Knud Lavards kapel

Tilbage til Liste over kirke

Knud Lavards kapel

Billedserie

Liste over billeder

Knud Lavards kapel

Kapellet er formodentlig blevet opført i 1146 af frådsten over dobbeltsokkel med vandret og skråkantet led. Kapellet har besået af apsis, kor og skib. Murværket er bevaret i ca. 1 meters højde. Nord og syddør har haft udvendig fals og smigede sider indad. I romansk tid, formodentlig o.1170, er skibet blevet forlænget mod vest med frådsten over en tilsvarende sokkel, dog er kvadrene mindre. Vestdøren har også ydre fals men retkantede døre. I udgravningen har man fundet rester af vindueskarme med midtpost og rester af hvælvingsribber. Ved syddøren ses rester af en vægpille, hvilket viser, at kapellet er blevet overhvælvet, hvorefter man har lukket nord og syddør. Ruinerne blev frilagt i 1883 ved Henry Petersen. Under udgravningerne frilagdes flere pilgrimsgrave fra 1400-tallet, hvor de døde havde pilgrimsstav og rosenkrans.

Uddrag af Knud Lavards historie:

Erik Ejegods næstældste søn, Knud Lavard, ønskede at blive jarl af Sønderjylland, da Niels afsatte den jarl, som havde svigtet ham ved Rygen. Men Niels tøvede, Knud Lavard var af kongeslægt og havde et rimeligt tronkrav. Som syv-årig var Knud blevet sat i pleje hos den mægtig Hvide-slægt på Sjælland, som ung mand havde han fået sin opdragelse i Saxen og hans mor var af den mægtige jyske familie Trugotsøn. Knud var en farlig mand at have siddende i så mægtig position, men da ingen andre meldte sig, måtte Niels udnævne Knud Lavard som jarl af Sønderjylland. Knud Lavards opdragelse i Saxen havde givet ham smag for de nye ridder-idealer, der satte æresbegreberne i højsædet. Titlen jarl var for gammeldags for Knud og han kaldte sig efter tysk skik Hertug, og da han var den eneste Hertug i Danmark udvidede han det til "Hele Danmarks Hertug". Niels har nok stiltiende accepteret denne frækhed, for Knud var dygtig og skaffede ro på Sydgrænsen.

Knud Lavards opdragelse i Saxen førte også til, at han udbyggede rytteriet, i slaget ved Hastings beviste Vilhelm Erobreren, at rytteriet var fodfolket overlegent, og kort efter 1066 begyndte man over hele Europa at opbygge rytterier. Ved hjælp af bestikkelse og udspekuleret forhandling blev Knud i 1129 udnævnt til konge over Vagrerne i Nordtyskland med støtte fra den tyske kejser Lothar, hermed blev Knud konge og lensmand under den tyske kejser. Niels blev mistroisk og kaldte Knud til Ribe i 1130. Her bedyrede Knud sin loyalitet over for Niels og sagde, at han kunne være konge og samtidig loyal over for såvel Niels, som hans søn Magnus, der var konge over Vestgötaland i Sverige. Magnus indflydelse i Vestgötaland kan ses i den danske indflydelse på kirkerne. Knuds titel Lavard er det samme som den engelske titel Lord (loaf=brød) og betyder: mand, der har folk i sit brød. Knuds fremtræden virkede provokerende på de øvrige danske stormænd, og Magnus mente, at Knud ville kræve tronen efter Niels.

I 1130 indbydes Knud til julegilde i Roskilde. Knud boede hos Erik Falstring og hans hustru Cæcilia, datter af Knud den Hellige, på Haraldsted Kongsgård. Her modtog Knud bud om, at Magnus ville møde ham i Haraldsted Skov. Knud drog af sted og blev myrdet af Magnus og nogle sammensvorne. Liget blev bragt til Ringsted Kirke, og hvor blodet dryppede på jorden, sagde man, at en helbredende kilde sprang, og snart begyndte mirakler at ske ved kilden. Hvide-slægten ønskede at gravlægge Knud i Roskilde, men Niels afslog. Knud blev derfor gravlagt i Sankt Bendts Kirke i Ringsted foran højalteret og her skete også mirakler ved graven. Hvide-slægten forsøgte at hidse tingstederne op mod Niels og Magnus, men det lykkedes ikke.

