Jelling Kirke

Tilbage til Liste over kirke

Jelling kirke

Jelling kirke

Tørrild hr., Vejle amt, Haderslev stift. Sydøstjylland. Kor og skib er opført tidligt i romansk tid af frådsten. I korets østmur er bevaret et smiget rundbuevindue. De øvrige rundbuevinduer stammer fra en restaurering i 1935-36. Mod vest ses rester af et sengotisk tårn. Våbenhuset er fra nyere tid. Her har stået 3 trækirker før stenkirken blev bygget o.1100. Uden for kirken ses de to gravhøje, som kaldes Gorm og Thyras høje, Gorm den Gamle er formodentlig gravlagt i højen nord for kirken Thyra i højen syd for kirken. Formodentlig har Harald Blåtand opført den første kirke som gravkirke for Gorm, da Jelling-stenen blev opstillet. Ved udgravninger i 1970'erne fandt man stolpehuller til den første trækirke og en grav foran opgangen til koret. I graven fandt man knoglerester og guldtråde fra en fornem dragt samt smykker, der har sammenhæng til fund i den nordre gravhøj. Knogleresterne er blevet undersøgt på Nationalmuseet og blev lagt tilbage under gulvet ved en ceremoni i år 2000.

Foran kirkens sydindgang ses to runestene, den lille sten har indskriften GORM GJORDE KUMLER DISSE EFTER THYRA KONE SIN, DANEBOD. Det er Gorms mindesten over Thyra. Formodentlig er den hugget o.935 og opstillet i forbindelse med anlæggelse af et helligt sted, som Gorm har ladet udføre og som sammen med de to gravhøje til hans dronning Thyra og ham selv skulle være et magtfuldt minde om en magtfuld dansk høvding, der modstod truslerne sydfra. Stenen er formodentlig blevet flyttet til pladsen foran kirken på et ukendt tidspunkt. Man diskuterer betydningen af ordet DANEBOD. Tidligere er betegnelsen tillagt Thyra, som var elsket af folket, men det anses nu mere sandsynligt, at ordet skal hædre Gorm selv.

Den store sten står på det sted, hvor den oprindelig blev placeret. Under stenen har man konstateret stenfundamenter, som er oprindelige. Stenen er en kæmpemæssig marksten med tre sider, den virker ikke tilhugget men nøje udvalgt til formålet. Over jorden måler den 290 cm i højden og den brede indskriftside er 290 cm bred, de to billedsider er 160 cm brede. Indskriften er skrevet med runer og på den brede skriftside står HARALD KONGE BØD GØRE KUMLER DISSE EFTER GORM, FADER SIN OG EFTER THYRA, MODER SIN. DEN HARALD SOM SIG VANDT DANMARK. Dernæst følger en billedside med en grif der kæmper mod en slange, nederst ses et tekstbånd, hvorpå står AL OG NORGE. På den tredje side ses Kristus omgivet af ormeslyng, nederst et tekstbånd, der siger OG DANERNE GJORDE KRISTNE, dette er den første tekst, hvor Danmark nævnes. Stenen menes rejst o.985.

På den første billedside ses en Grif kæmpe mod en slange. Teksten AL OG NORGE hentyder til, at Norge blev underlagt Harald, og Griffens kamp mod slangen kan være det godes kamp mod det onde, i forståelsen kristendommens kamp mod hedenskabet, eller den kristne Haralds kamp mod de hedenske kræfter i Norge. Betydningen af ordet AL har været diskuteret. Det kan forstås som Hele Danmark, eller Grænseegnen (mod Tyskland eller helt ud til grænserne), det kan måske også tolkes som lokaliteten Ålandsøerne.

Griffen er et blandingsdyr med ørnehoved, løvekrop og vinger samt ører. Den kristne mytologi har overtaget Griffen fra orientalske vagtdyr, som også kan findes i græsk og romersk kunst. Griffen er ikke med i tidlige Physiologus-værker men dukker op i Bestiarier og sene Physiologus-udgaver. De stærke egenskaber hos løven og ørnen forenes hos Griffen, der anses for vildt og utæmmeligt med en vis dæmonisk karakter. Den er overordentlig fjendtlig mod heste, men den vil også kunne sønderrive ethvert menneske, der krydser dens vej. Griffen anses dog som et godt væsen og benyttes ofte som vogter ved indgangsdøre samt på døbefonte. Griffen benyttes som typologi på Opstandelsen eller Himmelfarten. Hos Dante betegner Griffen dobbeltnaturen hos Kristus: Gud og menneske.

