Bind 09

indholdsfortegnelse:

 

I en skov

Generalen

Tipvognen

Taknemmelighed

Haven

Prinsesse Roku-no-Miya

 

(til oversigt over noveller)


I en skov

(1921)

 

Vidneforklaring fra en skovhugger forhørt af en politimester.

Ja det er rigtigt. Det var mig, der fandt liget. I morges gik jeg som sædvanlig ud i de nærmeste bjerge, for at fælde cedertræer. Liget lå i en skov i bjergsænkningen. Hvor det var henne? Omkring 500 meter fra hovedvejen til Yamashina. Det er en afsides liggende skov, der består af bambus blandet med tynde cedertræer.

Liget lå på ryggen klædt i en blålig kimono og med en hovedbeklædning i Kyotostil. Selvom der kun var ét sværdstik, var det i brystet, og de nedfaldne bambusblade rundt om liget var farvet mørkerøde. Nej blodet løb ikke længere. Blodet var størknet, tror jeg. Og desuden havde en hestebremse, der knap ænsede mine fodtrin, suget sig fast til såret.

De spørger mig, om jeg så et sværd eller noget lignende?

Nej intet herre. Jeg fandt kun et reb, der lå ved foden af et cedertræ tæt ved. Og - ud over et reb fandt jeg en kam. Der var kun de to ting omkring liget. Han må åbenbart have kæmpet voldsomt, før han blev myrdet, for græsset og de visne bambusblade var trampet ned over alt.

Om en hest var i nærheden ?

Nej herre. Der kan en hest umuligt komme ind. Stien, hvor heste kan gå, ligger et stykke væk.

Vidneforklaring fra en omvandrende buddhistisk præst forhørt af politimesteren.

Tidspunktet? Det er sikkert, jeg mødte afdøde i går - i går omkring middag. Det var på vejen mellem Sekiyama og Yamashina. Han gik mod Sekiyama med en kvinde på hesteryg. Jeg kunne ikke se hendes ansigt, der var skjult af et slør. Alt hvad jeg så, var farven på hendes tøj, det var formodentlig en efterårskimono. Hendes hest var en gråskimmel - vist nok uden manke. Hestens højde? Åh, omkring 130 centimeter. - Jeg er buddhistisk præst, så jeg har ikke forstand på heste. Manden - var bevæbnet med et sværd samt bue og pil. Og jeg husker, han medbragte omkring tyve pile i sit sortmalede kogger.

Jeg kunne ikke drømme om, det skulle gå denne mand sådan. Sandelig det jordiske liv er flygtigt som morgenduggen eller som et lynglimt. Jeg kan ikke med ord, udtrykke min medfølelse for ham.

Vidneforklaring fra en tidligere straffet, der gør tjeneste som politimedhjælper, forhørt af politimesteren.

Personen som jeg anholdt? Han er en berygtet røver ved navn Tajomaru. Han var formodentlig faldet af hesten, da jeg arresterede ham, for han lå og stønnede på broen ved Awataguchi. Tidspunktet? Det var tidligt i går aftes. Ved et tidligere tilfælde, da det mislykkedes for mig at anholde ham, bar han den samme mørkeblå kimono og det samme lange sværd. Men som De kan se, har han også haft en bue med pile. Er det rigtigt? Den afdøde ejede også - så må Tajomaru anses som morderen. Buen omvundet med læderstrimler, det sortmalede kogger og de sytten pile med falkefjer - disse ting var alle i hans besiddelse, mener jeg. Ja. Hesten er en gråskimmel uden manke, som De siger. Det var som bestemt af forsynet, han faldt af hesten. Et lille stykke væk fra broen stod hesten med sine lange dinglende tøjler og græssede.

Tajomaru er den mest kvindeglade røver, der lusker rundt i Kyoto. Sidste efterår fandt man liget af en kvinde og en lille pige, som formodentlig var kommet for at bede ved det hellige sted, der ligger oppe i bjergene bag Toribe templet. Det menes, han er den skyldige. Hvis denne forbryder myrdede manden, kan de ikke forestille Dem, hvad han har gjort ved kvinden på gråskimlen. Hvis det vil behage Deres Ærværdighed, også at tænke over dette problem.

Vidneforklaring fra en gammel kone forhørt af politimesteren.

Ja herre det er liget af den mand, der var gift med min datter, men han kommer ikke fra Kyoto. Han var en samurai fra byen Kokufu i Wakasa provinsen. Hans navn var Takehiro Kanazawa, og han var 26 år gammel. Han var et venligt gemyt, så jeg er sikker på, han ikke har gjort noget, der kunne vække had hos andre.

Min datter? Hendes navn er Masago, og hun er nitten år gammel. Hun er stejl og meget selvstændig, men jeg er sikker på, hun ikke har kendt andre mænd end Takehiro. Hun har et lille ovalt ansigt med mørk teint og en skønhedsplet ved venstre øjenkrog.

I går tog Takehiro af sted til Wakasa med min datter. Hvor er det ulykkeligt, det skulle ende på denne sørgelige måde! Hvad der er blevet af min datter? Jeg har accepteret at skulle give afkald på min svigersøn, men uvisheden om min datters skæbne gør mig bekymret. Som en gammel kones eneste ønske i livet beder jeg Dem om at undersøge enhver afkrog, for at finde hende. Jeg hader denne røver Tajomaru, eller hvad det nu er han hedder. Ikke blot min svigersøn men også min datter ... (hendes sidste ord druknede i gråd)

Tajomarus tilståelse.

Det er mig, der har dræbte ham. Men ikke kvinden. Hvor hun er gået hen? Det ved jeg ikke. Hov vent et øjeblik. Ingen tortur kan få mig til at tilstå noget, jeg ikke ved. Når vi nu er nået så vidt, vil jeg ikke skjule noget som en kujon.

I går lidt over middag mødte jeg parret. Lige i det samme kom et vindstød, der løftede kvindens slør, så jeg kunne fange et glimt af hendes ansigt. Pist - i et nu så jeg hendes ansigt, så var det skjult for mig igen, og måske var det derfor, jeg syntes hun lignede en smuk Bodhisattva. I det øjeblik besluttede jeg at erobre hende, om jeg så skulle dræbe hendes mand.

Nå ja. Det er ikke så svært at dræbe en mand, som De tror. Når en kvinde er erobret, skal hendes mand alligevel dræbes. Når jeg dræber, bruger jeg kun det sværd, jeg har ved min side. De bruger aldrig sværd, men dræber udelukkende med Deres magt eller penge og nogle gange kun med løgne. Det er rigtigt, de bløder ikke men lever videre, - alligevel har De dræbt dem. Når jeg tænker ordentligt efter, ved jeg ikke, om De er den onde, eller jeg er den onde, og hvem der er den værste forbryder af os. (et ironisk smil)

Jeg bliver ikke ked af det, hvis jeg kan erobre en kvinde, uden at skulle myrde hendes mand. Så jeg ville erobre hende, og så vidt muligt undgå at slå manden ihjel. Men det ville ikke kunne lade sig gøre på Yamashinavejen. Så jeg planlagde at lokke parret ind i bjergene.

Det var ret nemt. Jeg slog følge med dem og fortalte om en gravhøj i bjergene tæt ved, som jeg havde gravet i og fundet mange spejle, sværd og lignende. Jeg fortsatte med at fortælle dem om, hvorledes jeg havde begravet tingene i en skov bag bjergene, og jeg ville sælge dem for en lav pris til hvem, der var interesseret. Sådan sagde jeg - Han var så småt blevet fanget af min historie. Og så - synes De ikke begærlighed er forfærdelig? I løbet af mindre end en halv time drev de deres hest mod bjergene i selskab med mig.

Da vi kom til skoven, sagde jeg at skatten var begravet der, og bad dem følge med for at se. Manden havde ingen indvendinger, han var forblindet af begærlighed. Kvinden derimod sagde, hun ville vente på hesteryggen. Det var naturligt, hun sagde sådan ved synet af den tætte skov. For at sige sandheden, fungerede min plan, som jeg ønskede, så jeg gik ind i skoven med ham, og lod hende blive alene tilbage.

Skoven består kun af bambus det første stykke. Omkring halvtreds meter inde, står en åben gruppe af cedertræer. Det var et velegnet sted til mit formål. Mens jeg masede mig gennem skoven, fortalte jeg ham en nogenlunde antagelig løgn om, at skatten var begravet under cedertræerne. Da jeg havde fortalt ham det, masede han sig voldsomt frem gennem skoven mod det slanke cedertræ, man kunne skimte. Efter et stykke vej tyndede bambussen ud, og vi kom til et sted med en klynge cedertræer. - Så snart vi nåede dertil, greb jeg ham bagfra. Han var en veltrænet våbenfør mand og ret stærk, men han var blevet overrumplet, så det hjalp ham ikke. Snart bandt jeg ham til foden af et cedertræ. Hvorfra jeg fik et reb? Himlen være lovet, som røver har jeg altid et reb med mig, da jeg hele tiden kan komme ud for at skulle klatre over en mur. Det var selvfølgelig nemt at forhindre han råbte op, ved at kneble hans mund med bambusblade.

Efter jeg var blevet færdig med ham, gik jeg tilbage til kvinden, og bad hende følge med, da hendes mand tilsyneladende var blevet syg. Jeg behøver ikke sige, at denne plan også lykkedes. Kvinden tog sin stråhat af, og jeg førte hende ved hånden ind midt i skoven. I det øjeblik hun så sin mand bundet til cedertræsstammen - lige så snart hun så det, trak hun ufortøvet et lille sværd. Jeg har aldrig før set en kvinde med så voldsomt temperament. Hvis jeg ikke havde været årvågen, var jeg blevet stukket i siden. Jeg undgik behændigt, men hun forsatte med at hugge efter mig og kunne have såret mig alvorligt. Men jeg er Tajomaru. Det lykkedes mig at slå sværdet ud af hånden på hende, uden at trække mit eget sværd. Selv den mest dristige kvinde er forsvarsløs uden våben. Så til sidst kunne jeg tilfredsstille min lyst til hende, uden at dræbe hendes mand.

Uden at tage hans liv. - Ja jeg havde intet ønske om at dræbe ham. Da jeg ville tage flugten fra skoven, hvor kvinden lå badet i tårer, klamrede hun sig vildt til min arm. Så hørte jeg hende sige afbrudt af hulken "du skal dø, eller min mand skal dø, en af jer to skal dø, det er værre end døden, hvis min skam skal kendes af to mænd." Og hun fremstammede stønnende, hun ville være hustru til den, der overlevede. - Så blev jeg grebet af en rasende lyst til at dræbe ham. (Indestængt ophidselse)

Når jeg fortæller historien på denne måde, virker jeg uden tvivl som en mere grusom mand end Dem. Men det er fordi, De ikke har set hendes ansigt. Især hendes brændende øjne i det øjeblik. Som jeg så hende ansigt til ansigt, ønskede jeg at gøre hende til min hustru, om så lynet skulle ramme mig. Jeg ønskede at gøre hende til min hustru - dette simple ønske fyldte mit sind. Det var ikke kun kødelig lyst, som De måske tror. Hvis jeg på det tidspunkt ikke havde haft andre ønsker end lyst, havde jeg ikke betænkt mig på at slå hende ned, og løbe min vej. Så ville jeg ikke have farvet mit sværd med hans blod. Men i det øjeblik jeg stod i den mørke skov og stirrede ind i hendes ansigt, besluttede jeg ikke at forlade stedet, uden at have dræbt ham.

Men jeg ønskede ikke at gribe til uhæderlige midler, for at dræbe ham. Jeg frigjorde ham, og bad ham krydse klinger med mig. (Rebet som blev fundet ved foden af cedertræet, var rebet, som jeg tabte dengang.) Rasende af vrede, trak han sit brede sværd. Han angreb voldsomt og hurtigt, uden at sige et ord. - Jeg behøver ikke fortælle Dem hvordan kampen endte. Ved det treogtyvende slag stak jeg ham i brystet. Treogtyvende - vær venlig at huske det. Jeg er stadig imponeret. Ingen under solen har tidligere fægtet mere end tyve slag med mig. (et fornøjet smil)

Da han faldt, sænkede jeg mit blodplettede sværd, og vendte mig mod hende. Og - men til min store overraskelse, var hun væk! Hvad nu, hun var der ikke. Jeg ledte efter hende i klyngen af cedertræer, der var ikke engang fodspor. Jeg lyttede, men hørte kun en rallende lyd fra den døende mands hals.

Så snart vi var begyndt at fægte, må hun være løbet væk gennem skoven, for at tilkalde hjælp. - Jeg indså, det nu var et spørgsmål om liv og død for mig, så jeg stjal hans sværd, bue og pil og løb ud til bjergvejen. Her fandt jeg hendes hest, der græssede fredeligt. Det vil være spild af ord at fortælle Dem de følgende detaljer, men før jeg kom til byen, havde jeg allerede skilt mig af med sværdet. - Det er hele min tilståelse. Jeg vil blive hængt i et træ under alle omstændigheder, så giv mig den hårdeste straf. (en trodsig holdning)

Tilståelse fra en kvinde som er kommet til Kiomizu templet.

- Efter han havde voldtaget mig, lo manden i den blå kimono hånligt, da han så på min bagbundne ægtemand. Hvor må min mand have været fortvivlet! Men ligegyldigt hvor hårdt han kæmpede i sin vrede, skar rebene sig kun dybere ind i ham. Uden at tænke på mig selv, løb jeg hen til ham. Eller rettere prøvede at løbe hen til ham, men manden slog mig omgående ned. I det øjeblik så jeg et sært glimt i min mands øjne. Noget der ikke kan beskrives - selv nu når jeg tænker på hans øjne, kan jeg ikke lade være med at skælve. Dette korte blik fra min mand, der ikke kunne tale, fortalte mig alt om hans følelser. Glimtet i hans øjne var hverken sorg eller vrede - kun koldt lys, et udtryk for afsky. Jeg var hårdere ramt af hans blik end af røverens slag, da jeg skreg og faldt besvimet om.

Efter et stykke tid kom jeg til mig selv og erfarede, at manden i den blå kimono var forsvundet. Jeg så kun min mand, der stadig var bundet til foden af cedertræet. Jeg hævede mig med besvær fra bambusbladene og så ind i hans øjne, men hans udtryk var det samme som før. Bag ved den kolde foragt i hans øjne, var der had. Skam, sorg, vrede - jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare mine følelser på det tidspunkt. Vaklende rejste jeg mig og gik hen til min mand.

"Sådan som tingene har udviklet sig, kan jeg ikke leve sammen med dig længere. Jeg ønsker at dø, men - du må også dø. Du har set min skam, og jeg kan ikke lade dig leve med den viden."

Det var det bedste, jeg kunne finde på at sige. Men trods det stirrede han fortsat på mig med afsky og foragt. Jeg pressede hånden mod mit bryst, der føltes som skulle det sprænges, mens jeg ledte efter hans sværd. Røveren måtte have taget det med sig. Hverken hans sværd eller hans bue og pile kunne ses i skoven. Men til alt held fandt jeg mit eget lille sværd liggende ved mine fødder. Idet jeg hævede sværdet over mit hoved, sagde jeg igen, "giv mig nu dit liv. Jeg vil straks følge dig."

Da han hørte disse ord, bevægede han med besvær sine læber. Da hans mund var kneblet med blade, kunne hans stemme selvfølgelig ikke høres. Men jeg forstod straks hans ord. Hans ansigt udtrykte med stor foragt "dræb mig." Som i vildelse stak jeg sværdet gennem den blå kimono ind i hans bryst.

Jeg må igen være besvimet. Endelig så jeg mig omkring, han havde allerede draget det sidste suk, stadig bundet til træet. En stråle fra den nedgående sol trængte gennem cedertræer og bambus, og lyste på hans blege ansigt. Jeg løste den døde krop fra rebet, mens jeg tilbageholdt min gråd. Og - og hvad går der af mig, siden jeg ikke mere har styrke til at berette for Dem. I alt fald havde jeg ikke mod til at dø. Jeg stak mig selv i halsen, kastede mig i en sø ved foden af bjerget og forsøgte selvmord på forskellige måder. Men jeg var ude af stand til at tage mit eget liv, så nu har jeg mistet min stolthed. (et ensomt smil) Værdiløs som jeg er, må jeg være forladt af selv den mest barmhjertige Kannongud. Jeg har dræbt min egen mand. Jeg er blevet voldtaget af en røver. Hvad kan jeg gøre? Hvad kan jeg - jeg - (pludselig gråd)

Den myrdede mands historie fortalt gennem en tempeljomfru.

- Efter han havde voldtaget hende, sad røveren og talte beroligende til min kone. Selvfølgelig kunne jeg ikke tale. Hele min krop var bundet stramt til foden af cedertræet. Men jeg vinkede adskillige gange til hende som for at sige "tro ikke den røver, uanset hvad han siger, er det løgn". - Jeg ønskede at meddele noget i den retning til hende. Men min kone sad modløs på bambusbladene og så stift ned i sit skød. Øjensynlig lyttede hun til hans ord. Jeg var forpint af jalousi. Imens fortsatte røveren med sin behændige snak, der gik fra det ene emne til det andet. "Når én gang Deres dyd er vanæret, kan De ikke mere være sammen med Deres ægtemand, så vil De ikke blive min kone i stedet? Det er min kærlighed til Dem, der har fået mig til at blive voldsom mod Dem." - Røveren fremsatte til sidst sit frække og skamløse forslag.

