Löderup kirke

Tilbage til Liste over kirke

Löderup kirke

Löderup kirke

Af den oprindelige romanske kirke fra midten af 1100-tallet er kun bevaret skibet. Den romanske kirke har haft kor med apsis og et bredt tårn, som formodentlig er tilføjet allerede i romansk tid. Også det fritstående klokketårn, det såkaldte Kastal, er blevet tilføjet ret tidligt. På en tegning fra 1860'erne ser man den romanske kirke med fritstående Kastal. I 1860'erne blev kirken væsentligt ændret under en større ombygning under C. G. Brunius. Det romanske kor blev nedrevet og erstattet med en korsskæring, hvor koret har tresidet afslutning. Samtidig blev Kastalen forbundet med den nordre korsarm. Kirken blev restaureret i 1929.

Da domkirkebyggeriet i Lund var fuldført i midten af 1100-tallet, fik ærkebispesædet interesse for området i Skånes sydøstre hjørne. I forbindelse med interesser på Bornholm og en rig handel samt som beskyttelse mod Østersøens sørøvere opførte man en række kirker på vejen mellem Stora Herrestad og Simris, ca. 5 km fra kysten. Borrby, Löderup, Valleberga, Benestad og Hammenhög er nogle af disse forsvarskirker. I forbindelse med kirken opførte man ofte et såkaldt Kastal, der fungerede som fritstående klokketårn og formodentlig også har været en del af en befæstning samt et forrådskammer. Kastalerne er for det meste opført nordøst for kirken. Kirkerne har tidligt fået brede tårne mod vest, adgangen til tårnenes overrum er smalle, hvorfor man må formode, at de har fungeret i forsvarsmæssigt sammenhæng. Tårnenes underum åbner sig ofte mod skibet med en dobbeltbue understøttet af en søjle, og man må formode at tårnrummet har fungeret som dåbsrum.

I Löderup kirke har stået en rigt ornamenteret stenkiste, som man har tillagt Carl Stenmester, der menes at have arbejdet ved domkirkebyggeriet i Lund, hvor kisten er nu, er ikke oplyst. I 1100-tallet har lokale stenmestre formodentlig arbejdet sammen med tyske, engelske, italiensk og franske stenmestre ved Lund domkirke. Efter afslutningen på domkirkebyggeriet i midten af 1100-tallet har flere stenmestre formodentlig fortsat arbejdet i Skånes sydøstre hjørne som Tryde-mesteren, der har udført den fornemme døbefonte i Tryde kirke og har arbejdet ved Tumathorps kloster, muligvis har Tryde-mesteren også udført fonten i Löderup kirke.

Skibet set mod øst

Døbefont

Døbefont. Judaskysset

Døbefont. Judas selvmord

Døbefont. Korsfæstelsen

Døbefont. Olav forbereder sig på slaget ved Stiklastad

Døbefont. Vikingeskib

Døbefont. Slaget ved Stiklastad

Døbefont. Fremstillingen

Døbefont. Maria med barn

I 1400-tallet fik kirken indbygget hvælv. I 1860'erne blev kirkerummet væsentligt omdannet med nyt kor og korsarme. Den tidligere altertavle fra o.1600 blev flyttet til den søndre korsarm og man opstillede det nuværende alterbillede, udført af Carl Bloch i 1878. Prædikestolen er udført af Jacob Kremberg i 1604, Kremberg havde værksted i Lund og har udført flere kirkeudsmykninger under Christian IV, hvis monogram ses på baldakinen, monogrammet flankeres af hans og dronning Anna Catharinas våben, prædikestolen i Höberg kan minde om prædikestolen i Löderup.

