Bind 01

indholdsfortegnelse:

Dødens skygge

Den vrængende Maske

Troldmanden

Rashomon

Næsen

Lus

Vinormen

Yamsgrød

Aben

 

(til oversigt over noveller)


Dødens skygge

(1910)

 

Spåmanden så op på mit ansigt og rynkede huden mellem sine hvide øjenbryn, så der dannedes dybe furer. Hans kappe var så lang, at den dækkede hans fødder. Han havde et indigofarvet skærf omkring sin kastaniebrune kappe og en lille gul læderpose, som formodentlig indeholdt et forstørrelsesglas. Hans gennemborende blik under de hvide øjenbryn granskede mit ansigt. Han var skaldet og de runkne læber i hans mørke ansigt var lukkede - faktisk så de ikke ud til at have været åbnet i lang tid.

Jeg stod foran den siddende spåmand og havde trukket hagen ned mod kraven. "Hmmm" mumlede han. Han så op og ned nogle gange, som om han nikkede.

"Hvorfor stirrer De så intenst på mit ansigt?"

"Fordi jeg har en forudanelse," mumlede han flere gange, mens han stirrede på mit ansigt.

Jeg begyndte at føle mig utilpas ved at stå ansigt til ansigt med ham. Spåmanden, som hverken havde kort eller ønskekvist, pegede på området mellem mine øjenbryn og sagde, "der er en skygge mellem Deres øjenbryn. Det er et varsel om tidlig død. Det område er sandelig mørkt."

"Hvad mener De?"

"Hvad? Ikke mere end jeg har sagt."

"Hvornår skal jeg dø?" Min stemme rystede lidt ved den uventede nyhed.

"Der vil komme en dag, hvor solen bliver mørk i dagtimerne. En dag, hvor sorte skygger vil opsluge solens røde overflade - en dag, hvor en krageflok vil cirkle skrigende omkring solen, den dag vil komme, før De ved af det. Den dag vil solsikkernes kronblade falde og spredes. Og inden det sidste kronblad er faldet vil en yngling omkomme - Den dag vil et liv forsvinde som solsikkernes kronblade. Mere er der ikke at sige," sagde han og lo. Det var alt, hvad den gamle mand ville slippe ud gennem de mørke purpurfarvede læber.

Jeg nikkede tavst, og med blikket vendt nedad, vendte jeg hjem, mens jeg tænkte på min dødsdag.

I min have stod en stor solsikke og drak solskinnet på de friske blade, med sine store kronblade beskyttede den sin frøstand, der var stor som en gylden tallerken. "Når denne solsikkes kronblade falder, skal jeg dø. Men så længe kronbladene ikke falder .... Jeg hældte skyndsomst noget vand ved solsikkens rødder.

Derefter vandede jeg solsikken hver dag og betragtede solen på himlen. Dag efter dag hævede en stor smeltende sol sig i øst og gik ned i vest, dens overflade var rød som glødende stål. Jeg spekulerede på om spåmanden havde løjet.

Jeg vandede solsikken i utallige dage. Jeg husker ikke hvor mange gange vandet fugtede den bløde jord omkring den. Men hver dag flyttede solsikken sit gule hoved fra øst mod vest og den røde sol flyttede sig fra øst til vest på den klare himmel.

Inden længe begyndte en mørk skygge at tage form i det højre hjørne af den karmoisinrøde sol, når den stod højest på himlen. Jeg holdt vejret og betragtede skyggen, der krøb hen over solen som en kravlende myre. Mens den blækagtige skygge voksede, blev himlen mørk, som var det tidlig aften.

Raslende, som træernes visne løv, fløj sorte fugle ind fra vest, øst, syd og nord og samledes omkring solen. De dannede en cirkel og skreg livligt. Krager!

Solsikken ophørte med at dreje sit hoved fra øst mod vest. Den store gule blomst stod absolut ubevægelig og stirrede op på den kulsorte sol. Jeg satte mig ved dens rod og betragtede den formørkede sol. Hvad spåmanden havde forudsagt var sandt, syntes det.

Fra solsikken faldt et enkelt stort kronblad på mit bryst med et svagt bump - som en gylden daggert.

"Et," talte jeg. Efter et stykke tid faldt endnu et kronblad med et let bump, som var solsikken kommet i tanke om sin pligt. "To," talte jeg modstræbende.

Fra den mørke uklare himmel hørtes ustandseligt stemmer. De mumlede noget. Jeg opfattede det som kragernes skrig. Så faldt et tredje kronblad tungt, en safrangul plet på den bløde mørke jord.

Himlen blev langsomt mørkere. De lyse gule kronblade på solsikken fortsatte med at falde, et efter et. Snart skulle også jeg dø.

(noter)

(til indeks)

oversættelse fra japansk til dansk 1999
© Hideko og Peter Bondesen

 


 

Den vrængende Maske

(1914)

 

Langs gelænderet på Azumabroen stod et stort antal mennesker. Fra tid til anden kom en politimand og skældte dem ud, men så snart han var gået, samledes de igen. De stod og betragtede bådene, som sejlede under broen. Bådene var fyldt med folk, som var ude at se kirsebærtræerne blomstre. Det var lavvande og bådene sejlede op mod strømmen en eller to ad gangen. De fleste både var overdækket med rød og hvidstribede lærredssolsejl og i forstavnen hang flag og gammeldags bannere. Alle i bådene så ud til at være fulde. Bag gardinerne kunne man skimte folk med pandebånd, der alle havde samme mønster og var bundet, som man gør i glædeskvarteret Yoshiwara, eller som rishandlerne gør. De fleste legede saks, papir, sten og råbte ophidset. Nogle sang ulideligt grimt, mens de nikkede. For tilskuerne på broen virkede det blot latterligt. Hver gang en båd passerede med musikere, som både spillede på japanske og vestlige instrumenter, rejste en latter sig fra broen. Midt i latteren kunne man høre bemærkninger som "forbandede fjolser."

Set fra broen reflekteredes solen blindende af floden som fra en blikplade; og dampskibene, som af og til passerede, sendte en byge af glitrende krusninger hen over vandet. Den livlige lyd af trommer, fløjter og shamisener stak som lus i vandets glatte overflade. Fra det sted hvor Sapporo-bryggeriets murstensvæg ender og et godt stykke ned langs bredden stod en sodet hvidlig masse - kirsebærtræer i fuldt flor. Langs Kototoi-molen lå mange både, såvel japanske som vestlige. Universitetets bådehus skyggede for solen, og fra broen kunne man se de vuggende både, hvis farver var reduceret til en snavset gråsort masse.

Så passerede endnu en båd under broen. Den var også fyldt med festdeltagere, der var ude at se på kirsebærblomster som de andre, der tidligere havde passeret. De havde sat røde og hvide vimpler op, som passede til gardinerne, og to tre bådsmænd bar pandebånd med kirsebærblomstermønster i rødt, de førte båden frem med årer og stager. Men trods det bevægede den sig ikke ret hurtigt. Antallet af ombordværende, som man kunne se bag gardinerne, var muligvis op mod de halvtreds. Før de passerede under broen, havde de spillet en duet for to shamisener, Forår mellem blommer eller noget lignende. Da de havde afsluttet denne, satte de i en kraftigt festsang, akkompagneret af bækkener. Tilskuerne på broen brød atter ud i latter, og et sted skreg et barn, fordi det blev mast i trængslen. "Hej, se der - de danser!" udbrød en kvinde skingert. På båden dansede en mand iført Den vrængende Maske en komisk dans under de muntre vimpler.

