Bellinge kirke

Tilbage til Liste over kirke

Bellinge kirke

Billedserie

Liste over billeder

Bellinge kirke

Odense hr., Odense amt, Odense stift. Fyn. En trækirke på stedet blev o.1300 afløst af den nuværende murstenskirke. Der er ingen spor af nord og syddør, hvorfor det må antages, at kirken har haft indgang fra vest. Vinduerne mod syd er oprindelige men dog noget udvidede. Skibets nordmur har formodentlig aldrig haft vinduer. I det hele taget virker det ikke, som om kirken er blevet ændret før tilføjelsen af tårnet i sengotisk tid. Der er spor af en vestindgang i tårnet. Først senere, men stadig i sengotisk tid, er våbenhuset mod syd blevet tilføjet formodentlig samtidig med etablering af den nuværende indgang fra syd ind i tårnfaget. Kirken er muligvis indviet til Sankt Georg.

I en visitatsbog fra 1589 beordrer biskop Jakob Madsen, at kalkmalerierne skal overkalkes, i 1596 konstaterer man, at overkalkningen har fundet sted. I koret fandt man i 1883 delvist ødelagte malerier bl.a. en scene, der kunne tolkes som Forklarelsen på Bjerget. Korets kalkmalerier blev atter overkalket og er ikke siden afdækket, man ved ikke med bestemthed, hvor Forklarelsen findes, da restaureringsrapporten er ret ufuldstændig. I 1886 afdækkede Kornerup skibets kalkmalerier og restaurerede dem. I 1928 afrensede Lind kalkmalerierne for Kornerups opmaling og genopmalede dem efter tidens principper, ved den lejlighed blev kalkmalerierne behandlet med det såkaldte Carlsberg-præparat, en væske som skulle beskytte kalkmalerierne ved senere afrensninger. Væsken havde imidlertid den virkning, at opmalingen bliver fikseret og kan ikke fjernes, så man må nu acceptere den opmaling som Lind forestod i 1928. Bl.a. malede man ved den lejlighed en stor prinsesse til Sankt Georg på tårnfagets nordvæg, man har senere fundet den lille prinsesse som man har opmalet, derfor har Sankt Georg og Dragen nu to prinsesser. I 1958 blev kor og tårnhvælv genrestaureret af Lind. Nyeste restaurering og rensning fandt sted 1992-94.

På korets nordvæg ses draperimaling. Alterbordet er af munkesten og er beklædt med træpanel fra 1595. Altertavlen er fra 1525, i midterfeltet ses Korsbæringen omgivet af kirkefædrene (ikke evangelisterne som det fejlagtigt står på altertavlen), på fløjene ses de 12 apostle. Den romanske granitfont er muligvis fra den tidlige trækirke. Prædikestolen bærer årstallet 1626. I tårnrummet ses en læsepult fra 1400-tallet med indskriften: "Ingen kender smerten som Jesus, Guds søn - Jesus hjælp os, Amen."

Den romansk granitfont er muligvis fra den tidlige trækirke. Fonten er ikke registreret i Mackeprang.

Kirkens kalkmalerier

Motivernes placering og tolkning

I skibets 1.fag ses i hvælvet Pinseunderet med David og en profet i sviklerne, Moses modtager tavlerne samt menneskeskare og navnet Habakkuk i sviklen en nar med tamburin (rammetromme ?), Spejderne med drueklasen og profeter i sviklerne, Elias offerbål og profeter i sviklerne. På nordvæggen ses Korsfæstelsen med Johannes som holder den dånende Maria, Longinus, der stikker spyddet i Kristus side og Høvedsmanden som siger, Se det er Guds søn.

Østkappe: Pinseunderet. Maria og disciplene modtager ilden, som så småt er begyndt at komme ud fra toprosetten. Brede lavstammede typer, tysthed og stilhed. Helligånden er blevet til en kornfed due, der nærmest falder ned fra toprosetten. Disciplene er individuelt skildret og kan genkendes på den senere Himmelfart. Maria sidder med bog. I svikler personer med tekstbånd. Mod nord Davit. På billedet i Biblia Pauperum ses disciplene samlet med Maria, alle læser i bøger, i Bellinge er det kun Maria som har en bog og den er lukket. I Biblia Pauperum kommer Helligånden dalende ned over forsamlingen, den har også en vis fylde som i Bellinge. Men i Biblia Pauperum ses tydeligt at ilden falder fra himlen ned over de forsamlede, i Bellinge er denne ild blevet til fjer på Helligåndens vinger og ilden er nærmest en røgsky, der udspringer fra toprosetten. I Apostlenes Gerninger kap.1 fortælles om, at disciplene beder sammen med kvinderne, Maria og hans brødre. Derfor er Maria med ved Pinseunderet.

