Ejsing kirke

Tilbage til Liste over kirke

Ejsing kirke

Billedserie

Liste over billeder

Ejsing kirke

Ginding hr., Ringkøbing amt, Viborg stift. Nordvestjylland. Kor og skib er opført i romansk tid i 1100-tallet af tilhuggede små granitkvadre. I 1400-tallet blev skibets nordvæg nedrevet og sakristiet blev opført af munkesten. I 1500-tallet opførtes nordkapellet i 3 fag samt sydkapellet. Nogenlunde samtidig blev våbenhuset og tårnet opført. De sengotiske bygninger er opført af munkesten blandet med genanvendte granitkvadre. I skibets sydmur mod vest er indmuret en kvader med seks kvadrater, hver indskrevet i en cirkel, formodentlig en kragsten. I skibets sydmur mod vest ses desuden en reliefkvader med kors indskrevet i en cirkel samt en romansk granitgravsten med kors og majuskelindskrift over Asser, søn af Tyge Cabbe og fru Ide. Ved skibets vindue øst for våbenhuset ses en overkalket reliefkvader med en løve. I murværket ses en kvader med et nedslidt hoved og en kvader med en cirkelrund fordybning, som formodentlig er et såkaldt stenhuggerfelt, der menes at være stenhuggerens mærke. Syddøren er bevaret med rundstavsprofileret karm og glat tympanonfelt, portalen er noget omlagt i nyere tid. Norddøren er blevet flyttet til nordkapellets nordmur. Korgavlens rundbuevindue er muligvis oprindeligt. Tærsklen i våbenhusdøren er en gammel overligger med profil. Hele kirken bærer præg af tilknytning til den nedrevne herregård Landting, som lå i nærheden af kirken.

Tryk på nedenstående link og se sognets hjemmeside

Ejsing sogn

Skibet har bevaret sit oprindelige flade bjælkeloft, koret fik indbygget hvælv i sengotisk tid. I 1930 afdækkede man sengotiske kalkmalerier i korhvælvet, de blev restaureret i 1945. Sydkapellets kalkmalerier blev afdækket og restaureret i 1951. Man har fundet spor af kalkmalerier på triumfvæggen. Altertavlen er fra 1764 og bærer initialer for Niels Lillelund fra Landting og Mariane Bernsdorph. Prædikestolen er fra 1656. Den siges at have været bestemt for Viborg Domkirke. Dåbshimlen er fra 1656. De tre nordkapeller er nu sammenbygget til et nordre sideskib, som åbner sig mod ved arkadebuer båret af firkantede piller. I det nordre sideskib ses et korbuekrucifiks fra midten af 1400-tallet med sidefigurer fra 1700-tallet, desuden ses en herskabsstol fra o.1600. I hovedskibet ses stoleværk i rokoko fra o.1760, nogle med pietistiske allegori-malerier, desuden ses en præstestol med en skriftescene og en degnestol med en syngende degn.

På nordpillen mellem skibets 1. og 2.fag ses et våbenskjold fra o.1670 for Mogens Rosenkrantz (død 1695) og Sophie Bille (død 1693). Efter Reformationen blev våbenskjolde vidnesbyrd om den lokale herremands forhold til kirken, som han ofte var ejer af. For det meste ser man, at mand og hustru har placeret deres skjolde ved siden af hinanden. I Ejsing kirke har man kombineret de to slægter. I 1. og 4.felt ses Mogens Rozenkrantz fars og mors våben, 2.felt er Bille-slægtens våben, men da Sophie Billes mor var af Rosenkrantz-slægten, har man valgt at indsætter Banner-slægtens våben, som henviser til Sophie Billes farmor, måske af æstetiske grunde.

I nordkapellet mod vest ses et epitafium signeret J.Thrane 1764 over Morten Nielsen Hemmer (død 1763) og hustru, deres er nedlagt i gulvet foran epitafiet. Her ses også en kisteplade med anevåben over Mogens Rosenkrantz. I nichen til den blændede norddør er ophængt en gravramme med gravskrift over provst Knud Christensen (død 1628). I kirken ses et epitafium fra 1765 over Niels Lillelund og Marianne Bernsdorph samt et epitafium fra 1660 over Christern Rosenkrantz, der døde i 1648 i fransk krigstjeneste.

I korhvælvet og i sydkapellet, det såkaldte Landtingkapel, ses kalkmalerier fra 1475-1525. I koret ses scener fra Jesus historie samt ægteskabets indstiftelse. I landtingkapellet ses helgener og bibelske scener. I Landtingkapellet er der ikke noget direkte sammenhæng mellem de enkelte motiver, men med Evas skabelse og ægteskabets indstiftelse i korhvælvet samt flere kvindelige helgener og historier med kvinder i Landtingkapellet, kunne det tyde på et tilknytningsforhold til en dame fra herregården Landting.

I korhvælvets østkappe ses Lukas-oksen i toppen og Marias trolovelse bag alteret. I sydkappen ses øverst Markus-løven og Dåben mod øst, mod vest ses Jesus og synderinden, Jesus besøger Lazarus og Maria Magdalena salver Jesus fødder, i vestsviklen ses en kronet person med tekstbånd, måske Salomon. I vestkappen ses øverst Matthæus-englen og nederst Lazarus opvækkelse, Lazarus rækker hænderne frem mod Jesus i tilbedelse, normalt er Lazarus klædt i ligklæde, her ses han nøgen, i sydsviklen ses en person med tekstbånd. I norkappen ses øverst Johannes-ørnen, nederst mod vest ses Evas skabelse og mod øst Ægteskabets indstiftelse, i sviklen ses en person med tekstbånd, hvorpå står David. Helligåndsduen ses svævende over begge begivenheder.