Mens røveren talte, hævede min kone sit ansigt som i trance. Jeg har aldrig set min kone så smuk som i det øjeblik. Hvad svarede min yndige kone, mens jeg sad bundet til træet? Jeg er nu gledet ind i mørket, men når jeg tænker på hendes svar, blusser vreden og jalousien op igen. Hun sagde virkelig - "så tag mig med, hvorhen De end går." (lang tavshed)

Men ikke nok med det. Hvis det havde været alt, ville jeg ikke blive pint så meget her i mørket. Da hun nærmest i trance var ved at gå ud af skoven med røveren i hånden, vendte hun sig pludselig om helt bleg, pegede på mig, som var bundet til træet, og sagde, "dræb ham! Jeg kan ikke gifte mig med Dem, så længe han lever." - "Dræb ham!" råbte hun gentagne gange, som var hun blevet gal. - Disse ord truer stadig med, at sende mig helt ind i den bundløse afgrunds mørke. Er noget så hadefuldt nogensinde før kommet fra et menneskes mund? Er så ondskabsfulde ord nogensinde før hørt af et menneskeligt øre? Bare én gang som - (et pludseligt udbrud af hånlig latter) Ved disse ord blev selv røveren bleg. "Dræb ham," råbte hun og klamrede sig til hans arm. Han stirrede stift på hende men svarede hverken ja eller nej. - Næppe havde jeg tænkt over, hvad han ville svare, før hun blev sparket ned i bambusbladene. (igen et udbrud af hånlig latter) Roligt foldede han sine arme, så på mig og sagde, "hvad vil De gøre ved hende? Dræbe hende eller frelse hende? De behøver kun at nikke. Dræbe hende?" Alene for disse ord vil jeg tilgive ham hans forbrydelse. (atter lang tavshed)

Mens jeg tøvede, skreg hun og løb ind i buskadset. Røveren greb hurtigt efter hende, men han nåede ikke engang at fange hendes ærmer. Jeg opfattede det kun som et drømmesyn.

Efter hun var løbet væk, samlede han mit sværd, bue og pile op. Med et enkelt hug skar han rebet over. Jeg husker han mumlede, mens han forsvandt fra skoven, "min skæbne kommer nu." Derefter var alt stille. Nej jeg hørte nogen græde. Mens jeg løste mine bånd, lyttede jeg nøje. Jeg opdagede, det var min egen gråd. (den tredje gang med lang tavshed)

Jeg rejste min udmattede krop fra cedertræets rod. Foran mig blinkede det lille sværd, min kone havde tabt. Jeg tog det op, og stak det i brystet. En blodig klump fyldte min mund, men jeg følte ingen smerte. Da mit bryst blev koldt, var alt stille som graven. Hvilken dyb stilhed! Ikke en eneste fugl kom og sang på himlen over denne skov i bjergkløften. Kun lys og skygge spillede i toppen af cedertræer og bambus. Lysstrålen - forsvandt lidt efter lidt - nu kunne jeg ikke se cedertræer og bambus. Jeg lå indhyllet i stilhed.

Da sneg nogen sig ind på mig. Jeg prøvede at se hvem det var. Men mørket var allerede blevet tæt omkring mig. Nogen - denne nogen trak forsigtigt det lille sværd ud af mit bryst med sin usynlige hånd. Atter trængte blodet op i min mund. Og for bestandig sank jeg ind i det evige mørke ......

(noter)

(til indeks)

oversættelse fra japansk til dansk 1999
© Hideko og Peter Bondesen

 


 

Generalen

(1921)

 

Bataljonen Hvide Tasuki

Den 26.november Meiji 37 (1905). I morgendæmringen satte Tasuki bataljonen ... Regiment ... Division i march fra nordsiden af høj nr.93 for at storme batteriet på Shoju bjerget.

Vejen lå i bjergskyggen, derfor rykkede bataljonen undtagelsesvis frem i rækker. Det var betagende at se soldaterne skride frem med dæmpede skridt og geværløbene rettet lige frem. Kun deres hvide Tasuki skinnede svagt i dæmringen. Den kommanderende Kaptajn M så bekymret og tavst frem for sig, han havde ændret sig meget, siden han havde overtaget kommandoen over bataljonen. Men blandt soldaterne herskede en god stemning, som sikkert skyldtes Yamatodamashis kraft og virkningen af sake. Snart forlod de den stenede skrænt og kom ind i floddalen, hvor en skarp vind blæste.

"Ha, vend dig om," sagde menig Taguchi, der var papirhandler, til menig Horio, der var tømrer af profession. De var blevet udvalgt til det samme kompagni. "De hilser os."

Menig Horio så sig tilbage. Regimentets kommandant stod med nogle få officerer på højen, der aftegnede sig sort mod den gradvis rødmende himmel, de hilste en sidste gang på enheden, som gik i døden.

"Opløftende, hvad. Det er en ære at tilhøre Tasuki bataljonen."

"Hvad er ærefuldt," menig Horio lagde gnavent sit gevær på skulderen. "Vi marcherer alle i døden. Men ret beset lader vi os ombringe efter man har købt vort liv med en ærefuld hilsen. Et billigt køb kan man vel sige."

"Hold nu op. Du fornærmer Hans Majestæt."

"Kvajhoved. Fornærme eller ikke. Får du måske en kvart liter sake i kantinen blot som en æresbevisning."

Menig Taguchi tav. Han vidste, at hans kammerat altid blev grov, efter han havde drukket. Men menig Horio gik hårdnakket videre. "De siger naturligvis ikke, at de køber os for en æresbevisning. Nej de finder de store ord frem. For Hans majestæt Kejseren, for Fædrelandet siger de. Ren svindel. Det passer ikke min ven."

Han havde vendt sig mod den stille korporal Egi, som var folkeskolelærer og som gjorde tjeneste i det samme kompagni. Men af en eller anden grund svarede den stille korporal med en truende mine, som ville han bide, og ondskabsfuldt slyngede han ordene i hovedet på sin kammerat, der stank af sake, "idiot. Er det ikke vores pligt at dø."

Tasuki bataljonen var allerede på vej ud af dalen. Syv otte kinesiske lerhytter hilste morgenen med dyb tavshed. Over deres tage trådte den kolde brune farve frem på Shoju bjerget med dets oliefarvede folder. Bag husene gik de fire rækker i opløsning. De bevæbnede soldater arbejdede sig på alle fire langsomt frem i retning mod fjenden.

I deres midte mavede korporal Egi sig også frem. "Får du måske en kvart liter sake i kantinen blot som en æresbevisning" - han kunne ikke få menig Horios ord ud af hovedet. Den tavse mand grublede. Men langsomt mærkede han en stille vrede vokse, som om han var blevet ramt på sit ømme punkt. Som et såret dyr der kryber hen ad en frossen sti, tænkte han på krigen og den efterfølgende død. Men hvor meget han end overvejede det, var han ikke i stand til at finde blot det ringeste skær af forhåbning. Døden forblev et afskyeligt uhyre, selvom det var døden for Kejseren. Hvad krigen angik - Egi opfattede den ikke som en forbrydelse. I modsætning til krigen udspringer forbrydelsen af lidenskaberne hos hver enkelt, og derfor kunne man til en vis grad have forståelse for den. Men krigen er ikke andet end ædel tjeneste for Kejseren. Og på grund af denne ædle tjeneste for Kejseren måtte han, nej ikke kun han men alle de mere end to tusind mand i Tasuki bataljonen, ja hele divisionen, dø om de ville eller ej ...

"I der. Hvilket regiment kommer I fra."

Korporal Egi så sig omkring. Delingen havde nået mødestedet ved foden af Shoju bjerget. Foran ham havde soldater fra andre divisioner allerede indfundet sig. De trak ligeledes den hvide Tasuki over kakiuniformen. En af soldaterne havde talt til korporalen. I lyset fra den opgående sol sad han på en sten og trykkede en filipens ud.

"Fra ... Regiment."

"Altså fra Brødregimentet."

Korporal Egis ansigt blev dystert, men han svarede ikke på spydigheden.

Nogle timer senere hylede granaterne fra begge sider hen over angrebsenheden. På klippevæggen foran dem rejste gule jordfontæner sig, når skuddene slog ned fra deres eget marineartilleri ved Rikaton. Det lysviolette glimt man kunne se i den ophvirvlede jord virkede underligt spøgelsesagtigt i dagslyset. Under ilden fra artilleriet ventede de to tusinde mand Tasukitropper på deres ordre og tabte ikke modet. Hvis ikke de skulle omkomme af frygt på forhånd, var der ganske enkelt ikke andre muligheder end at holde sig så munter som muligt.

"De skyder som gale." Menig Horio så op mod himlen. I samme øjeblik blev luften atter flænget af et langtrukkent hyl. Uvilkårligt trak han hovedet til sig. "Det var en 28'er," råbte han til menig Taguchi, der holdt et lommetørklæde for næsen for ikke at indånde det ophvirvlede støv.

Menig Taguchi lo. Og for at hans kammerater ikke skulle bemærke lommetørklædet, stak han det hurtigt tilbage i lommen. En geisha, han havde haft et meget nært forhold til, havde givet ham lommetørklædet med pyntebort, da han blev indkaldt.

"28'erne lyder anderledes ..." menig Taguchi virkede forvirret, da han stoppede midt i en sætning og indtog retstilling. Samtidig med ham slog talrige andre soldater hælene sammen som var en ordløs kommando blevet afgivet. Med afmålte skridt trådte øverstbefalende General N frem mod dem fulgt af flere stabsofficerer.

"Intet postyr. Vær rolige." Generalens stemme var noget hæs. Han lod blikket løbe over stillingen. "Her på dette trange sted undlader vi at gøre honnør. Fra hvilket regiment er jeres Tasuki bataljon."

Menig Taguchi følte Generalens blik hvile fast på sig. Dette blik gjorde ham næsten forlegen som en jomfru.

"Til tjeneste. ... Infanteriregiment."

"Godt. Hold modet oppe."

Generalen trykkede hans hånd. Så rettede han sit blik mod menig Horio, strakte atter sin højre hånd ud og gentog, "også du. Hold modet oppe." Horio sad på hug og var helt stiv, som om alle kroppens muskler var spændt. De brede skuldre, de store hænder, det solbrændte ansigt, hvor kindbenene trådte frem - disse træk hos menig Horio gjorde et godt indtryk på den gamle General, der fandt, han var et glimrende eksempel på en soldat i Den kejserlige Hær. Derfor blev General N stående hos ham og sludrede ivrigt videre. "Det batteri, som skyder nu, skal I storme i nat. Og tropperne, som kommer efter jer, vil bringe alle batterier i dette afsnit på vores hænder." Hans stemme lød en anelse teatralsk. "Forstået. Man kan ikke stoppe på halvvejen. Der skal heller ikke skydes. Tænk på, du med dine fem fod er en granat, kast dig over dem. Hold tappert ud."

Generalen rystede Horios hånd, som ville han indprente denne udholdenhed. Så gik han videre.

"Det bliver ikke lige netop en lykke."

Menig Horio sendte et hadefuldt blik efter Generalen og blinkede til menig Taguchi.

"Puha, sådan en gammel mand har rystet min hånd."

Menig Taguchi lo anstrengt. Da menig Horio så det, fornemmede han pludselig en ro i sit indre. Også kammeraternes anstrengte latter fandt han afskyelig. Pludselig talte korporal Egi til dem. "Nå. Købt med et håndtryk."

"Hold op. Hold op i efterabere." Denne gang var det menig Horio, som lo anstrengt.

"Jeg er rasende over, man tror, man kan købe mig. Jeg vil ofre mit liv."

Korporal Egis ord påvirkede også menig Taguchi. "Javist. Vi vil alle ofre vores liv for fædrelandet."

" Jeg ved ikke hvorfor, jeg vil blot ofre mig. Når røveren retter pistolen mod dig, hvad gør du så. Tag alt hvad jeg har, siger du til ham." Et trist udtryk skinnede under korporalens øjenbryn.

"Ja sådan vil man gøre. Men røveren vil kun tage dine penge, han vil ikke kræve dit liv. Men vi er døde, mere eller mindre ... Og da vi kun kan dø en gang, er det så ikke bedre at gøre det på en anstændig måde."

Menig Horio så en smule forarget på den sagtmodige Taguchi. Kammeraten var stadig påvirket af alkohol. "At ofre livet, det skulle alle gøre," tænkte han, og så begejstret op mod himlen. Han besluttede ikke at holde sig bag de andre i aften, men gengælde Generalens håndtryk og blive en levende granat ...

Om aftenen kort efter otte faldt korporal Egi på Shojus bjergskråning ramt af en håndgranat. En Tasuki soldat styrtede med ophidsede skrig ind i pigtrådsspærringen. Da han så sin døde kammerat, satte han en fod på hans bryst og brød ud i en gjaldende latter. Ekkoet fra denne latter - denne gjaldende latter - lød skrækkeligt i den endeløse geværild fra fjenden.

"Banzai. Japan, Banzai. Ned med djævlene. Jag dem væk, disse forbandede fjender. Det ... Regiment, Banzai. Banzai. Banbanzai."

I den ene hånd svingede han geværet, mens han uafbrudt skreg med skinger stemmer uden at bekymre sig om de eksploderende håndgranater, som splittede mørket foran hans øjne. I lysglimtene genkendte man menig Horio. Han var blevet vanvittig, et skud havde ramt ham i hovedet midt under stormangrebet.

Spioner.

Den 5.marts Meiji 38 (1909). I et af stabskvarterets halvmørke rum blev to kinesere forhørt tidligt på formiddagen af en officer fra Kavaleribrigade A, der dengang var udstationeret i Zenshoshu. De to kinesere var mistænkt for spionage og var netop blevet anholdt af en vagtpost fra ... Regiment, som man indtil videre havde tilsluttet denne brigade.

Den tændte Kang udstrålede også i dag en behagelig varme i det tarvelige kineserhus. Men krigens nedtrykte stemning trængte igennem overalt såvel i den klirrende lyd af sporer mod det stenbelagt gulv som i farven på kappen, der lå på bordet. Et foto af en geisha, med omhyggeligt opsat europæisk frisure, var sat fast med tegnestifter på den støvede hvide væg ved siden af to sammenhørende røde kinesiske papirbilleder, det virkede både sørgmodigt og latterligt.

Ud over officeren var en adjudant og en tolk tilstede ved forhøret af de to kinesere, som klart og tydeligt svarede på alle spørgsmål. Den ældste af dem, en mand med kort skæg, gjorde sig tydeligvis umage for at besvare spørgsmålene før tolken overhovedet havde oversat dem. Men jo mere indlysende svarene var, jo større syntes stabsofficerens mishag at blive. Han ville gerne se en spion i begge kinesere.

"Infanterist," råbte officeren snøvlende hen mod døren til vagtposten, som havde grebet kineserne. Denne infanterist var ingen anden end menig Taguchi fra Tasuki bataljonen. Han stod ved dørens gitter, som var udsmykket med solkors, og stirrede på fotoet med geishaen. Opskræmt af stabsofficerens stemme svarede han højt, "til tjeneste."

"Hvorfor har du egentlig arresteret disse to knægte,"

Den trofaste menig Taguchi talte sløvt, som om han læste op af en bog. "Jeg holdt vagt ved den nordlige end af landsbyen og bevogtede vejen som fører til Hoten. De to kinesere kom fra Hoten. Derfor befalede kompagniføreren i træet ..."

"Hvad. Kompagniføreren i træet." Officeren hævede øjenbrynene.

"Til tjeneste. Hr. Kompagniføreren var klatret op i træet for at holde udkig. Hr. Kompagniføreren i træet befalede mig at anholde begge. Men da jeg trådte hen til dem, forsøgte den ene – ja, det var den skægløse - han forsøgte at flygte ..."

"Er det alt."

"Javel. Det er alt."

"I orden."

Mens en svag skuffelse viste sig på officerens solbrændte ansigt, stillede han sine spørgsmål til tolken. Han lagde med vilje en vis kraft i sin stemme for ikke at vise, hvor meget det kedede ham. "Hvis du ikke er spion, hvorfor ville du så løbe væk."

"Vi løber altid væk uden grund, når en japansk soldat springer på os," svarede den unge kineser uden frygt. Hans hud var bleg, efter alt at dømme var han opiumsryger.

"Men gik I ikke på en vej som førte til kampområdet. Hvis I er fredelige borgere, der ikke havde nogen bestemt hensigt ..." Adjudanten, der var meget større end kineserne, så på den blege kineser med et blik, der ikke lovede godt.

"Naturligvis havde vi en bestemt hensigt. Som jeg netop har sagt, var vi på vej til Shimminton, hvor vi ville veksle penge. Her er pengesedlerne."

Manden med skægget så roligt fra den ene officer til den anden. Stabsofficeren snøftede. I al hemmelighed bekom det ham vel, at adjudanten var blevet afvist.

"At veksle pengesedler. Med fare for livet." Adjudanten lo hånligt for at dække over sit nederlag.

"Under alle omstændigheder må I tage tøjet af."

Da stabsofficerens ord blev oversat begyndte begge omgående at klæde sig af, uden at fortrække en mine.

"I har endnu jeres lændeklæder på tag dem af og vis dem."

Da tolken holdt de endnu kropsvarme hvide bomuldslændeklæder i hånden, havde han på en eller anden måde en fornemmelse af urenhed. I det ene lændeklæde var stukket nogle lange tykke nåle på omkring tre tommer. Officeren gik med tolken hen til vinduet og holdt nålene flere gange op i lyset for at undersøge dem. Bortset fra det flade hoved og blommeblomstmønsteret udenpå var der ikke noget særligt at opdage.

"Hvad betyder disse."

"Jeg er akupunktør," svarede den skæggede mand helt roligt.

"Tag skoene af."

Nærmest uinteresseret fandt de sig i undersøgelsen uden at gøre de ringeste forsøg på at skjule, hvad man kunne skjule. Undersøgelsen af bukser og jakke, og selvfølgelig også af sko og strømper, skaffede ikke nogle bevismaterialer for dagen. Det eneste man nu kunne gøre var at splitte skoene, tænkte adjudanten. Men netop som officeren ville deltage i besigtigelse, kom nogle stabsofficerer med øverstkommanderende og brigadekommandanten i spidsen ud fra et tilstødende værelse. Med sin adjudant og flere stabsofficerer havde Generalen opsøgt brigadekommandanten for at diskutere et eller andet.

"Spioner for russerne," spurgte Generalen og blev stående foran kineserne. Med et gennemborende blik betragtede han deres nøgne kroppe. Senere fastslog en amerikaner uden nogen form for respekt, at der var tegn på sindssyge i den berømte Generals øjne. Især lyste de sindssyge øjne vredt i situationer som denne.

Officeren forklarede kort sagens indhold for overkommandoen. Generalen nikkede blot, som om han tænkte på noget andet.

"Hvis vi vil hive en tilståelse ud af dem, har vi ikke andre muligheder end prygl ..."

Med sin kortrulle pegede Generalen på kinesernes sko. "Split skoene ad."