Den vrængende Maske havde trukket sin fine silkekimono ned til bæltestedet, og man kunne se hans underkjortel med mønstrede silkeærmer. Hans sorte kravetøj var bundet op og hans mørkeblå skærf havde løsnet sig og dinglede bagpå. Han var tydeligvis ret fuld, og hans dans var selvfølgelig en ret rodet affære. I virkeligheden udførte han ikke andet end tilfældige gentagelser af hånd og kropsbevægelser som de tosser, der danser ved lokale tempelfester. Det virkede, som om han havde mistet kontrollen over sin krop på grund af vinen, en overgang så det endda ud, som om han blot baskede med arme og ben for ikke at miste balancen og faldt udenbords.

(Illustration)

Det var selvfølgelig endnu morsommere for tilskuerne på broen, som reagerede med kraftig larm. Leende udvekslede de bemærkninger om danseren, "Hvad mener du om stilen" "Han har det sandelig sjovt, hvad. Hvor fanden mon han er fra?" "Hvor er det sjovt ... se, han falder!" "Hvis han vil danse, hvorfor gør han det så ikke ordentligt?" Sådan faldt bemærkningerne.

Imens blev Den vrængende Maskes trin mere og mere usikre, muligvis fordi alkoholen var begyndt at gøre sin virkning. Hans hoved var dækket af et festligt håndklæde, som var bundet sammen under hans hage, hovedet vuggede som en uregelmæssig metronom, og hvert øjeblik så han ud til at ville falde over bord. Bådsmændene virkede bekymrede og råbte bagud to tre gange, men Den vrængende Maske syntes ikke at høre dem.

Pludselig rullede kølvandet fra en passerende floddamper skråt hen over vandoverfladen, og båden begyndte at gynge voldsomt. I samme øjeblik røg Den vrængende Maskes spinkelt byggede krop to tre skridt fremover, øjensynligt på grund af den pludselige rullen. Netop da han så ud til at have genvundet fodfæstet svingede han rundt i store cirkler som en top, der pludselig er blevet stoppet. Hans ben, som var klædt i uldne strikunderbukser, forsvandt pludselig væk under ham, og han faldt om i båden med ansigtet opad. Atter engang hylede tilskuerne på broen af grin.

I båden så det ud til, at halsen på en shamisen var knækket af det pludselige stød. Gennem gardinerne kunne man nu se svirebrødrene rejse sig. Hidtil havde de drukket og sviret efter bedste evne, men nu rejste og satte de sig i vild forvirring. Festmusikken havde lydt indtil da, men nu stoppede den pludseligt, som var lufttilførslen blevet stoppet. Det eneste man kunne høre, var lyden af folk, som snakkede højlydt. Det var klart, at et uventet problem var opstået. Efter et øjeblik stak en stærkt beruset mand sit hoved ud mellem gardinerne og sagde skyndsomt til rorgængeren, at der straks måtte gøres et eller andet, mens han gestikulerede kraftigt, som om han var meget ophidset. Dernæst svingede båden af en eller anden grund til højre og vendte forstavnen mod kajen i nærheden af kroerne på bakkerne, modsat de blomstrende kirsebærtræer.

Ti minutter senere hørte tilskuerne på broen et rygte om, at Den vrængende Maske pludseligt var død. En mere detaljeret beretning kom næste dag på bagsiden af avisen. Ifølge artiklen var Den vrængende Maskes navn Heikichi Yamamura, og dødsårsagen var hjerneblødning.

* * *

Heikichi Yamamura havde været kunsthandler i Nihombashi i Wakamatsu-cho, som hans fader før ham. Han var 45 år gammel, da han døde, og han efterlod sig en tynd fregnet kone samt en søn, der var soldat. Han var ikke, hvad man kunne kalde rig, men han havde to tre ansatte og syntes at klare sig lige så godt som mange andre. Ifølge rygtet var det lykkedes ham at opkøbe alt spanskgrønt i Akita omkring det tidspunkt, da krigen brød ud mellem Kina og Japan; men indtil da var hans butik kun en "gammel veletableret forretning" hvis kunder kunne tælles på en hånd.

Heikichi var en rundhovedet og tyndhåret mand med små rynker i øjenkrogene. Der var noget komisk over ham, men han var yderst beskeden og ydmyg over for alle. Hans eneste glæde i livet var alkohol, og han var typen, det var nemt at komme ud af det med, når han drak. Han plejede at sige, han havde taget danseundervisning da herskerinden fra Toyoda-huset i Hamacho lærte at danse miko-mai , selvom o-kagura var den store dansemode i både Shimbashi og Yoshi-cho. Hans dansefremførelse var selvfølgelig ikke noget at snakke om. Var man negativt indstillet, kunne man ikke kalde den andet end planløs, og det bedste man kunne sige var, at han ikke forsøgte sig med svære ting som Kisen. Men åbenbart indså han selv sin egen utilstrækkelighed, for når han var ædru, end ikke talte han om o-kagura. "Hr. Yamamura, hvorfor danser de ikke et eller andet for os," spurgte folk af og til for at tilskynde ham, men han fik det altid drejet hen til en vittighed og lykkedes at undslippe. Men når lidt sake var gået rundt begyndte han ofte at danse Hyottoko-dansen iført Den vrængende Maske, først krøb han sammen, så trak sine skuldre op og lagde et stykke stof på hovedet mens hans mund begyndte at overtage rytmen fra fløjte og trommer. Og var han først begyndt at danse, kunne intet på jorden stoppe ham. Så var han ligeglad med, om nogen spillede shamisen eller sang i hans nærhed.

Imidlertid var han faldet om nogle gange i apoplektisklignende anfald på grund af sit kraftige drikkeri. Engang i det offentlige bad faldt han om på badehusets cementgulv, da han ville vaske sig, efter han var kommet op af bassinet. Dengang slog han kun sin hofte og i løbet af ti minutter var han atter kommet til bevidsthed. Da han faldt om i sit eget udhus, tilkaldte man lægen, og denne gang varede det en halv time inden han kom til sig selv. Ved den lejlighed forbød lægen Heikichi at drikke. Men hans rosværdige ædruelighed varede kun kort. Han begyndte altid med at sige: "blot en lille flaske ... " Men mængden forøgedes gradvist, og efter to uger var han ikke bedre end før. Men han var ret uberørt af situationen, når han blev alvorlig, kom han med bemærkninger som "det ser ud til, at hvis jeg ikke drikker, bliver mit helbred dårligere."

* * *

Men grunden til Heikichis drikkeri var ikke blot fysiologisk, som han ønskede, man skulle tro. Det var også psykisk; han kunne ikke holde sig fra det. For når han drak, blev han mere dristig og følte, han kunne gøre alt i enhvers nærvær. Hvis han havde lyst til at danse, dansede han. Hvis han havde lyst til at sove, sov han. Der var ingen, som kritiserede ham. Og dette var det vigtigste i hele verden for Heikichi. Hvorfor betød det så meget for ham? Det vidste han ikke.