På den tredje side ses Danmarks ældste Kristusfremstilling. Kristus er i korsstilling, men korset ses ikke, det ville ikke være overbevisende at fremstille en korsfæstet figur som en stærk gud. Kristusfiguren har korsglorie og er omsluttet af ormeslyng. Nederst står OG DANERNE GJORDE KRISTNE. Denne sætning beskriver Haralds omvendelse til kristendommen i 960 efter Popos jernbyrd, og Haralds succes med at få omvendt det danske folk fra hedenskabet.

Den kunstneriske kvalitet er høj, og man har haft nøje kendskab til kristen ikonografi og tankegang. Stenen er nøje udvalgt, de tre sider kan hentyde til treenigheden, delingen af teksten er ikke tilfældig, at AL OG Norge står på siden med griffens kamp mod slangen er nøje udtænkt, og afslutningen med Kristus og teksten OG DANERNE GJORDE KRISTNE er udsmykningens højdepunkt, hele stenens udsmykning går ud på at hædre Harald og understrege, at han gjorde danerne kristne og at Danmark er et kristent land, hvilket ikke blot havde en religiøs betydning men også en politisk betydning i samtiden. Kunstneren har næppe været fra lokalområdet. Selvom man har kendt til kristendommen længe før 960, har danske stenhuggere ikke haft mulighed for at udføre kristne udsmykninger af denne dimension. Men ormeslynget er typisk nordisk, så kunstneren er næppe kommet sydfra. Både kunstnerisk og idemæssigt er denne udsmykning på et højt plan, og det mest sandsynlige er en stenhugger fra Irland eller England, muligvis af nordisk oprindelse, idet stilen kan minde om samtidige engelske og irske bogillustrationer. Ormeslynget i Jelling kan også have en vis lighed med ormeslynget på stavkirken i Urnes i Norge.

Kirken mellem de to gravhøje

Jelling-stenene

Den store Jelling-sten (1)

Den store Jelling-sten (2)

Den store Jelling-sten (3)

Skibet set mod øst

Korbue og kor

Kalkmalerier på korets nordvæg (1)

Kalkmalerier på korets nordvæg (2)

Kalkmalerier på korets nordvæg (3)

Kalkmalerier på korets østvæg

Kalkmalerier af J.Th.Skovgaard korets sydvæg

Døbefont

Kor og skib har flade lofter. Koret fik indbygget hvælv efter 1620, disse blev fjernet efter en sammenstyrtning i 1874. Ved den lejlighed fandt man kalkmalerier på korets nord og østvæg. Prædikestolen er fra slutningen af 1600-tallet. I tårnrummet ses syv figurer fra en sengotisk altertavle, de viser sammenhæng med figurer fra o.1500 i Løgum kloster, der har oprindelig været 12 figurer, men 5 forsvandt o.1900. I 1970'erne gravede man gulvet op og fandt rester af tidligere trækirker samt en fornem grav foran korbuen. Efter nærmere undersøgelser på Nationalmuseet er man overbevist om, det er Gorm den gamles grav. I år 2000 udsmykkede Jørn Larsen kirken i forbindelse med en totalrenovering. Et enkelt granitalter blev opstillet foran østvinduet, der fik indsat en glasmosaikrude i gyldne farver. Skibets sydvinduer fik indsat glasmosaikruder i grønne og blå nuancer. Gulvet blev belagt med en rødlig svensk granit, i gulvet er markeret et kors med indlagt højpoleret svensk granit, i korset ses geometriske mønstre, som spejler det gyldne lys fra østvinduet. Den 30.august 2000 blev Gorm den gamle atter begravet foran korbuen i Jelling kirke, Jørn Larsen har markeret graven med en sølvstribe i det geometriske mønster.

Jørn Larsen (1926-2004)

Han blev uddanet som håndværksmaler og fik tegneundervisning på Teknisk Skole i København hos Bizzie Høyer. I 1951 gik han et semester på Kunstakademiet. I 1955 debuterede han på Efterårsudstillingen og i 1970 blev han medlem af Grønningen. Hans tidligste nonfigurative billeder er karakteriseret af tykke farvelag og flader, der overlapper hinanden. Et ophold i Østgrønland i somrene 1959 og 1960 gjorde stort indtryk på ham. Fra denne periode stammer en række billeder, som kan minde om afrevne papirstrimler. Farverne er sort, hvidt, rødt og rosa. Fra 1962 koncentrerede han sig om de rumlige problemer med granit og marmor som de foretrukne materialer. Disse billeder kalder han akromatiske, hvor han arbejder med en vekselvirkning mellem plan og rum, som giver billederne en kontinuerlig bevægelse. Figurerne har lige så stor betydning som det tomme rum, der også danner en figur og dermed bliver lige så dynamisk og energifyldt som figurerne. Fra ca. 1986 begynder linierne at dele sig, knække adskillige gange og tegne et kompliceret forløb.