I et nu var sålen revet af og fire fem indsyede kort og hemmelige dokumenter flagrede mod gulvet. Da kineserne så det, blev de blege. Tavst stirrede de frem for sig.

"Jeg anede det," sagde Generalen og vendte sig med en selvtilfreds latter mod brigadekommandanten.

"Man skal altid tænke på skoene. Sådan nogle karle klæder sig altid ud. Den slags spioner afslører jeg med det samme."

"Deres Excellence har et forbløffende skarpt blik." Adjudanten lo hjerteligt og overrakte bevismaterialet til brigadekommandanten. Han lod, som om han allerede havde tænkt på skoene, før Generalen var trådt ind.

Var man ikke klar over, at de kun kunne gemme noget i deres sko. Til hvad nytte lod man først disse karle klæde sig af. Generalen var i godt humør. "Skoene havde jeg fået øje på med det samme."

"Jeg ved ikke, men beboerne i denne omegn kan man ikke stole på. Da vi marcherede ind, havde de hængt japanske flag ud. Men da vi gennemsøgte husene, fandt vi russiske flag næsten overalt." Også brigadekommandanten var i løftet stemning.

"Altså durkdrevne og listige."

"Netop. De er snu og lader sig ikke let fange."

Imens fortsatte officeren forhøret ved hjælp af tolken. Pludselig så han på menig Taguchi med en vranten mine og befalede ham hovmodigt, "hallo, infanterist. Du har anholdt disse spioner, sørg også for de dør."

Tyve minutter senere sad de to kinesere med sammenbundne hårpiske på et fældet piletræ i den sydlige udkant af byen.

Menig Taguchi satte bajonetten på, derefter løste han deres hårpiske. Med geværet parat til stød trådte han om bag den yngste af mændene. Men før han gennemborede ham, ville han lade ham vide, at han dræbte ham.

"Du ..." Længere kom han ikke, for han kendte ikke det kinesiske ord for at dræbe.

"Du ... jeg dræber dig."

Som om det var aftalt, så begge kinesere ham dybt i øjnene. Uden det mindste spor af rædsel begyndte de at bukke ydmygt i hver sin retning. "De tager afsked med deres hjemegn," sådan tydede menig Taguchi disse buk uden at tage blikket fra dem.

Da de var færdige, bøjede de roligt deres nakker, som var de beredt til at afslutte livet. Menig Taguchi hævede geværet. Men, at kineserne var så føjelige, det forvirrede ham, han kunne ganske enkelt ikke få sig selv til at gennembore dem med bajonetten.

"Du ... jeg dræber dig," gentog han hjælpeløst. I samme øjeblik kom en kavalerist galoperende fra landsbyen. Hestens hove hvirvlede støvet op.

"Hallo, infanterist."

Knap havde kavaleristen - da han kom nærmere, kunne man se det var en sergent – da han så kineserne, trak han i hestens tøjler og råbte udfordrende, "russiske spioner. Det er sikkert russiske spioner. Giv mig et afhugget hoved."

Menig Taguchi lo anstrengt. "Hm. Jeg giver dig dem begge."

"Virkelig. Det var venligt."

Kavaleristen sprang af hesten med et flot sving, trådte om bag kineserne og trak sit japanske sværd. Men atter lød muntre hovslag fra landsbyen. Tre officerer nærmede sig. Uden at bekymre sig om dem hævede kavaleristen sit sværd, men før han nåede at hugge, var de tre officerer kommet hen til dem. Den øverstkommanderende! Kavaleristen og menig Taguchi så på Generalen og hilste forskriftsmæssigt.

"Aha. de russiske spioner." Et øjeblik lyste sindssygen i Generalens øjne. "Hug til. Hug til."

Straks hævede kavaleristen sit sværd og med et slag huggede han hovedet af den unge kineser. Hovedet hoppede hen over piletræsstubben. På den gule jord bredte en blodplet sig.

"Godt udført. Glimrende." Mens Generalen nikkede opstemt, satte han atter sin hest i trav.

Kavaleristen så efter Generalen, og med sit blodige sværd trådte han om bag den anden kineser. Han havde øjensynligt endnu mere glæde ved at slagte mennesker end Generalen. "Selv jeg kunne ... ombringe dem," tænkte menig Taguchi, da han satte sig på den fældede piletræsstamme. Atter strakte kavaleristen sig. Kineseren med skægget strakte tavst sin hals frem og blinkede ikke en eneste gang.

En stabsofficer fra Generalens følge, oberstløjtnant Hozumi, betragtede fra sin saddel den vide slette, som lå i forårskulden foran ham. Men i hans øjne spejlede sig hverken den ensomme trægruppe i det fjerne eller de væltede stenvarder i vejkanten. Stendhals ord, som han tidligere havde læst med stor begejstring, kunne han ikke få ud af hovedet.

"Når jeg ser et menneske behængt med ordner, kan jeg ikke andet end spørge mig selv, hvor meget ... må han have bedrevet for at får disse ordner."

Pludselig opdagede han, han var kommet langt efter Generalen. Han gøs lidt af kulde. Hurtigt drev han sin hest over i en hurtigere gangart. De gyldne snore skinnede i lyset fra den svage sol.

Teater ved fronten

Den 4.maj Meiji 38 (1909). Efter morgenens forpligtigelser havde Shokon-sai planlagt en teateropførelse om eftermiddagen til almen underholdning for ... Regiment, der var indkvarteret i Akitsugyuho. Forestillingen skulle finde sted på en friluftsscene, som man kan finde i mange kinesiske landsbyer. Foran en hurtigt opsat scene var spændt et par teltduge ud. Klokken et skulle stykket begynde, men allerede langt tid inden havde et stort antal soldater med opplantede bajonetter sat sig på stråmåtterne, der tjente som siddepladser. I deres snavsede kakiuniformer virkede de så usle, at det næsten lød ironisk at kalde dem et teaterpublikum. Men synet var alligevel rørende, når man så deres glade smil.

Bag dem på en flad forhøjning stod nogle stole, og på dem sad Generalen med sin stab, officerer fra hovedkvarteret og udenlandske officerer, som fulgte hæren. Alene stabsofficerernes epauletter og adjudanternes snore frembød et betydeligt flottere skue end synet af de simple soldater på de forreste pladser. Især lykkedes det en af de udenlandske officerer, der var almindeligt kendt som et endnu større fjog end overkommandanten, at bidrage til denne pragt.

Generalen var den dag i sit bedste lune. Mens han underholdt sig med sin adjudant, kiggede han af og til i programmet. I hans øjne strålede et venligt smil som solskin.

I mellemtiden var klokken blevet et. Bag det fine forhæng, hvor kirsebærblomster smeltede sammen med den opgående sol, hørte man flere gange en dårligt klingende træklapper. I næste øjeblik blev forhænget trukket til side af den løjtnant, som havde ansvaret.

Scenen forestillede et japansk værelse. Et par rissække stablet op i et hjørne skulle antyde, at det handlede om en rishandler. Når rishandleren med forklæde klappede i hænderne og råbte "halløj, O-Nabe, halløj, O-Nabe," kom tjenestepigen. Hendes hår var sat i Ichugaeshi frisure, og hun var højere end husherren. Så begyndte det simple ekstemporalspil, hvis handling det ikke lønnede sig at følge med i.

Efter hver eneste sjofel vittighed fra scenen rungede høje latterbrøl fra tilskuerne på stråmåtterne. Nej, også de fleste officerer bagved lo. Som om skuespillerne ville konkurrere, føjede de vittighed til vittighed indtil husherren, kun iført lændeklæde, begyndte en brydekamp med tjenestepigen, som kun bar et rødt lændeklæde. Latteren blev kraftigere. Selv en kaptajn fra hovedkvarteret var på nippet til at klappe af glæde over løjerne. Netop da overdøvede et kraftigt vredesudbrud den brølende latter.

"Uanstændigt. Tæppet for. Tæppe." Generalens stemme. Med de behandskede hænder lagt over hinanden på knoppen af det vældige sværd, så han bydende op på scenen.

Skuespillerne stod som ramt af lynet, da den ansvarlige løjtnant adlød ordren og trak tæppet for. Også tilskuerne på stråmåtterne tav, kun et par stykker vovede at mumle let.

De udenlandske officerer og oberstløjtnant Hozumi, som sad hos dem, beklagede tavsheden. Selvfølgelig havde dette lavkomiske spil ikke aftvunget Hozumi selv den mindste latter, men han havde i det mindste haft forståelse for de simple soldaters glæde. Burde man i det hele taget vove at fremføre en simpel brydekamp for udenlandske officerer. Hozumi havde studeret flere år i Europa. Han kendte kun alt for godt udlændinge og tog derfor megen hensyn til deres værdighed.

"Hvad skal det betyde," spurgte en franskmand til oberstløjtnanten.

"Generalen har befalet at stoppe."

"Hvorfor."

"Fordi stykket er vulgært. Generalen hader alt som er vulgært."

Knap havde han sagt dette før træklapperen atter kunne høres på scenen. De simple soldater, som var henfaldet til tavshed, blev atter muntre, her og der klappede man. Oberstløjtnant Hozumi åndede lettet op og så sig omkring. Officerer i hans nærhed kastede af til et stjålent blik mod scenen. Kun en person foran Hozumi havde lagt hænderne på sværdknoppen og rettet blikket direkte mod scenen. Så blev tæppet trukket til side.

I modsætning til det foregående stykke var det næste i sentimental gammel stil. Et skærmbræt og en tændt papirlampe var de eneste rekvisitter på scenen. En ældre kvinde med fremstående kindben drak sake med en brednakket købmand. Med skinger stemme kaldte hun ham fra tid til anden unge herre. Og så ... oberstløjtnant Hozumi fortabte sig i sine egne minder og fulgte ikke med i handlingen på scenen. En tolv tretten årig dreng lænede sig til gelænderet på galleriet i Ryusei teatret. Over scenen hang kirsebærkviste. I baggrunden så man en strålende oplyst by. Wako, som kaldtes Nisen no Danshu, brillerede med en ståhat i hånden som Banzaemon i dramaet Fuwa. Drengen stirrede på scenen og vovede knap at trække vejret. Ja, selv han havde oplevet sådanne øjeblikke ...

"Slut. Tæppe for. Tæppe."

Oberstløjtnantens erindringer blev flænget af Generalens stemme som af en bombe. Han så op på scenen. Løjtnanten løb allerede bestyrtet over scenen med forhænget efter sig. Oberstløjtnanten nåede netop at se en mands og en kvindes brede bælter hænge over skærmen.

Uvilkårligt måtte han le. Den ansvarlige for forestillingen er tåbelig, tænkte han. Når Generalen allerede havde forbudt en brydekamp mellem en mand og en kvinde, ville han heller ikke stiltiende acceptere en så slet skjult elskovsscene. Hozumi så sig omkring, mens Generalen endnu skældte ud. Han var i dårligt lune og kaldte den ansvarlige intendant til sig.

I samme øjeblik hørte oberstløjtnanten, at den sarkastiske amerikaner sagde til franskmanden ved sin side, "man har det ikke nemt med General N. Han er både øverstkommanderende og censor."

Ti minutter senere begyndte det tredje stykke. Denne gang klappede de simple soldater ikke mere, da de hørte træklapperen.

De havde virkelig grund til at kede sig. Selv når de så et teaterstykke, var de under opsigt. Fuld af medlidenhed så oberstløjtnant Hozumi ud over soldaterne i deres kakiuniformer. Ikke en eneste vovede at tale højt.

I det tredje stykke stod to tre piletræer foran et sort forhæng. Man havde sikkert lige fældet træerne, for bladene var helt friske. En ubarberet mand, tydeligvis en politikommissær, skældte ud på en ung politibetjent. Mistroisk kiggede oberstløjtnant Hozumi i programmet. Der stod, Drama om pistolrøveren Sadakichi Shimizu, der blev arresteret ved flodbredden.

Da politikommissæren var gået, så politibetjenten med et opgivende blik mod himlen og begyndte en lang klagende monolog, hvori han sagde, at han allerede et stykke tid havde forfulgt pistolrøveren, men det var ikke lykkedes ham at anholde ham. Han ville skygge røveren, og for at røveren ikke skulle opdage ham, besluttede han at skjule sig i floden. Han krøb med hovedet forrest gennem det sorte bagtæppe. Men ligegyldigt hvor positivt indstillet man var, kunne man se hans skikkelse, som om han var krøbet under et moskitonet og ikke dykket ned under vandet.

Et stykke tid hørte man kun en stor tromme dundre bag den tomme scene. Det skulle minde om bølgeslag. Pludselig dukkede en blind mand op. Han følte sig frem med stokken og skulle netop til at forlade scenen, da den unge politibetjent pludselig sprang frem fra det sorte bagtæppe.

"Pistolrøver Sadakichi Shimizu, i lovens navn, stop," råbte han og løb hen til den blinde. Denne rev straks brillerne af og var beredt til kamp.

Desværre var brillerne for små. Oberstløjtnanten tænkte sin barnlige kritik, mens et smil spillede om hans læber.

Et håndgemæng begyndte på scenen. Som røverens tilnavn sagde, havde han straks en skudklar pistol i hånden. Det andet skud, det tredje skud - pistolen spyede stadig ild. Men den behjertede betjent anholdt til sidst den påståede blinde. En svag ophidselse greb de simple soldater, men det var ikke kraftige udbrud, som kom fra dem.

Oberstløjtnanten så hen på Generalen. Også denne gang fulgte han opmærksomt, hvad der foregik på scenen. Men hans udtryk var ikke nær så anstrengt som tidligere.

Fra den ene side af scenen kom politiinspektøren styrtende ind med en underordnet. Politibetjenten var blevet ramt af en kugle under kampen, og den falske blinde lå allerede bevidstløs på jorden. Så kom en rørstrømsk scene i stil med kabuki. I stil med en ypperlig tjenestemand fra gamle dage spurgte politiinspektøren, om betjenten havde et sidste ønske. Betjenten sagde, "jeg har en mor i landsbyen, hvor jeg er født.." Derpå sagde politiinspektøren, "du skal ikke bekymre dig om din mor. Har du i din sidste stund endnu et ønske." Betjenten svarede, "nej. Med anholdelsen af pistolrøveren er mit største ønske blevet opfyldt. Jeg er tilfreds."

I samme øjeblik klang Generalens stemme for tredje gang i den dødstille kreds. Men denne gang skændte han ikke men sukkede dybt rørt, "en vidunderlig knægt. En sand japansk yngling."

Oberstløjtnanten så gennem øjenkrogene på Generalen. På hans solbrændte kinder glinsede et tårespor. Generalen er et godt menneske, tænkte oberstløjtnanten. Han følte en smule sympati blande sig med hans lette foragt.

Under stormende bifald blev forhænget trukket for.

Oberstløjtnant Hozumi benyttede lejligheden til at rejse sig fra sin plads og forlade friluftsteateret.

En halv time senere slentrede han over de åbne marker i udkanten af landsbyen med en cigaret i munden og fulgt af Major Nakamura fra samme stab.

"... Regiments teateropførelse var en stor succes. Hans excellence N var meget fornøjet," sagde major Nakamura og snoede spidserne af sit Kejser Wilhelm skæg.

"... Regiments teateropførelse. Åh nej, De mener Pistolrøveren."

"Ikke kun Pistolrøveren. Hans Excellence kaldte efter forestillingen den ansvarlige til sig og meddelte, at han ønskede et ekstranummer. Det næste stykke handlede om Genzo Akagaki. Hvad var det nu det hed? Var det Afsked med en flaske."

Med et glimt i øjet lod oberstløjtnant Hozumi blikket løbe over den brede slette. Et fint tågeslør svævede over jorden, som var dækket af friske grønne farver.

"Også det blev en succes," fortsatte Major Nakamura. "Hans Excellence skal have bedt den ansvarlige fra ... Regiment om også at sørge for underholdningen klokken syv i aften."

"Underholdningen. Skal han fortælle morsomme historier."

"Nej. Han skal læse op af Mito Komons rejse gennem alle provinser."

Oberstløjtnant Hozumi lo anstrengt. Men hans ledsager snakkede muntert videre. "Det lader til Hans Excellence holder meget af Mito Komon. Af alle undersåtter beundrer jeg mest Mito Komon og Kato Kiyomasa, sagde han."

Oberstløjtnant Hozumi kom ikke nærmere ind på det. Han så op mod himlen. Gennem piletræernes grene skinnede fine forgyldte skyer. Oberstløjtnanten sukkede lettet. "Det er blevet forår. Selv her i Manchuriet."

"Hjemme har de sikkert allerede taget forårstøjet på."

Major Nakamura tænkte på Tokyo. Han tænkte på sin kone, der lavede god mad. Han tænkte på sine børn, der allerede gik i skole. Og han blev en smule melankolsk.

"Derovre blomstrer abrikoserne." Oberstløjtnant Hozumi pegede med stor glæde på de røde blomstrende træer, som stod i det fjerne ved en jordvold. Ecoute-moi, Madeleine ... Uvilkårligt måtte oberstløjtnanten tænke på et digt af Hugo.

Far og søn.

En oktoberaften Taisho 7 (1918). Generalmajor Nakamura, den tidligere Major Nakamura fra armestaben, havde gjort sig det bekvemt i en lænestol i det europæisk indrettede gæsteværelse og tænkte ikke på noget, mens han røg på sin havanneser.

Det meningsløse liv i de seneste år havde forvandlet generalmajoren til en elskværdig ældre herre. Måske var det kimonoen, som gjorde, at hans høje pande og trækkene omkring munden netop i aften virkede mere venligt end normalt. Tilbagelænet i lænestolen så generalmajoren sig roligt omkring. Pludselig sukkede han.

Overalt på væggene hang indrammede fotograveringer, reproduktioner af europæiske malerier. En ensom pige som lænede sig mod et vindue. Et landskabsbillede, hvor solen spillede mellem cypresser. I lampelyset virkede det gammeldags værelse koldt og strengt, hvilket af en eller anden grund ikke syntes at behage generalmajoren.

Efter nogle minutters stilhed hørte generalmajoren pludselig en let banken på døren. "Kom ind."

Endnu mens han talte, trådte en granvoksen ung student ind i værelset. Han blev stående foran generalmajoren, støttede sig til en stol og spurgte ret gnavent, "er der noget særligt."

"Hm ... Sæt dig først ned."

Lydigt tog den unge mand plads. "Hvad er der."

