religion, vedkommende ønskede. Han afskedigede også alle eunukker, barberer og kokke fra sin husstand, eunukkerne fordi hans hustru var død, og han ikke havde taget en ny hustru, barbererne fordi han sagde, at en barber kunne tjene flere mennesker, og kokkene fordi han foretrak enkel mad. Han skrev flere bøger, hvori han nedgjorde kejsere, der havde regeret før ham. Da han afskedigede barberer og kokke, handlede han som en filosof og ikke som en kejser, da han bagvaskede eller priste, handlede han ikke som en filosof og ikke som en kejser.

Engang da Julian ofrede til afguderne, så man et kors omringet af en krone i det slagtede fårs indvolde. Dette syn fyldte præsterne med gru, idet de tolkede det som korsets kommende enhed, sejr og evighed. Julian forsikrede dem om, at det var et tegn på, at kristendommen skulle holdes nede og ikke måtte få lov at sprede sig uden for sin inderkreds. En anden gang, da han i Konstantinopel ofrede til gudinden Fortuna, ankom biskop Maris af Kalcedon, som på sine gamle dage var blevet blind, biskoppen beskyldte Julian for blasfemi og kaldte ham frafalden. Julian sagde: "Gallerne har åbenbart ikke været i stand til at helbrede dig." Maris svarede: "Jeg takker Gud for, at jeg ikke kan se dig, som du er, berøvet enhver form for religiøsitet." Julian kunne intet sige til dette og gik.

I Antioka lod han de hellige kar og klæder samle, han kastede dem på jorden og satte sig på dem og tilsølede dem. Kort efter blev han ramt af sygdom i den ende af sin krop, orm kravlede ud og gnavede i hans kød, og han led af dette resten af sit liv. Og en embedsmand, der også hed Julian, røvede kirken for dens hellige kar på kejserens befaling og lod sit vand i dem, idet han sagde: "Se de kar, hvor Marias søn æres." Straks forvandledes hans mund til en endetarm og fungerede som sådan derefter.

Julian Den frafaldne gik ind i Fortunas tempel, og templets præster stænkede vand på de indtrædende som en rituel rensning. Valentinia så en dråbe falde på sin kappe og slog præsten vredt, idet han sagde, at han ikke følte sig renset men tilsmudset af vandet. Julian hørte dette og beordrede Valentinia anholdt og forvist til ørkenen. Valentinia var kristen og som belønning blev han ophøjet til kejser.

Som tegn på hans had mod kristne lod Julian jødernes tempel genopbygge og skænkede store summer til bygningen. Men da en stor mængde sten var blevet bragt til stedet, blæste en voldsom vind og spredte stenene, og et voldsomt jordskælv rystede jorden, og ild brød ud fra fundamentet og opslugte et stort antal personer. En anden dag viste et stort kors sig på himlen, og jødernes tøj blev dækket med sorte kors.

Julian invaderede Persien og kom til Sesiphon, hvor han belejrede byen. Kongen tilbød at afgive en del af sit kongerige til kejseren, hvis denne ville trække sine tropper tilbage, men Julian ville ikke acceptere dette. Han fulgte Pythagores og Platons tanker om sjælevandring og mente, at han indeholdt Alexanders sjæl, eller nærmere, at han var en ny Alexander i en ny krop. Men et spyd fløj gennem luften og borede sig ind i hans side, af det sår døde han. Indtil i dag ved ingen, hvem som kastede spydet. Nogle mener, det blev kastet af en usynlig hånd, andre mener, at det blev kastet af en islamitisk hyrde, og nogle mener, det blev kastet af en soldat, der var træt af lange dagsmarcher og sult, men ligegyldigt om det var en engel eller et menneske, var det Guds ordre, som blev udført. Calixtus, som var tæt på Julian, siger, at kejseren blev ramt af en dæmon.

