Lihme kirke

Tilbage til Liste over kirke

Lihme kirke

Billedserie

Liste over billeder

Lihme kirke

Rødding hr., Viborg amt, Viborg stift. Midtjylland. Kirken omtales i 1176 som viet til Sankt Vincent. Apsis, kor og skib samt underdelen til et meget tidligt tårn er opført i romansk tid af små marksten nærmest indstøbt i mørtel. Skråkantsoklen er nu næsten dækket af jord, ved hjørner og omkring muråbninger er brugt tilhugne granitkvadre. Den romanske kirke er opført i tre omgange, noget kunne tyde på, at skibet er ældst, dets mure er opført i små marksten, der visse steder er lagt i sildebensmønster (opus spicatum) kvadersten er kun brugt til skråkantsokkel og hjørner, på nordsiden ses to rundbuede vinduer. Begge de rundbuede døre er bevaret, norddøren i tilmuret tilstand, over stikkets kraftige rundstav har den prydskifte af vekslende rundstavsstumper og hulstave, der kendes i engelsk-normannisk stil (den såkaldte roll-billets).

Kor og apsis er opført af uregelmæssige granitkvadre med mange spring i skiftegangen. Apsis prydes af to halvsøjler, over korets hjørner ved apsis ses to fremspringende kvadre med dyrefigurer, disse kan tolkes som levn fra trækirkearkitekturen. I korets sydmur ses en præstedør med ejendommelig profileret karmsten, på et tidspunkt har der været forbindelse fra denne dør til et nærliggende kloster gennem en gang. Tårnets underdel stammer fra et tidligt romansk tårn, der er prydet med en bueslagsfrise med konsolsten udformede som hoveder, frisen fortsætter på skibets mure. Tårnets overdel samt våbenhus er opført af munkesten i sengotisk tid. Tårnets blændingsdekoration mod nord er af den nordvestjyske type.

Apsis har bevaret sit halvkuppelhvælv. Skibet har bjælkeloft, korbuen er oprindelig, koret fik indbygget hvælv i sengotisk tid. Tårnfaget har haft herremandspulpitur, som nu er nedrevet, to vinduer mod vest har givet lys til pulpituret. Altertavlen er fra o.1600. Prædikestolen er et renæssancearbejde med malede allegorier fra 1700-tallet. Altertavle og prædikestol bærer adelsvåben, i prædikestolens felter ses pietistiske allegorimalerier. På de øverste stolegavle er malet årstallet 1642 og våben for Niels Krag og Jytte Høegs forældre. På tårnbuens nordpille ses en kalkmalet Sankt Peter med nøgle. I 1963 afdækkede E.Lind nogle kalkmalerier i skibet, de fleste blev atter overkalket, en toprosset er det eneste bevarede af en skabelseshistorie.

På siden Gravsten og epitafier kan man se anetavler for Niels Krag og Jytte Høeg. Tryk på nedenstående link, vælg Kirker, vælg L og find Lihme.

Gravsten og epitafier

I 1918 afdækkede man udsmykningen i korhvælvets kapper. Her ses komplicerede flettekors med kroner og klokker samt fantasifulde ansigter og våbenskjolde for Viborgs sidste biskopper Erik Kaas og Niels Friis. Mellem flettekorsene ses dateringen 1507. Kapperne har tekst, som er svært læselig. Vestkappe: DIVINA PRECEPTA DATA (:den guddommelige forudbestemmelse). Nordkappe: CRUX MILIT JUSTICIE (:Korset er retfærdighedens forkæmper). Sydkappe: JUSTICIA (:retfærdighed).

De mange flettekors og fletornamenter kan minde om normanniske udsmykninger fra England samt tidlige keltiske bogillustrationer, men formodentlig stammer disse udsmykninger fra samme tid som narrehovedet. De har kroner, biskophoveder og klokker og kan formodentlig kædes sammen med kirkelige festdage. De kronede kors symboliserer formodentlig festdage for Maria. I Kloster Wienhausen nær Celle i Tyskland fandt man i 1953 flettearbejder i snor og strå, som nonnerne havde tabt bag korstolene i middelalderen. Muligvis har nonner ved klostre i Nordjylland også lavet flettearbejder, som har inspireret til korudsmykningen i Lihme kirke. Flettekors kendes også fra bl.a. Træskomalerens udsmykning i Gudme kirke.

