Højby kirke

Tilbage til Liste over kirke

Højby kirke

Billedserie

Liste over billeder

Højby kirke

Ods hr., Holbæk amt, Roskilde stift. Nordvestsjælland. Kor og skib er opført i begyndelsen af 1100-tallet af groft tilhugne marksten. Man har fundet rester af en tidligere trækirke nord for byen. Tre træstave over den nuværende syddør samt to mindre stave over døren til sakristiet stammer formodentlig fra denne trækirke. Under koret er fundet en østvendt grav fra før den nuværende romanske kirke blev bygget. Tårnet blev tilføjet i begyndelsen af 1400-tallet, kamtakker og blændinger er fra o.1500. I våbenhuset ses en romansk granitgravsten med korsmærke og en romansk gravsten med to cirkelkors, der nu fungerer som tærskelsten. Højby var i middelalderen en driftig havn og sognet har været rigt. Kirken gennemgik en grundig restaurering i 1961-64.

Tryk på nedenstående link og læs mere om Højby kirke på siden Kirker i Ods herred.

Højby kirke

Østvæggen er flad uden apsisrunding, man ser den oprindelige mur af groft tilhugne marksten og et tilmuret østvindue. I korets nordvæg sidder et tilmuret romansk vindue med rester af en egetræsramme. Dette vindue er indrammet af fint tilhugne sten i myremalm. Da kirken fik hvælv, har man forhøjet væggen i teglsten og østvinduet er blevet blændet. En støttepille modvirker trykket fra hvælvene.

Overgangen mellem skib og tårn markerer skellet mellem den tidlige romanske stenkirke og udvidelsen mod vest i teglsten o.1400. Våbenhus og sakristi er fra o.1500. Omkring den tilmurede norddør ses en fin indramning af myremalm. Den romanske kirkes hjørner er markeret med fint tilhugne sten af myremalm. Skibets kampestensvæg mod vest har haft vestdør og fundamenter til et herremandspulpitur, det er muligvis ved denne vestdør, at Ridder Ebbes døtre myrdede de to unge mænd, som havde skændet dem.

På siden Kirker i Ods herred kan man desuden læse legenden om Ridder Ebbe til Næsholm og hans døtre, der bliver voldtaget af to unge sønner fra en nærliggende herregård, mens Ridder Ebbe er på langfart. Døtrene føder to sønner, og ved midnatsmessen juleaften myrder søstrene de to mænd i kirken. Tryk på nedenstående link og læs hele legenden.

Ridder Ebbes døtre

I januar 2007 påbegyndte Nationalmuseet en afrensning af kalkmalerierne i Højby kirke. D.2.december har man gennemført 1.etape så julehøjtiden kan fejres i kirken. Efter januar 2008 vil man færdiggøre afrensningen, som menes at være færdig i begyndelsen af det nye år. Tryk på nedenstående link til Odsherreds avis og læs en artikel om restaureringen.

Odsherreds avis

Korbuen er udvidet og gjort spidsbuet ved en restaurering i 1870'erne. Alterbordet stammer fra den tidlige romanske stenkirke, alterbordets forside dateres til o.1575. Altertavlen er en middelalderlig fløjtavle i sengotisk stil, en predella, som nu står i sakristiet, blev tilføjet i 1572, topstykket dateres til 1630, i storfeltet ses Korsfæstelsen, i nordfløjen ses Bebudelsen, Fødslen og Kongernes tilbedelse, i sydfløjen ses Gethsemane, Kristus for Pilatus og Korsbæringen. Prædikestolen er skåret af Lorentz Jørgensen i 1656. I kirken ses stolestader med adelsvåben fra 1555. På Nordkapellets vestvæg ses rester af draperier.

Ved restaureringen i 1961-64 blev gulvet gravet op, og man fandt det oprindelige gulv fra den romanske kirke. Gulvet hævede sig meter op gennem skibet fra vest mod øst. Koret var hævet 1,75 meter over skibets gulv. Langs væggene fandt man velbevarede stenbænke, i skibet fandt man fundamentet til en døbefont ud for nord og syddøren. Nord og syd for korbuen fandt man fundamenter til sidealtre. Man fandt også en del mønter, hvoraf de ældste dateres til o.1150.