Dåbens sakramente var en væsentlig begivenhed i kirken, her blev barnet indviet til Kristus. Dåbsvandet blev indviet ved begyndelsen af kirkeårets tre dåbsterminer, Helligtrekonger, Påsken og Pinsen. På denne døbefont synes firetallet at have en særlig betydning. På foden vender fire ansigter mod hvert sit verdenshjørne. Under indvielsen af vandet blev det fire-ladet ved at slå korsets tegn over vandoverfladen, indvielsesteksten knytter sig til bibelens tekst om de fire Paradisfloder, måske er foden symbol på, at de i datiden fire kendte verdensdele er delagtige i det livgivende vand fra Paradisfloderne. Døbefonten var ofte placeret i nærheden af indgang på samme akse som højalteret, hvilket fund af fundamenter i andre kirker har vist. Fonten har formodentlig stået højt og motiverne på kummens underside har været synlige nedefra.

Døbefonten er udført i Höör-sandsten og tillægges Tryde-mesteren, men den fornemt udførte Majestas Domini kunne også pege i retning af den gotlandske mester kaldet Majestatis, muligvis er der en forbindelse mellem Tryde-mesteren og Majestatis. På kummens lodrette side ses Kristus siddende på regnbue omkranset af en mandorla, der holdes af to engle, dette motiv kan i Frankrig ses som en Himmelfartsfremstilling dog i forbindelse med en apostelrække nedenunder. Lignende Himmelfartsfremstillinger kendes også fra Østkirken. På kummens lodrette side ses desuden Judaskysset, Kristus for dommeren, Judas selvmord, Korsfæstelsen, Kvinderne ved graven og Nedfarten til Dødsriget.

Den ornamentale fremstillingen af Judaskysset og Kristus for dommeren kan minde om kalkmalerierne på Måløv kirkes nordvæg. Mellem Kristus for dommeren og Korsfæstelsen ser man Judas selvmord ved hængning, understregningen af Judas forræderi ved at indføje Judas selvmord har måske haft en særlig betydning. Korsfæstelsen kan minde om kalkmalerierne i Råsted og i Tamdrup, Kristus har udstrakte arme og to bødler er i færd med at hamre nagler i, på Calcarius font i Skelby på Falster ser man Kristus med udstrakte arme men ikke korset, her i Löderup ser man korset med evangelistsymboler ved korsenderne, korsets udformning kan minde om romanske kors som Åby-korset. Øverst omkring korset ses sol og måne, i solen ses et hoved med en hovedbeklædning, som kunne være gejstlig, på måneseglet ses et hoved med en hovedbeklædning, som kunne være en krone. Ved korsets fod ses Longinus med lanse, han peger på sit øje, hvilket symboliserer, han er blind, men da Kristus blod rammer hans øje, bliver han seende.

De tre kvinder ved graven danner en bevægelse hen mod graven ved hovedernes vinkel, på graven sidder to engle, i Råsted kirke er der også to engle ved graven. I Nedfarten til Dødsriget ser man først Kristus med korsstav bryde porten til Dødsriget, inde i Dødsriget ser man igen Kristus med korsstav, han træder Djævlen under fode og rækker ud efter Adam og Eva, der har opholdt sig i Dødsriget indtil deres arvesynd kunne blive udfriet ved døden på korset og genopstandelsen. Alle mænd har midterskilning og fletning, såvel Kristus og engle som Judas og bødler, dog har Longinus og manden bag Judas i Judaskysset pandehår uden synlig fletning.

På kummens underside ses en historie, som ind til videre tolkes som Olavs legende. En skægget mand med hjelm ligger i en seng, ved sengen står en mand med midterskilning og fletning, i sine arme holder han et lille barn. I den næste scene ser man en siddende mand med foden oppe og foran ham en knælende mand, der holder foden. Dernæst ser man et vikingeskib, der sejler mod de to mænd i forrige scene, skibet har sejl og ror samt drage i stævnen, i skibet sidder hjelmklædte mænd. Efter skibet ser man en krigsscene, en falden kriger holder en økse, han rammes i hovedet af en økse, en engel kommer og henter den døde krigers sjæl. Under Majestas Domini på kummens lodrette side ses et alter med et dobbeltkors, omkring alteret står to personer, som holder kronede hoveder, det ene hoved er i solen, det andet på et månesegl. Den ene af de stående personer har midterskilning og fletning, den anden kunne ligne en gejstlig i sin påklædning.