I stedet for at svare betragtede generalmajoren de gyldne knapper på den unge mands jakke.

"Hvordan gik det i dag."

"I dag var det Kawais ... Du kender ham sikkert, far. Vi studerede litteratur sammen. Der blev holdt en mindehøjtidelighed for ham. Jeg er netop kommet tilbage."

Generalmajoren nikkede let og pustede den tykke røg fra havanneseren ud. Så begyndte han en smule tøvende at tale om sit egentlige anliggende. "Har du hængt disse billeder op på væggen."

"Ja, jeg har endnu ikke haft lejlighed til at sige det til dig. Jeg hængte dem op i morges. Måtte jeg ikke det."

"Naturligvis måtte du det. Naturligvis. Jeg vil blot gerne have, at billedet af Hans excellence N hænger her."

"Imellem dem." Uvilkårligt måtte den unge mand le.

"Kan man ikke hænge det mellem dem."

"Det er ikke spørgsmålet, om man kan gøre det - men det vil virke lidt komisk."

"Men hænger der ikke også et portræt der ovre."

Generalmajoren pegede på væggen over kaminen. Der hang et billede af den halvtredsårige Rembrandt, som roligt kiggede ned på generalmajoren.

"Det er noget andet. Der passer billedet af General N ikke."

"Nå. Ja så hjælper det vel ikke."

Generalmajoren gav op. Han pustede cigarrøgen ud og fortsatte samtalen i et roligere tonefald.

"Hvad tænker du ... hvad tænker din generation egentlig om Hans Excellence."

"Hvad skal vi tænke. Nå ja, han var sikkert en stor soldat."

Øjnene røbede for den unge mand, at aftenens drinks havde beruset hans far en smule.

"Ja. Han Excellence var en stor soldat. Desuden havde han denne forstående, faderlige evne, som skaber den virkelige leder ..."

Let berørt begyndte generalmajoren at fortælle en anekdote om Generalen. Efter den russisk-japanske krig opsøgte Nakamura engang Generalen i hans villa uden for Nasu. Da han trådte ind, meddelte tjeneren, at Hans Excellence var gået en tur i bjergene bag huset med sine hustru. Generalmajoren kendte vejen og fulgte straks efter dem. Da han havde tilbagelagt et par hundrede meter, så han Generalen stå på vejen i en enkel bomuldskimono med sin hustru. Et stykke tid underholdt generalmajoren sig med det ældre ægtepar. Tiden gik, uden Generalen gjorde tegn til at ville fortsætte. "Har Deres Excellence noget særligt for." Generalen besvarede spørgsmålet med en latter. "De ved, min kone skulle forrette sin nødtørft, og så bad jeg skoleeleverne, som fulgte med os, om at finde et sted." Det var netop blevet efterår og kastanjerne lå overalt i vejsiden.

Generalmajoren kneb øjnene sammen og lo velfornøjet. Så kom fire fem mellemskoleelever springende ud fra den farvestrålende skov. Uden at tage notits af generalmajoren omringede de ægteparret, og hver enkelt berettede om det sted, han havde fundet til Generalens hustru. Ja i deres uskyld begyndte de sågar at kappes, da alle ønskede at få damen til at gå hen til netop sit sted. "Så må vi vel trække lod," sagde Generalen og smilede til generalmajoren.

"Er det ikke uskyldige ansigter. Men man bør ikke fortælle dem om europæerne."

Nu måtte selv den unge mand le.

"Ja sådan var det. Selv tolv tretten årige mellemskoleelever kom hos Hans Excellence, som om han var deres onkel. Hans Excellence var ikke kun en soldat, som man tror."

Fornøjet afsluttede generalmajoren sin fortælling og vendte sig mod billedet af Rembrandt over kaminen. "Var han også en mand af karakter."

"Ja, han var en stor maler."

"Og hvordan ville det være, hvis man sammenlignede Hans Excellence med ham."

Den unge mand virkede forlegen. "Det er svært at sige. Os står han i alt fald nærmere end general N."

"Betyder det, at Hans Excellence står jer fjernt."

"Hvordan skal jeg forklare dig det - tag for eksempel mindehøjtideligheden i dag. Kawai har også begået selvmord. Men for ham var det umuligt, før selvmordet ..." Den unge mand så alvorligt på sin far. "... at lade sig fotografere."

Hidtil havde generalmajoren smilet fornøjet, men nu virkede han lidt forlegen. "Hvad forkert er der i at lade sig fotografere. Sådan et billede er dog bare et sidste minde."

"For hvem."

"Hvad skal det sige For hvem. Jeg er i hvert fald glad for at have et billede af Hans Excellence lige før han døde."

"Hvis han ikke havde været General N, ville han ikke have tænkt sådan. Følelserne som fik ham til at begå selvmord, kan jeg til nød forstå. Men at han lod sig fotografere umiddelbart før selvmordet, kan jeg umuligt begribe. At dette billede er blevet hængt op i hver eneste butik efter hans død ..."

Lidt irriteret afbrød generalmajoren den unge mand. "Det er ikke rigtigt. Hans Excellence var et dannet menneske. Et helt igennem loyalt og oprigtigt menneske."

"Naturligvis var han et dannet menneske. At han var loyal og oprigtig, vil jeg også gerne tro. Men hans form for loyalitet og oprigtighed kan vi ikke mere forstå. Og generationen som kommer efter os, vil forstå det endnu mindre ..."

Mellem far og søn herskede en ubehagelig tavshed et stykke tid.

"Ja, tiderne ændrer sig," sagde generalmajoren til sidst.

"Hm, ja ..." svarede den unge mand blot, og man så på ham, at han lyttede til støjen uden for vinduet.

"Far, det regner."

"Regner det."

Generalmajoren havde strakt benene og var glad for at skifte emne.

"Forhåbentlig falder kvæderne ikke af ..."

(noter)

(til indeks)

oversættelse fra japansk til dansk 1999
© Hideko og Peter Bondesen

 


 

Tipvognen

(1922)

 

Dengang man var begyndt at bygge den smalsporede jernbane mellem Odawara og Atami, var Ryohei otte år gammel. Hver dag løb han hen for at se, hvordan man byggede strækningen - nej, egentlig interesserede det ham kun, hvordan man kørte jorden væk i tipvogne.

Bag på tipvognene, som var fyldt med jord, stod to arbejdere. Når det gik nedad, kørte den alene. Understellet rystede, arbejdernes jakker flagrede i vinden og de smalle skinner svajede. Dette syn fik Ryohei til at ønske, han engang kunne blive jordarbejder. Og han tænkte, "hvis jeg bare kunne få lov til at køre med arbejderne på tipvognen." Så snart tipvognen var nået til udkanten af landsbyen, stoppede den af sig selv. Arbejderne sprang af og tømte den, der hvor skinnerne endte. Så skubbede de atter vognen op ad skråningen. Og Ryohei tænkte, "hvis jeg ikke må køre med, kan jeg måske i det mindste få lov til at hjælpe med at skubbe."

En aften i begyndelsen af februar gik Ryohei med sin to år yngre bror og en nabodreng på samme alder hen til det sted, hvor tipvognen var stillet til side. I tusmørket så man vognene stå på række overstænket af ler. Ryohei så sig omkring. Der var ingen arbejdere at se. De tre drenge var lidt nervøse, da de med forenede kræfter skubbede til den forreste tipvogn. Pludselig begyndte hjulene at dreje langsomt. Deres knagen fik Ryohei til at fare sammen. Men efter den anden hjulomdrejning var frygten allerede overvundet. Klakklak, klakklak - sådan begyndte tipvognen langsomt at rulle på skinnerne, skubbet af de tre drenge. De havde knap tilbagelagt tyve meter, før stigningen pludselig begyndte at blive stejl. Selvom de anstrengte sig, rakte deres kræfter ikke til at skubbe tipvognen videre. Tværtimod så det ud til, at den ville skubbe drengene tilbage. Ryohei syntes, det var nok og råbte derfor til drengene, "Stig på."

De slap taget og sprang op på tipvognen. Først rullede den langsomt nedad skinnerne, så rullede den hurtigere og hurtigere. Til højre og venstre jog landskabet forbi dem, som var det blevet delt op i billeder. Aftenvinden blæste Ryohei i ansigtet, og drengen var som i ekstase. Men snart stod tipvognen for enden af skinnerne.

"Kom. En gang til."

Atter skubbede Ryohei og de to små drenge bag på tipvognen. Men før de overhovedet havde drejet hjulene, hørte de pludselig skridt bag sig. Og snart skældte nogen ud, "I skarnsknægte. Hvem har givet jer lov til at lege med tipvognen."

Som skudt op af jorden stod en stor bygningsarbejder foran dem. Han havde en gammel jakke på og en stråhat, som ikke passede til årstiden. Først da Ryohei og de to drenge var løbet fem seks ken vovede de at kikke bagud på skikkelsen. Siden havde Ryohei ikke mere lyst til at køre med tipvognene, ikke engang når han på vejen hjem fandt byggepladsen mennesketom. Mindet om denne bygningsarbejders skikkelse levede endnu et eller andet sted i hans krop. Han så utydeligt for sig den lille gule stråhat i tusmørket. Men også dette minde forsvandt med årene.

Ti dage senere var Ryohei atter på byggepladsen og så tipvognen rulle. Pludselig opdagede han, at to unge mænd skubbede en vogn lastet med sveller op ad skråningen på den fremtidige jernbanes brede spor. Ryohei havde på fornemmelsen, at man nemt kunne blive gode venner med de to mænd.

"De vil sikkert ikke skælde mig ud med det samme," tænkte han og løb over til dem.

"Mand, skal jeg hjælpe med at skubbe."

Den ene med stribet skjorte gav det ønskede svar uden hverken at se op eller slippe tipvognen. "Ja, kom bare."

Ryohei gik ind mellem de to mænd og skubbede af alle kræfter.

"Du har sandelig mange kræfter," roste den anden, som havde sat en cigaret fast bag øret.

Langsomt blev det stejlere. Ryohei frygtede i sit indre, at de to mænd ville sige til ham, "nu kan du godt holde op." Men de to arbejdere rettede sig blot en anelse op og skubbede tavst videre. Til sidst kunne Ryohei ikke styre sig længere og spurgte genert, "må jeg godt skubbe med en smule længere."

"Naturligvis," svarede de begge samtidigt.

"De er flinke," tænkte Ryohei.

Efter fem seks hundrede meter steg strækningen igen stejlt. Til højre og venstre lyste mandarinplantagernes frugter i sollyset.

"Det er godt, det går opad. Så lader de mig i det mindste skubbe," sagde Ryohei til sig selv og pressede af al kraft mod tipvognen.

De var stadig i plantagen, da de endelig havde overvundet stigningen. Nu gik det nedad.

"Kom, stig på," sagde manden med stribet skjorte. Ryohei sprang straks op på vognen. De tre havde knap sat sig før den rullede ned ad bjerget. Duften af mandariner omhyllede dem. Ryoheis haori-jakke blæste op i vinden. Ordsprog som, "At køre er bedre end skubbe," løb gennem drengens hoved. "Når man skubber meget på udvejen kan man køre meget på hjemvejen" - tænkte han.

I en bambustykning standsede tipvognen langsomt. De begyndte igen at skubbe. Bambustykningen gik over i en blandingsskov. Den jævnt skrånende skrænt var flere steder så tæt dækket med vissent løv, at man ikke engang kunne se de rustne skinner. Da de endelig nåede toppunktet lå den stejle klint foran dem og nedenfor så man det store, uhyggelige og kolde hav. Ryohei tænkte, at han nok var kommet for langt hjemmefra.

De tre klatrede atter op på tipvognen. Havet til højre rullede sig ind under træerne. Men Ryoheis glæde var ikke så stor som før. "Bare de ville vende om," ønskede han. Men han vidste kun alt for godt, at mændene først ville begive sig hjemad, når de havde lagt svellerne på deres bestemmelsessted.

Nu rullede tipvognen op foran et stråtækket gæstgiveri, bag hvilket det forrevne bjerg hævede sig. De to arbejdere gik ind i huset og drak først deres te i ro og fred og lod sig underholde af værtinden, som bar et pattebarn på ryggen. Da Ryohei stod alene tilbage, blev han urolig og tog tipvognen i syne fra alle sider. Tykt mudder klæbede til undervognens tykke bjælker.

Manden med cigaretten bag øret (nu var den for øvrigt forsvundet) trådte ud af huset og gav Ryohei noget billigt sukkergodt indpakket i avispapir.

"Tak," sagde Ryohei ligegyldigt. Man han indså straks, det var forkert at være uvenlig mod mændene. Han stak et stykke sukkergodt i munden, som om han ville undskylde sin opførsel,. Det smagte af petroleum, som avispapiret også lugtede af. De tre skubbede tipvognen op ad en jævn stigning. Ryohei pressede hænderne mod tipvognen med en beslutsomhed, som han ikke havde i sit indre.

Da de var kørt ned ad bakken, stod der atter et værtshus på strækningen. Arbejderne gik ind, og Ryohei satte sig på tipvognen. Han tænkte kun på hjemvejen. Aftensolens stråler lyste på det blomstrende blommetræ foran værtshuset. "Det bliver nat," tænkte Ryohei. Han kunne ikke sidde stille længere. Han sparkede med foden mod hjulene. Så pressede han igen mod tipvognen af alle kræfter, selvom han vidste, han aldrig ville kunne bevæge den alene. Han gjorde det kun for at aflede sin opmærksomhed.

Til sidst trådte jernbanearbejderne ud af huset, lænede sig op ad svellerne og sagde uden videre omsvøb til drengen, "nu må du gå hjem. Vi overnatter her."

"Hvis du bliver for længe væk, vil de bekymre sig derhjemme," tilføjede den anden.

Et øjeblik stod Ryohei som ramt af lynet. Pludselig blev han klar over, at det var ved at blive mørkt. Ganske vist havde han fulgt sin mor til Iwamura i slutningen af forrige år, men vejen i dag var tre fire gange så lang, og han måtte tilbagelægge hele strækningen alene. Han var ved at græde. "Hvad skulle det hjælpe at græde," tænkte han. Hvorfor græde. En smule beklemt bukkede han for de to unge arbejdere og løb af sted langs skinnerne.

Ude af sig selv løb han et stykke tid langs sporet. Da han mærkede at pakken med sukkergodt, som han havde stukket ind under skjorten, forhindrede ham i at løbe, smed han den væk. Lidt senere smuttede han også ud af sine sandaler og lod dem stå. Nu kunne han mærke hver eneste sten gennem de tynde sokker, men han løb lettere uden sandalerne på fødderne. Da han løb op ad den stejle skråning, bemærkede han, at havet lå på hans venstre side. Når han af og til fik tårer i øjnene, skar han uvilkårligt ansigt. Men selvom han forsøgte at beherske sig, kunne han ikke undertrykke en hulken.

Da han løb gennem bambustykningen, glødede aftenrøden allerede bag Higane bjerget. Ryohei blev stadig mere urolig. Skyldtes det, at han ikke mere var på vej ud men på vej hjem, eller skyldtes det, at han fandt landskabet fremmed. Han blev usikker. Da han mærkede, at jakken var gennemblødt, smed han jakken, mens han løb.

I mandarinplantagen indhyllede mørket ham allerede. "Hvis jeg blot redder livet"... tænkte Ryohei. Han løb og løb, gled og snublede.

Da han i det sidste aftenlys endelig så byggepladsen i udkanten af landsbyen, havde han lyst til at græde. Han hulkede men løb videre, og tårerne brød ikke frem.

Endelig nåede han sin hjemby. Der var lys i husene på begge sider af gaden. Ryohei kunne mærke, at hans svedige ansigt dampede i lyset. Både pigen, som stod ved brønden og trak vand op, samt mændene, som vendte hjem fra markerne, råbte til den gispende Ryohei, idet han løb forbi "hov, hvad er der løs med dig."

Men Ryohei løb tavst forbi den oplyste købmandsbutik og barbersalonen.

Næppe havde han revet døren op til sine forældres hus, før han tabte besindelsen og begyndte at græde højt. Hans gråd fik hans mor og far til at komme ud. Hans mor tog ham i armene og trøstede ham. Men Ryohei forsvarede sig med arme og ben, han hulkede og var ikke til at berolige. Han græd så højt at tre fire nabokoner kiggede ind ad døren. Hans mor og far forsøgte at finde ud af, hvorfor han græd. Men ligegyldigt hvor meget de trøstede ham, græd han og var helt ude af sig selv. Han tænkte på ensomheden, som havde plaget ham, da han havde løbet den lange vej, og han følte, han aldrig kunne græde ud ...

Da Ryohei var 26, rejste han med kone og barn til Tokyo. Nu sidder han på første sal i et tidsskriftsforlag med en korrekturlæsers røde blyant. Og mange gange kommer han tilfældigvis til at tænke på den gang.

Tilfældigvis?

Træt af livets besværligheder ser han, at lige som dengang strækker det smalle bånd af stejle snoede stier sig endeløst foran ham i det dystre mørke.

(til indeks)

oversættelse fra japansk til dansk 1999
© Hideko og Peter Bondesen

 


 

Taknemmelighed

(1922)

 

Jinnai Amakawas skriftemål

Jeg kaldes Jinnai. Mit fulde navn - altså i lang tid har verden kendt mig som Jinnai Amakawa - Kender De mit navn? De kender mig sikkert som den berømte røver. Bliv ikke forskrækket, min grund til at komme i nat er ikke at stjæle, så vær for alt i verden rolig.

Jeg har hørt, at blandt kristne præster i Japan er De kendt for Deres høje moral. Så den kendsgerning, at - selvom det kun er for kort tid, De skal være i selskab med en berygtet røver, vil det ikke være behageligt for Dem. Det kommer sikkert som en overraskelse for Dem, men jeg har ikke altid været tyv. En af de undergivne hos Sukegaemon fra Luzon, som engang var indkaldt til at møde på Juraku paladset, kaldte sig Jinnai. Og vandbeholderen til teceremoni som kaldes Akagashira og som blev prist af Rikyu - jeg har hørt, at mesteren i renga-vers, som fremviste det for Rikyu, skulle have båret navnet Jinnai. Når man tænker efter, var navnet på manden som oversatte hollandsk sprog og kom fra byen Omura - han som oversatte Amakawa dagbogen for nogle få år siden - var hans navn ikke Jinnai? Desuden var der den omvandrende præst, som under et skænderi på Sanjoflodens bred reddede Capitao Mardonedo, og der var købmanden, som handlede med udenlandsk medicin foran Myo-koku templet i Sakai - hvis vi undersøger, hvad deres virkelige navn var, vil vi uden tvivl opdage, det var Jinnai. Og endnu vigtigere, sidste år skænkede en person det pagodeformede guldrelikvieskrin med Den hellige Marias afskårne finger til St. Francesco kirken - var hans navn ikke Jinnai?

