Helsingør Karmeliterkloster

Tilbage til Liste over kirke

Helsingør Karmelitterkloster

Billedserie

Liste over billeder

Helsingør Karmelitterkloster

Vor Frue karmeliterkloster med Sanct Mariæ Kirke er et af de bedst bevarede middelalderlige klosteranlæg i Nordeuropa. Klosteret blev grundlagt i 1430 da Erik af Pommern inviterede karmelitermunkene, de såkaldte hvidebrødre, til Helsingør. Man påbegyndte opførelsen af klosteret kort efter og efter en brand i byggeperioden o.1450 stod kirke og kloster færdigbygget i sin nuværende skikkelse o.1500. Efter reformationen blev klosteret i 1541 omdannet til hospital og alderdomshjem. Desuden har klosteret huset Helsingørs latinskole og har i 1800-tallet fungeret som alderdomshjem for værdigt trængende. Siden 1991 har klosterbygningerne fungeret som administrationsbygning for Helsingør stiftsøvrighed og mødelokaler for Sanct Mariæ sogn. Christian d. II lod i 1517 Dyveke begrave i klosteret.

I kapitelsalen (refektoriet) og musiksalen samt i det såkaldte fugleværelse kan man se kalkmalerier fra o.1500. Kalkmalerierne blev afdækket i 1901, da kirken og klosteret blev hovedrestaureret under H.B. Storck. Desuden har man afdækket enkelte kalkmalerier i klostergangene, over en dør ser man det øverste af Kristus som Smertensmand med svøbe, ved hans side står det øverste af Maria med et sværdhæfte, Mater Dolorosa, Marias smerter der beskrives ved sværd som rammer Maria. I klostergangen ser man desuden fragmenter af Det mystiske bryllup, hvor Jesusbarnet i Marias favn rækker en ring til Katarina. Alle klosterets kalkmalerier blev renset ved restaureringen af kirkens kalkmalerier i 1989-92.

I Kapitelsalen (Refektoriet) ser man Lazarus historie som den centrale del af udsmykningen. Her blev brødrene i tiggermunkeordenen konstant mindet om, at den rige mand, som ikke ville modtage Lazarus ved sit bord, han kom ikke i Paradiset, hvorimod den fattige Lazarus blev optaget i Paradiset. Kalkmalerierne blev afdækket af Eigil Rothe i 1906 og blev afrenset ved Robert Smalley i 1989-92. På langvæggen ses Jesus og samaritanerinden ved brønden, Jesus fristes med sten i ørkenen, Den rige mand ved bordet, Lazaruz foran den rige mands hus, Den rige mands død, Lazarus død, Lazarus i Paradis og Den rige mand i Helvedet, på den koret væg ses Korsfæstelsen og Den apokalyptiske Madonna. Kalkmalerierne er formodentlig kopieret efter samtidige bloktryk.

Historien om Lazarus ved den rige mands bord stammer fra Lukasevangeliet kap.16 v.19-31. og skildres normalt i et billede med Lazarus liggende under bordet, mens hundene slikker hans sår. Her er historien noget udvidet, den rige mand sidder indendørs ved et veldækket bord flankeret af to damer, foran bordet ses musikere, som ikke er dværge men er mindre betydningsfulde, ved siden af bordet står tjenere og hoffolk. Lazarus er her placeret uden for den rige mands hus, to tjenere spotter Lazarus, den ene holder sig for næsen. I den rige mands død ser man djævle hente den rige mands sjæl, scenen kan minde om billeder fra Ars Moriendi, der kan ses i Vor Frue kirke i Sæby. I Lazarus død henter engle sjælen og bringer den til Paradiset. Den sidste scene på langvæggen er meget fragmentarisk, men man kan øverst se fragmenter af Lazarus i Paradiset formodentlig i Abrahams skød, nederst ses den rige i Helvedet, på tekstbåndet kan man læse dele af en tekst fra Lukasevangeliet, hvor den rige mand trygler Abraham om nåde, men Abraham svarer, at den rige mand skal huske, han havde det godt mens han levede, mens Lazarus havde det ondt, nu trøstes Lazarus i Paradiset mens den rige pines i Helvedet.

Kalkmalerierne i Fugleværelset og Musiksalen blev afdækket i 1901-06 af Storcks betroede medarbejder Mads Henriksen, som udfyldte manglende områder. Udsmykningen i fugleværelset består af rødt løvhang med fugle, hvilken funktion det såkaldte Fugleværelse har haft vides ikke, men en legende fortæller, at Christian II lod Dyveke begrave her og ikke i kirken. I Musiksalen ser man spillende engle i et tæt løvhang. I løvhanget ser man fugle og figurer boltre sig livligt. Kun de spillende engle har farve, alt andet er grønt, figurerne snor sig ind og ud af det grønne løvværk og jo mere man kigger, jo flere figurer får man øje på.