Katharinenheerd kirke

Tilbage til Liste over kirke

Katharinenheerd kirke

Katharinenheerd kirke

Kirken er opført af teglsten i 1400-tallet, koret med tresidet afslutning er muligvis tilføjet i begyndelsen af 1500-tallet. I murværket ses en del blændede vinduer. På kirkens tag ses en tagrytter med klokke. Vest for kirken står et fritstående klokketårn fra 1600-tallet, på vejrhanens fane står årstallet 1604, klokketårnet er dog formodentlig først bygget senere. Kirken blev restaureret i 1992.

Kirken ligger i landsdelen Eiderstedt, som er en halvø syd for byen Husum. I landsdelen findes 18 kirker som næsten alle er grundlagt i 1100-tallet, da området bestod af tre øer, Eiderstedt, Utholm og Everschop. Kirkerne i Tönning, Tating og Garding var hovedkirker på disse tre øer. Området er bl.a. kendt for import af fonte fra Namur. Udsmykningen er især præget af indflydelse fra det nederlandske, området er rigt på fornemme korbuekrucifikser som i Garding, Kotzenbüll, Tönning og Sankt Peter, prædikestole af den såkaldte Eiderstedt-type som i Garding og Witzwort, desuden ses udskårne altertavler i Kotzenbüll, Osterhever, Sankt Peter og Witzwort. Typisk for området er desuden de såkaldte Nadverbænke fra barokken i Garding, Kotzenbüll, Osterhever og Tönning. Orgler er blevet indført tidligt i Eiderstedt, i Garding, Oldenswort, Tatting og Tönning ses tidlige facader. I Katting hænger Slesvig-Holstens ældste klokke. Kirkerne i Eiderstedt kan ses på områdets hjemmeside, tryk på nedenstående link.

Kirkerne i Eiderstedt

Skibet set mod øst

Korbuekrucifiks

Døbefont

I korets ses en malet fløjaltertavle fra 1617, på fløjenes bagsider er malet skriftsteder. Ved korets sydvæg ses en korbænk med åben baldakin fra o.1600, over for denne ved nordvæggen ses en skriftestol fra 1840. Rytteren i koret er skåret i 1400-tallet og stammer fra en Sankt Jørgensgruppe, som er den eneste kendte i Eiderstedt. Dåbshimlen er fra 1727. I korbuen hænger et korbuekrucifiks fra 1615 med sidefigurer på den oprindelige bjælke. På triumfvæggen ses en urskive fra 1617, som har hængt på det gamle korgalleri. Mod syd ses prædikestolen i renæssance fra 1612 udført af Hans Peper i Rendsburg. På sydvæggen ses et barokepitafium med rammeværk i bruskbarok, som formodentlig er udført af Claus Heim i 1658, i midterfeltet ses Opstandelsen. Malerierne på vestpulpituret er fra 1600-tallet, orgelfacaden er fra 1840, orgelværket blev restaureret i 1992.

Den ottekantede døbefont er udført i sort kalksten fra Namur i 1400-tallet, fonten er bemalet med marmorering og guld.