Men i aften har jeg desværre ikke tid til at fortælle Dem om disse bedrifter. Blot De tror på, at Jinnai Amakawa ikke adskiller sig fra andre mennesker i denne verden - Er det ikke rigtigt? Jeg skal gøre det så kort som muligt, og jeg skal holde mig til sagen. Jeg er kommet for at bede Dem om at læse en messe for en vis mands sjæl. Nej, han er ikke en af mine slægtninge. Og selvom det kan lyde sådan, er det ikke mit sværd, som er plettet med hans blod. Hans navn - om det er klogt at røbe hans navn, kan jeg ikke bedømme. For en mands sjæl - for denne japanske Paulo, beder jeg om et requiem. Skulle jeg ikke gøre det? - Sandelig, når det er Jinnai Amakawa, som beder om det, bør De ikke affærdige det. Under alle omstændigheder ønsker jeg at afsløre omstændighederne for Dem. Men uanset om det gælder Deres liv, er det vigtigt, at De lover ikke at røbe over for andre, hvad jeg fortæller Dem. Da De har et kors hængende på Deres bryst, kan De sikkert holde et løfte. Godt - tilgiv min uforskammethed. (Han smiler) Da jeg er en tyv, vil det være indbildsk af mig, at tvivle på Dem – på en præst. Men holder De ikke dette løfte (pludselig er han alvorlig) - selv om De ikke vil komme til at brænde i Helvedet, vil De få Deres straf i dette liv.

Denne historie er allerede to år gammel ... Det var nøjagtig midnat, og det blæste bidende koldt. Jeg gik gennem hovedstaden forklædt som en omvandrende munk. Det var ikke første gang, jeg gik rundt i gaderne om natten. I mere end fem dage eller der omkring havde jeg udspioneret husene og altid efter klokken otte om aftenen, når verdens øje ikke var fremme. Hvorfor jeg var beskæftiget med det, behøver vi ikke tale om. På den tid havde jeg bestemt mig for snarest at rejse til Malucca, så jeg måtte skaffe rigeligt med penge. På det tidspunkt var der ingen forbipasserende, men på himlen, hvor kun stjernerne blinkede, var der oprør på grund af en storm, som ikke ville falde til ro. Jeg gik forbi de mørke huse og kom frem til Ogawa gaden, tilfældigt drejede jeg i vejkrydset og kom hen til et rummeligt firkantet palads. Det var et kendt sted i hovedstaden - Hojoya Yasoemons hovedkvarter. Selvom man var involveret i forskellige foretagender med skibsfart, var huset Hojoya trods alt ikke i stand til at konkurrere med huset Sumino-Kura. Men da han trods alt havde et eller to skibe som regelmæssigt sejlede til Siam og Luzon øerne, var han sikkert en mand af en vis formue. Jeg havde ikke opsporet nogle særlige oplysninger om dette hus men var lykkelig for, jeg tilfældigvis havde forvildet mig der hen - og tilfældigvis dukkede tanken op at jeg måtte gøre noget ved det. Som jeg sagde tidligere, blæste en hård vind i natten - og dette hus havde den rette størrelse til jeg kunne udføre mit forehavende. Jeg skjulte min bambusparaply og støttede mig til en regnvandsbeholder ved vejsiden og klatrede hurtigt over den høje mur.

Husk rygtet som har cirkuleret. - Folk har været overbevist om, at Jinnai Amakawa kan usynlighedens kunst. Men da De ikke er et jævnt menneske, tror De ikke, det er sandt. Jeg benytter mig ikke af usynlighed, Djævlen er heller ikke på min side. Men jeg har lært lægekunsten på et portugisisk skib. Når jeg benytter den viden i praksis, er det ikke svært at åbne en kraftig lås eller trække en svær bolt ud. (Han smiler) Selv til dette underudviklede Japan, er denne viden kommet, tyvens enestående fag er kommet fra Vesten sammen med Korsets lære og skydevåben.

I løbet af et øjeblik var jeg inde i Hojoyas bolig. Men jeg holdt mig stadig i skyggen, som lyset kastede, og gik gennem den mørke korridor. Til min overraskelse hørte jeg stemmer fra et lille værelse. Værelsets udseende adskilte sig ikke fra et cha-shitsu–værelse (:teceremoniværelse). Var det en teceremoni i forbindelse med den kolde vinds komme? - Jeg smilede sarkastisk ved tanken og nærmede mig forsigtigt. At støde på mennesker som talte på denne tid af aftenen, anså jeg ikke som en hindring for mit arbejde, jeg var mere optaget af, hvilke raffinerede ting disse mennesker - husets herre og dennes ledsagerske, som muligvis var en gæst - måtte nyde i cha-shitsu–værelsets åndelige indelukke. Sådan tænkte jeg.

Hurtigt flyttede jeg mig hen til papirskydedøren, og som jeg havde ventet oplyste mine øre mig, at en jernkeddel var i kog. Men sammen med denne lyd, var jeg overrasket over at høre snak og gråd. Jeg behøvede ikke at lytte to gange for at være klar over, det var en kvinde. At en kvinde græd i cha-shitsu–værelset i dette store hus var ikke nogen betydningsløs ting. Jeg holdt vejret og kiggede ind i teværelset gennem den sprække, der til alt held var blevet stående mellem skydedørene.

Lyset fra andon-lampen lyste på den antikke billedrulle, der hang i nichen, frostbidte krysantemumblomster var arrangeret i en hængende vase. - En elegant atmosfære prægede værelset. Med ryggen til nichen sad en ældre mand med ansigtet mod mig, det måtte være husherren Yasoemon, i sin elfenbensfarvede haori jakke og med begge arme foldet stramt lignede han umiddelbart en mand, der lyttede til den kogende kedel. Ved siden af Yasoemon, nærmest mod skydedøren, sad en raffineret klædt ældre dame, med håret sat op i kogai-mage stil. Når damen ind i mellem tørrede sin tårer væk, kunne jeg se hendes profil.

De må have følt de ikke blevet overvåget, for her var kun ulykke. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Når jeg siger smile, er det ikke fordi jeg havde noget mod Hojoya eller hans kone. Gennem alle mine fyrre år som berygtet person, er der altid kommet et smil på mine læber, hver gang jeg har mødt en øjensynligt lykkelig familie, der ikke var lykkelig. (Han får et grusomt udtryk i sit ansigt) Så også dengang fandt jeg behag i at betragte manden og konens sorg, som var det et kabuki drama jeg overværede. (Et kynisk smil) Men dette karaktertræk er ikke specielt for mig. Når vi læser Soshi fortællingerne, er det næsten en selvfølge, at vi morer os over de bedrøvede.

Derefter lød det som om Yasoemon sukkede, da han sagde, "på nuværende tidspunkt, kan hverken gråd eller jammer ændre situationen. Det er allerede besluttet, at alle ansatte skal afskediges i morgen."

Netop da rystede et stærkt vindstød cha-shitsu–værelset og druknede stemmerne. Jeg kunne ikke høre, hvad Yasoemons kone svarede. Husherren sad med hænder knuget om sine knæer og nikkede, så hævede han sit blik mod den flettede loftsbeklædning. Hans buskede øjenbryn, hans fremstående kindben og især hans stirrende øjne - da jeg betragtede hans ansigt, blev jeg i et nu overbevist om, jeg havde mødt ham før.

"Herre Jesus Kristus. - indgyd din styrke i vores åbne hjerter..." Yasoemon begyndte at mumle en bøn med lukkede øjne. Kvinden var også begyndt at bede om Herrens guddommelige beskyttelse. Jeg fortsatte med at studere Yasoemons ansigt. Da endnu et stærkt vindstød ramte rummet dukkede pludselig et tyve år gammelt minde op i mit indre, jeg kunne klart huske Yasoemon. Tyve år tidligere - nej jeg behøver ikke fortælle det hele. Jeg skal blot nævne nogle få kendsgerninger. - Engang havde jeg været i livsfare i Amakawa (Macao) og blev hjulpet af en kaptajn fra et skib. Dengang skiltes vi uden at kende hinandens navne, men denne Yasoemon, der sad foran mig, var uden tvivl denne kaptajn. Overrasket over sammentræffet stirrede jeg endnu mere intenst på denne ældre mands ansigt. Duften af sandeltræ syntes at gennemtrænge luften omkring hans majestætiske skuldre, og som tidevandets skumsprøjt på et koralrev hvirvlede duften omkring ham.

Yasoemon afsluttede sin lange bøn og sagde stille til den ældre kvinde, "jeg tror alt er i Herrens hånd. - Kedlen koger, så vil du lave te."

Men den ældre kvinde svarede med en stemme som syntes ved at forsvinde, mens hun undertrykte sine stadig strømmende tårer. "Ja - men alligevel er det begrædeligt at ..."

"Hm. Det er forgæves at beklage sig. Hojo Maru er sunket, sølvet er tabt -"

"Nej det er ikke det. Hvis blot vores søn Yasaburo var her..."

Mens jeg lyttede til samtalen, smilede jeg atter. Men denne gang var det ikke fordi jeg glædede mig over Hojoyas ulykke. Det glædede mig, at tiden nu var kommet, hvor jeg kunne gengælde en gammel tjeneste. Jeg - den eftersøgte Jinnai Amakawa – kunne glædes ved en så glimrende mulighed for at gengælde en tjeneste. (Ironisk nok må man have medlidenhed med gode mennesker. For eksempel gør de ikke noget ondt, til gengæld kender de ikke den tilfredshed man føler, når man gør noget godt.)

"Tja, at være fri for en døgenigt som Yasaburo - det er sandelig en lykke." Yasoemon så skamfuldt væk fra andon- lampen. "Hvis vi blot havde de penge han har brugt, ville vi måske være i stand til at overleve denne krise. Det var, hvad jeg tænkte, da jeg forstødte ham."

Netop da han sagde dette, stirrede Yasoemon forskrækket på mig. Hans overraskelse var ikke grundløs, for uden at skjule noget havde jeg åbnet skydedøren, som adskilte os. Med hensyn til mit udseende - jeg var jo forklædt som en tiggermunk - havde jeg smidt stråhatten og bar et udenlandsk tørklæde for ansigtet.

"Hvem - hvem er De" Skønt Yasoemon var gammel, kom han hurtigt på benene.

"Åh De må ikke blive forskrækket. Jeg er kendt som Jinnai Amakawa - men - vær blot rolige. Jinnai Amakawa er en tyv, men i nat skyldes mit uventede besøg en noget anden grund." Jeg trak tørklædet til side, og satte mig ned foran Yasoemon.

Uden jeg fortæller Dem det, kan De sikkert gætte, hvad der skete derefter. For redde Hojo fra den truende katastrofe, lovede jeg at skaffe ham 6.000 kan i guld inden for et tidsrum af tre dage og ikke senere.

Åh - der er nogen uden for døren. - Kan De ikke høre fodtrin. Så undskyld mig for i nat... Enten i morgen eller natten efter, vil jeg komme snigende igen.

Lyset fra stjernerne i Sydkorset, som glimter på himlen over Amakawa havnen, kan ikke ses i Japan. Også jeg er forsvundet fra japanske himmelstrøg, derfor er jeg her i nat og bønfalder om en messe. for Paulos sjæl.

Ja - og hvorledes jeg kommer væk. - Det er der ingen grund til at bekymre sig unødigt om. Selv ved højlys dag eller selvom der er et stort ildsted, kan jeg forsvinde uantastet. Men jeg bønfalder Dem, pas på ikke at røbe noget af dette skriftemål til andre, for min velgører Paulos skyld.

Hojoya Yasoemons skriftemål

Fader - Lyt til mit skriftemål. Som De ved, har der på det seneste været mange rygter om Jinnai Amakawa. Manden som boede i pagoden ved Negoro templet, manden som stjal sværdet fra den høje fyrste, og manden som overfaldt statholderen på Luzon øerne - jeg har hørt, det alt sammen skyldtes ham. Det er rygtedes, at han langt om længe er blevet fanget, og hans hoved er blevet sat op til offentlig spot og spe i nærheden af Ichijo Modori broen, så meget må De have hørt. Jeg står i bundløs gæld til Jinnai Amakawa. Uden denne mands velgørenhed ville jeg nu have været i en ubeskrivelig katastrofal situation. Lad mig berette omstændighederne og bønfalde den almægtige Gud om medlidenhed for synderen Hojoya Yasoemon.

Det var om vinteren for to år siden. Fragtskibet Hojo Maru var forlist under et kraftigt stormvejr, og alle de penge jeg havde lånt med sikkerhed i skibet blev tabt. Det og andre uheldige komplikationer gjorde, at huset Hojoyas fallit ikke kunne undgås. Som De vil forstå, havde jeg handelsforbindelser blandt folk i byen - men jeg vil ikke kalde dem venner. Det så ud til, at vores forretninger var blevet suget ned i en hvirvlende malstrøm, som det store skib, og øjensynlig ikke stod til at redde. Men så skete det en nat - en nat jeg husker tydeligt. En kraftig vind blæste, mens min kone og jeg uden tanke for tidspunktet sad og snakkede sammen i cha-sitsu-værelset, som De kender. Pludselig dukkede denne Jinnai op, han var forklædte som præst, bortset fra det udenlandske tørklæde for ansigtet. Jeg var ikke kun overrasket men også vred. Alligevel lod jeg Jinnai fortælle, at han havde sneget sig ind i huset for at stjæle men var blevet tiltrukket af det flakkende lys fra cha-sitsu-værelset og de lavmælte stemmer, hvorfor han var gået hen til skydedøren og havde set mig, da han kiggede ind - jeg, der havde været hans velgører og frelser for tyve år siden.

Det er rigtigt, at jeg for tyve år siden havde været kaptajn på et lille fartøj, som havde licens på en rute mellem Amakawa og Japan. Engang da vi ankrede op i en havn, havde jeg faktisk hjulpet en japaner, hvis skæg endnu ikke var fuldt udvokset. Ifølge ham selv var han eftersøgt for at have myrdet en drukkammerat under et slagsmål. Denne unge japaner blev senere den berømte røver Jinnai Amakawa. Da jeg vidste, at Jinnais historie ikke var løgn, var jeg tilfreds med at tyendet sov, og jeg spurgte ham om formålet med hans ærinde.

Så fortalte Jinnai mig, at hvis det stod i hans magt, ville han hjælpe huset Hojoya i dets krise - som tak for hjælpen tyve år tidligere. Han spurgte om den samlede sum, som jeg manglede for at dække mine øjeblikkelige behov. Jeg smilede hånligt. At mine økonomiske behov skulle kunne dækkes af en tyv - var det ikke latterligt. Hvis Jinnai Amakawa havde så mange penge, ville han ikke være trængt ind i mit hjem for at stjæle. Men selvom Jinnai lagde sit hoved på skrå som tegn på, det ville være svært at fremskaffe en så stor sum, lovede han beredvilligt, at hvis han fik tre dage, ville han skaffe hele beløbet. Men ligegyldigt om han kunne skaffe pengene eller ej - jeg havde trods alt behov for hele 6.000 kan - kunne man ikke være sikker på, han gjorde det. Jeg mente, det ikke var muligt at sætte lid til en så usædvanlig mulighed.

Før Jinnai forsvandt i den stærke blæst, deltog vi i en teceremoni, udført af min kone. Den næste dag blev det lovede beløb ikke afleveret, det kom heller ikke den følgende dag, og på den tredje dag faldt sneen - og selv efter natten var faldet på, havde der stadig ikke vist sig noget. Jeg havde på forhånd forventet, at man ikke kunne stole på Jinnais løfte. Men, at jeg ikke havde afskediget mine tjenere og givet mig i skæbnens vold var i det mindste et tegn på, at jeg ventede. Og atter sad jeg med ansigtet mod andon–lampen og lyttede anspændt til hver eneste kvist, som knækkede under de ophobede snemasser.

Klokken havde netop passeret midnat, da jeg pludselig mente at høre et håndgemæng i haven uden for cha-sitsu–værelset. Mine tanker drejede sig selvfølgelig om Jinnais skæbne. Var Jinnai ved et uheld blev fanget af myndighederne. – Hurtigt åbnede jeg skodderne ud mod haven, hævede andon-lampen og stirrede ud. Rundt om den bøjede og knækkede Ta-ming bambus, lå to kæmpende mænd dybt i sneen, som lå omkring cha-sitsu-værelset. - Rapfodet stak den ene af fra sin modstander og flygtede gennem buskadsets skygge mod hegnet. Man hørte sneen blive skubbet til side og lyden af manden som klatrede over hegnet - da manden var sprunget i sikkerhed på den anden side af hegnet, var der atter stille. Manden som var blevet tilbage, gjorde sig ingen særlige anstrengelser for at optage forfølgelsen, han børstede sneen væk fra sin krop og gik roligt hen til mig. "Det er mig, Jinnai Amakawa."

Forbløffet stirrede jeg på Jinnai. Også denne nat bar Jinnai det udenlandske tørklæde sammen med den buddhistiske munkedragt.

"Jeg beklager dette skammelige slagsmål, jeg håber ikke, nogen blev vækket af støjen." Jinnai smilede hånligt da han kom ind til mig i cha-sitsu–værelset.

"Altså - da jeg sneg mig ind, fik jeg øje på en mand, som kravlede under gulvet. Jeg greb fat i ham for at se hans ansigt, men han slap væk."

Da jeg kort tid forinden havde været bekymret for, om han blev fanget, spurgte jeg Jinnai, om den ubudne gæst kunne have været en politimand. Jinnai sagde, at fyren næppe var en politimand men sikkert en tyv. At en tyv skulle fange en tyv - et sjældent sammentræf. Denne gang smilede jeg mere hånligt end Jinnai. Men da jeg endnu ikke havde hørt noget om de pengemæssige foretagender, var mit humør lavt. Men Jinnai havde imidlertid læst mine tanker, langsomt løste han sit pengebælte rundt om maven, og lagde en pakke med penge ved siden af ildstedet, som var nedfældet i gulvet.

