Bråby kirke

Tilbage til Liste over kirke

Bråby kirke

Bråby kirke

Ringsted hr., Sorø amt, Roskilde stift. Sydøstsjælland. Kirkens præcise byggetidspunkt kendes ikke, men den nævnes første gang i skriftlige kilder o.1370. Kirken bestod på daværende tidspunkt af det nuværende skib opført af kridstenskvadre og et smallere kor. De oprindelige døre er forsvundet, kun et oprindeligt vindue er bevaret i sydmuren. O.1500 blev tårn og våbenhus samt nordkapel tilføjeti opført af kridsten og mursten i båndmuring. Nordkapellet blev opført o. 1500, i kridstenskvadrene ses flere indridsninger, bl.a. en fugl, en nøgle og en femtakket stjerne. Indridsningerne kan ikke dateres nærmere end efter 1500, om det er før eller efter reformationen vides ikke. Fra tidlig protestantisk tid kendes nøgler med et pentagram øverst på skaftet, den skulle beskytte det indelåste mod onde magter. Byen Worms har i 1500-tallet en nøgle og en femtakket stjerne i byvåbenet. Det nuværende kor blev opført o.1570. I 1556 opførte Rigshovmester Peder Oxe herregården Gisselfeld og Christian III gav ham gavebrev på Bråby kirke, som blev i Gisselfelds eje til 1967.

Skibet set mod øst

Herskabsloge

Korgitter

Døbefont (1)

Døbefont (2)

Døbefont (3)

Døbefont (4)

Døbefont (5)

Døbefont (6)

Døbefont (7)

Døbefont (8)

Døbefont (9)

Døbefont (10)

Døbefont (11)

I 1877-80 blev et bjælkeloft erstattet med hvælv. I skibet ser man foran nordkapellet en herskabsstol, som blev indrettet i 1695. Nederst ser man et dødningehoved mellem kraftige volutter. På gesimsen ses 14 anevåben og indskriften: "Kammerjunker Adam Levith Knuth til Gisselfeld og Assendrup født første marts 1648 i Meklenburg, død trettende januar 1699, har ladet dette stolestade og begravelsessted fuldfærdige til hans sjæls sabbatro og forkrænkelige levningers hvile." Gesimsen krones af et stort udskårent topstykke med familiens våben omgivet af krigssymboler.

Under herskabsstolens vinduer ses et panorama udskåret i træ. En ung kvinde med halvlangt bølget hår sidder i et frodigt træbevokset landskab. Hun kærtegner en hund med venstre hånd, mens hun med højre hånds fingre tysser. I gevandterne ses stiliserede øjne. På tekstbånd et citat fra Ordsprogenes bog kap.11 vers 12: "men en forstandig mand tier." Hele teksten i Ordsprogenes bog siger: Den som fattes forstand foragter sin næste, men en forstandig mand tier." I den nyeste Bibeloversættelse (1992) er denne oversættelse ændret til: "Den der ringeagter sin næste er uden forstand, den forstandige mand tier." Under herskabsstolen findes en krypt med tre kister, Knuths kiste har teksten: "Ærlighed varer længst." I de to andre kister hviler Sophia Ulfeldt fra Orebygård (død1698) samt hendes datter, Comtesse Hilleborg Holck (død 1724), som var Knuths mangeårige forlovede. I Holcks kiste har man fundet et bundt breve, som måske forklarer, hvorfor de aldrig blev gift. Man har valgt at respektere de afdøde og ikke læse brevene.

Korgitteret er fra 1695, det bærer Knuths våben med en sort kedelkrog. Altertavlens maleri er udført af Constantin Hansen i 1833. Prædikestolen er fra 1862. På korets nordvæg hænger et epitafium udført i kalksten over Peder Oxe, som døde 1575. Epitafiet er udført før hans død, og selvom han blev begravet i Vor Frue kirke i København er hans dødsdag tilføjet. På epitafiet i Bråby kirke står, at Peder Oxe lod Bråby kirke flytte til Gisselfeld. Faktisk havde Peder Oxe udarbejdet en plan for flytning af kirken til Gisselfeld, sten for sten, og han var så overbevist om, at projektet ville blive gennemført, så han lod skrive på epitafiet, at det var udført. Efter hans død opgav man projektet og kirken står stadig den dag i dag, hvor den blev bygget.

På siden Gravsten og epitafier kan man se mere om kirkens gravsten samt se slægtstavler for familierne. Tryk på nedenstående link og søg Bråby.

Gravsten og epitafier

Fonten af gotlandsk kalksten dateres til slutningen af 1100-tallet. Fontens udformning ligner fonte af Sighraf på Gotland og Bornholm, men detaljerne er helt unikke, hvilket tyder på, reliefferne er udført af en lokal sjællandsk mester. Fonten er registreret i Mackeprang - Importerede kalk og sandstensfonte - Østlig import - Romanske fonte.

På kummen ses i arkader: De hellige tre konger, Anna og Simon lovpriser Jesusbarnet i templet, En engel, En engel holder en jæger tilbage, Hjort med kors vender sig mod jægeren, abelignende Satan, tre opsadlede heste uden ryttere, den midterste hest bærer en falk, hestenes bagben knækker forkert, måske sataniske helheste. På soklen ses hjørne med tronende figur, der har pelskantet kåbe, flade med mand i træ og to tungerækkende masker ved træets fod, hjørne med tronende biskop, flade med slangekrop, hjørne med kvinde som ammer to slanger, flade med slangekrop, hjørne med tronende figur med bog og kors, flade med grif.