I skriftet Sankt Knud Lavard kildens genopdagelse (Ælnoth skriftserie nr.6, 1997 ISBN 87-87082-14-4) behandler Overkartograf Erik Andersen, Historiker Jørgen Nybo Rasmussen og Landskabsarkitekt Joost Dahlerup problemet med den forsvundne helligkilde.

I skriftet fremhæver Jørgen Nybo Rasmussen de historiske kilder omkring valfartsstedet og helligkilden. Efter Magnus havde myrdet Knud Lavard i 1131, rejste Knuds halvbroder, Erik Emune, et oprør mod Kong Niels og sønnen Magnus, for at hævne mordet. I dette oprør deltog Skjalm Hvides sønner på Erik Emunes side. Da Erik Emune havde sejret i 1134 støttede han benediktinerklosteret i Ringsted, hvor Knud var gravsat. En engelsk gejstlig fra Ely klosteret ved Cambridge skrev om Knud Lavards liv og miraklerne efter hans død. Den gejstlige har formodentlig opholdt sig på klosteret i Ringsted, muligvis kom han fra klosteret ved Sankt Knuds kirke i Oense. Skriftet brændte i 1728 under Københavns brand, men Anders Sørensen Vedel referer visse afsnit, bl.a nævnes fire mirakler, to velgørende og to straf-mirakler, der ramte spottere af kildens og Knud Lavards hellighed.

Da Pave Alexander III den 8.november 1169 optog Knud Lavard i fortegnelsen over helgener, nævnes mirakler ved kilden. En delegation rejste til Rom og forelagde breve fra Ærkebiskop Eksil, bisper i Danmark og flere abbeder samt Kong Valdemar, Knud Lavards søn. Desuden fremlagde delegationen mundtlige vidneudsagn og aflagde hellig ed. Til Knud Lavards festdage skrev munkene i Ringsted det såkaldte Ringsted-ordinale, der formodentlig er blev fremført første gang 25.juni 1179. I dette ordinale beskrives kilden og dens velgørende virkning to steder. Saxo lægger især vægt på Absalon og Valdemar den Store og deres rolle i oprøret, men kilden nævnes også hos Saxo. Saxo nævner dog to kilder, den ene sprang på det sted, hvor Knud blev myrdet, den anden sprang på det sted, hvor ligbærerne stillede båren under et hvil på vejen mellem Haraldsted og Ringsted.

I Anders Sørensen Vedels "Hundredvisebog" fra 1591 findes en vise fra 1400-tallet som nævner den anden kilde. De pilgrimsgrave som Henry Petersen fandt i 1883 stammer fra 1400-tallet, hvilket viser, at interessen for Knud Lavards kilde stadig var stor på det tidspunkt. Kapellets hvælvinger stammer formodentlig fra denne tid og tagstensrester fra 1400-tallet kunne tyde på, at kapellet også har fået nyt tag. I et brev fra 1566 til kongen fra en kannik ved Roskilde Domkirke kan man læse, at Kildegården umiddelbart syd for kapellet er blevet brugt til overvågning af kilde og kapel, for at modvirke den fortsatte søgning til stedet. Kildegården synes at have været bolig for en munk, der kunne tage sig af de valfartssøgende inden reformationen. Kildegården nævnes i skrifter frem til 1570, derefter forsvinder den, og kapellet og genopdages først i 1883 af Henry Petersen, der dog ikke fandt Kildegården.

At Saxo nævner to kilder, mener Jørgen Nybo Rasmussen at være en fejltolkning fra Saxos side af Ringsted-ordinalet. Heri nævnes, at hvor bærerne stillede båren udsprang en kilde. Saxo udlægger det som et ophold på vejen fra Haraldsted til Ringsted, men teksten kan også fortolkes som det sted, hvor Knud Lavard gik fra det jordiske til det himmelske, altså mordstedet. Ved denne udlægning får Saxo elegant gjort opmærksom på Hvide-sønnernes deltagelse i transporten af de jordiske rester til Ringsted, hvorfor udlægningen måske ikke skal ses som en fejltolkning men en elegant understregning af Absalons rolle og betydning. I Trap 1858 og 1872 nævnes også to kilder. Den ene skulle være udsprunget i Haraldsted by tæt ved kirken, da bærerne førte båren videre mod Ringsted, efter de havde gjort ophold i Haraldsted kirke. Trap bygger ikke på observationer men på skriftlige kilder som Saxo, brevet fra 1566 og "Hundredvisebogen", hvor Anders Sørensen Vedel citeres for, at ved Haraldsted kirke sprang en kilde. Men den fulde tekst hos Anders Sørensen Vedel lyder: "Ved Harrested kirke i Sjælland, en mils vej nordøst for Ringsted, vises endnu denne kilde." Trap overfortolker her ordet "Ved" som tæt på. Jørgen Nybo Rasmussen mener ikke, der har eksisteret en kilde nr. 2 og at kilden ved kapellet har været den helligkilde, hvor man dyrkede Knud Lavard og som efter sagnet skulle være det sted, hvor Knud Lavard blev myrdet.