Fonten i Löderup tillægges "Magister Majestatis" i Rosval: Die Steinmeister Gotlands (Stockholm 1918), hvor fonten i Tryde også tillægges denne mester. Det store antal fonte som tillægges denne mester hos Rosval er siden blevet revideret, men fonten i Tryde og Löderupfonten anses dog stadig som udført af samme mester, der formodentlig udspringer fra lombardiske mestre, som arbejdede på Lund domkirke. Dateringen af disse fonten sættes i dag til o.1160-70. I artiklen Löderupfuntens ikonolavografiska problemar (Fra Sankt Olav til Martin Luther 1975) diskuterer Torkel Eriksson fortolkningen af motiverne på kummens underside. Det efterfølgende er et kort resume af artiklen samt et par betragtninger om dens konklusioner.

Værkstedets læseretning er venstre om på de ældste fonte og højre om på yngre fonte. På Löderupfontens lodrette sider er den naturlige læseretning venstre om, på Trydefonten højre om, det må derfor antages, at Löderupfonten er ældre end Trydefonten og må dateres til o.1160. Understregningen af Judas forræderi kan hænge sammen med Nedfarten til dødsriget (Anastasi), hvor synden udsones, hvilket kunne pege mod en byzantinsk tradition, hvor Anastasi-motivet er fremherskende. Torkel Eriksson forsøger at finde et sammenhæng mellem motiverne på kummens lodrette side og kummens underside. Således påpeger han, at Fremstillingen er under Majestatis-motivet, at stridsscenen er under Kvinderne ved graven og Nedfarten samt at skibet er under Korsfæstelsen.

Torkel Eriksson tager udgangspunkt i stridsscenen og bemærker, at den døde kriger bliver hugget i hovedet med en økse. Krigeren holder en økse, hvorfor det ville være naturligt at fortolke ham som Olav, hvis attribut er en økse. Den vigtigste kilde om Olavs død ved Stiklastad er Snorres Krønike, hvori det berettes, at Olav blev ramt i knæet og i halsen af øksehug og i underlivet af et spyd, ingen af disse ses på Löderupfonten, hvor den liggende person rammes i hovedet af en økse. Derfor har Torkel Eriksson forsøgt at finde andre helgenlegender, hvor øksen er et attribut. Der findes adskillige helgener med dette attribut, men Torkel Eriksson har ikke kunnet finde nogen, der dør i strid, derfor vender han tilbage til Olavs legende som den eneste mulighed.

Ifølge Snorre huggede Torstein Knarresmed kong Olav i det venstre ben over knæet med en økse. Finn Arnesson dræbte straks Torstein. Kongen smed sit sværd og lænede sig mod en sten og bad Gud hjælpe sig. Tore Hund stak kongen med et spyd. Spyddet gik ind under brynjen og op i maven. Kalv (Arnason ?) huggede ud efter kongen med en økse og ramte på den venstre side af halsen. Kongen døde af disse tre sår. Snorres fremstilling har haft afgørende betydning for ikonografien omkring Olav, på antemensalet i Trondhjem domkirke ses Olavs gravlæggelse, her ses de tre beskrevne sår. Torkel Eriksson bemærker, at Snorres beskrivelse først skrives i begyndelsen af 1200-tallet, altså ca. 50 år efter fonten er fremstillet. Han leder derfor efter andre kilder, der beskriver slaget ved Stiklastad. En række tidlige kilder nævner at Olav bliver dræbt i 1030 ved Stiklastad, men nærmere detaljer gives ikke, at Olavs attribut skulle være en økse fremgår heller ikke af disse kilder.