"Vær rolig - det er lykkedes mig at samle de 6.000 kan. Faktisk havde jeg de fleste allerede i går, men jeg manglede stadig 200 kan, så jeg ventede indtil i aften for at kunne bringe dem alle. Modtag venligst denne pakke. Uden De og Deres kones vidste af det, havde jeg gemt pengene, som jeg havde samlet indtil i går under gulvet i dette cha-sitsu-værelse. Måske havde tyven, som var her i nat, fået færten af pengene."

Som i en drøm hørte jeg disse ord. Jeg modtog penge fra en tyv. - Uden at spørge Dem, ved jeg, De sikkert vil sige, det var forkert. På grænsen mellem håb og tvivl tænkte jeg ikke på rigtigt eller forkert. Som jeg ser sagen nu, havde jeg faktisk ikke sagt, jeg ville modtage dem, men hvis jeg afslog, ville hele mit hushold blive bragt til tiggerstaven. Da det gik op for mig, klappede jeg respektfuldt mine hænder sammen foran Jinnai og græd uden at sige et ord. ...

Jeg hørte ikke mere fra Jinnai i to år. Jeg var fritaget for truslen om fallit og kunne i min trygge tilstand tage afsked med modgangstiderne, og fordi min frelse ene og alene skyldtes Jinnais hjælp, bad jeg sågar til den hellige Jomfru Maria om lykke for denne mand, da jeg ikke kendte andre bønner. Men hvad skete der. Da jeg lyttede til de nyeste rygter, hørte jeg, at Jinnai Amakawa var blevet fanget og hans hoved sat op på Modori broen - jeg var forfærdet. Jeg græd hemmeligt. Når jeg tænkte på den belønningen han havde fået for hans forbrydelser, kunne jeg ikke lade være med at græde. Det var utroligt, han ikke for mange år siden var blevet straffet af himlen. Men i taknemmelighed ville jeg i det mindste sørge for, at der i al hemmelighed blev læst et requiem for ham. Derfor skyndte jeg mig hen til Ichijo Modori broen for at se hovedet på stagen.

Da jeg nåede i nærheden af Modori broen, var der allerede samlet mange mennesker foran stagen. Som det er sædvane ved sådanne lejligheder, stod en underordnet vagt i nærheden af den hvide træplade, hvor hans forbrydelser var skrevet. Men hovedet, som var sat på en trefod af bambusstænger - hvad skal jeg sige - så snart jeg så det gustne hoved midt i den larmende hob, var jeg ved at falde om. Det var ikke den mands hoved, det var ikke Jinnai Amakawas hoved. Disse tunge øjenbryn, disse markerede kindben, arret på hans pande efter et sværdslag - det hoved mindede ikke på nogen måde om Jinnais hoved. Men pludselig blev sollyset, den skrigende hob omkring mig, hovedet på opsatsen af bambus - min overraskelse var så voldsom at det hele gled bort til den fjerneste ende af verdenen. Det var ikke Jinnais hoved. Det var mit hoved. Det var mig for tyve år siden. Yasaburo. - Hvis jeg havde kunnet bevæge min tunge, ved jeg ikke om jeg ville have råbt navnet. Men jeg kunne ikke hæve min stemme – jeg rystede, som om min krop var ramt af malaria.

Yasaburo. - Jeg stirrede på min egen søns hoved, som var det et genfærd. Hovedet skrånede lidt bagud, og bag de halvåbne øjenlåg stirrede øjnene fast på mig. Hvad kunne være årsagen til dette. Var min søn ved en fejltagelse taget for Jinnai. - Men hvis der havde været grundige undersøgelser, kunne en sådan fejl ikke være opstået. Var min søn Jinnai Amakawa. - Den maskerede munk som kom til mit hus - den mand som gik under navnet Jinnai - kunne han have været en anden person. Nej, det kunne ikke være tilfældet. I hele Japan fandtes ingen andre end Jinnai, som var i stand til at skaffe 6.000 kan i guld til det aftalte tidspunkt -. Jeg mindedes natten to år tidligere, da sneen faldt, og omridset af personen, som havde kæmpet med Jinnai i haven, trådte tydeligt frem i min bevidsthed. Denne ukendte mands skikkelse - hvem mindede det mig om. Kunne det ikke have været min søn. Det korte blik jeg havde fået af denne mand, mindede det mig ikke om min søn Yasaburo. Men narrede min hukommelse mig blot. Hvis det havde været min søn ... Som vågnede jeg fra en drøm, vendte jeg mig nedtrykt mod det opsatte hoved. På de underligt slappe lilla læber, hvilede noget, der lignede et smil.

Et opsat hoved med et smil. - Når De hører sådan noget, vil De være tilbøjelig til at grine. Da jeg selv så det første gang, troede jeg mine øjne havde bedraget mig. Men da jeg havde betragtet det flere gange, så jeg tydeligt et svagt genskin af et smil på disse indtørrede læber. Jeg stirrede på dette besynderlige smil i lang tid. Og faktisk skinnede også et smil på mit ansigt en kort tid. Men selv om jeg smilede, begyndte mine øjne naturligvis at udgyde varme tårer.

"Far, lad være -" sagde det ordløse smil.

... Far tilgiv mig for at have været en uværdig søn, jeg kom roligt og stilfærdigt til dit hus den snehvide nat for to år siden - for at bede om tilgivelse for det, som fik dig til at fornægte mig. Det ville have været skamfuldt for mig, at blive set af dine ansatte om dagen, så jeg ventede med vilje til det var langt ud på natten og bankede på døren til dit soveværelse for at tiltrække din opmærksomhed. Jeg var så heldig at opdage et lys som skinnede ud gennem skodderne til cha-sitsu-værelse, og frygtsomt nærmede jeg mig. Pludselig blev jeg angrebet bagfra uden varsel.

Far - hvad der derefter skete, ved du. ... Fordi det alt sammen havde været så uventet, frigjorde jeg mig fra den ukendte person og flygtede over hegnet, da jeg så din skikkelse.

Personen jeg havde set i genskinnet fra sneen, var en mystisk buddhistisk munk, så efter jeg var sikker på, jeg ikke blev forfulgt, krøb jeg tilbage og skjulte mig endnu en gang uden for cha-sitsu-værelse. Gennem skodderne hørte jeg hele samtalen.

Far - Jinnai var blevet husets velgører. Jeg besluttede, at hvis Jinnai nogen sinde kom i fare, ville jeg gengælde den tjeneste, om det skulle koste mig livet. Hvis jeg blot havde været en vagabond, som var udstødt af sin familie, havde der ikke været nogen mulighed for at gøre det. Gennem de næste to år, ventede jeg på en lejlighed. Og - muligheden kom. Så tilgiv en uværdig søn. Som fredløs har jeg genoprettet slægtens ære. I det mindste kan det være en trøst ...

Jeg græd og lo på vejen hjem, jeg priste min søns tapperhed. Det ved sikkert ikke, at fra det tidspunkt, da min søn Yasaburo og jeg blev kristne, antog Yasaburo navnet Paulo, som en bekendelse af sin religiøse tro. - Men - min søn var uheldig. Og ikke kun min søn. Også jeg - hvis ikke mit hus var blevet reddet fra undergangen af Jinnai Amakawa - ville jeg ikke være blevet forurettet som nu. Er det godt at have undgået en fallit. - Eller ville det have været bedre, hvis min søn havde været i live. (Pludselig bitterhed) Hjælp mig. Hvis mit liv skal fortsætte på denne måde, ved jeg ikke, om jeg kommer til at hade min velgører Jinnai ... (lang tids gråd)

Yasaburos (Paulo) skriftemål

Hellige guds Moder. - Ved daggry skal jeg halshugges. Selv om mit hoved falder til jorden, vil min sjæl flyve op til dig som en lille fugl. - Nej jeg har kun begået dårlige handlinger og vil sikkert falde ned i Helvedets voldsomme og frygtelige ild i stedet for at blive modtaget i det pragtfulde Paradis. Men jeg er tilfreds. I tyve år har mit sind ikke været opfyldt af så stor lykke.

Mit navn er Yasaburo Hojoya. Men mit fremviste hoved vil blive kaldt Jinnai. Amakawa Jeg vil blive kaldt Jinnai Amakawa. - Er det ikke den mest velsignede tanke. Jinnai Amakawa. - hvordan lyder det. - Er det ikke et fint navn. Selv bag disse dystre tremmer, giver lyden af navnet mig en fornemmelse af, at denne celle er fyldt med himlens roser og liljer.

En uforglemmelig snefyldt nat om vinteren for to år siden ... Jeg var taget ind til hovedstaden, og for at skaffe penge til spil, sneg jeg mig ind i min fars hus. Da et lys skinnede gennem skodderne til cha-sitsu-værelset, listede jeg mig hen for at lure, pludselig greb nogen mig i kraven bagfra uden et ord. Selvom jeg fik kæmpet mig fri, blev jeg grebet igen, hvem der havde overfaldet mig, vidste jeg ikke, men hans store styrke røbede, at han ikke var noget almindeligt menneske. Efter vi havde haft to tre sammenstød åbnedes skodderne til cha-sitsu-værelset, i åbningen stod min far Yasoemon klart aftegnet i lyset fra andon-lampen, som han holdt op. Jeg brugte alle mine kræfter på at slippe fri og flygtede over hegnet.

Men efter jeg havde løbet omkring en halv cho, skjulte jeg mig under et tagskæg og spejdede op og ned ad gaden. Bortset fra tilfældige vindstød med pudderagtig hvid sne, var der ingenting som bevægede sig i mørket. Min modstander havde åbenbart opgivet forfølgelsen. Men den mand - hvem kunne han være. Skønt jeg kun havde set ham et kort øjeblik, var jeg sikker på, det var en munk. Men når jeg tænkte på det netop hændte, når jeg tog hans styrke i betragtning og især finesserne i hans strategi, kunne han ikke være nogen almindelig præst. Først og fremmest var det besynderligt, at en præst skulle komme ind i forhaven på en snefuld nat. - Efter jeg i kort tid forgæves havde spekuleret, besluttede jeg at vende tilbage og skjule mig uden for cha-sitsu-værelset.

Knap to timer senere benyttede den mystiske munk et ophold i snestormen til at gå ned ad Ogawa gaden. Det var Jinnai Awakawa. Samurai, renga-mester, købmand, lægepræst - ligegyldigt hvilken forklædning han dukkede op i, var han den mest berygtede tyv i hele hovedstaden. Jeg sneg mig efter Jinnai. Aldrig før havde jeg haft en så usædvanlig fryd. Jinnai Amakawa. Jinnai Amakawa. I mine drømme havde jeg længtes efter at se denne mand.. Dette var Jinnai, der havde stjålet Den øverste Fyrstes sværd. Dette var Jinnai, der havde narret koralen fra Shamuroya, der havde fældet fyrsten af Bizens skov - som havde stjålet et ur fra Capitao Pereiras, kommandanten for den portugisiske handelsflåde - som havde gjort indbrud i fem varehuse på en nat - han som havde dræbt otte samuraier ved Mikawa - han som var ansvarlig for de fænomenale bedrifter, som man vil snakke om i fremtidige generationer. Det var ingen anden end Jinnai Amakawa, som netop i det øjeblik gik foran mig på den svagt oplyste snedækkede vej med stråhatten ned over ansigtet. At jeg fik lov til at betragte en sådan skikkelse, var det ikke lykken. - Men der skulle komme mere lykke.

Da vi nåede den stejle mur ved Jogon templet, fremskyndede jeg min forfølgelse af Jinnai. Da der var en lang jordvold uden huse, var det et passende sted at foretage iagttagelser selv om dagen. Jinnai røbede ingen speciel overraskelse, da han bemærkede mig, men stoppede roligt. Han lænede sig til sin stok og sagde ikke et ord men ventede på, jeg talte. I frygt og respekt kastede jeg mig ned foran Jinnai. Og da jeg så på hans selvbevidste ansigt, svigtede min stemme.

Efter en pause, begyndte mit ansigt at rødme, og til sidst sagde jeg, "undskyld mig ... Jeg er Yasoemon Hojoyas søn, mit navn er Yasaburo ... Det er faktisk for at bede Dem om en tjeneste, jeg har fulgt Dem."

Jinnai nikkede blot. I min frygtsomhed - jeg følte mig taknemmelig. Jeg havde dristigt kastet mig foran ham, og nu pressede jeg hænderne endnu dybere ned i sneen. Jeg fortalte kort, at jeg var blevet forstødt af min far og havde tilsluttet mig de arbejdsløses broderskab. Disse omstændigheder havde drevet mig til at gå hen til min fars hus for at stjæle, her var jeg uventet stødt på Jinnai, og var desuden vendt tilbage og havde hørt hele den hemmelige samtale mellem min far og Jinnai. Jinnai sagde stadig ikke noget, men betragtede mig køligt. Efter jeg havde fortalt alt dette, skubbede jeg mig lidt frem og kiggede op på Jinnais ansigt.

"Den tjeneste du har gjort huset Hojo hviler på mine skuldre. Jeg har besluttet at blive din tjener som tegn på, at jeg ikke har glemt denne tjeneste. Gør hvad du vil med mig. Jeg ved hvorledes man stjæler. Jeg er dygtig til at planlægge brandstiftelser. Ud over det, er jeg god til enhver form for slyngelstreger - ."

Jinnai tav. Med stigende oprigtighed fortsatte jeg med at trygle. "Find dog brug for mig. Jeg vil ikke svigte Dem - Kyo, Fushimi, Sakai, Osaka - intet område er ukendt for mig. Jeg kan vandre 15 ri om dagen. Jeg er så stærk, at jeg kan løfte fire fem risballer med en hånd. Jeg har myrdet to tre mænd. Gør mig den tjeneste at bruge mig på en eller anden måde. For Dem vil jeg gøre alt. Selv hvis De beder mig stjæle den hvide påfugl i Fushimi slottet, skal jeg gøre det. Klokketårnet på St. Francesco kirken - hvis De siger, Brænd det, vil jeg brænde det ned, hvis De beordrer Bortfør højre ministerens hustru, vil jeg bortføre hende. Hvis De siger, Halshug den øverstbefalende for garden, vil jeg - " selv om jeg fortsatte med at snakke på denne måde, blev jeg sparket ned i sneen.

"Idiot," råbte Jinnai til mig og begyndte atter at gå. Næsten ude af mig selv greb jeg fat i sømmen på hans kappe.

"Brug mig dog på en eller anden måde. Ingen omstændighed ville kunne tvinge mig til at forlade Dem. For Dem vil jeg trodse vandet - ilden. Blev løvernes konge ikke frelst af en mus i Æsops fabler. - jeg vil blive en mus. Jeg - ."

"Ti stille. Jinnai har ikke brug for hjælp fra en som dig. Han rystede sig fri. Jinnai sparkede mig endnu engang væk. "Ulykkelige. Lær dine sønlige pligter."

Da han havde sparket mig anden gang, talte jeg pludselig med ærgrelse. "Godt. Men der vil sikkert komme en dag."

Men uden at vende sig, skyndte Jinnai sig væk ad den snedækkede gade så hurtigt som muligt, mens hans stråhat skinnede i måneskinnet, som på et eller andet tidspunkt var begyndt at lyse. I to år så jeg ikke Jinnai. (Pludselig ler han) Jinnai har ikke brug for hjælp fra en som dig. ... Det var, hvad han havde sagt. Men jeg - så snart det bliver daggry, skal jeg henrettes i stedet for Jinnai.

Hellige guds Moder. - Jeg kan ikke måle omfanget af de lidelser, jeg har gennemgået for at gengælde Jinnais tjeneste. Tjeneste - nej i stedet for tjeneste burde jeg sige bitterhed. Men hvor er Jinnai. - Hvad laver Jinnai. - Er der nogen, som ved det. - Først og fremmest, hvem er Jinnai. Ingen ved det. Den falske munk jeg mødte var en kort mand på omkring fyrre år. Men han som befinder sig i de prostitueredes kvarter i Yanagimachi er ikke mere end tredive år - og er denne rødmossede skæggede mand en samurai uden herre. Den udlænding som skabte optøjer i kabuki teatret, han var nedbøjet af alder - den unge samurai, som lod sit hår hænge ned foran ansigtet, var han den samme som ham, der plyndrede Myokoku-jis skatkammer? - hvis man skulle tro, at alle disse personer var Jinnai, må han have større styrke end nogen anden mand, mens jeg har været plaget af blødninger siden slutningen af sidste år.

Hver dag mens jeg hentæredes, grublede jeg kun over ønsket om at få oprejsning for min bitterhed. Pludselig en nat begyndte derfor en plan at tage form i mit indre. Maria. Maria. Det var umiskendeligt din nåde, der åbenbarede denne plan for mig. Kun ved at ofre min krop, som var forspildt i fordærvelse, ved at bortkaste min krop af ben og kød - for at opfylde min forpligtelse - kunne jeg opnå mit ønske. Min glæde var så stor denne snehvide nat, at jeg blev ved med at le for mig selv og gentage de samme ord, At blive halshugget i stedet for Jinnai. ... At blive halshugget i stedet for Jinnai.

At blive halshugget i stedet for Jinnai. - Er det ikke herligt. - Med min død vil Jinnais forbrydelser selvfølgelig blive slettet. - Over hele Japan hædres Jinnai. I hans sted (han ler for anden gang) - i hans sted vil jeg på en nat blive tyven over alle tyve. Han som var Ruson-suke Zaemons medhjælper, han som fældede fyrsten af Bizen Saishos skov, han som var ven med Seb-Rikyo, han som narrede koralen fra Shamuroya, han som plyndrede Fushimi slottet for dets skatte, han som dræbte de otte samuraier fra Mikawa - alt det som man kalder Jinnais renommé vil blive taget fra ham. (Han ler en tredje gang) Faktisk vil jeg udslette Jinnais navn ved at hjælpe ham, dermed kan jeg gengælde min bitterhed og samtidig tilbagebetale den tjeneste min egen familie havde opnået, ingen hævn er så frydefuld. Det er naturligt, at denne nats lykke giver mig uendelig glæde. Så nu - bør jeg ikke le bag disse tremmer.