Overkartograf Erik Andersen behandler kort og tegninger fra området. Endnu i slutningen af 1500-tallet hentydes til kapellet og kilden, som derefter går i glemmebogen til 1883, da Henry Petersen opsøgte stedet og genfandt ruinerne. Kapellet har formodentlig været kendt af lokalbefolkningen, som har benyttet sten fra kapellet til bygning af skorstene. Ifølge sagnet sprang en kilde på det sted, hvor man stillede Knud Lavards båre på vej til Haraldsted kirke. Denne kilde blev berømt for sine mirakuløse helbredelser og gjorde stedet til et søgt valfartssted. I 1819 søgte Molbech efter kilden og blev af lokalbefolkningen henvist til Sværtekilden et stykke vej fra kapellet. Samme besked fik Frederik VII og Worsaae i 1855. Heller ikke Henry Petersen fandt kilden i 1883. Muligvis har lokalbefolkningen bevidst skjult deres kendskab til kapellet og kilden, måske af angst for at blive straffet fordi man havde taget sten fra kapellet.

Erik Andersen har fundet et generalstabskort fra 1861, hvor kapelruinen, kilden og Knud Lavards hus er indtegnet, på dette kan man se, at kilden har ligget ganske tæt på kapellet i nordøstlig retning. I 1883 blev et vandhul tæt ved kapelruinen fyldt op med jord og på et generalstabskort fra 1893 er kun aftegnet et par vandhuller. Erik Andersen har besøgt stedet under regnvejr og set, at stedet hurtigt bliver fyldt op med vand. Han er derfor overbevist om, at Knud Lavard kilden har sprunget på dette sted, men kun arkæologiske udgravninger kan afsløre dette. Den tidligere nævnte Kildegård er formodentlig huset nordøst for kapellet, som på generalstabskortet fra 1861 kaldes Knud Lavards hus.

I Samvirke (september 2002 s.84-85) skriver Kurt Villads Jensen om Knudsgilderne i forbindelse med et symposium afholdt i Ringsted september 2002. I artiklen fortælles om samtidens behov for sammenslutninger i gilder, som en gensidig forsikring mod fattigdom, sygdom o.l. Man kaldte hinanden brødre og søstre for at understrege solidariteten. De fleste mennesker i middelalderen var medlemmer af et gilde, der havde tilknytning til medlemmernes profession. Gilder havde en skytshelgen, hvis helgendag blev fejret af gildet, som også stod for udsmykningen af alteret for denne helgen i den lokale kirke.

Knudsgilder ser ud til at have haft medlemmer fra storkøbmænd, krigere og kongehuset. Efter miraklerne ved Knud Lavards grav opstod Knudsgilderne meget hurtigt i de fleste større byer omkring Østersøen. De blev underlagt Knudsgildet i Ringsted, og alle betalte årligt til udsmykningen af Knuds helgenskrin. Knudsgilderne har måske haft tilknytning til korstogene i Østersøen, en slags nordisk tempelriddere. Knudsgilderne holdt regelmæssige møder, hvor man spiste og drak i rigelige mængder. Desuden skulle man hjælpe et medlem, der havde slået en mand ihjel, havde mistet et skib eller skulle på pilgrimsfærd til Jerusalem.