Hjortejagten viser en engel som holder jægeren, der vil skyde en korskronet hjort. Hjortejagten kan hentyde til legenden om Sankt Eustacius og legenden om Didrik, men også Henrik Løve mødte en hjort med kors i panden. Tolkningen af hjortejægeren er ikke entydig, men formodentlig er han en uheldig helt. Hjortejagten efterfølges af Satan, der skildres som en tungerækkende abe, måske fordi han ville efterabe Guds skaberværk.

De tre heste uden ryttere kunne høre til de hellige tre konger i det efterfølgende felt, men her bliver der problemer med jagtfalken. Jagtfalken kunne høre til historien om de tre levende og de tre døde konger, et Memento Mori, jagtfalken hentyder til jordisk forfængelighed, og hvor svært det er at komme gennem frelsens nåleøje. Igen hentydes til uheldige helte.

De hellige tre konger skrider halvt knælende frem (knæløb), i højrehånden holder de runde genstande, som formodentlig er gaver til Jesusbarnet, med venstre hånd griber de om sværdet, som er tegn på kongemagt, kun den bageste bærer ikke kongekrone. Kongernes tilbedelse ville normalt efterfølges af en tronende Maria med barn. På Bråbyfonten fremstilles to personer om en frontalt placeret figur med glorie. Glorien er måske en korsglorie, hvilket er svært at se, men kongernes tilbedelse og de to tilbedende personer tyder på, det er Kristus, dog i en noget stor størrelse. Motivet kan minde om den byzantinske udgave af Fremstillingen i templet, hvor jesusbarnet er placeret i en kalk, et symbol på Dåben. På fonten i Bråby forenes Tilbedelsen og Dåben i en unik ikonografi.

På halvdelen af fontefoden ses en kvinde, som dier to slanger. Ikonografisk minder motivet om dødssynden Luxuria (utugten). I bogen "Stenbilleder" foreslår Søren Nancke Krogh, at motivet kunne tolkes som den diende Alma Mater, der nævnes af Esajas i hans Paradisprofeti: Det himmelske Jerusalem, hvor løven og kalven græsser sammen, er at ligne med en kvinde, der uden veer føder en dreng "I må die dets husvalende barm og mættes, for at I må drikke af dets fulde bryst og kvæges. Fra Kristus vunder strømmer blodet og vandet ned i den kalk, som Kristus Brud, Eclesia, holder". Kvindens skød lignes med den alterkalklignende døbefont, hvor den nyfødte indføres i kristendommen. Peter skriver i et brev: "Derfor skal i aflægge al ondskab og som nyfødte hige efter ordets uforfalskede mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse." Her er slangerne ikke onde, de tager del i dåbens verdensfred. Døbefonten er kirkens moderskød, hvor den døbte genfødes.

På soklens to øvrige flader ses en grif og legenden om manden i træet. Griffen er et vogterdyr, der bl.a. vogter træet, hvorfra Adam og Eva spiste. Manden i træet søger opad mod frelsen og væk fra de onde masker ved træets fod. Mandens arme har bladskud. Det øverste dyrehoved er opadvendt og smilende, det nederste nedadvendt og tungerækkende. Det kunne symboliserer mennesket, som undslipper jordiske og underjordiske kræfter og når op til Paradiset. Med placeringen på døbefonten bliver dåben symbol på Jesus død og genopstandelse. Korset som det livgivende træ der vokser ind i Himmerige ses i flere sammenhæng. Læs mere om tolkningen af fonten i Bråby i Søren Nancke Krogh: Stenbilleder, samt i Mackeprangs bog om middelalderfonte.

De øvrige hjørnefigurer er mere problematiske, de tre tronende figurer kunne være kirkefædre. De fire latinske kirkefædre er Ambrosius, Jeronimus, Augustin og Gregor. Manden med biskopstav kunne være Ambrosius, der var biskop over Milano, Jeronimus kunne være manden med kors og bog, Jeronimus oversatte biblen til latin og havde korsvisioner. Hvem den tredje tronende figur kan være er sværere at tolke, han har pelskantet kåbe og kunne være en konge, måske Salomon, der i Højsangen taler om dragning mod kvinden (det guddommelige/kirken) og forløsningen i elskoven (dåben). I forbindelse med Salomon kunne kvinden med slanger få en positiv betydning.

Om kvinden med slanger refererer til dødssynden Luxuria eller mere generelt til ondskaben er svært at tolke. Måske er hun en advarsel mod vranglære, der udspringer fra en af de øvrige kirkefædre (måske de byzantinske eller gnostikere). Men tanken om de fire hjørnestene er svær at forlige med kvinden og slangerne. Det må fortsat stå hen i det uvisse, hvad den dybere mening med udsmykningen af fonten har været, blot skal det nævnes, at kvinden med slangerne står under hjorten med kors (Kristus), og hermed vender man tilbage til tanken om den jordiske verden, hvor det gode og det onde kæmper, og som mennesket reddes fra gennem dåben og optagelsen i det himmelske Paradis.