Den tredje begivenhed, som fejres ved festen i vore dage, er fremdragelsen af Johannes Døberens hoved, for det siges, at hans hoved blev fundet på denne dag. Vi kan læse i den elvte bog af Kirkens Historie, at Johannes blev lænket og halshugget i et fængsel i Arabien kaldet Makeronta. Herodias lod Johannes hoved bringe til Jerusalem, og som en sikkerhedsforanstaltning blev det begravet tæt ved hendes palads, fordi hun frygtede, at profeten ville genopstå, hvis hans hoved blev begravet sammen med kroppen. Under kejser Marcian, som ifølge den skolastiske historie blev kejser i 453, åbenbarede Sankt Johannes, hvor hans hoved var for to munke, som var kommet til Jerusalem. De ilede til Herodes palads, hvor de fandt hovedet rullet ind i en hårdugskappe, som jeg formoder, at Johannes har haft på, da han var i ørkenen. Da de var på vej hjem til deres hjemland med hovedet, fik de følgeskab af en pottemager fra Emissa, som flygtede fra fattigdommen. Pottemageren bar posen med hovedet, som munkene havde betroet ham, men han blev formanet af Sankt Johannes om at slippe væk fra dem, så han gik tilbage til Emissa med hovedet. Så længe han levede gemte han hovedet i en hule, hvor han tilbad det, og han blev ikke så lidt begunstiget for dette. Da han døde, overgav han relikviet i sin søsters varetægt, idet han påbød hende at holde det hemmeligt, og hun gav det videre til sine efterkommere.

En lang tid var gået, da Sankt Johannes åbenbarede, hvor hans hoved befandt sig for munken Sankt Marcellus, der levede i den tidligere nævnte hule. Her skal fortælles, hvorledes åbenbaringen fandt sted. Mens Marcellus sov, syntes han at se store menneskemængde passere forbi, idet de sang salmer, og de sagde: "Se, Sankt Johannes Døberen kommer." Dernæst så han den hellige Johannes, som blev fulgt af en ledsager ved sin højre side og en anden ved sin venstre side, og den hellige mand velsignede alle, som nærmede sig til ham. Marcellus gik hen til ham og kastede sig for hans fødder, og den hellige mand rejste ham, holdt ham under hagen og gav ham fredens kys. Marcellus spurgte ham, hvor han kom fra, og Johannes svarede: "Jeg er kommet fra Sebaste."

Da Marcellus vågnede, undrede han sig meget over denne åbenbaring. En anden nat, da han lå og sov, kom nogen og vækkede ham, og da han var vågen, så han en stjerne skinne i indgangen til hans celle. Han rejste sig og forsøgte at berøre stjernen, men den flyttede sig hurtigt til en anden del af hulen, og han fulgte den, til den stod stille over det sted, hvor Johannes Døberens hoved lå begravet. Marcellus gravede og fandt urnen med det hellige relikvie. En person, der var kommet tilstede, nægtede at tro, hvad han fik fortalt, og han dristede sig til at berøre urnen, men hans hånd begyndte øjeblikkeligt at visne og satte sig fast på urnen. Hans ledsagere bad for ham, og hans hånd slap fri, men den var stadig misformet. Johannes fremstod for ham og sagde: "Når mit hoved er blevet anbragt i en kirke, skal du berøre urnen, og din hånd vil blive helbredt." Manden gjorde dette og blev helbredt.

Da Marcellus fortalte dette til byens biskop, som hed Julian, tog man relikviet op og bragte det ind til byen. Efter den tid blev Johannes Døberens halshugning højtideligholdt hvert år i den by på den dag, hvor man havde fundet hovedet og gravet det op, det er, hvad den skolastiske historie beretter. Senere blev hovedet overflyttet til Konstantinopel. I Tripartite-legenden kan vi læse, at da Valens blev kejser, lod han det hellige hoved sætte på en vogn og bringe til Konstantinopel. Da køretøjet passerede Kalcedon, kunne det ikke bevæges en fod videre, lige meget hvor hårdt man drev okserne, så kortegen måtte gøre holdt og aflevere hovedet på det sted. Senere ønskede Theophilius at flytte hovedet igen. Han opsøgte en jomfru, som var blevet udvalgt til at passe på hovedet, og han bad hende om lov til at flytte hovedet. Hun samtykkede, idet hun troede, at hovedet ikke ville lade sig flytte som på Valens tid, men den fromme kejser svøbte hovedet i purpur, bragte det til Konstantinopel og byggede en smuk kirke til det. Så meget ifølge Tripartite-legenden. Senere under Pepins regeringstid blev hovedet flyttet til Poitiers i Frankrig, hvor mange døde blev genopvækket på grund af Johannes.