Heikichi var klar over, at han blev en helt anden person, når han var fuld. Selvfølgelig blev han flov, hvis nogen sagde, "du morede dig sandelig i går," når han var blevet ædru. "Jeg ved ikke ... Når jeg bliver fuld, synes jeg helt at miste kontrollen over mig selv. Om morgenen synes alt fra natten før at være så uvirkeligt," løj han, som han plejede at gøre. I virkeligheden huskede han tydeligt at have danset og være faldet i søvn. Men når han sammenlignede den person han huskede og sit øjeblikkelige jeg, fandt han, det var umuligt at anse dem som en og samme person. Desuden var han ikke sikker på, hvilken person som var den virkelige Heikichi. Han var kun fuld ved særlige lejligheder og ædru til daglig. Derfor skulle man tro, at hans ædru jeg var hans virkelige jeg. Men underligt nok kunne han ikke selv bedømme det. De fleste ting, som han selv fandt tåbelige bagefter, var nøjagtigt de ting han gjorde, når han var fuld. Hans elendige dans var ikke det værste, han spillede, købte kvinder og gjorde ting, som ikke kan beskrives her. Det var ufatteligt, at hans forstandige ædru jeg skulle have gjort sådanne ting. Guden Janus har to ansigter, og ingen ved, hvilket er det rigtige. Sådan var det også med Heikichi.

Der var altså stor forskel på den fordrukne Heikichi og den ædru Heikichi. Der var ikke mange, der hengav sig til løgnen som han, når han var ædru. Det mente han endog selv. Men han løj ikke for egen vindings skyld. For det første var han knap nok bevidst, at han løj, i det øjeblik han gjorde det. Straks efter han havde fortalt en løgn, blev han klar over, han havde løjet. Men når han fortalte en løgn, havde han ikke tid til at tænke over konsekvenserne. Han forstod heller ikke, hvorfor han løj. Når han talte med folk, så kom løgnen helt spontant, uden han tænkte over det. Ikke at det generede ham. Han følte ikke, han havde gjort noget forkert og fortsatte ubekymret med at lyve dag efter dag.

* * *

Ifølge Heikichi selv blev han som elleveårig lærling hos en papirhandler i Minami i Demma-cho. Butikkens ejer var fanatisk tilhænger af Hokke sekten, og ikke en eneste spisepind måtte røres, før man havde bedt en daimoku ved måltiderne. To måneder efter Heikichi var begyndt at arbejde, stak fruen i huset af med en ung mand, der var ansat i butikken, hun tog ikke andet med end det tøj, hun bar på kroppen. Da ejeren forstod, at hans tro ikke havde bibragt familien den fredelige lykke, han havde håbet, skiftede denne ivrige tilhænger af Hokke til Monto sekten. Han gjorde et stort nummer ud af det, idet han kylede billedet af Taishaku i floden og brændte statuen af Shichimen i ovnen.

Heikichi blev hos papirhandleren til han var tyve. I de år forfalskede han ofte butikkens regnskaber og brugte pengene til egen fornøjelse. Fra den tid kunne han også huske, hvorledes han blev bragt ud af ligevægt, da en kvinde, som han havde haft et intimt forholdt til, bad ham om at begå selvmord sammen med sig. Det lykkedes ham at finde på en undskyldning og komme over krisen. Senere hørte han, at kvinden alligevel havde begået selvmord med en ung metalarbejder tre dage senere. Den mand, hun var forelsket i, havde svigtet hende for en anden kvinde, og hun ønskede at dø ligegyldigt med hvem, blot hun kunne såre sin tidligere elsker.

Da han var tyve, døde hans far, så han sagde op og vendte hjem. En dag, to uger efter han var kommet hjem, spurgte en ekspedient, som havde været hos dem fra faderens tid, om han ville være så venlig at skrive et brev for ham. Ekspedienten var en solid og pålidelig fyr over halvtreds, der kort tid for inden havde beskadiget sine fingre på den højre hånd, hvorfor han ikke kunne holde på skriveredskaberne. Heikichi skrev det dikterede ned: "Alt er gået godt. Jeg vil snart være hos dig." Da brevet var adresseret til en kvinde, kunne Heikichi ikke lade være med at drille ekspedienten lidt: "Det skulle man ikke tro. Dig skal man vist passe på". Men ekspedienten svarede, at damen var hans storesøster og tre fire dage senere rejste han, idet han sagde, han ville tage rundt og besøge kunderne. Han kom aldrig tilbage. Da de gik regnskabet efter, manglede et stort beløb. Brevet var selvfølgelig blevet sendt til ekspedientens kæreste. Kan man tænke sig noget større fjols end Heikichi, som selv havde skrevet brevet for ham.

Men alle Heikichis historier var løgn. Fjernede man disse løgne fra hans liv, altså det liv som folk kendte, ville der formodentlig ikke være noget tilbage.

* * *

Som sædvanlig var Heikichi under indflydelse af alkohol, da han lånte Den vrængende Maske fra orkesteret og klatrede op på bådens ræling. Det er allerede beskrevet, hvorledes han faldt ned i båden og døde. Festdeltagerne blev overraskede og den mest forbløffede af dem alle var professoren i Kiyomoto sange, som Heikichi faldt oven på. Derefter rullede hans krop hen på det røde tæppe, som var bredt ud over bådens midte og fyldt med sushi og kogte æg. "Det er ikke sjovt. Du kunne komme til skade," sagde grundejerforeningens formand, som troede, det var endnu en af Den vrængende Maskes narrestreger. Men Heikichi lå helt stille.

Ved siden af formanden for grundejerforeningen stod en barbér, han syntes Heikichis tilstand virkede besynderlig og lagde sin hånd på den liggende mands skulder, idet han sagde, "Hr. ... hr. ... hallo ... er De kommet til skade ?" Men der var intet svar. Da han rørte ved Heikichis fingre, mærkede han, de var kolde. Barberen og selskabets leder løftede ham op. Alle stod og så forlegent ned på ham. "Hr. ... hr. ... hallo ... er De kommet til skade ?" Barberens stemme lød skinger.

Pludselig opfangede barberens øre lyden af en stemme, lyden var så svag, at det var svært at sige, om det var en stemme eller et svagt suk fra et sted bag masken: "Masken ... tag masken af ... masken ..." Med rystende hænder fjernede de håndklædet og masken.

Ansigtet under masken var ikke længere Heikichis ansigt, som de kendte det. Næseborene var klemt sammen, læbernes farve var ændret og tyktflydende sved drev ned over den blege pande. Ved første øjekast ville ingen have troet, det var den elskværdige, snakkesalige og morsomme Heikichi. Det eneste som ikke havde ændret sig var Den vrængende Maske, der med munden snerpet surmulende sammen stirrede tomt op på Heikichis ansigt fra det røde tæppe i bunden af båden.

(noter)

(til indeks)

oversættelse fra japansk til dansk 1999
© Hideko og Peter Bondesen

 


 

Troldmanden

(1915)

 

Kære læser. Jeg opholder mig nu i Osaka, hvorfor jeg vil fortælle en historie, som knytter sig til denne by.