Kirkeudsmykninger: Udlejre kirke glasrude (1993) altertavle i sort granit (1996), Jelling kirke gulv og glasruder (2000).

Kalkmalerierne blev afdækket i 1875 af Magnus Petersen, men han fandt, at tilstanden var så ringe, at de ikke kunne reddes. Præsten krævede, at de kun måtte stå fremme, hvis man kunne skabe en rimelig helhed. Magnus Petersen kopierede kalkmalerierne og lod dem hugge ned, hvorefter han lod pudse op igen og udførte nye kalkmalerier efter sine kopier. Han udfyldte de manglende felter med, hvad han anså var Kristus fødsel og historie. Først ses en menneskemasse (hyrdernes tilbedelse ?), derefter Kongernes tilbedelse, Fødslen, et tomt felt, Kristus og Johannes Døberen, Kristus Dåb og Kristus for Pilatus.

På Magnus Petersens akvareller ses en fornem perspektivisk allagrec-bort. Billedfelterne er indrammet i arkader. Figurer har store øjne, ægformede hoveder, lange slanke hænder, buklet hår, draperierne er stiliserede, disse stiltræk stammer fra den byzantinske tradition. Over arkadebuerne og i sviklerne ses bygninger som kan være fremstilling af Jerusalem. I Skalk 72 kan man læse om en ny fortolkning..

I St.Georg kirken i Køln har man afdækket kalkmalerier, hvis figurer er knyttet til traditionen fra bogillustrationer og som kan minde om kalkmalerierne i Jelling. På Magnus Petersens akvareller ses i sydmurens første felt en menneskemasse, i næste arkade ses hovedet af en vigtig glorificeret person. Derefter er felterne tomme, bortset fra en hånd som holder et horn, derefter ses en fødselsscene og et tomt felt, hvor der har været hugget ud til et vindue, som nu er blændet.

I krypten under katedralen i Canterbury ses en udsmykningen med Johannes Døberens historie, her ses Gabriel, som bebuder for Zacharias, at hans kone skal føde et barn, som skal kaldes Johannes, Zacharias slås med stumhed og kan ikke forklare budskabet til folkemængden men skriver navnet ned. Muligvis har der i Jelling været Gabriels Bebudelse for Zacharias på Korets vestvæg mod nord, derefter følger Zacharias, som forsøger at forklare budskabet for jøderne, hornet er formodentlig et blækhorn og bordet under hænderne en skrivepult, det hele indgår i scenen, hvor Zacharias skriver navnet ned for jøderne.

Fødselsscenen kan ikke være Jesus fødsels, da barnet ligger hos moderen og ikke i en krybbe, barnet har ikke korsglorie og der mangler æsel og okse, her er desuden psykologisk kontakt mellem barn og kvinde, hvilket der ikke er i Jesus fødsel. Fødselsscenen må derfor være Johannes Døberens fødsel, i baggrunden ses en kvinde med oprakt hånd, måske er det kvinden med den lamme hånd, der deltog ved fødslen og som blev helbredt, muligvis er kvinden glorificeret, så er det Maria som også hjalp til ved fødslen.

I det næste tomme felt kan have været Besøgelsen. I det næste felt ses en ung fornem klædt mand, et træ og en kappeklædt mand som taler til folk med jødehatte, dette er fortolket som Johannes Døberen, der fremstiller Kristus for folket, men den unge mand har ikke korsglorie og er sikkert Johannes, der som rig ung mand begav sig ud i ørkenen, træet er en skillelinje og det næste motiv er Johannes som prædiker i ørkenen.

På østvæggen mod syd ses Kristus dåb, her ser man tydeligt korsglorien. Efter østvinduet ses Kristus i en arkade, i den næste arkade rester af en person med hævet hånd. Magnus Petersen udlagde det som Kristus for Pilatus, men det er mere sandsynligt, at det er Brylluppet i Kanae. Kristus vender sig i 3/4 profil, hvilket er den handlende Kristus, Kristus velsigner ikke foran Pilatus, i den scene er han passiv, men på Magnus Petersens akvareller er dette område meget fragmenteret, og man kan ikke med sikkerhed kan sige, det er Brylluppet i Kanae. De byzantinske træk passer med tidens interesse for byzantinsk kunst.

På sydvæggen fandt man ingen kalkmalerier, her malede Johan Thomas Skovgård Korsfæstelsen, Opstandelsen og Kvinderne ved graven i 1927.

Den romanske granitfont har glat kumme og pyramidestubfod. Fonten er ikke registreret i Mackeprang.