Sydkappe: Moses modtager tavlerne på bjerget. Øverst ses Gud komme ud af en sky og overrækker tavlerne til en knælende Moses med horn. Stiliserede kegletræer op ad bjergryggen. Under denne scene ses til venstre tre personer, de to personer til venstre åbner deres arme mod en knælende person som rækker fingeren op som talegestus. Over den midterste person står i tekstbånd "ABACUC". Til højre ses fire små personer i samtale, den ene med jødehat. Forlægget er tydeligvis Biblia Pauperum. Lovoverrækkelsen er i Biblia Pauperum en typologi på Pinseunderet. I Biblia Pauperum kommer Gud ud af en sky, Moses knæler og modtager tavlerne, han har horn i panden, hvilket skyldes en fejloversættelse i tidlige udgaver af Biblen, ordet Kronet blev fejlagtigt oversat til Hornet. De kegleformede træer op ad den højre bjergskråning er også kopieret fra Biblia Pauperum. De tre personer til venstre i den nederste scene kan også genkendes fra billedet i Biblia Pauperum især hovedbeklædningerne, men i Biblia Pauperum ser disse tre mænd ud til mere at være i samtale. Manden med jødehat ses også på billedet fra Biblia Pauperum, kun tekstbåndet med ABACUC mangler i Biblia Pauperum.

I Biblia Pauperum er de fire profettekster fra David, Salomon, Ezekiel og Joel, ingen hentydninger til Habakkuk. I Habakkuks Bog beklager Habakkuk sig over den manglende tro hos folket og det usædelige liv, han beklager sig til Gud, fordi Gud har sendt babylonerne til at straffe Judas, samtidig glæder han sig over at straffen kommer over folket så det kan blive renset. Ifølge legenden bragte en engel Habakkuk til Daniel i løvekulen så han kunne give ham føde. At navnet på profeten Habakkuk er kommet med i denne fremstilling af Lovoverrækkelsen kan være en ret personlig og spidsfindig hentydning til, at jødernes fordrivelse til Babylon var en renselsesproces som Pinseunderet, eller at Habakkuk kom til Daniel i løvekulen som Helligånden i Pinseunderet. Historien om Daniel der får føde i løvekulen kan også være en hentydning til Nadveren, som der hentydes til flere steder i kirken, måske skal løsningen findes her. I Habakkuks bog findes flere muligheder for samhørighed med billederne i Bellinge, i kap.1 v.6 sender Herren kaldæerne ud, hvilket kunne hentyde til Pinseunderet, hvor apostlene sendes ud for at prædike evangeliet. Flere steder i Habakuks bog klages over folkets opførsel, hvilket kunne være en hentydning til Dansen om guldkalven. I Habakkuks bog klager Herren over sit folks opførsel, dette kunne høre sammen med Langfredagsliturgiens beklagelser over folkets opførsel. Men det kan også være en fejl eller en simpel øvelse i udmaling af tekstbånd, der er blevet dækket under den endelige udmaling og fejlagtigt afdækket ved restaureringen.

I sydkappens svikkel mod vest ses en nar med tromme. Nar i profil = ondskab. Kornerups akvarel fra afdækningen i 1886 er betydeligt mere levende og stærk. Ansigtet er dæmonisk og ærmet er skildret med naturlig rumfornemmelse. Den nuværende figur stammer fra 1928 efter Lind havde fjernet Kornerups opmaling og derefter trukket op hvad man kunne se. Den er nu karakterløs og flad, uden spændstighed i kroppen. Om det er Kornerups fantasi, der er gået for langt i akvarellen eller detaljerne er forsvundet ved afrensningen i 1928 vides ikke, men Kornerup har ved flere lejligheder vist sig at være et ret pålideligt vidne.

Narren: Narren var i middelalderen en kontroversiel person. Han kunne frit udtale kritik til høj som lav, men samtidig var han af kirken anset som symbolet på det lastefulde menneske. Ved nytårstid afholdt man narrefester, hvor man udklædt som nar kunne gøre grin med kirkens ceremonier. På den måde skabte kirken inden for egne rammer en mulighed for menigheden til at skeje ud. Ved kirkespil optrådte narren som kommentator, både satirisk og moralsk. Illuminerede manuskripter fra o.1200 anbringer ofte en nar i salme-initialer. Fra begyndelsen af det 14.årh ser man narren klædt i den karakteristiske dragt med bjælder og grelle farver, undertiden har han også en Marotte (narrestav), hvis håndtag er udskåret som et narrehoved. Narren i Helligtrekongerkapellet, Roskilde domkirke (o.1464), her er han en gudsbespotter. Foran Korsbæringen i Bellinge kirke ses også en nar som blæser i et s-formet horn og skyder med en bøsse (?). I en svikkel ses en nar, der spiller tamburin.