Engang kom en mand til Osaka, hvor han ønskede at arbejde. Jeg kender ikke hans virkelige navn. Jeg ved kun, at han kom for at arbejde og derfor blev kaldt Gonsuke. Gonsuke gik under et forhæng, som hang i døren ind til et arbejdsanvisningskontor. Her bad han den piberygende kontorist om at skaffe sig et arbejde.

"Hr. Kontorist, jeg ønsker at blive troldmand. Vil De være venlig at finde et sted. Kontoristen blev forbløffet, og sad længe uden at sige noget.

"Hørte De ikke, hvad jeg sagde, hr. kontorist? Jeg ønsker at blive troldmand. Vil De være venlig at finde et sted?"

"Jeg er meget ked af at måtte skuffe Dem," sagde kontoristen og fortsatte med at dampe på piben. "På dette kontor har vi aldrig behandlet en ansøgning om at blive troldmand. Vær venlig at gå et andet sted hen."

Så kravlede Gonsuke utilfreds nærmere på sine lysegrønne bukseknæ og begyndte at argumentere.

"Men min Herre, det passer ikke. Hvad er det, der står på jeres forhæng. Der står, VI KAN SKAFFE DEM ETHVERT ARBEJDE, er det ikke rigtigt. Eller er det løgn, det I har skrevet på jeres forhæng?"

Hans argumenter var rimelige, og kontoristen kunne ikke bebrejde ham hans vrede udbrud.

"Nej, det som står på forhænget er ikke løgn. Hvis De insisterer på, at vi skaffer Dem et sted, hvor De kan blive troldmand så kom igen i morgen. I dag vil jeg så undersøge mulighederne."

Kontoristen accepterede kun hans forespørgsel for at slippe af med ham. Men han havde ikke den ringeste idé om, hvor man kunne lære at blive troldmand. Så da han var sluppet af med sin kunde, ilede kontoristen hen til en læge, som boede i nærheden.

Han fortalte om Gonsuke og spurgte bekymret, hvor denne kunne arbejde og lære at blive troldmand så hurtigt som muligt.

Spørgsmålet besværede åbenbart lægen. Et stykke tid sad han i tænksom tavshed med armene foldede over sit bryst, mens han fjernt betragtede et pinjetræ i haven. Det var lægens kone, en meget skarpsindig kvinde bedre kendt som Den gamle Ræv, der uopfordret svarede for ham, da hun hørte kontoristens fortælling. "Jamen intet kan være mere simpelt. Send ham over til os. Vi vil gøre ham til troldmand på et par år."

"Vil De virkelige Frue. Det var dejligt. Sandelig, jeg kan ikke takke Dem nok for Deres venlige tilbud. Men for at være ærlig, mente jeg også, at en troldmand og en læge på en eller anden måde var nogenlunde det samme."

Kontoristen, som var lykkeligt uvidende om hendes tanker, bukkede taknemmeligt igen og igen, hvorefter han gik fornøjet bort.

Vor doktor fulgte ham med et meget gnavent blik, så vendte han sig mod sin kone og råbte vredt, "du tossede kvinde, forstår du, hvilken åndssvag ting du netop har sagt. Hvad pokker vil du gøre, hvis den bondetamp en dag begynder at beklage sig over, vi ikke har lært ham det mindste om de hellige kunster efter så mange år."

Men i stedet for at undskylde rynkede hans kone på næsen og gik til modangreb.

"Ti nu stille. Du er så dum, at du ikke engang kan skaffe mad på bordet hver dag i dette barske samfund."

Næste dag kom kontoristen hen til lægen med den bondske Gonsuke. Denne første dag var Gonsuke iført en haori-jakke med familiens våbenmærker, men trods det lignede han stadig en bondeknold. Lægen betragtede ham nysgerrigt, som man gør med et sjældent eksotisk dyr bragt hertil fra det fjerne Indien, og spurgte undrende, "jeg har hørt, du ønsker at blive troldmand, hvordan er du kommet på de tanker."

"Der er ikke så meget at fortælle," svarede Gonsuke. "Da jeg så Osaka slot, tænkte jeg, at selv vor store regent Taiko må dø engang. Det vil sige, at selvom man lever fornemt, er man dødelig."

"Så," den gamle ræv indskød omgående en bemærkning, "vil du gøre alt for at blive troldmand."

"Ja Frue, jeg vil gøre alt for at blive troldmand."

"Godt, så skal du bo her og arbejde for os i tyve år fra i dag. Og efter tyve år fortæller jeg hemmeligheden om, hvorledes man bliver troldmand."

"Er det rigtigt Frue? Jeg er Dem meget taknemmelig."

"Men," tilføjede hun, "i de tyve år vil du ikke få en eneste sen i løn."

"Ja Frue, jeg har forstået."

Så arbejdede Gonsuke i tyve år hos lægen. Han hentede vand fra brønden, huggede brænde, lavede mad samt skurede og fejede. Og ikke blot det, han fulgte også lægen på hans sygebesøg og bar hans medicinkasse på ryggen. - For alt dette besvær forlangte Gonsuke aldrig en sen. Sandelig, i hele Japan kunne man ikke have fundet en bedre tjener.

Endelig var de tyve år gået og Gonsuke præsenterede sig atter for sin herre og frue iført den haori-jakke med familiens våbenmærker, som han havde haft på, da han ankom. Han udtrykte sin hjertelige tak, for al den godhed de havde vist ham i de seneste tyve år. "Og nu," fortsatte han, "vil De i dag være så venlig at lære mig, hvorledes man bliver troldmand og udødelig, som De lovede mig for tyve år siden."

Mens Gonsuke talte, blev lægen fortvivlet. Han skammede sig over at skulle sige til manden, han ikke vidste, hvordan man blev troldmand, efter han havde arbejdet for dem i tyve år. Der var ikke andet at gøre end sige, "det er min kone, som kender hemmeligheden, derfor må du lære det af hende," hvorefter han køligt drejede sit hoved.

Men hans kone var yderst nonchalant. "Godt, så skal jeg lære dig det," sagde hun, "men mærk dig vel, du må gøre, hvad jeg siger, hvor vanskeligt det end lyder. Ellers bliver du aldrig troldmand og må derudover arbejde for os endnu tyve år uden løn. Og gør du ikke det, vil en forbandelse dræbe dig."

"Meget vel, Frue. Jeg vil gøre alt, hvor svært det end lyder," svarede Gonsuke. Han var umådelig henrykt og ventede på, hun sagde ordene.

"Godt," sagde hun, "kravl op i det pinjetræ i haven."

Da hun utvivlsomt var fuldstændig uvidende om magi, må hendes hensigt have været at pålægge ham umulige opgaver, og når forsøget mislykkedes, havde hun sikret sig gratis hjælp de næste tyve år. På hendes befaling begyndte Gonsuke at klatre op i træet uden et øjebliks betænkning.

"Kravl højere op," råbte hun, "nej, endnu højere op, helt op til toppen."

Hun stod på verandaen og betragtede Gonsuke i træet, hvor hun kunne se hans haori-jakke flagre mellem de øverste grene på det meget høje pinjetræ.

"Slip nu med den højre hånd."

