Hjermitslev kirke

Tilbage til Liste over kirke

Hjermitslev kirke

Hjermitslev kirke (Øster Hjermitslev)

Børglum hr., Hjørring amt, Ålborg stift. Vendsyssel. Kirken er tegnet af Valdemar Schmidt og er opført i 1911 af gule mursten over pofyrsokkel. Kirken består af en langhusbygning med apsis mod øst og tårn mod vest.

På hjemmesiden for Ålborg stift kan man se billeder fra stiftets kirker. Siden er under opbygning, men der er allerede et bredt udsnit af stiftets kirker. Billedmaterialet er fornemt, og siden er glimrende bygget op med supplerende tekstmaterialer. Tryk på nedenstående link og søg under Kirker eller under Provstier.

Ålborg stift

Skibet set mod øst

Alter

Prædikestol

Døbefont

Kirkens inventar stammer fra opførelsen alt i Skønvirkestil. På alteret står et kors udført i stil med Valmarkorset, i centrum ses et Kristusmonogram. På prædikestolen ses et korslam og et symbol på Tro, Håb og Kærlighed (Anker, Roser og Hjerte). Granitfonten er inspireret af de romanske granitfonte, på kummen ses kors.

Valdemar Schmidt (1864-1944)

V.Schmidt blev først uddannet som murersvend, hvorefter han kom på Kujnstakademiet i København i 1885 hos Hans J. Holm med afgangseksamen i 1892. Efter færdiggørelsen fik han ansættelser hos Hans J. Holm, Martin Borch og Martin Nyrop. Valdemar Schmidt tilhørte den nationalromantiske tradition og var præget af Hans J. Holm og hans kreds, bl.a. Martin Nyrop. V.Schmidts arbejder er kendetegnet af en vægtning af håndværket og materialet. Det er velproportioneret, velindrettet byggeri med forkærlighed for røde mursten og en enkel dekoration, inspireret af gotik og romansk stil, ofte med sokkel og detaljer i granit og kalkdekorationer. Da det middelalderlige Skt. Knuds Kloster i Odense brændte i 1913, forestod han en genopbygning i gotik med bevaring af mure. V.Schmidt restaurerede flere kirker nær Thisted og tegnede nye med omhyggelige detaljer i historisk tradition som Skt. Johannes kirken i Århus i romansk stil (1902-05), Hjermitslev kirke (1911), Rødhus kirke (1913), Brønderslev nye kirke (1920-22) og Lønstrup kirke (1926-28).