Vestkappe: Spejderne med drueklasen. En typografi på Dåben i Biblia Pauperum (nr.9), men kan også være symbol på korsfæstelsen, hvor bærestangen er korset og drueklasen er Kristus, hvoraf kommer vinen (blodet), herfra kommer man frem til Kristus i vinpressen.

Nordkappe: Elias offerbål. En typografi på Pinseunderet i Biblia Pauperum.

Elias offer (1.Kongebog kap.20-40). Elias nedkalder Herrens vrede over folket, fordi de dyrker afguden Baal. Gud stopper regnen og der bliver tørke. Elias udfordrer Baals profeter, de lægger offer på brænde, men guden tænder ikke deres bål, Elias lægger offerdyr på brænde og Gud tænder hans bål. Scenen foregår på Karmels bjerg, som danner udgangspunkt for munkeordenen karmeliterne, der anser Elias for deres åndelige fader. På billedet er Elias klædt i en karmeliterkutte.

1.Kongebog 18:20-40.

Akab sendte bud rundt til alle israelitterne, og han kaldte profeterne sammen på Karmels bjerg. Da trådte Elias frem for hele folket og sagde: "Hvor længe vil I halte til begge sider? Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham; hvis det er Ba'al, så følg ham!" Men folket svarede ham ikke et ord. Så sagde Elias til folket: "Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er fire hundrede og halvtreds Ba'al-profeter. Lad os nu få to tyre. Så kan de vælge den ene tyr, skære den ud og lægge den på brændet, men uden at sætte ild til. Jeg vil så gøre den anden tyr i stand og lægge den på brændet uden at sætte ild til. I skal påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, som svarer med ild, han er Gud." Og hele folket gav deres bifald til kende.

Så sagde Elias til Ba'al-profeterne: "Vælg I først jeres tyr, og bring den som offer, for I er jo de mange, og påkald jeres guds navn; men I må ikke sætte ild til." De tog så den tyr, som han havde givet dem, ofrede den og påkaldte Ba'als navn fra morgen til middag med ordene: "Ba'al, svar os!" Men der lød ingen stemme, intet svar, og de dansede haltende foran det alter, de havde bygget. Ved middagstid gav Elias sig til at håne dem og sagde: "Råb dog højere, han er jo en gud! Han har vel et ærinde at forrette og er nok gået afsides! Eller måske sover han og skal først vågne!" De råbte højere og snittede sig med sværd og lanser, som de havde for skik, så blodet flød ned ad dem. Over middag kom de i profetisk henrykkelse lige til aftenofferets tid, men der lød ingen stemme, intet svar, ikke en lyd.

Da sagde Elias til hele folket: "Kom hen til mig!" og hele folket kom hen til ham. Han gav sig til at genopbygge Herrens alter, der var blevet revet ned. Elias tog tolv sten, svarende til tallet på Jakobs sønners stammer. - Det var til ham, Herrens ord havde lydt: Du skal hedde Israel. - Af stenene byggede han et alter i Herrens navn, og rundt om alteret lavede han en rende, stor nok til at rumme to sea sædekorn. Han lagde brændet til rette, skar tyren ud og lagde den på brændet! Så sagde han: "Fyld fire krukker med vand, og hæld det ud over brændofferet og brændet!" Så sagde han: "Gør det igen!" og de gjorde det igen. "Tredje gang!" sagde han, og de gjorde det for tredje gang, så vandet flød rundt om alteret; også renden blev fuld af vand. Ved aftenofferets tid trådte profeten Elias frem og sagde: "Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det i dag blive kendt, at du er Gud i Israel, og at jeg er din tjener, og at det er på dit ord, jeg har foretaget alt dette. Svar mig, Herre, svar mig, så dette folk kan erfare, at det er dig, Herre, der er Gud, og at du har vendt deres hjerte." Da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden, ja, selv vandet i renden slikkede den op.

Da hele folket så det, kastede de sig ned og sagde: "Det er Herren, der er Gud! Det er Herren, der er Gud!" Elias sagde til dem: "Grib Ba'al-profeterne! Ingen må undslippe!" Så greb de dem, og Elias førte dem ned til Kishonbækken og slagtede dem dér.