Gonsuke greb fastere om grenen med den venstre hånd og slap forsigtigt med den højre.

"Slip så med den venstre hånd."

"Små slag kære kone," sagde hendes mand og stak sit bekymrede ansigt frem bag hende. "Du ved jo, at slipper han med den venstre hånd, falder klodsmajoren ned på stenene og dør."

"Det er ikke dit problem. Overlad blot alt til mig. - Hej, slip med den venstre hånd."

Ikke så snart havde hun sagt ordene, før Gonsuke uden tøven lod den venstre hånd slippe grenen. Nu havde begge hænder sluppet grenen, så burde han falde ned. I et nu skiltes Gonsukes krop og jakke fra trætoppen. Men selvom han var skilt fra træet, faldt han ikke ned men hang mirakuløst i luften og gik som en marionetdukke på den lyse eftermiddagshimmel.

"Jeg takker jer begge to af hele mit hjerte. I har gjort mig til troldmand," sagde Gonsuke højt oppefra.

Han bukkede høfligt for dem og begyndte at stige højere og højere op, mens han gik forsigtigt på den blå himmel, og til sidst forsvandt han i skyerne.

Ingen ved, hvad der skete med lægen og hans kone. Men pinjetræet i deres have har stået i mange år. Det siges, at Tatsugoro Yodoya ønskede at se træet klædt i sne, og selvom det var mere end seks meter i omkreds på det tidspunkt, lod han det flytte til sin have.

(til indeks)

oversættelse fra japansk til dansk 1999
© Hideko og Peter Bondesen

 


 

Rashomon

(1915)

 

En dag hen imod aften. Under Rashomonporten sad en lakaj og ventede på et ophold i regnvejret.

Ud over denne mand var der ingen andre under den brede port. Kun en fårekylling havde sat sig på en af de kraftige søjler, hvor den røde lak var slidt af her og der. Rashomonporten stod ved hovedgaden Suzaku-oji, så normalt ville nogle få personer have stået iført stråhat eller blød hovedbeklædning og ventet på et ophold i uvejret. Men der var ingen i nærheden bortset fra denne mand.

(Illustration)

Det skyldtes, at Kyoto de foregående to tre år havde været hærget af en række katastrofer som jordskælv, hvirvelvinde, brand og hungersnød. Derfor var det indre af Kyoto faldefærdigt. Gamle optegnelser fortæller om buddhafigurer og andre religiøse genstande af træ, som blev hugget op og stablet langs vejene, her blev de solgt som brændsel, der stadig havde rester af lak og guld eller sølvbelægning. Som forholdene var i det indre af Kyoto, bekymrede ingen sig om at istandsætte Rashomonporten. Ræve og andre vilde dyr benyttede sig af ødelæggelserne, og boede der. Røvere boede der. Til sidst blev det også skik og brug at bringe navnløse lig til denne port, og efterlade dem der. Når solen forsvandt, var der så uhyggeligt, at ingen turde nærme sig.

Derimod kom flokke af krager flyvende langvejsfra, og samledes der. Om dagen kunne man se, disse skrigende fugle flyve rundt om portens tagryg. Især når himmelen farvedes rød af den nedgående sol, så man fuglene tydeligt som talløse udspredte sesamfrø. Kragerne kom selvfølgelig for at hakke i kødet på ligene, der lå oppe på portloftet - men denne dag var der ikke en krage at se, måske på grund af det sene tidspunkt. Her og der var stentrinene begyndt at smuldre, i sprækkerne groede det frodige græs, som var hvidplettet af kragernes klatter, der havde klæbet sig fast. Lakajen var klædt i en slidt blå kimono, han sad på det øverste af stentrappens syv trin og så tanketomt på regnen, med opmærksomheden henledt på en stor irriterende filipens på den højre kind.

Forfatteren skrev tidligere, at lakajen sad og ventede på et ophold i regnvejret. Men han havde ikke nogen bestemt idé om, hvad han skulle gøre, når regnen stoppede. Normalt ville han selvfølgelig vende tilbage til sin herres hus. Men han var blevet afskediget af denne herre for fire fem dage siden. Som jeg tidligere har skrevet, var datidens forhold i Kyoto elendige. Nu var lakajen blevet afskediget af den herre, han havde tjent i mange år, men det var i virkeligheden kun en lille krusning på elendighedens overflade. Så i stedet for at sige, lakajen sad og ventede på et ophold i regnvejret, er det mere rigtigt at sige sad han indespærret af regnen og anede ikke, hvor han skulle gå hen, så han var ganske fortvivlet. Og vejret den dag havde desuden stor indflydelse på The Sentimentalisme hos denne lakaj fra Heianperioden. Det var begyndt at regne omkring klokken fire, og det så ikke ud til at ville stoppe. Derfor satte han alt andet til side for at gennemtænke, hvordan han foreløbig skulle klare dagen i morgen - det vil sige, de ting man ikke kan ændre, ville han prøve at gøre noget ved alligevel, han flakkede fra tanke til tanke, mens han ubevidst hørte lyden af regn, som faldt på Suzaku-oji.

Lyden af regn kom langvejsfra og samledes omkring Rashomonporten. Skumringen fik gradvist himlen til at virke tungere, når man så op mod portens tag, der strakte sig skråt opad. Og teglenes spidser bar tunge og halvmørke skyer.

Prøver man at ændre en ting, der ikke kan ændres, har man ikke mulighed for at vælge. Hvis han valgte at dø af sult ved en mur eller i en vejkant, ville han blive bragt til dette portloft og kastet bort som en hund. Hvis han ikke valgte - lakajens tanker kørte i ring flere gange og nåede endelig frem til dette punkt. Men det at sige "jeg må gøre noget" betyder trods alt kun "jeg vil gøre noget." Ligegyldigt hvordan, så accepterede han at gøre noget, men for at virkeliggøre dette, havde han ikke mod til åbent at anerkende følgende: "der er ikke anden mulighed, end blive tyv."

Efter et kraftigt nys rejste han sig udmattet. Kyotos aftenkulde fik ham til at længes efter varmen fra et kulbækken. Vinden trængte gennem portens søjler sammen med tusmørket. Fårekyllingen, som havde siddet på den rødlakerede søjle, var allerede forsvundet.

Lakajen dukkede sin nakke, så sig omkring ved porten og trak skuldrene op under den blå kimono, som han bar over sin gule underkjortel. Hvis der var et sted, hvor folk ikke kunne se ham, og hvor han ikke skulle bekymre sig om regn og blæst, ville han foreløbig tilbringe natten der. Heldigvis fik han øje på en bred stige, som også var lakeret, den førte op til tårnet over porten. Selvom der var nogen ovenpå, kunne det kun være døde mennesker. Så han satte foden med stråsandalen på stigens nederste trin, mens han tog vare på, at sværdet ved hans side ikke gled ud af skeden.