Under opgravningen af gulvet fandt man en grav med knoglerester og fornemme tekstiler med guldtråde samt blykalk og pilgrimsrelikvier. Den gravsatte er muligvis Ærkebiskop Niels Jacobsen Rusere Finkenov, som var ærkebiskop for Norge 1382-86 og Magrethe I's fortrolige. Gejstlige havde tilladelse til at blive begravet i deres kirke, de fik ofte en blykalk med i kisten. Forbindelsen til Norge understreges af motiver med Olav den Hellige i udsmykningen. I 1552 fik Peder Paladius kirken som pension, han fik retten til tiende og skulle sørge for præster til kirken.

Kalkmalerierne i koret og skibets hvælv er formodentlig udført o.1380 i forbindelse med, at kirken fik pærestavsprofileret krydshvælv. Kalkmalerierne blev afdækket i 1901, ved denne afdækning fandt man en Korsfæstelse fra o.1200, den blev atter overkalket i forbindelse med Rothes restaurering af kalkmalerierne. Kalkmalerierne blev genrestaureret i 1950 ved Lind. Ved den store restaurering i 1961 blev kalkmalerierne afrenset og genrestaureret. Desværre installerede man et varmesystem, som blæste varmt støv op på kalkmalerier, så støvet satte sig fast og mindre end 10 år efter den store restaurering var kalkmalerierne atter tilsmudsede. Man har nu påbegyndt en ny restaurering af kalkmalerierne efter man har løst problemet med varmesystemet. Restaureringsarbejdet menes at være færdigt til sommeren 2008, så kan vi igen beundre de fine kalkmalerier uden støvlag.

I Højby vokser vegetationen ud af ribber og top, i kalkmaleriernes stilmæssige udvikling frigør vegetationen sig efterhånden og bliver til strøornamentik. Sissel Plathe beskriver kalkmalerierne i Højby kirke i Festskrift til Ulla Haastrup (Ikonografisk Blik 1993 s.95). Højby kirke og kalkmalerier danner kulisse i Ebbe Kløvedal Reich: En engels vinger (Vindrosen 1990 ISBN 87-7456-404-8).

På korets nordvæg ses våbenskjold for Ærkebiskop Finkenov, dette daterer udmalingen. Under våbenskjoldet ses en lille figur i messehagel, han knæler i retning mod alteret. Det er formodentlig Finkenov. Den store figur er formodentlig en helgen fra en tidligere udmaling. På nordvæggen ses en løve, der ånder på sine unger. Det er et genopstandelsesmotiv, som knytter sig til middelalderens zoologibog, Physiologus. I middelalderen var videnskab lig med erkendelse, som førte til idealet. Under nordvæggens udsmykning ses indridsede bogstaver, som ikke kan tydes.

Kalkmalerierne i korets hvælv omhandler Dommedag og straf, men frelsen og Paradiset mangler. I østkappen ses Dommedagskristus, der har en Majestas som forbillede. Billedet er hårdt restaureret. Vegetationen er ved at tage magten fra motivet. I en mandorla sidder Kristus på himmelbuen. Han hæver sine hænder til velsignelse og viser sine naglegab. Her er ikke sværd og lilje. Han flankeres af Maria og Johannes Døberen som går i forbøn for menneskeheden. Foran Maria ses en lille bedende sjæl, som står op af graven. Kirkens udsmykning bærer tydeligt præg af mindst to hænder. Især Gabriel og Mikael på syd og nordkappen i koret skiller sig klart ud. Det kan undre, at kirkens vigtigste billede, Dommedagskristus i apsis, ikke har samme kvalitet som billederne i nord og sydkappen. Der må være sket noget, måske er betalingen stoppet efter Finkenows død, eller mesteren har fået et bedre arbejde et andet sted.

I sydkappen ses en engel (Gabriel ?), som blæser i dommedagsbasun, de døde står op af gravene og bærer deres kister væk på ryggen. Det kan minde om et mysteriespil, hvor de medvirkende tager rekvisitterne med ud for at gøre klar til næste scene. Manden med kisten under armen ser fortrøstningsfuldt op på Gabriel, men kvinderne virker ikke glade ved situationen, de frygter mødet med Mikael i vestkappen og den formodede nedstyrtning i nordkappens Helvedgab. Kun østkappens Dommedagskristus har i dagligdagen været synlig for menigheden, korets øvrige udsmykning henvender sig primært til de gejstlige, man må dog formode, at menigheden har fået lov at se korets udsmykning ved særligt festlige lejligheder. Englens vinger har skygger, et forsøg på rumlig skildring. Her har mesteren selv arbejdet.