Nordvæg: Korsfæstelsen. Til venstre Johannes der støtter den dånende Maria. I midten Kristus på korset og Longinus med lansen. Til højre høvedsmanden der peger og soldater. Øverst teksten JESUS NAZARENUS REX IUDÆORUM (:Jesus fra Nazaret, jødernes konge). Teksten til venstre siger POPULE MEUS (:mit folk) og t.h. REX MUNDI (:verdens konge), disse to tekster hører til Langfredagsmessens indgangsbøn, den såkaldte Improperia (:beklagelse) der bl.a. knytter sig til Peter og Paulus. I Biblia Pauperum er Korsfæstelsen delt op i to typografier, først Kristus på korset med Johannes og den dånende Maria samt høvedsmanden, typografierne er Isaks ofring og Kobberslangen, dernæst Jesus sidesår med Longinus og Høvedsmanden, der har typografierne Evas fødsel og Moses slår vand af klippen. Denne Korsfæstelse har sammenfattet disse to scener fra Biblia Pauperum.

I skibets 2.fag ses i hvælvet Nadveren med profeter i sviklerne, Fremstillingen for Pilatus, Himmelfarten og Mannaindsamlingen med Sorobabel (det ny tempels bygherre) og David i sviklerne. Nordpillen har signatur og årstal. På nordvæggen ses Korsbæringen. Forrest går en nar med basun og et gevær, den såkaldte Vedelspangbøsse.

Østkappe: Nadveren. Et bord dækket med brød, kander, krus og knive, på to tallerkner ligger kød og fisk (?). Midt på bordet ligger nogle oblater. Bag bordet sidder Kristus med 12 glorificerede disciple, en meget lille Johannes hviler sit hoved i Kristus skød. Foran bordet knæler Judas uden glorie og med pung i bæltet, Kristus giver ham en oblat. Judas er åbenbart allerede uden for forsamlingen af disciple, og Kristus giver ham brødet. Markus, Matthæus og Lukas beskriver Den sidste Nadver, Johannes beskriver ikke Den sidste Nadver men, at Kristus giver Judas brød og beder ham gå hen at gøre det han skal gøre. Judas er i profil (:ondskab). Det var farligt at modtage Nadveren, hvis man ikke havde bekendt sine synder ved skriftemål. Var kroppen fuld af synd ville man falde død om når man spiste oblaten, som legenden fortæller om en mand. I svikler ses profeter med tekstbånd.

Sydkappe: Kristus for Pilatus. Kristus føres af to bødler til Pilatus. Den ene bøddel har stort sværd i bæltet og pigkølle i hånd, den anden har spidshue. Pilatus vender ryggen til Kristus og vasker sine hænder i et fad. En tjener er ved at hælde vand over Pilatus hænder. Pilatus har mærkværdig hovedbeklædning (se også Brarup kirke). I svikler profeter med tekstbånd, mod vest en kronet person.

Vestkappe: Himmelfarten. Maria og disciplene knæler, Kristus fodaftryk ses på stenen i midten. Kristus ben og den nederste del af kjortlen er ved at forsvinde op i en sky. Disciplenes ansigter er individuelt skildret, men de har ingen attributter, derfor er de svære at identificere.

I vestkappens svikler ses mod syd en mand med tekstbånd. Personen mod nord står helt ude på kanten af gjordbuen, han holder et eller andet i venstre hånd, spiser han brød. Det er lige over malersignaturen, er det måske et selvportræt. På gjordbuen mellem 2.fag og tårnfaget står kunstnernes navnetræk og årstallet for udmalingen.

Nordkappe: Mannafaldet. Til venstre står Moses med horn i panden. I midten knæler en dreng og en mand med bløde huer. Alle personer undtagen Moses er i færd med at samle eller opfange manna, der falder fra tunge skyer i toprosetten. Mannaregnen er udformet som oblater. I svikler personer med tekstbånd. Mod vest ses ordet Sorobabel, mod øst ordet Davit. Mannafaldet er ret tæt på udformningen i Biblia Pauperum. Moses med horn i panden og person bag Moses, en ung og en gammel mand knæler og samler manna op i kurve, folk der rækker hænder og kurve ud for at indfange manna, øverst skyer og oblatformet manna der falder som snefnug.