Få minutter senere. Halvt oppe ad den brede stige til Rashomons tårn sad en mand, der krøb sammen som en kat, han holdt vejret og iagttog, hvad der foregik ovenpå. En lysstråle trængte ud fra den øverste del af tårnet og vædede svagt hans kind. Kinden som havde den røde betændte filipens mellem skægstubbene. Lakajen havde været overbevist om, der kun var døde mennesker i tårnet. Men han var knap gået to tre skridt op ad stigen, før han bemærkede, at nogen havde tændt et lys, og oven i købet bevægede det frem og tilbage. Han så et tåget gult lys, der blafrende spejlede sig i loftet, hvor der hang spindelvæv i hjørnerne, og han fandt straks ud af, hvad det var. I denne regnfulde nat, kunne det ikke være et almindeligt menneske, der tændte ild her på Rashomons loft.

Stille som et firben krøb lakajen op til toppen af den stejle stige. Han gjorde sig så flad som mulig, strakte halsen så meget han kunne og kiggede forsigtigt ind i tårnet.

Som rygtet sagde, kunne han se mange lig strøet skødesløst ud over gulvet, men da kun et mindre område var belyst, kunne han ikke se, hvor mange der var. Han kunne skimte, at nogle var nøgne og andre havde tøj på. Selvfølgelig var der både kvinder og mænd, tror jeg nok. Alle kadaverne lå henslængt på gulvet med åben mund eller armene strakt ud, som om de var dukker lavet af ler, og man kunne blive i tvivl, om de engang havde været levende mennesker. De var evigt tavse som stumme mennesker, fremspring på deres kroppe, som skulder og bryst, blev dunkelt belyst, hvorved skyggerne på de indfaldne steder virkede endnu mørkere.

Den modbydelige stank fra de opløste lig, fik instinktivt hans hånd op til næsen. Men i næste øjeblik glemte hånden at dække for næsen. Et frygteligt synsindtryk havde næsten fjernet hans lugtesans.

For lige i det øjeblik fangede lakajens øjne for første gang synet af et menneske, der sad på hug midt blandt kadaverne. Det var en gammel kone klædt i en mørkebrun kimono, hun var lille, mager og gråhåret, og hun lignede en abe. Med en brændende stump pinjetræ i den højre hånd, kiggede hun undersøgende på et kadavers ansigt. Ansigtet havde langt sort hår, så det måtte være liget af en kvinde.

Lakajen var grebet af seks tiendedele skræk og fire tiendedele nysgerrighed, han glemte sågar at trække vejret et stykke tid. Hvis jeg må låne den gamle forfatters ord "hårene på hans hoved blev tykke" beskriver det hans sindsstemning. Den gamle kone kilede pinjetræsstumpen fast mellem to gulvbrædder og holdt fast på hovedet af det lig, hun var ved at undersøge, så begyndte hun at trække de lange hår ud ét for ét som en abe, der afluser sin unge. Det så ud, som om hånden trak hår ud.

Efterhånden som hårene blev trukket ud ét for ét, svandt lakajens frygt gradvist. Og langsomt voksede et had mod den gamle kone i ham - Nej det er misvisende at sige mod den gamle kone. Det var nærmere et had mod ondskab, der bredte sig minut for minut. Hvis nogen på det tidspunkt atter havde rejst spørgsmålet om at dø af sult eller blive tyv, som denne mand for lidt siden havde tænkt under denne port, ville han uden tvivl have valgt sultedøden. Hans afsky for al ondskab flammede voldsomt op, som pinjetræsstumpen den gamle kone havde stukket ned i gulvet.

Lakajen forstod ikke, hvorfor hun trak hår ud af den døde. Han vidste ikke, om det logisk set var godt eller ondt. Men alene det at trække hår ud af lig denne regnfulde nat i denne Rashomonport, alene det var utilgiveligt ondt. Naturligvis havde lakajen allerede glemt, han selv for lidt siden havde overvejet at blive tyv.

Lakajen samlede al sin styrke i benene og sprang pludseligt op fra stigen. Med hånden på sværdet gik han med lange skridt hen foran det gamle krapyl. Jeg behøver næppe sige, den gamle kone blev forskrækket.

Da hun så lakajen, sprang hun frem som sten fra en slynge. "Heks! Hvor skal du hen?" råbte lakajen og spærrede vejen for den rystende og forvirrede gamle kone, der snublede over ligene, mens hun flere gange forsøgte at flygte. Trods det prøvede hun at skubbe ham til side og slippe forbi. Igen skubbede lakajen hende tilbage for at forhindre hende i at flygte. De kæmpede tavst et stykke tid mellem ligene. Udfaldet var givet på forhånd. På et øjeblik havde han fået fat i hendes arm, vredet den rundt og tvunget hende ned. Hendes arme var kun skind og ben som en kyllingefod.

"Hvad var du i færd med at gøre. Sig det. Hvis du ikke siger det, får du denne." Lakajen puffede til den gamle kone, trak hurtigt sit sværd og holdt den hvide stålklinge foran hendes øjne. Hun var tavs. Hun rystede på begge hænder, skuldrene hævede og sænkede sig, hendes øjne var spærret vidt op som skulle de falde ud af hovedet, men hun forblev stædigt tavs. Da han så dette, blev lakajen sig for første gang bevidst, at den gamle kones liv og død afhang af hans vilje. Denne bevidsthed kølede hans kogende vrede. Tilbage var kun en fredfyldt tilfredshed og stolthed, som efter et godt udført arbejde. Han så ned på hende og sagde med en noget roligere stemme:

"Jeg er ikke betjent hos politimesteren. Jeg er en rejsende, der tilfældigvis er kommet forbi denne port. Jeg vil ikke binde dig eller gøre dig noget ondt, du skal blot fortælle mig, hvad du var i færd med at lave her oppe i denne port."

Den gamle kone spærrede øjnene endnu mere op og stirrede på hans ansigt. Hendes øjenlåg var røde og blikket skarpt som en rovfugls. Som om hun tyggede på noget, bevægede hun sine læber, der nærmest var vokset sammen med næsen på grund af rynker. Hendes fremstående adamsæble bevægede sig i den tynde hals. Og fra denne hals opfattede lakajens øre nu en stønnende stemme, der nærmest lød som en pibende krage.

"Jeg trækker hår ud, jeg trækker hårene ud og vil prøve at lave en paryk."

Han blev skuffet over hendes banale svar. Og samtidig med skuffelsen følte han i sit indre det had, han havde følt tidligere, blandet med en kølig foragt. Disse følelser må den anden have fornemmet. Det gamle krapyl mumlede brummende som en frø, der snakker med sig selv, mens hun stadig holdt det hår i hånden, hun netop havde trukket ud af liget.

"Jeg er enig i, det er hæsligt at trække hår ud af døde menneskers hoved, men de som er her fortjener ikke bedre. Den kvinde jeg var ved at trække hår fra, skar slangekød i skiver på fire tommer og tørrede dem, når hun senere solgte dem ved vagtens kaserne, sagde hun, det var tørret fisk. Hvis hun ikke var død af pest, havde hun sikkert gjort det endnu. Vægterne købte dem hver gang til deres madlavning, og de plejede at sige, hendes tørrede fisk var velsmagende. Hvad hun gjorde kunne ikke være forkert, for hun havde ikke anden mulighed. Ellers var hun død af sult. Så det jeg gør er heller ikke ondt, og jeg gør det kun, fordi jeg ville dø af sult, hvis jeg ikke gjorde det, der er ikke noget valg. Den kvinde vidste udmærket, der ikke er andet at gøre, derfor ville hun se gennem fingre med, hvad jeg gør." Nogenlunde sådan sagde den gamle kone.