I østkappen ses et narrehoved omkring et klokkerebshul. Under hovedet står årstallet 1513. Narrehoveder omkring klokkerebshuller ses også i Bregninge kirke på Ærø og i Jungshoved kirke, begge er dateret med årstallet 1513. Den dybere mening med disse narrehoveder kendes ikke, men klokkerebshullet har forbindelse med nadvermiraklet, idet man ringede med den lille messeklokke over korhvælvet, når præsten hævede kalk og oblat.

På kummen af den romanske granitfont ses dragekamp og hjortejagt i ypperlig komposition, en mand med skjold og sværd kæmper mod en drage med flot svungen hale, en rytter med hund forfølger en hjort, desuden ses dyr ved livets træ samt to mænd i et hus, disse kan tolkes som Legenden om Seth, der bringer en kvist fra Livets træ til Adam. Motivet med krigerens kamp mod dragen er afbildet på den danske 500 krone seddel. Fonten er registreret i Mackeprang - Nord og Sønderjylland - Vestjylland, Salling og Himmerland - Salling.

I Mackeprangs bog om middelalderlige døbefonte står følgende om Lihme-fonten: Først er der en kriger med sværd og et langt, spidst skjold, han kæmper med en drage. Derefter en kronet konge og en hund, der modigt tager kampen op med et uhyggeligt udyr, som han søger at fælde dem med en trefork. To geder nipper til blade af et træ, mens en fugl gynger i dets grene. En jæger og hans hund forfølger en kronhjort. Og endelig ses en knælende mand, og en person som sidder på en højrygget stol, indenfor en noget mærkeligt udformet ramme, der forstille et hus. Den første mand overrækker en trebladet plante eller stængel.

Worsåe har fortolket dette som en scene fra Regnar Lodbrogs Saga. Men Mackeprang tror ikke på det. Han begynder bagfra. De to personer i huset sætter han i forbindelse med en legende, som er knyttet til Livets Træ. Denne legende var vidt udbredt i 1100tallet, den fortælles både af Petrus Comestor i hans store Bibelhistorie og i Herrad af Landsbergs Hortus deliciarum. På sit dødsleje beder Adam sin søn Seth om at drage til paradiset for at skaffe ham noget fra Kundskabets træ, der skal lette hans dødskamp. Seth når til Edens have og får af englen en kvist af træet, som han bringer til sin fader, der dør vederkvæget af dens lugt. Den knælende person skulde i så fald være Seth, der rækker kvisten til sin fader. Tolkningen vinder i sandsynlighed ved, at fonten har en fremstilling af Livets Træ.

Af de andre scener frembyder hjortejagten ingen gåder. Det må være Legenden om Sankt Hubert eller vel rettere Sankt Eustachius, som vore romanske stenmestre har kendt og benyttet. Der er imidlertid den hage ved dette, at på de sikre gengivelser af legenden om Sankt Hubert, såvel i hel som i forkortet udgave, har hjorten altid et kors mellem takkerne. Da dette mangler her, må denne fortolkning antagelig opgives til fordel for den symbolske, sjælen som tørster efter Gud og forfølges af de onde magter, idet sjælen gengives som en hjort i middelalderens billedsprog ifølge Salmernes Bog kap. 41,2. Fremstillingen ville i så fald være en fuldstændig parallel til et af billederne på Dalbyfonten i Skåne. Og vil man blive på jysk grund, kan man gå til et par mærkelige billedkvadre fra Tømmerby kirkes apsis, hvor der på den ene ses en hornblæsende jæger ledsaget af en hund, og på den anden kvader falder en hjort. Også dragekampen vil det være rigtigst at opfatte symbolsk som menneskets kamp mod det onde. Et direkte sidestykke til dette forekommer mærkelig nok kun et par gang i vor granitskulptur. Det eneste sikre men ikke helt dækkende eksempel findes på Astrupfonten i Himmerland. En mand jager sværdet i brystet på en drage, der synes at sluge hans arm. På Lihmes nabokirke Lem er der en billedkvader med en ridder med sværd, skjold og lanse samt en drage, forudsat at man tør går ud fra, at kunstneren har tænkt sig dem som samhørende. Derimod er motivet velkendt på svenske fonte, og heller ikke i engelsk romansk kunst er det sjældent. Men her tolkes motivet som en fremstilling af Englands senere skytspatron Sankt Georges kamp med Dragen, men det eneste bevis man fremfører er, at der findes en del andre utvivlsomt romanske fremstillinger af Sankt Jørgen, hvor han ikke kæmper til fods, men ligesom på Lemreliefferne til hest.