Ligesom Herodes blev straffet for at lade Johannes halshugge og Julian for at brænde hans knogler, således blev også Herodias straffet for at pålægge sin datter at bede om hovedet, og datteren for at gøre det. Der er nogen, der siger, hun ikke blev dømt til eksil og ikke døde i eksil, for da hun holdt hovedet i sine hænder og spottede det triumferende, lod Gud hovedet ånde på hendes ansigt, hvorefter hun døde. Dette er den folkelige legende, men historien om, at hun blev forvist og døde i fattigdom med Herodes, det fortælles af hellige mænd i deres krøniker, derfor bør man tro på det. Hvad datteren angår gik hun ud på en isbelagt sø, men isen brast under hende, og hun druknede, dog skriver Ún krønike, at jorden opslugte hende levende. Men dette forstår man, for om ægypterne, som druknede i Røde Havet, siger man: "At jorden opslugte dem."

Den fjerde begivenhed som fejres ved nutidens fest er overførslen af Sankt Johannes finger og indvielsen af en kirke. Vi får fortalt, at den finger hvormed Johannes pegede på Herren ikke kunne brænde. Den finger blev fundet af de tidligere omtalte munke, og den skolastiske historie fortæller, at fingeren blev bragt til Alperne af Sankt Tekla og opbevaret i Sankt Maximus kirken. Johannes Beleth nævner, at den tidligere nævnte Tekla bragte Johannes Døberens finger over havet til Normandiet og der byggede en kirke til hans ære. Ifølge denne forfatter blev kirken indviet på denne dag, hvorfor paven bestemte, at denne dag skulle fejres over hele verdenen.

I en fransk by kaldet Marienna boede en dame, som var meget hengiven til Johannes Døberen, hun bad inderligt til Gud om, at hun en dag måtte få et relikvie fra Johannes. Men hendes bønner blev ikke hørt, så hun betroede sig til Gud og svor, at hun ikke ville spise, før hun havde fået, hvad hun ønskede. Efter hun havde fastet i nogle dage, så hun en vidunderligt lysende tommelfinger ligge på alteret, og lykkelig opfattede hun det som en gave fra Gud. I løbet af ingen tid var tre biskopper ankommet, og alle tre ville have en del af fingeren, men de blev forbavsede, da de så tre dråber blod falde på det klæde, som relikviet lå på, og alle tre glædede sig over at have fået en dråbe blod. Theodelinda, dronning af Lombardiet, byggede en kirke til ære for Johannes Døberen i Monza nær Milano. Nogen tid efter, som Paulus skriver i Lombardernes historie, ville kejser Konstantine, også kaldet Konstans, tage Italien fra lombarderne, og han opsøgte en hellig mand, der var kendt som profet, og spurgte om udfaldet af krigen. Den hellige mand bad hele natten og svarede næste morgen: "Dronningen byggede kirken til ære for Johannes Døberen, og Johannes går konstant i forbøn for lombarderne. Derfor kan de ikke overvindes. Men der vil komme en dag, hvor det sted ikke længere vil blive æret, og så vil de blive overvundet." Og det skete i Karl den Stores tid. I sine Dialoger skriver Gregor, at en meget dydig mand ved navn Sanctulus havde påtaget sig at passe på en diakon, som lombarderne havde taget til fange, på den betingelse, at hvis diakonen undslap, skulle Sanctulus modtage en alvorlig straf i hans sted. Sanctulus pressede diakonen til at flygte og blive fri. Sanctulus blev dømt til døden for denne gerning, og han blev ført til retterstedet, hvor den stærkeste bøddel af alle blev udvalgt til at udføre henrettelsen, og der var ingen tvivl om, at bødlen kunne skille hovedet fra kroppen med et slag. Sanctulus bøjede sin nakke, og bødlen samlede alle sine kræfter og hævede armene med sværdet. I det øjeblik sagde Sanctulus: "Sankt Johannes, hold ham tilbage." Og straks blev bødlens arme stive og ubevægelige, og de holdt sværdet højt hævet, indtil bødlen svor, at han aldrig mere ville halshugge en kristen. Sanctulus bad for ham, og straks var bødlen atter i stand til at sænke sine arme.