Han satte sit sværd i skeden og lyttede koldsindigt med den venstre hånd på sværdfæstet. Hans højre hånd rørte ved den store filipens på kinden, mens han lyttede til hendes historie. Og mens han lyttede, voksede et vist mod i ham, det mod han manglede, da han for lidt siden sad under porten. De tanker han havde haft, da han kom op på portloftet og fangede den gamle kone, bevægede sig nu i stik modsat retning. Han var ikke længere i tvivl, om han skulle dø af sult eller blive tyv. Nu var sultedøden næsten utænkelig for ham, han havde jaget den ud af sin bevidsthed.

"Er du sikker?" spurgte han med en spottende stemme, da hun var færdig. Han trådte et skridt frem, greb hende pludseligt om nakken med den højre hånd, som han havde fjernet fra filipensen, og sagde skarpt.

"Så må du ikke blive vred, når jeg udplyndrer dig. Hvis jeg ikke gør det, dør jeg af sult."

Han rev lynhurtigt klæderne af hendes krop. Sparkede hende brutalt ned blandt ligene, da hun prøvede at hage sig fast i hans ben. Der var kun fem skridt hen til stigen. Den mørkebrune kimono, han havde vristet fra hende, tog han under armen, på et øjeblik var han stormet ned ad de stejle trin og ud i nattens afgrund.

Et stykke tid lå hun som død, men kort efter hævede kællingen sin nøgne krop fra ligene. Brummende og stønnende krøb hun hen til det øverste trin i lyset fra den endnu brændende pinjetræsstump. Derfra stirrede hun ind under porten, med det korte grå hår hængende nedad. Udenfor var der kun bælgmørk nat.

Ingen ved hvor lakajen gik hen.

(noter)

(til indeks)

oversættelse fra japansk til dansk 1999
© Hideko og Peter Bondesen

 


 

Næsen

(1916)

 

Der var ingen i Ike-no-O, der ikke havde kendskab til Naigu Zenchis næse. Den var fem seks tommer lang og hang fra overlæben ned under hagen. Hvad angår dens form, var den lige så tyk ved roden som ved spidsen. En lang tynd pølse så at sige, der dinglede fra midten af hans ansigt.

(illustration)

Naiguen var mere end 50 år gammel, og i det skjulte havde han altid græmmet sig over denne næse helt fra de første dage som novice og til nu, hvor han havde opnået den høje positionen som tjenestegørende Naigu ved slotstemplet. Udadtil viste han selvfølgelig mangel på enhver interesse for næsen. Ikke fordi han mente, det var upassende for en præst at bekymre sig om sin næse, selvom han burde hellige sig ønsket om og længslen efter det kommende Paradis. Det var nærmere, fordi han var bange for, at folk skulle opdage, han græmmede sig over næsen. I daglige samtaler frygtede han mest af alt, at ordet næse skulle dukke op.

Der var to grunde til, han ikke vidste, hvad han skulle gøre af næsen. Først og fremmest var længden ubekvem. Når han spiste, kunne han ikke klare det alene. Gjorde han det, faldt næsetippen ned i hans metalskål med den kogte ris. Så når han spiste, bad han en af sine elever om at sidde over for sig ved serveringsbakken, og holde hans næse oppe med et stykke træ, der var en tomme tyk og en halv meter lang. Men at spise på denne måde, var ikke nogen let sag, hverken for Naiguen, hvis næse blev holdt oppe, eller for eleven, som holdt den oppe. I de dage gik rygtet helt til Kyoto om en tjenestedreng, der engang havde overtaget elevens plads, denne tjenestedreng kom til at ryste på hånden, da han nyste, hvorved han tabte næsen ned i grøden. - Men det var ikke den vigtigste grund til, at Naiguen græmmede sig over sin næse. Sandheden var, at han pintes, fordi hans selvrespekt led skade på grund af næsen.

Folk i byen Ike-no-O sagde, det var en lykke for Naigu Zenchi, han med den næse ikke var lægmand. For de mente, han med en sådan næse ikke havde mulighed for at finde en kvinde, der var villig til at blive hans kone. Nogen sagde, det var på grund af næsen, han var blevet præst. Men Naiguen nægtede at tro på, hans problemer med næsen var mindre, fordi han var præst. Hans selvrespekt var for delicate til at blive påvirket af et principielt forhold som ægteskab. Så Naiguen forsøgte at genoprette den skade hans selvrespekt havde lidt såvel udadtil som indadtil.

Det han mest af alt tænkte på, var en måde, hvorpå han kunne gøre sin næse kortere, end den faktisk var. Når der ikke var nogen til stede, tog han et spejl frem og spejlede sit ansigt i alle tænkelige vinkler, mens han omhyggeligt brugte sin opfindsomhed. Nogle gange var han ikke tilfreds med kun at ændre sit ansigts stilling, så mens han støttede sit hoved med hænderne, eller satte fingeren under hagen, stirrede han ihærdigt ind i spejlet. Men ikke én gang havde hans næse virket så kort, at det kunne tilfredsstille ham. Sommetider syntes han endda, at jo mere han bekymrede sig, desto længere virkede den. Ved sådanne lejligheder sukkede Naiguen endnu engang, mens han lagde spejlet tilbage i æsken, hvorefter han modstræbende vendte tilbage til sin læsepult og fortsatte læsningen af Kan-non-Sutraen.

Desuden lagde Naiguen altid mærke til andre folks næser. Templet i Ike-no-O havde ofte tjenester. I templet var der rækker af snævert byggede munkeceller, og den tjenestegørende munk i baderummet kogte dagligt vand. Antallet af munke og lægfolk som kom i templet var altså stort. Naiguen betragtede deres ansigter tålmodigt. For han ønskede at berolige sig selv, ved at finde i det mindste én næse, der var som hans. Så han betragtede ikke deres dybblå bredærmede søndagstøj ej heller deres hvide sommerdragter. De beigefarvede hovedbeklædninger og munkenes svagt brunlige kapper eksisterede naturligvis ikke for ham, da han havde vænnet sig til dem. Han så ikke på mennesker, kun på deres næser. - Men skønt der var mange krumme næser, lykkedes det ham aldrig at finde en eneste som hans. Efterhånden som hans mange bestræbelser mislykkedes, følte han sig stadig mere ulykkelig. Han klemte ubevidst spidsen af sin lange dinglende næse, når han talte med andre, og når han trods sin alder rødmede, skyldtes det ganske enkelt, han var generet af sin elendighed.

Til sidst tænkte han endog på at få en smule trøst, ved at finde et individ med en næse som hans egen i de buddhistiske skrifter eller andre bøger. Men ikke i nogen af de hellige skrifter var det nævnt, at Mokuren eller Sharihotsu havde lange næser. Selvfølgelig var både Lung Shu og Ma Ming guder med ordinære næser. Da han fra kinesiske sagn erfarede, at kejser Lin Hsuan-ti fra riget Chu-Han havde lange ører, tænkte han, hvor befriet han ville have følt sig, hvis det havde været den agtværdiges næse i stedet for hans ører.