Efter jeg havde udtænkt denne plan, trængte jeg ind i det Kejserlige Palads - i ly af den tågede aften. Jeg gik for at stjæle. Lyset trængte ud gennem bambusskodderne, blomsterne mellem pinjetræerne glimtede, hvor lyset spredte sig - så meget husker jeg at have set. Men da jeg sprang ned fra taget af den lange cirkulære korridor, blev jeg på et øjeblik omringet af fire fem samuraier fra vagten. Som jeg havde håbet, blev jeg grebet og bundet. En skægget samurai overmandede mig og bandt mig med et reb så stramt han kunne – og mumlede han ikke, Denne gang har vi fanget selveste Jinnai. ...Jo, det sagde han. Hvem andre end Jinnai Amakawa ville liste sig ind i Det kejserlige Palads. Da jeg hørte de ord, måtte jeg uvilkårligt smile, selv om jeg vred mig som en vanvittig.

Jinnai har ikke brug for hjælp fra en som dig ... Det var hans ord. Men så snart dagen gryr, skal jeg henrettes i stedet for Jinnai. Hvilken fortræffelig gengældelse. Når jeg ikke er andet end et afhugget hoved, vil jeg vente på, at denne mand kommer. Når Jinnai ser mit hoved, vil han sikkert føle mit lydløse latterbrøl. Hvad så. Har Yasaburo gengældt tjenesten. Det vil latteren indeholde. De er ikke længere Jinnai. Dette hoved er Jinnai Amakawa, den mest berygtede tyv på denne jord, Japans største røver - (Han ler) Jeg er tilfreds. En sådan tilfredshed opnår man kun en eneste gang i sin levetid. Min far Yasoemon, når du ser mit afhuggede hoved - (Med beklagelse) - tilgiv mig far. - Jeg havde været fortabt, selvom jeg ikke var blevet henrettet. Jeg kunne ikke have levet mere end tre år. - Tilgiv din troløse søn. Jeg blev født til at være fredløs, men trods alt har jeg været i stand til at tilbagebetale min families taknemmelighed.

(noter)

(til indeks)

oversættelse fra japansk til dansk 1999
© Hideko og Peter Bondesen

 


 

Haven

(1922)

 

1

Dette er historien om haven ved Nakamuras historiske hus, som nu er blevet til en jernbanerestaurant.

Indtil ti år efter Meijis Genopbygning begyndte, var haven stort set blevet bibeholdt i dens oprindelige form. Der havde været en velplejet kalabasformet dam, og hvor pinjerne lænede sig ind over et kunstigt bjerg, stod sommerhuset Seikaku-ken (:Tranehuset) samt Senshin-tei (:Den rene ånds Hytte). Fra toppen af bjergets klipper overbruste et vandfald hele dammen med hvidt skumsprøjt. En stenlanterne - et minde om prinsesse Kazu-no-Miyas rejse til denne provins - blev år efter år dækket af den gule rose, som bredte sig. Men til sidst var forfaldet begyndt at vise sig, især tidligt om forår, når de unge skud sprang ud i de høje trætoppe såvel indenfor som udenfor haven. Bag det maleriske kunstige sceneri kunne man fornemme den vilde styrke, som langsomt udviklede sig og forstyrrede harmonien.

Det forhenværende overhoved for Nakamura familien - en gammel mand med et ridderligt gemyt, levede sit liv uden unødvendige bekymringer, han lod sine ben dingle fra hovedbygningens kotatsu (:veranda), mens han spillede go og kort med sin gamle kone, som lå i sengen på grund af en hjerneblødning, og når hans gamle kone havde vundet fem seks gange i træk, blev han rasende. Den ældste søn, som havde overtaget ledelsen af familien, boede med sin nye kone, en kusine, i en lille lidt afsondret bygning, som var forbundet med hovedbygningen gennem en korridor. Den ældste søn - kendt under sit nome-du-guerre Hyotoku Bunshitsu - havde et hidsigt temperament. Hans skrantende kone og yngre bror, ja selv det tidligere overhoved var bange for ham. ... På den tid boede en læge i byen ved navn Seigutsu, som ofte kom på besøg. Selv den ældste søn var fornøjet i hans selskab, han serverede underligt nok sake for ham og bad ham fremsige vers -

...Bjerget har stadig duften af blomster
og der er gøgen, ...
(Seigetsu)
...her og der
funkler vandfaldene.
(Bunshitsu)

- sådanne indtryk gav de. Hvad angik de øvrige brødre - der var to - var den næste i arvefølgen adopteret af en slægtning, som var rishandler, og den sidste arbejdede på en større sake-fabrik i en by fem seks ri væk. Som en stiltiende aftale dukkede de sjældent op på familiens residens. Ikke blot boede den tredje søn et stykke væk, men fra tidligt i livet havde han og den ældste søn ikke haft de samme ønsker. Den anden søn kom næsten aldrig hos familien, da han førte et udsvævende liv.

Over en periode på to tre år fik haven langsomt et trøstesløst udseende, og alger begyndte at dække dammen. Krattet lignede et virvar af visne grene. Den gamle mand, der havde trukket sig tilbage, døde af en hjerneblødning den sommer, da tørken var streng. Fem seks dage før hans pludselige død, var en hvid hofdragt flere gange gået ind og ud af Senshin-tei og hen over dammen, den gamle havde i alt fald fortalt, at han havde set et spøgelse ved højlys dag, da han drak shochu. Sent på foråret det næste år, havde den anden søn stjålet sine plejeforældres penge og var stukket af med en værtshusholderske. Og om efteråret måtte den ældste brors kone abortere.

Efter sin fars død boede Ældste Søn med sin mor i hovedbygningen. Den seneste lejer i den fritliggende del af huset var en lokal inspektør fra en forberedende skole. Og skoleinspektøren, der var overbevist om principperne i den ærværdige Fukuzawa Yukichi afhandling om anvendelighed, havde på et eller andet tidspunkt overtalt Ældste Søn til at dyrke frugttræer i haven. Efter den tid blomstrede de mange farvede blomster fra fersken, abrikos og blommetræerne mellem de velkendte pinjer og hængepile, når foråret kom. Skoleinspektøren udtalte sig om synet, når han af og til gik en tur med Ældste Søn i frugthaven, "som De kan se, kan vi nu foretage en glimrende Blomsterbesigtigelse. På den måde har vi opnået to ting samtidigt." Men det kunstige bjerg, den kunstige sø og sommerhuset forfaldt endnu mere. Et kunstigt virvar blev tilføjet det naturlige.

Det samme efterår opstod en skovbrand i bjergene, som lå bag ved haven, hvilket ikke var hændt i lang tid. Efter denne brand stoppede den plaskende lyd fra vandfaldet, der hidtil var strømmet ned i søen. Snart efter blev Ældste Søn syg, da den første sne kom, og ifølge lægens diagnose var det den såkaldte svindsot. Han skiftevis lagde sig og stod op af sengen, og han blev irritabel og vranten. Ældste Søn smed sågar et lille fyrfad efter sin bror, da Tredje Søn var hjemme til nytårsfest i januar det følgende år. Tredje Søn havde forladt huset igen og ville ikke komme og sidde ved Ældste Søns dødsleje. Efter mere end et års sygdom drog Ældste Søn sit sidste suk i skyggen af et moskitonet, mens hans kone vågede om natten ... "Er det frøerne, som kvækker. - Jeg spekulerer på, hvad Seigetsu laver nu." Det var hans sidste ord. Hvad angik Seigetsu, var han formodentlig blevet træt af stedet og var holdt op med at komme i huset, end ikke for at tigge.

Tredje Søn sørgede en uge over sin bror, hvorefter han giftede sig med sin mesters yngste datter. Og skoleinspektøren, som havde lejet den afsides liggende bygning, var til alt held blevet forfremmet et andet sted. Tredje Søn tog nu sin brud med for at bo i huset. De sortlakerede skabe blev bragt til den afsides liggende bygning og pyntet med røde og hvide stoffer. Men i hovedbygningen blev Ældste Søns hustru snart syg, hendes sygdom var den samme som hendes mands. Hendes søn Renichi sov hver aften sammen med sin bedstemor, da moderen hele tiden spyttede blod. Bedstemoren bandt altid et håndklæde om hovedet, før hun gik i seng, ellers ville rotterne i løbet af natten blive tiltrukket af lugten, som kom fra sårene på hendes hoved, og hvis hun havde glemt håndklædet, ville rotterne sikkert have bidt i hendes hoved. I slutningen af det samme år døde Ældste Søns hustru, som en olielampe der slukkes. Og dagen efter begravelsen knuste et kraftigt snefald sommerhuset, som stod i skyggen af det kunstige bjerg.

Da foråret atter kom tilbage, var det stråtækte tag på Senshin-tei og de blomstrende træer i krattet det eneste, man kunne se af haven.

2

En skyet og snefuld aften vendte Anden Søn hjem til sin fars hus efter ti års fravær. Han fars hus? - faktisk tilhørte det nu Tredje Søn. Tredje Søns holdning kunne næppe siges at være særlig afvisende, men på den anden side heller ikke særlig imødekommende, det vil sige han modtog sin udsvævende bror uden ballade.

Siden da lå Anden Søn næsten ubevægelig henstrakt på kotatsuen (:verandaen) til det værelse i hovedbygningen, som rummede det buddhistiske alter. På det store alter stod mindeplader for både hans far og storebror, og han lod altrets fløjdøre være lukkede, som ville han glemme disse minder. Han viste sig næsten aldrig, bortset fra de tre måltider han spiste med sin mor og sin lillebrors kone. Kun det forældreløse barn Renichi gik af og til hen til hans værelse for at lege. Anden Søn tegnede bjerge og skibe på Renichis tegnepapir. ...

Blomsterne blomstrer
på Mukojimabjerget i det fjerne
Kom og få os til at glemme tiden
du pige fra tehuset

På en eller anden måde lykkedes det for ham at illustrere disse gamle sange med usikker hånd.

Snart blev det atter forår. De usle fersken og abrikostræer blomstrede i vildnisset, som havde bredt sig over hele haven, mens søen skinnede med et blygråt skær og genspejlede skyggen af Senshin-tei. Men Anden Søn lukkede sig inde i buddhaværelset og døsede dagen lang. Så en dag blev hans ører fanget af den svage lyd fra en samisen samt brudstykker af en sang,

...denne gang under kampen ved Suwa,
blev Yoshie Matsumoto plaget
af kanonernes forsvar ...

Anden Søn vendte sig om på siden og hævede nysgerrigt sin krop. Det var uden tvivl hans mor, som sang og spillede samisen i gæsteværelset ...

...Den dag, så elegant -
så modigt gik han frem.
Det vidnede om storslået mod ...

Sang hans mor for sit barnebarn? Hun fortsatte med at synge den populære folkevise otsu-é. Denne sang havde været populær i tyve tredive år, og det siges, at hendes barske ægtemand havde lært den fra en skøge,

...under fjendens kanonild
på slagmarken ved Toyohashi
forsvundet som duggen på græsset -
Til senere tiders generationer
skænkede han udødelig hæder

Anden Søns udtryksløse ansigt fik et hidtil ukendt skær i øjnene.

To tre dage senere fandt Tredje Søn sin storebror i færd med at grave i skyggen af det kunstige bjerg, hvor ranunklerne blomstrede. Forpustet hakkede Anden Søn akavet med hakken. Han optrådte med stor alvor, og det virkede næsten komisk.

Bror - hvad laver du," lød Tredje Søns stemme bagfra, mens han røg en cigaret.

"Hvad jeg gør." Anden Søn så op, hans ansigt strålede, da han svarede sin lillebror. "Jeg har tænkt mig at lave et vandløb."

"Hvorfor vil du lave et vandløb."

"Jeg har tænkt mig at gøre haven i stand, som den var i gamle dage."

Tredje Søn lo og sagde ikke mere.

Anden Søn svang sin hakke hver dag og fortsatte ivrigt med at lave vandløbet. Men da han var svækket af sygdom, var det ikke let for ham. Han blev meget træt og udslidt. Det var utvivlsomt uvant værktøj for ham, for han fik hurtigt vabler på hænderne og hans negle flækkede, men trods alt følte han sig tvunget til at fortsætte. Nogle gange smed han hakken og faldt om, som var han død. I den kogende varme blev blomsterne og de unge blade indhyllet i damp. Men efter han havde hvilet et stykke tid, rejste han sig stædigt på sine vaklende ben og fortsatte med at svinge hakken.

Men trods det havde haven ikke ændret sig meget efter mange dage. Algerne bredte sig som sædvanlig i søen, og krattet udstrakte stadig sine grene. Især efter frugttræerne havde blomstret, virkede haven mere uplejet end tidligere. Og det hjalp ikke sagen, at både ung og gammel havde sympati for Anden Søns slid. Tredje Søn var initiativrig, han var optaget af spekulationer om silkeormeopdræt og rismarkedet. Tredje Søns kone følte en kvindelig afsky for Anden Søns sygdom. Selv moderen var bange for hans anstrengelser i haven, på grund af hans dårlige helbred. Ikke desto mindre vendte Anden Søn hårdnakket ryggen til mennesker og natur og fortsatte stædigt arbejdet med at ændre havens udseende.

Da han gik ud for at se på haven en regnfuld morgen, så han Renichi lægge sten langs kanten af vandløbet, som løb mellem ranunklerne.

"Onkel" - kaldte Renichi glad, "fra i dag vil jeg hjælpe dig."

"Hm, ja gerne" sagde Anden Søn med et bredt smil.

Fra da af svigtede Renichi ikke aftalen men hjalp ihærdigt sin onkel. Når de holdt pause for at få vejret, lyttede Anden Søn til Renichis mange spørgsmål om havet, om Tokyo, om jernbanerne, og mens Renichi gnaskede friske blommer, lyttede han med stor opmærksomhed til hans onkels fortællinger.

Regnsæsonen den sommer var kort. Både den syge og barnet, som var uvante med den voldsomme sol og det tætte græs, rensede søen og slog græsset, og langsomt skred deres arbejde frem. Ligegyldig hvor store udvortes besværligheder de havde, blev alt overvundet, kun de indre besværligheder kunne de ikke gøre noget ved. Den gamle have fremstod i Anden Søns fantasi som en drøm. Men når han afmærkede træernes placering, eller når han afmærkede en sti, fandt han det svært at huske detaljerne. Nogle gange kunne han læne sig til hakkens skaft midt under arbejdet og se sig usikkert omkring.

"Hvad er der onkel" - Renichi stillede normalt det samme spørgsmål, mens han usikkert så på sin onkels ansigt.

"Hvordan var her tidligere." Anden Søn svedte meget, og mumlede altid for sig selv noget i retning af, "...jeg tror ikke, den ahorn stod her," mens Renichi dræbte myrer med sine mudrede fingre.

Som tiden gik, var det imidlertid ikke kun de indre besværligheder, som skulle overvindes. Efterhånden som sommeren gik blev Anden Søn gentagne gange forvildet, måske på grund af sin udmattede tilstand. Han opfyldte dele af søen, som han allerede havde renset, eller han plantede pinjetræer, hvor han tidligere havde trukket nogen op. Dette skete ofte.

Renichi blev især vred, da hans onkel havde fældet et piletræ ved vandkanten, for at lave pæle til søen. Han sagde til sin onkel, "det piletræ var lige blevet plantet. - Hvorfor fælder du det nu."

Mens Renichi stirrede, svarede hans onkel, "ja, efterhånden ved jeg ikke, hvad der er hvad." Med brændende øjne så Anden Søn ned på søen i eftermiddagssolens hede.

Da efteråret kom, drev tågen rundt i haven mellem det tætte græs og træerne. Sandt nok var det ikke helt den samme have, hvis man sammenligner med haven i gamle dage, fordi Seikaku-ken var der ikke mere, og vandfaldet faldt ikke mere. Ak. - selvom den var skabt af en berømt gartner, var den tidligere charme næppe synligt nogen steder. Men haven var der. Søen genspejlede det kunstige bjerg i sit klare vand. Og atter strakte pinjetræerne deres grene, selv foran Senshin-tei. Men på grund af sin kamp for at genskabe haven, måtte Anden Søn atter lægge sig. Hans krop smertede i alle led, og feberen aftog ikke.

"Du er for latterlig - ufornuftig." - Hans mor sad ved hans hovedgærde og gentog de samme beklagelser. Men Anden Søn var stadig lykkelig. Der var stadig mange hjørner i haven, han gerne ville genskabe, men under alle omstændigheder havde hans kamp ikke været forgæves. Hvad det angik, var han tilfreds. Årtiers smerte havde lært ham resignation, og hans resignation trøstede ham.

Ved efterårets slutning drog Anden Søn upåagtet sit sidste suk. Det var Renichi, som opdagede det. Skrigende løb han hen til sine forældre i den afsides liggende bygning. Straks flokkedes familiemedlemmerne med opskræmte ansigter om den døde mand.

"Se - det virker, som om min bror smiler." Tredje Søn vendte sig mod sin mor og fortsatte, "Se i dag er Buddhas døre åbne." Tredje Søns kone rettede sin opmærksomhed mod familiealtret og så ikke på den døde.

Efter Anden Søns begravelse sad Renichi ofte alene i Senshin-tei. Med et fortvivlet udtryk så han ud over vandet og efterårets træer. ...

3

Sådan var haven ved familien Nakamuras historiske hus, som blev et offentligt gæstgiveri. Der er knap gået ti år, siden haven blev istandsat, og nu er huset revet ned. Hvor det gamle hus lå, er opført en jernbanestation, og en lille jernbanerestaurant står nu foran stationen.

Der er ingen medlemmer af familien Nakamura tilbage på dette sted. Som vi kan forestille os er den gamle mor længe blevet talt blandt de dødes rækker. Tredje Søn siges at have tabt på sine investeringer og er måske flyttet til Osaka.

Damplokomotivet kører hver dag ind på stationen og kører atter af sted. Der er en ung stationsforstander, som i ledige stunder betragter de grønne planter fra sit store skrivebord, han snakker med dragerne, men deres samtaler drejer sig aldrig om familien Nakamura. Og ingen i omegnen snakker om sommerhuset på det kunstige bjerg.