I vestkappen ses dommens time. Mikael Sjælevejer vejer sjælen i den højre vægtskål, men de onde gerninger i den venstre vægtskål tynger ned, og sjælen tager sig til hovedet i fortvivlelse. Imidlertid har Mikael opdaget den lille djævel, som snyder og tynger den venstre vægtskål ned, så der er håb endnu, og Mikael holder heller ikke helt reglementeret på vægtstangen, så sjælen skal nok undgå nordkappens pinsler. Måske er det Finkenovs sjæl som vejes. Sydkappens Gabriel og vestkappens Mikael har et kunstnerisk højt niveau, her har mesteren selv været. Vingerne får lov til at brede sig, de gentager hvælvkappens vinkel og danner en fornem baldakin over scenen. Foldekastene er overbevisende, og den idealiserede yndefulde stil, som er typisk for 1300-tallet, tyder på fransk påvirkning.

I nordkappen ses Helvedgabet og de dømte. Helvedet er her placeret i nordkappen. Ofte er Helvedet placeret syd for Dommedagskristus, ved Kristus venstre hånd, og Himmelborgen mod nord, ved den højre hånd. I Højby kirke ses ikke nogen Himmelborg, korets udsmykning koncentrerer sig om straffen og scenerne følger retningen i urets retning fra Dommedag, de døde vækkes, sjælevejning og dom, straffen for synderne. Hermed placeres Helvedet mod nord, som er mørket og ondskabens side i modsætning til den lyse sydside. At Helvedet er placeret over Finkenov kan måske være en hentydning. I Helvedet ses mange fortabte med tonsur, en engel svæver over de dømte, englen har sværd, som den forsøger at hugge en lænke over med. Dette er ikke Skærsilden, englen deltager ikke aktivt i afstraffelsen, men er vejviser for de dømte sjæle og kæmper med en djævel om en sjæl, en gejstlig hæver hænderne i bøn. Fanden sidder i Helvedgabet, han er skildret frontalt. Helvedgabet er tegnet med sikker streg, men den øvrige figurtegning og den samlede komposition er ikke af samme høje kvalitet.

I skibets hvælv ses menighedens billeder, her fortælles helgen og martyrlegender. Dagligdagens ting og hændelser blandes med de gode historier, som man kendte og elskede. En sejlads i samtidens skibe, en hovmodig adelsmand på jagt og tyveri var ting, man kunne forholde sig til. I skibets 1.fag er øst og vestkappens udsmykninger gået tabt men på syd og nordkappen ses Olav den Helliges kapsejlads og Laurentius martyrium, to af tidens populære helgener.

Sydkappens udmaling er af høj kvalitet, mesteren har selv været her, og motivet er vigtigt, Finkenovs norske forbindelse understreges med legenden om Olavs kapsejlads. Olav den Hellige og hans bror Harald Hårderåde sejlede om kap for at afgøre, hvem der skulle have den danske trone. Olav lod sin bror sejle i det hurtige skib, Ormen hin Lange, mens han selv tog det langsomme Oksen hin Lade. Og mens Harald straks sejlede, gik Olav først til messe inden han drog af sted. Men Gud hjalp Olav og på mirakuløs vis indhentede Olav skibet med Harald og passerede det. Olav sejlede så hurtigt, at da han affyrede en pil i sejlretningen, indhentede han pilen. Olav sejler alene, mens Harald har to hjælpere ombord, men lige lidt hjælper det. Kapsejladsen fandt ifølge legende sted i 1015, da Olav blev konge af Norge, og skibene har været af vikingeskibstypen, disse skibe er kogger fra midten af 1300-tallet. Kunstneren har kendt til skibe og deres sejlføring. Finkenov havde også tilknytning til Skamstrup kirke, hvor man også ser Olavs kapsejlads. I Skamstrup skyder Olav pilen bagud, hvilket er en misforståelse. I området omkring Roskilde Fjord og Isefjord var der stor interesse for Olav. Måske kan det også være en hentydning til Margrethes søn Oluf (Olav), der som barn blev valgt til konge over Norge og Danmark men som døde inden han blev myndig.