I midten af 1100-tallet var dyrkelsen af Sankt Olav betydelig. Pilgrimme rejste i stort tal til Trondhjem og mange kirker blev viet til Sankt Olav. På et kirkesegl fra Löderup fra 1500-tallet ses Olav med økse, det er derfor sandsynligt, at kirken i Löderup har været viet til Olav i middelalderen. Det er også sandsynligt, at fonten er udført til den romanske kirke i Löderup o.1160 og dermed bliver fremstillingen af Olavs martyrium det ældste, man kender. Olav får ret tidligt øksen som attribut, derfor mener Torkel Eriksson, at man i Löderup har forsøgt at knytte andre helgenlegender med økser til Olavs legende, idet der ikke har været nogen beskrivelse af økser i forbindelse med Olavs død ved Stiklastad. Torkel Eriksson peger på Magnus af Orkney (død 1115), Botvid (død o.1120) og Henrik (død o.1156). Torkel Eriksson peger også på, at Löderupfonten måske sammenblander Olavs legende og legende om hans søn Magnus, der også blev betragtet som en hellig person.

I 1153 fremsagde Einar Skulason sit skjaldedigt Geisli (:lysstråle) i Trondhjems domkirke. Digtet indledte med en beskrivelse af Kristus lidelser og død samt opstandelse og himmelfart, derefter beskrives Olav som Kristus sol. Sammenkædningen mellem død og opstandelse hos Kristus og Olav er klar. Historien fortæller, at Olav var så tilfreds med digtet, at han lod velduft sprede sig i domkirken. Digtet må have været kendt og har måske haft betydning for udformningen af Löderupfonten.

Hvis man antager at motiverne på kummens underside skal læses fra højre mod venstre og oksehovedet på det lodrette Y er en skillelinje, er den første scene en mand liggende i en seng, bag sengen står en mand med et lille barn i hænderne. I Olavs legende findes ikke et direkte motiv, der kan knyttes til denne scene, men Torkel Eriksson foreslår, at scenen kan tolkes som historien om Rane, der opsøges af Olav Geistadalvs ånd. Geistadvalv var en hedensk konge, han bød Rane at bryde ind i sin gravhøj og tage en livrem, som han skulle give til den nyfødte Olav. Geistadvalv knytter Olav til Harald Hårfager og dermed til den norske kongeslægt. Rane blev Olavs fosterfader og gav ham den første dåb.

Efter motivet med den sengeliggende mand ses en mand sidde på en stol, han har sat sin fod op på knæet af en mand, der knæler foran ham. Det lader til, man er ved at snøre skoen. Motivet tolkes som Olav, der gør sig klar til slaget ved Stiklastad, og Torkel Eriksson underbygger dette med et billede fra Aachen, hvor man ser Karl den Store gøre sig klar til slaget ved Pamplona, billedet er dog fra midten af 1200-tallet.

Skibet giver Torkel Eriksson visse problemer med tolkningen, idet han mener, det sejler fra venstre mod højre modsat læseretningen fra højre mod venstre. Skibet er et vellignende krigsskib fra vikingetiden. Torkel Eriksson tolker skibet som symbol på Olavs transformation til helgen, idet skibet er placeret under Korsfæstelsen. Til underbyggelse af dette peger han på en islandsk Sermo fra o.1200. Her tolkes skibet som symbol på kristendommen, masten er korset, sejlet er Kristus, sejlringen er tornekronen, takkelagen er det udstrømmende blod, bådens krop er dåben, bordlægningen er Guds kærlighed, indretningen er de gode gerninger, kølen er den rette tro, styreåren er den troendes tale, årerne er de daglige messer og skibet er i sin helhed symbol på frelsen og Det himmelske Jerusalem. Torkel Eriksson nævner dog også andre betydninger af skibet, især at Olav blev de søfarendes skytshelgen og at Löderup havde stor betydning for handelen på Østersøen, hvorfor mange søfarende besøgte byen. I legenderne om Olav kendes også historien om Olavs kapsejlads, som ses på flere kalkmalerier. Skibet har betydning i Olavs legende og kan derfor have mange og flertydige betydninger.

Efter skibet ses en stridsscene, der må tolkes som slaget ved Stiklastad. Torkel Erikssons betragtninger over dette emne er beskrevet ovenfor. Fra højre mod venstre ses først en kriger med bue og pil, derefter er det håndvåben som spyd og økser, der bruges, en koncentreret beskrivelse af kampens udvikling. Længst til venstre ses en engel, som henter Olavs sjæl.

