Haldum kirke

Tilbage til Liste over kirke

Haldum kirke

Haldum kirke

Sabro hr., Århus amt, Århus stift. Østjylland. Kor og skib er opført i romansk tid af frådstens og limstenskvadre, murværket har hjørnelisener og øverst rundbuefriser på små konsoller. Begge de rundbuede døre er bevaret i tilmuret tilstand, flere rundbuevinduer er bevaret. Tårnet er opført i sengotisk tid af munkesten. Kirken har hørt under grevskabet Frijsenborg, som har haft 25 af områdets kirker under sig, ud over Haldum kan nævnes Foldby, Over Hadsten, Skjød, Vitten og Lyngå, alle kirker bærer præg af tilhørsforholdet til Frijsenborg, især efter hovedistandsættelser i 1865, ved den lejlighed blev Haldums tårn skalmuret og fik skifertækket spir.

Sognet har udgivet et hefte med efterladte skrifter fra tidligere menighedsrådsformand Viggo Larsen. Heftet har glimrende illustrationer og fortæller indgående om Haldum kirke, samtidig er heftet en udmærket introduktion til den danske kirkebygnings historie og udvikling. Oplysningerne her er delvist hentet fra dette hefte.

Haldum kirke nævnes i århusbispen Peder Vagnsens testamente dateret 14.november 1203. Peder Vagnsen var af Hvide-slægten og en velhavende mand, han overdrog kirkens indtægter til kannikkerne ved Århus domkirke. Der er ikke undersøgt for en tidligere trækirke på stedet, men i Peder Vagnsens testamente nævnes en gård ved kirken, om det har været en stormands gård eller blot en præstegård vides ikke, men i dag formoder man, at de tidligste kirker blev bygget af stormænd i forbindelse til slægtsgården, om dette også er tilfældet med Haldum kirke, vides ikke. Stednavnet Haldum kan dateres til de første århundreder efter Kristi fødsel. Endelsen -um er i sin oprindelse ordet heim (:hjem), som i Trondhjem, Hildesheim og Tottenham, Hall betyder hældning. Navnet fortæller, at byen er en gammel landsby, som lå på en skråning.

Frådsten (også kaldet kildekalk) dannes ved kalkaflejringer i kalkholdige vandløb. Under vand er det en blød masse, der kan skæres ud og som bliver hård og noget blæret, når den kommer i kontakt med luftens ilt. Den er nem at behandle og nem at transportere, derfor har den været brugt til kirkebyggeri i de områder, hvor den var tilgængelig. På Vejleegnen og ved Skanderborg findes flere frådstenskirker, således blev den første stenkirke i Århus bygget af frådsten o.1060, i 1955 fandt man rester af denne kirke under Vor Frue kirke. Stilistisk henregnes disse frådstenskirker til noget af det tidligste kirkebyggeri i Danmark. Haldum kirke dateres til o.1100.

Efter reformationen overtog kronen bispegodser og kirkegodser, den tidligere bispegård i Århus blev til Århusgård, hvor lensmand Peder Ebbesen Galt havde sit hovedsæde. I Jordebogen fra 1544 nævnes indtægterne fra Haldum kirke. Efter nederlaget til svenskerne i 1650'erne var statsgælden så stor, at der måtte gøres noget radikalt. Enevælden blev indført i 1661 og kronen realiserede en stor del af aktiverne, bl.a. kirker og kirkegods. I 1661 blev Haldum kirke skødet til Mogens Frijs og fra1672 var kirken en del af grevskabet Frijsenborg.

Efter reformationen skulle herredsprovsten føre tilsyn med kirkernes vedligeholdelse, men det kneb ofte at få kirkeejerne til at bruge penge fra tiendet til udbedringer, hvilket fremgår af indberetningerne. Efter kirken kom under Frijsenborg i 1672 ændredes dette, nu kunne indberetningerne melde, at kirken var i god stand. I 1801 var den dog atter gal, kirken var grøn af fugt, men i 1809 er dette udbedret. I 1849 overtog C. E. Krag-Juel-Vind-Frijs den nordlige del af grevskabet Frijsenborg med 25 kirker, heriblandt Haldum. Greven var en aktiv mand, der også fik tid til at være stats og udenrigsminister samt initiativtager til den nye grundlov i 1866. Med dygtighed fik han konsolideret gårdens økonomi og i 1865 lod han påbegynde en renovering af grevskabets kirker med arkitekten Christen Kiilsgaard som byggesagkyndig.

Kiilsgaard gennemførte en noget hårdhændet istandsættelse, der i dag har givet kirkerne et noget ensartet præg, på egnen kaldes de Frijsenborg-kirkerne. Kiilsgaard fulgte dog kun tidens mode inden for kirkeistandsættelser, man ville føre kirkerne tilbage til deres "oprindelige" udseende, sådan som man formodede, de havde set ud. Man stilkopierede men blandede ofte forskellige stilarter sammen og var samtidigt stærkt optaget af tidens nye materialer som cement og støbejern. Således blev Haldum kirke cementpudset. Efter lensafløsningsloven i 1922 overgik Haldum kirke til selveje. I 1992 var det gamle orgel fra 1904 slidt op og et nyt skulle anskaffes. Man lagde sig fast på et 16-stemmers orgel fra Frobenius, men da pulpituret var for svagt til at bære dette orgel, måtte man også udskifte pulpituret, og da tårnrummet også trængte til en renovering, endte man med at vedtage en hovedistandsættelse af hele kirken i 1996-97.

Skibet set mod øst

Altertavle

Døbefontt

Døbefont, lille drage

Den oprindelige korbue er bevaret med smalle, skråkantede kragbånd. Over korbuen ses en inskription fra 1800-tallet. Kor og skib har i sengotisk tid fået indbygget krydshvælv på fremspringende vægpiller. Altertavlen er fra 1599 med malerier fra 1800-tallet. Prædikestolen er fra 1615. I tårnet hænger en klokke fra 1300-tallet uden indskrift. Kirken havde fælles kalk indtil 1930, da et medlem af menigheden ville skænke 30 sølvbægre til kirken. Menighedsrådet bad dog om, at få konverteret gaven til to-tårnet sølv, idet man mente, rent sølv ville friste svage sjæle. En enkel men åbenbart effektiv tyverisikring, idet heftet om kirken ikke fortæller om tyveri.

Granitfonten har på kummen dobbeltløver med fælles mandshoved, bag en af løvernes haleduske ser man en lille drageunge, på foden ses to løver, en engel og en ørn, på fodens hjørner ses mandshoveder. Fonten er nært beslægtet med fonten i Lyngå kirke. Fonten er registreret i Mackeprang - Nord og Sønderjylland - Østjyske løvefonte - Den klassiske type - Sjørslevgruppen.