Sydkapellet er opkaldt efter herregården Landting. En herskabsstol mellem kapellet og skibet giver mulighed for at overvære gudstjenesten fra kapellet. Kapellet var viet til Sankt Dionysius, som var en fransk martyr, der blev halshugget på Montmartre (:martyrbjerget) i år 280, han fremstilles ofte med sit afhuggede hoved i hånden, nogle figurer er uden hoved, men dette må have været for stærkt et syn, for på de fleste ser man både hoved på kroppen og i hånden, på skibets østvæg mod syd er ophængt en Dionysius-figur med afskåret bispehuer, som figuren holder i hånden. Ved herskabsstolen er ophængt en tavle med årstallet 1671 og en tekst om Dionysius samt våben for Mogens Rosenkrantz og Sophie Bille.

I kapellets hvælv ses kalkmalerier fra 1475-1525. Motiverne er Joakim og Annas møde ved den gyldne port, Den vantro Thomas, Noli me tangere, Jesus og samaritanerinden ved brønden, Besøgelsen, Fristelsen i ørkenen med sten, Katarina og Barbara (eller Maria Magdalena?) samt Peter og Paulus. På østvæggen ses fragmenter af Sankt Jørgens kamp mod dragen. I hvælvets flige er malet figurer, som muligvis skal fremstille profeter. På nordvæggen ses to helgeninder og i buen mod skibet ses ligeledes to helgeninder. På kapellets østvæg ses et epitafium med figurer og anevåben over Axel Rosenkrantz (død 1551) Birgitte Lauridsdatter Knob (død 1551).

På siden Gravsten og epitafier kan man læse mere om kirkens gravminder med adelsvåben. Tryk på nedenstående link, vælg kirker, vælg E og søg Ejsing.

Gravsten og epitafier

Døbefonten er en romansk granitfont, formodentlig samtidig med kirkens grundlæggelse. Øverst på kummen ses en latinsk indskrift: "I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn" derunder en billedrække med Syndefaldet, Korslammet, Livets træ, Hjort, Hund og Djævel med hammer samt et kors med en due, der danner forbindelsen mellem Syndefaldet og Satan med hammer. Djævlen med hammer jager en hund, der jager en hjort. Hjorten søger mod en blomsterroset, et symbol på kristendommen og det himmelske Paradis. Efter blomsterrosetten ses en fugl som søger mod Livstræet, derefter endnu en blomst, så korslammet og endelig Syndefaldet. Fonten er registreret i Mackeprang - Nord og Sønderjylland - Arkadetypen - Med figurer eller ornamenter i arkaderne, varianter.

Fonten er behandlet indgående i Mackeprang: Danmarks middelalderlige døbefonte og i Søren Nancke-Krogh: Stenbilleder i danske kirker.

Kummen hviler på en pyramidestub med forvitret bladornamentik i felterne. På kummen indrammes en billedrække af arkader med spinkle pilastre, der har stavkapitæler og firkantede baser. Fonten er udført i lavt relief og er kunstnerisk gennemgående ringe, men den er værdifuld som et godt udtryk for middelalderens symbolske billedsprog. Øverst på kummen ses en indskrift. Indskriften er knyttet til Dåbshandlingen, "IN NOMINE PATRIS ET FILII ET SPIRITUS SANCTI". Den er Ún af 10 fonte med indskrift i versaler eller romanske Majuskler med åbent E, hvilket tyder på, at den er udført før år 1200. Direkte under indskriftens begyndelse står en yderst primitiv fremstilling af Syndefaldet, hvor slangen snor sig omkring det skæbnesvangre træ, den holder æblet i sin mund og rækker det hen mod Eva.

Dermed kom Synden ind i verden, men den overvindes og sones af Kristus, hvis symbol, korslammet, er ret unaturalistisk fremstillet. På et kors sidder en fugl. Fuglen er den frelste sjæl og korset kan enten være en omskrivning af Livets Træ, der står som modsætning til Kundskabens Træ, eller som et direkte symbol for Kundskabens træ. Da fonten tillige har en ret tydelig fremstilling af Livets Træ, er den sidste tolkning den rimelige, og vi står overfor en tankegang, der rækker helt tilbage til Kirkefædrene.

Som det hedder i en af Augustins prædikener: "Vi er kommet til skade ved et træ og er frelste ved et træ, på træet har døden hængt, men på træet har også livet hængt." Den naturlige konsekvens heraf bliver da også Korslegenden, der fortæller, at det hellige Kors var tømret af træ fra Livets Træ. Tre relieffer viser samlet en hjortejagt, en hjort forfølges af en forbløffende godt hugget hund, som halser af sted med tungen hængende ud af flaben og som hidses op af en løjerlig djævel med tynde stankelben, en lille hale og hår strittende som stive pigge.

Ligesom hjortejagten på Lihmefonten forestiller dette sjælen, der forfølges af onde magter, men som i Lihme finder den i Ejsing sin frelse ved Livets Træ, der symboliseres ved en plantevækst anbragt mellem to rosetter, og foran hvilket, der sidder en temmelig misdannet fugl. På fonten ses også bladstjerner, løve, drage og korsstave samt Livstræet med fugle, der symboliserer de salige sjæle. Mesteren for Ejsingfonten har også hugget en font i Fausing kirke (Hjerm hr.). Hele udsmykningen er et budskab om synden og nåden. Dåben var uddrivelse af Satan hos den udøbte. Hammeren var symbol på Thor og på hedenskabet, måske derfor denne hammer i Satans hånd. Adam og Eva er nøgne men dækker deres køn, Syndefaldet har fundet sted, Korslammet er symbolet på Kristus, der gennem Korsfæstelsen udfrier mennesket af synden.