Efter stridsscenen ses et motiv, der ikke umiddelbart synes at have tilknytning til Olavs legende. To personer står omkring et alter med et dobbeltkors. De to mænd holder kronede hoveder i hænderne. Torkel Eriksson behandler ikke motivet så indgående i sin artikel. Kronede hoveder er ofte martyrer, men da Olav ikke fik hugget hovedet af, skal det sikkert opfattes mere symbolsk. Det ene hoved har glorie og holdes af en person, der formodentlig er gejstlig, hvis man ser nærmere på hans hovedklædning og tøj. Det andet kronede hoved holdes af en mand med fletning. Dobbeltkorset symboliserer ofte en ærkebiskop og kunne her understrege betydningen af ærkebispen i Lund, der måske helligkårer Olav og rækker ham op mod den store Kristus-figur. Manden med fletning kunne være Rane, der stod for Olavs første dåb.

Torkel Eriksson er i tvivl om læseretningen på kummens underside. Det virker naturligt at følge læseretningen mod venstre på kummens lodrette side, men han mener at skibet sejler fra venstre mod højre, hvilket bryder læseretningen. Hertil kan man sige, at vikingeskibe blev sejlet op på stranden med stævnen først, og tolker man motivet med den siddende mand, der snører sin sko, som Olav, der forbereder sig på slaget, ville det være naturligt at opfatte skibet som liggende på stranden, Olav peger med sin venstre hånd mod skibet, hvilket kunne understrege dette. Skibets sejl er stadig bundet op, og skal man tolke stangen med banner over styreåren som et flag, kommer vinden forfra, hvilket kunne antyde, at vindretningen er rigtig for sejlads mod venstre. Yderligere er der en klar markering af en afslutning og en begyndelse mellem Fremstillingen og sengescenen, markeringen er et oksehoved på et lodret Y, der kunne minde om et pallie, måske en ærkebiskops markering.

I artiklen påpeger Torkel Eriksson middelalderens allegoriske tankegang om solen og månen, hvor månen repræsenterer den kristne kirke, som gennem dåben dør og genopstår med den korsfæstede Kristus, som repræsenteres af solen. Torkel Eriksson påpeger også, at månen og skibet var ligeværdige symboler i middelalderen, dermed knytter han skibet og Korsfæstelsen sammen. Men efter min mening overser han, at hovedet i solen ikke bærer krone men en hovedbeklædning som kunne være gejstlig, desuden er sol og måne også til stede i motivet med de to mænd omkring alteret på kummens underside. Den dualistiske tankegang med sol og måne, himmelsk og jordisk, godt og ondt er typisk for tiden, men flertydighed var også typisk for tidens tankegang, et billede skulle kunne opfattes på flere måder, og alt efter intellektuelt niveau skulle man kunne opfatte billedets forskellige tolkningsmuligheder. Det ville derfor ikke være utænkeligt for samtiden om fontens samlede program havde flere udlægninger.

Fonten dateres til o.1160, da domkirkebyggeriet i Lund er færdigt. Ærkebiskop Eskil havde afværget forsøg på at tilbageføre Norden til Bremen, og da han fik palliet af Paven i 1138, havde Eskil sikret sin positions som Nordens gejstlige overhoved. I 1146 frasagde Erik Lam sig kronen og en borgerkrig blussede op, derfor forlod Eskil landet. Da han vendte tilbage i 1156 var Valdemar den Store og Absalon ved magten og nu genopstod striden mellem den gejstlige og verdslige magt. Fontens understregning af ærkebispesædets selvstændighed gennem dobbeltkorset på alteret og delingen af den verdslige og åndelige magt kan måske udspringe af tidens stridsemner. Eskil havde som ung studeret i Hildesheim, hvor han blev grebet af tanken om kirkens frigørelse fra statsmagten, og disse tanker kæmpede han for hele sit liv, måske har han bestilt fonten i Löderup med en modificeret Olav-legende og en understregning af kirkens selvstændighed, hvem der så er Judas, fortaber sig i historiens tåger.