Kunne Lihmefontens dragekamp tænkes at skulle forestille Sankt Jørgen? Keyser siger udtrykkeligt, at det var almindeligt at fremstille Sankt Jørgen til fods i romansk tid. Teoretisk set er der ingen hindring, da det må antages, at han var kendt og dyrket i Danmark, idet hans ry vat spredt i Vesteuropa p.gr.a. korstogene. Det ældst kendte danske eksempel på fremstilling af Sankt Jørgen er billede på relikvieskabet i cisterciensernes kirke i Løgum. Men selvom denne ridder uden frygt og dadel ofte optræder i vor senmiddelalderlige kunst, så er det vanskeligt at påvise ham i romansk tid, hvor det er Mikael Dragedræber man ser. Mikael er let genkendelig som ærkeengel og fremstilles ofte med vinger. Dertil skal føjes, at Lihme kirkes portaler viser udpræget normannisk indflydelse. Foretrækker man den symbolske fortolkning med menneskets kamp mod de onde, giver det mere helhed over tydningen af hele fontens samlede billedkreds. Næste scene er en variation over det samme tema, kampen mellem kongen og det uhyggelige udyr. Den eneste dækkende parallel er en portaloverligger på Homå i Djursland, mellem to løver står en mand, han støder til den ene løve med et spyd i stedet for den besynderlige trefork, der vistnok ellers aldrig forekommer i den romanske tids krigsarmatur. Lihmefontens mester har ikke været nogen ringe mand. Håndværksmæssigt står billederne klart og skarpt trods det lave relief og den grovkornede granit. Og bortset fra det noget gnidrede billede af de to mænd i huset er der trods den noget ubehjælpsomme udtryksmåde en virkelig dramatisk kraft over flere af fremstillingerne. Først og fremmest i den ypperligt komponerede dragekamp, hvor dragen i vildt raseri bider over skjoldebuklen, men også i den måde, hvorpå rytteren i hjortejagten bøjer sig forover for at sætte fart i sin noget stivbenede ganger.

I bogen Stenbilleder skriver Søren Nancke Krogh: Kirken nævnes første gang 1176 og dragejægerens skjold viser, at fonten er fra denne tid. Frisen begynder med et stiliseret træ, dernæst en jæger til hest, en jagthund og en hjort, som søger mod Livets træ, som gnaves af to geder, i toppen af træet en fugl, som kan symbolisere en sjæl. Den barfodede jæger er dum, han jager hesten frem med sporer og pisk efter østlig rideskik. Samme pisk ses hos angelsakserne, der flygter fra normannerne på Bayeux tapetet. At rytteren både bruger sporer og pisk viser en blanding af europæisk og asiatisk skik, og kan sammenlignes med vor tids ordsprog, at gå med livrem og seler. Denne hjortejæger er en uheldig helt.

Bag livstræet søger en kongekronet mand med hund at hindre en rasende løve i at nå frem til træet. Han benytter en speciel trefork, hvis cirkel på bagenden kan minde om dragehalen på Tømmerbys sydportal. Måske kan det være dragedræberen Konrad, en saksisk kongesøn, som beholder dragekløerne som trofæ. Men hans grove ansigtstræk tyder ikke på han er en helt. I samtidens europæiske kunst stikkes treforken i løven mens en bueskytte går på hjortejagt. En ridende jæger med hunde er bevæbnet med en trefork på et kalkmaleri i Berlanga i Spanien, og Lihme kirke er viet til den spanske helgen Sankt Vincent.

Bag løvens hale står en ædel ridder med sværd og skjold over for en drage og hele den mere end 3 meter lange frise afsluttes med, at to mænd mødes i et hus med dyrefigurer på gavlen, det kunne være Lihme kirke. Den ene mand sidder på en trone den anden knæler. Den knælende rækker en stav frem, hvorpå ses en cirkel og en halvmåne. Relieffet har endnu ikke fundet sin fuldstændige tolkning, men kampen mellem godt og ondt er et gennemgående tema sammen med frelsen ved dåben, symboliseret ved livstræet. På døbefonten i Lihme ses geder spise af livstræets frugter, efter de er undsluppet farer som løver, drager og jægere. I Højsangen er geden symbol på brudgommen og Physiologus sidestiller geden med Kristus. Da de døbte bliver som Kristus, må de to geder være frelste døbte, som bliver brudgom til Kristus Brud (Livstræet). På den tid lignes bruden med kirken og Kristus med markens dyr, der springer mod korset/træet. Geden som har rejst sig for at spise af topskuddet, kan lignes med Himmelfarten. Træets spiralblade minder om østasiatisk kunst. (Søren Nancke Krogh: Stenbilleder)