Nordvæg: Korsbæring. Kristus vender sig mod Simon af Kyrene, der er stor og kraftig og hanker godt op i korset. Bag Simon ses Maria og Johannes. Ductor går foran med en vældig pigkølle, foran Ductor en nar med horn skyder med en bøsse. På Tøjhusmuseet kan man se et gevær (:Vedelspangbøssen) fra samtiden som ligner denne bøsse. Scenen har en lidt komisk karakter som forstærkes af narren der går foran, gøglernes verden (den verdslige realistiske verden) smelter sammen med den religiøse verden. Når nogen skulle henrettes truttede man i horn for at kalde folket til retterstedet. Håndværksmæssigt solidt udført, både runde og spidse sko (gammel og ny mode). Kristus holder ikke korset som i Biblia Pauperum, Simon af Kyrene er ikke med i Biblia Pauperum. Over scenen står: MISERERE NOBIS DOMINE JESUS CHRISTE (:forbarm dig over os herre Jesus Kristus). Den spottende nar ved Korsbæringen kan man også se i Helligtrekongers Kapel, Roskilde Domkirke (o.1460).

I tårnfagets hvælv ses Bønnen i Gethsemane, Abraham og Isak undervejs, Tornekroningen og Piskningen. På nordvæggen og vestvæggen ses Sankt Georgs kamp mod dragen. På vestvæggen mod syd ses rester, som fomodentlig har været en Kristoffer. I tårnrummet ses en læsepult fra 1400-tallet med indskriften: Ingen kender smerten som Jesus, Guds søn – Jesus hjælp os, Amen.

Østkappe: Gethsemane. Til venstre sover de tre disciple, til højre knæler Kristus foran en høj, hvorpå står kalken. I toppen ret store planteornamenter. Nederst et flethegn som breder sig ud i sviklerne.

Sydkappe: Abraham fører Isak til offerbålet. Abraham går foran den lille dreng, som selv må bære det brænde han skal ofres på. I Biblia Pauperum er denne Gammel Testamentlige scene en typografi på Korsbæringen, hvor Kristus selv måtte bære sit kors.

Vestkappe: Tornekroning. Kristus sidder i midten, to bødler står i hver sin kappehalvdel og presser tornekronen ned med lange stænger.

Nordkappe: Piskningen. Kristus er bundet til marterpælen, han har hænderne bundet over hovedet. Bødlen til højre har en pisk med modhager, bødlen til venstre slår med en kølle. Bødlernes er klædt i tøj fra midten af 1400-tallet.

Nordvæg: Det første man ser, når man træder ind i kirken er Sankt Georg som overvinder dragen. Sankt Georg var pesthelgen og en vigtig helgen i tider med store pestepidemier. St.Georg kommer ridende på en velvoksen ganger med flot seletøj. Hans fødder sidder i stigbøjler. Om panden har han et flagrende bånd. Han stikker lansen i en tykmavet drage som ligger under hesten. Lansen er også besat med flagrende bånd. Under dragen ligger knoglerester af tidligere ofre for dragen. Til højre ses en lille prinsesse med foldede hænder og får og bag hende en stor kronet dame med foldede hænder? (Maria eller skytshelgeninde ?). I baggrunden bjerge med bevoksning. Denne udmaling ligger meget tæt på Sankt Georg og dragen fra 1497 i Aarhus Domkirke.

Vestvæg: Kongen og dronning sidder på slottet og overværer Sankt Georgs redningsaktion. Kongen bærer krone, dronningen har opsat hår. Vinduerne i borgen er skildret perspektivisk. De har begge foldede hænder. Tilbedelsen af Sankt Georg peger på Sankt Georg som et Kristus-symbol.

På tårnfagets vestvæg mod syd ved udgangsdøren ses rester af en Sankt Kristoffer. At se et billede af Kristoffer sikrede mod en pludselig død, derfor var det et passende sted at placere Kristoffer, så man kunne se billedet, inden man gik ud til den hverdagens farer.

Kor og skib er udsmykket i 1496 og signeret af Ebbe Olsen og Simon Petersen. Danske kunstnere var ikke udenlands for at søge inspiration, man arbejdede efter udenlandske forlæg som blev bragt til landet, som f.eks. nederlandske bloktryk, men det var ikke altid nyeste mode. I Bellinge kirke er så stor en del af udsmykningen bevaret, at vi har mulighed for at opleve de oplevelser og tanker middelalderens kirkegængere fik, når de trådte ind i kirken. Derfor har nutidens forskere haft stor interesse for netop denne udsmykning og dens tolkning. Her skal især nævnes to artikler: Anne Riising: Om Bellinge kirkes kalkmalerier (Årsbog for Fyns Stift 1972) Birgitte Bech: Bellinges kalkmalerier tager os med i et drama (Årsbog for Fyns stift 1996). Tryk på nedenstående link og læs en gennemgang af udsmykningen i Bellinge.