I nordkappen ses Laurentius martyrium. Sankt Laurentius var skytshelgen for Roskilde Domkirke, hvorunder Højby kirke hørte. Laurentius var discipel af Pave Sixtus II og diakon i Rom. Ifølge legenden led han martyrdøden mandag d.10.august år 258 i forbindelse med kristenforfølgelserne under Kejser Valerian. Kejseren overværer henrettelsen, mens bødler hælder olie på bålet, puster med blæsebælg og prikker med kødgafler. Billederne i Højby er ikke dramatiske, de er venlige. Dragter og sko er fra slutningen af 1300-tallet. Risten ligner en strålekrans. De to flankerende bødler med spidse sko er tegnet med sikker streg og danner en kompositorisk ramme, der gentager hvælvets form. De øvrige figurerer og den samlede komposition har ikke samme styrke, hvilket kunne tyde på, at mesteren kun delvist har været her.

Skibets 2.fag er helliget Kristus. I østkappen ses Sankt Georgs kamp med dragen, som er en typologi på Kristus komme og frelserværk. I de øvrige fag ses scener fra barndomshistorien. At scenen med Sankt Georg er placeret i østkappen viser dens vigtighed.

Sankt Georg har kors på hjelmen, dragen er virkelig ond. Sankt Georg er en kristusfigur, der vinder over det onde. Dragen stammer fra østlige religioner og blev derfor symbol på hedenskab i den vestlige kirke. I de østlige religioner forbindes dragen med vandet = usynlige kræfter, allerede under Konstantin dukkede dragen op. Den knyttedes til soldaterhelgener, som nedkæmper drager (de østlige hedninge). Kvindefiguren (Prinsessen) symboliserer byen, som soldaterhelgener omvender. Sankt Georg blev skytshelgen for det første korstog, og dragelegenden med prinsesse Kleodolinde knyttes til Sankt Georg. Oprindelig var han en soldaterhelgen fra Kapadokien, han led martyrdøden i 306 under Kejser Diocletians kristenforfølgelser. Denne Sankt Georg havde intet med drager at gøre. Hans helgenlegende kan bl.a. ses i Broager kirke i Sønderjylland og Nibe kirke i Himmerland. Sankt Georg blev til en dalmatisk prins, der redder en prinsesse i Nordafrika, Scuola San Georgio i Venezia er indviet til denne Sankt Georg og logen har tætte forbindelser til Albanien. Sankt Georgs helgendag er 23.april, han regnes som forårets helgen, ridderskabets helgen og beskytter mod pesten. I dag er han spejdernes værnehelgen og Benedikt XIV kårede ham til Englands værnehelgen, hvilket førte til oprettelsen af Sankt Georgs ordenen.

I sydkappen ses Maria Bebudelse og Bebudelsen for hyrderne. I Marias Bebudelse er der ingen læsepult, Maria står i bedestilling med oprakte arme.

I vestkappen ses Kongernes tilbedelse. Kun den øverste del er bevaret. Maria sidder i en seng, en sjælden ikonografi, Josef retter på puden. De to ældste konger er klædt værdigt, den yngste er klædt i nyeste mode fra o.1400 med vide ærmer og lavtsiddende bælte.

I nordkappen ses Fremstillingen i Templet. Josef står med nathue på og har tre duer i kurven. Bag Maria ses en figur med kærte, muligvis en forbindelse til Maria renselsesfest (Kyndelmisse).

I skibets 3.fag ses tre moraliteter og et martyrium. Sankt Stefans martyrium er placeret i hvælvet over syddøren. Mod vest ses et Memento mori, mod nord legenden om den tyvagtige pige og mod øst legenden om Elegius.

I østkappen ses Sankt Elegius slå sko på en hest. I Norden kaldes han også Sankt Løye. Han var smedenes og guldsmedenes helgen. Han var smed og har skødeskind på. Han har tage hestens ben af, så han kan sætte en ny sko på. Elegius kunne udføre dette mirakel fordi han var en ydmyg troende. Men Elegius har ikke altid kunnet gøre det. Legenden fortæller om smeden Elegius som boede i Frankrig i 700-tallet. Han pralede med sin store dygtighed og satte et skilt over sin dør med teksten "Mester over alle mestre." Sankt Peter blev sendt ned til ham forklædt som lærling. Peter skulle straffe hans hovmod og skoede en hest ved at tage benet af hesten og sætte det på igen uden hesten led skade. Elegius prøvede det samme, men blodet flød og han kunne ikke sætte benet på igen og måtte bede lærlingen om hjælp. Peter formanede ham om ydmyghed og derefter lykkedes alt for Elegius, som resten af sit liv levede i stor fromhed og kunne udføre miraklet med hestebenet.