Kong Valdemar var aktiv i forbindelse med oprettelse og organisering af Knudsgilderne. I den såkaldte "Ringstedbog", en samling fra omkring 1490 af Ringsted Klosters gamle skøder og breve, findes et brev til Knudsgildet på Gotland, formodentlig fra 1170. I brevet står bl.a.: "Valdemar, af Guds nåde danskernes konge, til alle, som rejser på Gotland og er underlagt hans kongelige retsområde, nåde og hilsen. Det er ethvert folkeslags skik, især dem, der sejler gennem verdens forskellige klimazoner for at handle, at forbedre deres stilling med love og ceremonier. For hvor den fremmede beskyttelse ikke kommer til hjælp, skal de ikke mangle deres egen styrkes beskyttelse. Derfor er det også, at vi omfatter jeres broderskab og selskabs forbindelse, som I efter gode råd og nyttig forudseenhed har indstiftet til den hellige martyr Knuds ære, med vor store velviljes nåde, …."

Efter reformationen blev Knudsgilderne stemplet som katolske, man sagde, de pugede penge sammen på bekostning af de fattige. Gilderne blev forbudt men genopstod hurtigt som selskabelige foreninger, såkaldte papegøjegilder, hvor man festede og holdt fugleskydninger. Knudsgilderne i Lund, Malmö, Ystad, Flensborg og Slesvig blev aldrig nedlagt men fortsatte deres virke. I dag findes ni Knudsgilder i Norden, og de er organiseret som i middelalderen.

Den svenske forsker Lars Hermanson har fremsat en teori om, at drabet på Knud Lavard skyldtes kampen om skånske jorder efter Kong Niels dronning Margrethe Fredkulla. I artiklen "Drabet på Knud Lavard set i et storpolitisk lys" Sønderjysk månedsskrift 2002 vol.78 nr.9 s.211-215) diskuterer Stefan Pajung denne teori.

Lars Hermanson mener, at grundlaget for, at en stormand kunne bevare sin position, var undergravet gennem den store fordeling af landets jorder til Svend Estridsøns efterkommere samt af jordegaver til kirken. Ethvert mandligt medlem af kongeslægten kunne med lige god ret gøre krav på tronen, derfor blev de bagvedliggende indtægter vigtige for, hvem der blev konge. Magnus havde svært ved at erhverve tilstrækkeligt, hvorimod Knud Lavard udbyggede sine områder gennem krige mod Venderne og forhandlinger med Kong Lothar, hvor mindre fyrster i området blev tilsidesat for Knud Lavard, som derfor var blevet en farlig konkurrent til den danske trone.

Stefan Pajung mener dog ikke, at striden om disse skånske landområder har haft betydning. Dels er det tvivlsomt, hvornår Margrethe døde, måske har det været så tidligt, at Knud var barn. Dels kan det være på et tidspunkt, hvor Knud allerede havde erhvervet store landområder og magt, så de skånske ejendomme har været uden betydning. På mordtidspunktet var Knud herre over de tre vigtigste handelsbyer i det vestlige Østersøområde, Slesvig, Oldenborg og Alt-Lubeke. Desuden var han fyrste over obodritterne, som var en slavisk stamme, der boede omkring nutidens Lübeck.

Stefan Pajung mener, man i højere grad skal søge forklaringen på mordet i de internationale forhold. I det nordtyske område var der mellem 1128 og 1130 opstået et politisk vakuum. Flere af områdets fyrster døde og ærkebispesæder Hamborg-Bremen og Magdeburg var inde i en svaghedsperiode. Den tyske Kong Lothar havde brug for en stærk allieret og støttede Knud Lavard, som udbyggede sin magt meget hurtigt. Knud Lavard var den mægtigste mand mellem Kongeåen og Oder, og Magnus har givet følt, at Knud Lavard planlagde et oprør i Danmark for at overtage tronen, og at Lothar støttede ham.

Stefan Pajung mener, at dette ikke var rigtigt. Kong Lothar ønskede at blive kronet som tysk-romersk kejser. Derfor havde Lothar brug for at eliminere Stauferne i Sydtyskland og Albrecht der Bär i Sachsen og Nordmark. For Knud Lavard har den danske trone næppe haft større betydning, positionen i det nordtyske var vigtigere. Men Kong Niels og Magnus har givet følt, at deres position blev svagere, især efter deres mislykkede forsøg på at erobre dele af Polen i 1120'erne. Pajung mener ikke, Knud Lavard har haft større interesser i Norden, hverken Danmarks trone eller eventuelle jordområder i Skåne.