Imens sidder Renichi foran et staffeli på et akademi for vestlig kunst i Akasaka i Tokyo. Lyset fra ovenlysvinduet, duften af oliefarver, en model med håret sat op som en flækket fersken - stemningen på skolen har intet tilfælles med landsbyen, han kom fra. Men af og til drømmer hans sjæl, mens han bevæger penslen, foran sig ser han ansigtet af en bedrøvet aldrende mand. Og dette ansigt smiler til ham, når han har besværligheder med sit arbejde, og uden tvivl mumler det til ham, "da du var barn, hjalp du mig ... tillad mig nu at hjælpe dig." I sin nuværende fattigdom, fortsætter Renichi dag efter dag at male med oliefarver.

Og Tredje Søn. - Ingen ved noget eller bekymrer sig om Tredje Søn.

(noter)

(til indeks)

oversættelse fra japansk til dansk 1999
© Hideko og Peter Bondesen

 


 

Prinsesse Roku-no-Miya

(1922)

 

1

Prinsesse Roku-no-Miyas far var af kongelig æt. Men i sin adfærd tilpassede han sig samtidens moral og nåede aldrig højere rang end Hyobu-no-daifu. Prinsessen boede i et palads som lå på en høj i omegnen af Roku-no-Miya. Og Prinsessen vi vil omtale, var opkaldt efter området.

Hendes far og mor forgudede den unge Prinsesse og var utilbøjelige til at arrangere et ægteskab for hende, som det var skik og brug, men ventede forventningsfulde på, at en eller anden skulle komme og fri. Prinsessens adfærd var på alle måder ydmyg, i overensstemmelse med den opdragelse hun havde fået af sine forældre. Det var et liv, hvor man ikke kendte til sorger, ej heller til lykke, og skønt Prinsessen var isoleret fra omverdenen, følte hun tilsyneladende ingen misfornøjelse. Hendes forældres velvære var det eneste, som betød noget for Prinsessen.

Kirsebærtræerne, som hang ud over søen, åbnede deres små blomster hvert år. Og som årene gik, blomstrede Prinsessen op til en voksen person. Men hendes far, som hun var afhængig af, døde pludselig som følge af mange års overdreven alkoholforbrug, og hendes mor, der var utrøstelig i sin sorg, fulgte sin mand inden for seks måneder. Prinsessen var alt for forvirret til at blive grebet af sorg. Da hun altid havde levet beskyttet, havde hun ingen at tale med, bortset fra ammen, som havde passet hende fra hun var barn.

Uden at spare sig selv forsatte denne guvernante med at arbejde for Prinsessen. Som tiden gik, solgte man perlemorsskrinene og røgelseskarrene af sølv, som havde været familiens arvestykker. Ligeledes gav man efterhånden afkald på tjenere og tjenestepiger. Selv Prinsessen blev efterhånden klar over livets alvor. Men hun var ikke i stand til at afhjælpe situationen. Prinsessen fortsatte sit tidligere liv med ensformige adspredelser i paladsets ensomme hovedbygning - med kotospil og poesidigtning.

Så kom guvernanten til Prinsessen en efterårsdag ved solnedgang og sagde tænksomt, "min nevø, som er præst, beder om tilladelse til at præsentere en vis herre for Dem - den tidligere fyrste af Tamba. Ud over han er køn, siges han at være godhjertet, og hans far var søn af en hofmand og i nært slægtskab med de højeste familier, selvom han kun var guvernør i provinsen. Hvad vil De sige til at møde ham? ... Det kunne blive en forbedring af det ringe liv De fører."

Prinsessen begyndte at klynke. At overgive sig til en mands nåde for at afhjælpe sine trange kår, ville det ikke være det samme som at sælge sin krop. At det ofte skete, var hun selvfølgelig klar over, men når hun tænkte på sin egen situation, blev Prinsessen sorgfuld, og hun skjulte sit ansigtet bag ærmet, da hun sad ansigt til ansigt med guvernanten, og stemningen føltes som når vinden sætter liv i visnede blade.

2

Til sidst endte det med, at den unge mand kom til Prinsessen hver nat. Som guvernanten havde sagt, var han godhjertet. Og hans fremtoning var dannet. Det var tydeligt, at han var tiltrukket af Prinsessens skønhed, og Prinsessen var selvfølgelig heller ikke uinteresseret i ham. Ofte betroede hun sig til ham, og hun oplevede nattens glæder, når de mødtes og var beskyttet fra det blændende lys af en skærm påmalet sommerfugle og fugle.

Paladset begyndte lidt efter lidt at udstråle elegance. De sorte hylder og bambusskodderne var nye, og antallet af tjenere blev større. Og naturligvis fik guvernantens et letter liv sammenlignet med tidligere. Men trods forandringerne virkede Prinsessen stadig ensom.

En regnfuld nat mens manden nippede til sin sake, fortalte han Prinsessen en ubehagelig historie fra Tamba om en handelsrejsende, som under en rejse til Izumo provinsen indlogerede sig på en kro ved foden af Oeyama bjerget. Helt uventet fødte kroværtinden et pigebarn i løbet af natten. Den rejsende så en stor mand komme ud fra værelset, hvor barnet var blevet født. Ingen kendte manden, der udbrød, "ved otte års alderen - død!" hvorefter han forsvandt. Ni år senere var den handelsrejsende på vej til hovedstaden, da han søgte ly i den samme kro. Den lille pige var død som otte årig. Hun var faldet ned fra et træ, og hendes nakke var blevet gennemboret af et høstsegl. - Det var historiens hovedindhold. Da Prinsessen hørte historien, følte hun sig skræmt af skæbnens magt. At være afhængig af denne mand resten af sit liv, var en skæbne, der ikke var meget bedre. Men der var ingen mulighed for at ændre begivenhedernes forløb, så hun smilede opgivende ved tanken.

Ofte var pinjetræerne ved paladsets tagskæg tynget af sneen. Også om dagen spillede Prinsessen koto og adspredte sig med et spil sugoroku som i gamle dage. Om natten, når hun lå på sengeunderlaget med manden, kunne hun høre ænderne baske i vandet. Skønt hun aldrig var nedtrykt, var hun heller aldrig lykkelig. Men af og til kunne Prinsessen nyde en flygtig tilfredsstillelse i sin rolig tilværelse.

Denne trygge tilværelse endte før man ville have ventet det. En nat da foråret for længst var kommet tilbage, og Prinsessen var sammen med sin elsker, havde den unge mand noget ubehagelig at sige. "Vor tid sammen er nu nået til sit tusmørke," fortalte han hende. Det lod til, hans far ville blive forfremmet til guvernør i Mutsu under det kommende møde for udnævnelser, så på grund af det, var den unge mand forpligtiget til at rejse med ham til det afsondrede snelandskab. Manden følte uendelig stort samvittighedsnag ved at skulle skilles fra sin Prinsesse, men da han havde holdt ethvert kendskab om forholdet hemmelig for sin far, ville det være svært for ham at afsløre det nu. Sukkende talte manden i lang tid om denne ændring af tilværelsen ... "men om fem år vil embedstiden være overstået. Indtil da må du være venlig blot at vente."

Prinsessen hengav sig til gråd. Selv om det ikke var af kærlighed, følte hun sig ubeskriveligt ulykkelig ved tanken om at skulle skilles fra den mand, som hun var afhængig af. Manden kærtegnede Prinsessen og opmuntrede hende med mange trøstende ord. Men alle hans ord blev kvalt af tårer.

Guvernanten havde ingen anelse om sagen og sendte en flaske sake og en bakke mad til det unge par, der betragtede de udsprunge kirsebærtræer, som bøjede sig over søen.

3

Det var forår seks år senere, men den unge mand, var ikke vendt tilbage til hovedstaden fra sit ophold i provinsen. Prinsessen havde mistet alle sine tjenere, da de en efter en havde trukket sig tilbage og forladt tjenesten hos hende. Et år gav hendes bolig i østfløjen efter for en storm, og Prinsessen måtte henlægge sin residens til den ledige samuraivagtstue, selvom vagtstuen havde begrænset plads og var så forsømt at hun knap kunne blive beskyttet mod regn og dug. Da de flyttede til vagtstuen, kunne guvernanten ikke tilbageholde tårerne, når hun så sin frues elendige tilstand, men til andre tider var hun kun vred - af grunde hun ikke kunne forklare.

Det var selvfølgelig et hårdt liv. Inden miniatureskrinene forsvandt fra hylderne, var risen blevet erstattet med raps. På det tidspunkt ejede Prinsessen ingen fine smykker, bortset fra dem hun bar. Når de behøvede brænde, tog guvernanten gulvbrædderne fra deres tidligere bolig. Men Prinsessen bevarede viljen til at spille koto og synge som i gamle dage, og hun blev stædigt ved med at vente på sin elsker.

En måneløs nat om efteråret det samme år gik guvernanten til Prinsessen og sagde eftertænksomt, "fyrsten vil ikke vende tilbage. Hvordan ville det være, hvis De også glemte Deres forhold til fyrsten. Faktisk har en vis Tenyaku-no-suke alvorligt ønsket at møde Dem. Efter som vi er i en sådan situation ..."

Da hun hørte, hvad guvernanten havde at sige, mindedes Prinsessen sit kærlighedsforhold seks år tidligere. Seks år! - hun blev så sorgfuld at hun var fortvivlet. Nu var både hendes krop og sjæl blevet plaget. "Jeg ønsker kun at visne stille med alderen ..." Ud over det, havde hun ingen ønsker, så da guvernanten havde afsluttet sin tilkendegivelse, rystede Prinsessen på hovedet, og med et smalt og træt ansigt betragtede hun den hvide måne. "Jeg ønsker ikke at kaste mig ud i flere forhold ... jeg er ligeglad med, om jeg dør eller lever."

* * * * * * *

Samtidigt drak hendes elsker sake med sin brud i et gæstgiveri langt derfra i Hitachi distriktet - bruden var en prinsesse, der havde vundet hans fars gunst, en prinsesse som var datter af guvernøren for den del af landet.

Pludselig så han forskrækket op mod det månebelyste tagskæg. "Hvad var det for en lyd?" sagde han.

I samme øjeblik havde Prinsessens skikkelse af en eller anden grund svævet foran ham ...

"Det var sikkert kun en kastanje som faldt." - Mens hun svarede skænkede hustruen fra Hitachi kluntet sakeen.

4

Da elskeren vendte tilbage til hovedstaden, var det sent på efteråret i det niende år. Han rejste til hovedstaden i selskab med sin Hitachi-hustrus følge. For at undgå de ugunstige rejsedage, indlogerede han sig tre dage i Awazu. Han valgte med vilje at drage ind i hovedstaden, da natten var faldet på, for at undgå dagens stirren fra offentligheden. Han havde sendt hilsener med brev to tre gange til sin tidligere elskerinde i hovedstaden, men sendebudet var ikke vendt tilbage - eller var vendt tilbage ud af stand til at finde Prinsessens bolig. Derfor havde fyrsten ikke modtaget svar en eneste gang og hans kærlighed var atter vakt, da han drog ind i hovedstaden. Efter han havde installeret hustruen fra Hitachi i sin fars hus, tog han af sted til Roku-no-Miya så hurtigt han kunne uden at fortælle hvorfor.

Da han ankom til Roku-no-Miya, undersøgte han paladset og fandt, at forporten og hovedbygningen med cypresbarktækket tag, som han huskede fra gamle dage, var fuldstændig forsvundet. Kun den lerklinede mur var tilbage. Han standsede et stykke tid midt i vildnisset og så fraværende på haven. Ukrudtet voksede i den halvt tilgroede sø og i lyset fra nymånen glimtede ukrudtet svagt i den trøstesløse klump af blade.

Tjenestefløjen var stadig som han huskede den, og ved siden af den så han en hældende bygning kun med et tag. Da han nærmede sig, syntes han at se en silhuet i bygningen. Han spejdede gennem mørket og hævede blidt sin stemme mod silhuetten. Derefter kom omridset af en gammel nonne vaklende ind i måneskinnet. Hun virkede bekendt.

Da han røbede sit navn blev nonnen målløs. Hun græd. Efter et stykke tid, talte hun om Prinsessen med skælvende stemme, "De kan måske ikke huske mig, men jeg er mor til en pige som engang var i tjeneste her. Hun tjente Prinsessen i fem år, selv efter Deres Nåde tog af sted til provinsen, derefter trak hun sig tilbage til Tajima med sin mand. Jeg tog også min afsked hos Prinsessen og rejste med min datter, men da jeg var dybt bekymret for min frue, rejste jeg alene til hovedstaden og fandt - nøjagtigt som De ser - der ikke var noget tilbage af paladset. Og jeg ved ikke, hvor hun er blevet af. Eders Nåde er ikke klar over det, men da min datter tjente her, var Prinsessens armod så stor, at jeg ikke evner at beskrive den ..."

Efter han havde lyttet til alt, hvad der var blevet sagt, tog manden en af sine kåber og gav den til den svagelige gamle nonne. Så trak han sig tavst tilbage og gik med bøjet hoved og tunge skridt hen over græsset.

5

Den følgende dag gik manden ud for at lede efter Prinsessen. Han gik rundt på må og få i hovedstaden., men hvor han end kom frem, nægtede folk lidt for hurtigt at vide noget om hende.

Mange dage senere da han en aften passerede Suzaku porten stod han under tagskægget på den vestlige magaridono for at søge ly mod et pludseligt regnskyl. Under porten stod også en tiggermunk, som var træt af at vente på, at regnen skulle stoppe. Regnen fortsatte med at styrte trøstesløst ned på den rødlakerede port. Han så med et mistænksomt blik på præsten, der gik frem og tilbage over stenbelægningen for at aflede sine misfornøjede tanker. Meget snart opfattede mandens ører, at der var nogen bag vinduets tynde gitter. Stjålent kikkede han gennem vinduet.

Han fangede et glimt af en usselt klædt nonne, som plejede en kvinde, der åbenbart var syg. I det dunkle aftenlys virkede kvindens afkræftede udseende virkelig uheldsvangert. Men et eneste blik var nok til at overbevise ham om, at kvinden var Prinsessen han søgte. Lige før han ville hæve sin stemme, så han nærmere på hendes udtærede skikkelse, og af en eller anden grund tav han. Uvidende om hans nærvær deklamerede Prinsessen som i smerte, mens hun lå på den slidte stråmåtte:

Mens jeg ligger døsende, forblæst
af vinden gennem sprækkerne -
ej længer det bekymrer mig ...

Da han hørte stemmen, kunne han ikke længere styre sig og udtalte Prinsessens navn. Hun hævede sig fra puden, og da hun fik øje på manden, mumlede hun noget svagt og sank atter ned på måtten med ansigtet nedad. Nonnen - den tro guvernante - rejste Prinsessen op sammen med manden, som var ilet til hjælp. Men da de så på ansigtet var guvernanten - og selvfølgelig også manden - endnu mere forvirret.

I sin forvirring løb guvernanten hen til tiggermunken, som jeg tidligere har nævnt, og bad ham bede en sutra for den døende Prinsesse. Som svar på anmodningen, knælede præsten ved Prinsessens hovedgærde. Men i stedet for at bede en sutra, sagde han dette til Prinsessen, "vi har ingen magt over sjælevandringen. Uden Deres egen vilje kan vi ikke anråbe Amida buddhaen."

I mandens favn mumlede Prinsessen svagt Buddhas navn. I et øjebliks rædsel betragtede hun portens rækværk. "Åh - se en brændende karet..."

"Den skal De ikke bekymre Dem om, blot De koncentrerer Dem om Buddha, vil alt blive godt." Præsten hævede sin stemme. Efter en pause begyndte Prinsessens atter at mumle som i vildelse. "Jeg ser en gylden lotus. Den er stor som en trækrone ..."

Præsten skulle til at sige noget, men denne gang anstrengte Prinsessen sig endnu mere end før, for at udtrykke sig. "Nu ser jeg ingen lotus. Hvor den var, er kun mørke, og vinden blæser ..."

"Bønfald Buddha - af hele Deres hjerte ... Hvorfor beder De ikke til ham af hele Deres hjerte?" Præsten talte nærmest irettesættende. Så gentog Prinsessen, næsten som om hendes hjerte sprængtes, "intet! - jeg ser intet ... kun vinden i mørket - kun den kolde vind som blæser." Med foldede hænder fulgte præsten nu Prinsessen i hendes bønner ...

Manden og guvernanten kvalte deres tårer og fortsatte at bede til Amida. Mens hendes bønner blandede sig med regnen, pressede Prinsessen sig ned mod den lasede stråmåtte og gradvist blev hendes ansigt ligfarvet.

6

En månelys nat nogle dage senere. Munken, som havde hjulpet Prinsessen med hendes bønner til Buddha, sad foran Suzaku porten og var i færd med at samle sin lasede kappe omkring knæerne. En samurai slentrede hen ad den månebelyste hovedgade, mens han sang en eller anden sang. Da han opdagede munken, standsede samuraiens zori-beklædte fødder, og han hævede sin stemme lidenskabsløst. "Jeg har for nylig ladet mig fortælle, at man kan høre kvindegråd i nærheden af Suzaku porten. - Er det rigtigt?"

Munken sad på hug på fliserne og svarede, "lyt!"

Samuraien lyttede opmærksomt et øjeblik. Men han kunne ikke høre andet den svage summen af insekter. I nærheden svævede kun duften af pinjer i natteluften. Samuraien skulle netop til at tale, da man pludselig i nattens stilhed hørte en kvindestemme, som svagt udtrykte sin sorg.

"Bed til Buddha!" beordrede munken, og løftede sit ansigt mod månelyset. "Dette er en ånd, som hverken kender himmel eller helvede. Det er en kvindes frygtsomme sjæl. - Bed til Buddha."

Samuraien tav, mens han kastede et stjålent blik på munken. Men et øjeblik tidligere havde han frygtsomt foldet hænderne. Han dristede sig til at sige, "er De ikke den øverste præst Naiki? - Hvorfor er De her ...?"

Hans verdslige navn var Yoshishige-no-Yasutane, blandt alle var han kendt som den øverste præst Naiki, og selv blandt eleverne hos den overordnede præst Kuya, var Naiki anset som en præst med betydelige evner og af fornem byrd.

(noter)

(til indeks)

oversættelse fra japansk til dansk 1999
© Hideko og Peter Bondesen