Til højre ses en mystisk dame med håndten. I legenden om Elegius har Satan forvandlet sig til en løsagtig kvinde, der søger at friste Elegius i hans smedje, men Elegius jager hende ud med en glødende ildtang. Anders Sørensen Vedel skriver i 1593 om Olav og hans mirakler på rejserne, bl.a. forvandler han trolde og hekse til sten, måske er det en heks, som er forvandlet til sten. Sissel Plathe binder denne figur sammen med Olavslegenden, hvor en heks bebrejder Olav, at han sejler gennem hendes kældervæg, Olav forvandler heksen til sten. Ornamenterne breder sig, de går ind i billedet.

I artiklen Kalkmalerier, folkeviser og De ti Bud i Det iconographiske blik, festskrift for Ulla Haastrup (Falcon 1993. ISBN 87-88802-07-8) nævner Sissel F.Plathe folkevisen om Hellig Olavs Væddefart, som Anders Sørensen Vedel har nedskrevet. Kapsejladsen er skildret i skibets 1.fag og kvinden med ten i andet fag udlægges som heksen i folkevisens vers 39-41:

Udstaar Kierling met Roch oc Teen:
"Sankt Oluff, hvi seiler du oss til Meen.

Sankt Oluf met dit røde Skeg,
Hvi seiler du igennem min Kielder Veg."

Sankt Oluf sig tilbage saa:
"stat du der oc bliff til Kamp hin graa"

I nordkappen ses to besynderlige scener, som muligvis er en påmindelse om De ti Bud. Til højre omfavner et par hinanden, en djævel hvisker kvinden noget øret, hun bliver lokket til at bryde buddet Du må ikke bedrive hor, og han overtræder måske buddet Du må ikke begære din næstes hustru. Hendes hånd er inde under mandens kappe, så hun bryder også buddet Du må ikke stjæle. Til venstre falder dommen for at stjæle, kvinden har fået hugget hånden af. En mand med stok (en dommer ?) står ved siden af den knælende kvinde, den afhuggede hånd ligger i et fad. Fremstillinger af De 10 Bud fra 1400-tallet kan minde om denne fremstillinger. Ved en restaurering i 1911 tolkede Rothe dommeren som Jakob d.æ.

Sissel F.Plathe modgår Rothes tolkning i artiklen Kalkmalerier, folkeviser og De ti Bud i Det iconographiske blik, festskrift for Ulla Haastrup (Falcon 1993. ISBN 87-88802-07-8). Sissel F.Plathe fortolker den ældre mand som en dommer og nordkappens motiver som en moraliserende fremstilling af De ti Bud.

I vestkappen ses Ridderen og Døden. En fornemt klædt falkejæger forfølges af en nøgen rytter med armbrøst på en ko. Et Memento Mori. Den hovmodige ridder ænser ikke den snigende død, som kommer bag på ham. Døden kommer, når du mindst venter det. Falkoneren er lapset klædt i 1400-tallets nyeste mode. I 1400-tallet var døden aldrig langt væk, så billedet har fået menigheden til at gyse men samtidig føle skadefryd, for døden overrasker ikke kun menigmand men også den hovmodige ridder. I Johannes Åbenbaring (Apokalypsen) kap.6 bryder lammet det 4.segl og Døden kommer ridende. Apokalypsens rytter på den gusten-gule hest kommer her ridende langsomt på en ko, døden kommer langsomt, men sikkert.

I sydkappen ses Sankt Stefans martyrium. Stenene klæber til Stefans krop, man har forsøgt at skildre bevægelsen og øjeblikket. Saulus = Paulus overværede denne stening. Stefan blev den første martyr og hans martyrium omtales i Apostlenes gerninger kap.7.

Den romanske granitfont har tovsnoning under mundingsranden og afløbshul med kanal udvendigt på foden (Mackeprang s.405). Fonten er registreret i Mackeprang - Sjælland - Roskildetypen - Roskildegruppen.