Man behøver næppe sige, at mens Naiguen plagede sig selv på denne måde, forsøgte han sideløbende at gøre sin næse kortere. Han gjorde næsten alt, hvad han kunne i den retning. Engang forsøgte han at drikke et afkog af fuglekløer, og en anden gang smurte han urin fra en rotte på sin næse. Men trods alle bestræbelser dinglede næsen stadig fem seks tommer ned fra hans overlæbe som før.

Men et vist efterår havde Naiguen sendt en af sine hjælpepræster med et ærinde til Kyoto, hvor han fra en læge i sin bekendtskabskreds hørte om en metode til at gøre næser kortere. Denne læge var oprindelig kommet sejlende fra Kina, og var nu præst ved Chorakuji.

Som sædvanlig lod Naiguen, som om han ikke bekymrede sig om sin næse, og afholdt sig med vilje fra at foreslå en øjeblikkelig afprøvning af metoden. Tværtimod bemærkede han muntert, hvor ondt det gjorde ham at besvære sine elever, hver gang han skulle spise. I sit indre ventede han naturligvis kun på, at hjælpepræsten skulle overtale ham og få ham til at prøve metoden. Og selvfølgelig havde hjælpepræsten ikke undgået at forstå Naiguens plan. Men det der især vækkede hjælpepræstens sympati, var ikke Naiguens modvilje mod metoden men medlidenhed med, han brugte denne snørklede omvej. Som Naiguen havde ventet, begyndte hjælpepræsten ivrigt at tilskynde ham til at prøve metoden. Og som Naiguen havde planlagt, fulgte han til sidst disse indtrængende råd.

Metoden var meget enkel, hans næse skulle koges i varmt vand og derefter trampes på.

Der blev dagligt kogt vand i templets baderum. Så hjælpepræsten hældte vand direkte i en spand og bragte det fra baderummet. Vandet var så varmt, at hjælpepræsten ikke kunne holde sin finger i det, og han frygtede, dampen ville skolde Naiguens ansigt, hvis han stak næsen direkte ned i spanden. Så de besluttede at lave et hul i en bakke, lægge den over spanden som et låg, og stikke hans næse ned i det varme vand gennem hullet. Da han kun stak sin næse ned i vandet, føltes det ikke varmt. Efter et stykke tid sagde hjælpepræsten,

"jeg tror, den er kogt nu."

Naiguen smilede et anstrengt smil. For han tænkte, hvis man kun havde hørt dette, ville man ikke have forestillet sig, det var en bemærkning om en næse. Efter den var blevet kogt i vandet, kløede næsen, som var den blevet stukket af en myg.

Da Naiguen havde trukket næsen ud af hullet i bakken, begyndte hjælpepræsten med begge fødder at trampe af alle kræfter på den endnu dampende næse. Naiguen lå på siden, og strakte sin næse ud på trægulvet, mens han betragtede hjælpepræstens fødder, der bevægede sig op og ned foran hans øjne. Af og til så hjælpepræsten ned på Naiguens skaldede hoved med et medfølende udtryk og sagde,

"gør det ondt? Lægen sagde man skulle trampe og presse. Men gør det ikke ondt?"

Naiguen prøvede at ryste på hovedet, for at vise det ikke gjorde ondt. Men da der blev trampet på hans næse, kunne han ikke bevæge hovedet, som han ønskede. Så han skævede ud af øjenkrogene, fæstnede blikket på en revne i huden på hjælpepræstens fod og svarede med en vredladen stemme,

"nej det gør ej," for hans næse blev overtrampet på det sted som kløede, og han fandt det faktisk mere behageligt end smertefuldt.

Efter et stykke tid begyndte noget, der lignede hirsefrø at komme ud fra hans næse. Sandt at sige lignede næsen en fugl, der var plukket og stegt. Hjælpepræsten opdagede det og stoppede med at bevæge fødderne, mens han nærmest henvendt til sig selv bemærkede,

"han sagde, jeg skulle trække dette ud med en pincet."

Naiguen udspilede sine kinder i misfornøjelse, og uden et ord lod han hjælpepræsten gøre med næsen, hvad der skulle gøres. Selvfølgelig var det ikke, fordi han ikke var klar over hjælpepræstens venlighed. Men skønt han var klar over dette, var han misfornøjet med, hans næse blev behandlet som en genstand. Misfornøjet og med et udtryk som en patient, der ikke har tillid til lægen, som opererer ham, betragtede han hjælpepræsten, der med pincetten trak fedt ud af porerne på hans næse. Da det kom ud, lignede fedtet fuglefjersskafter på en centimeters længde.

Da næsen endelig var blevet behandlet, så hjælpepræsten lettet ud og sagde,

"hvis De koger den en gang til, tror jeg den bliver fin."

Naiguen rynkede panden og så stadig misfornøjet ud, men han gjorde, hvad hjælpepræsten havde sagt.

Da han trak sin kogte næse op for anden gang, var den faktisk blevet kortere, end den nogen sinde havde været. Nu var den ikke meget anderledes end andre normale krogede næser. Naiguen strøg sig over sin afkortede næse og stirrede ængsteligt ind i det spejl, som hjælpepræsten gav ham.

Hans næse, der før havde hængt ned over hagen, var skrumpet helt utroligt og sad ganske enkelt forsagt over læben. De spredte røde pletter var sikkert mærker fra fødderne. Nu var det ganske givet, at ingen ville le ad ham. - Naiguens ansigt i spejlet betragtede Naiguens ansigt udenfor spejlet og blinkede tilfreds med øjnene.

Men hele dagen var han urolig for, at hans næse skulle blive lang igen. Så mens han læste sutraerne, og mens han spiste sin mad, hævede han sin hånd og følte i smug på sin næsetip, hver gang mulighed bød sig. Men den forblev pænt på sin plads over læben, og der var intet tegn på, den ville blive længere. Så da han vågnede tidligt næste morgen efter en god nats søvn, følte han på sin næse som det første. Den var stadig kortere end nogen sinde. Da følte Naiguen for første gang i mange år, den samme befrielse han havde følt, da han havde skabt sig stor ære, ved at fuldende en kopi af Hoke-sutraen.

Men i løbet af de næste to tre dage opdagede Naiguen en overraskende ting. Netop ved den tid havde en samurai ærinde i Ike-no-O's tempel, han virkede mere fornøjet end normalt men var ude af stand til at tale og stirrede kun på Naiguens næse. Ydermere da Naiguen uden for tempelhallen passerede Chudoji, der engang var kommet til at tabe hans næse i grøden, kiggede Chudoji i første omgang lige ned i jorden og undertrykte et smil, men til sidst brød han ud i latter, da han ikke kunne beherske sig længere. Og det skete mere end én gang, når han gav de underordnede præster anvisninger, at de lyttede respektfuldt, mens han så dem i ansigtet, men så snart han vendte ryggen til dem, fnisede de.

I begyndelsen fortolkede Naiguen dette som en reaktion på forandringen i hans udseende. Men med den fortolkning var det ikke muligt at komme frem til en fuldstændig forklaring. - Det er klart, at for Chudoji og de underordnede præster lå dette bag latteren. Men lige meget med det, der var i måden de lo på noget, der ikke havde været, dengang hans næse var lang. Hvis hans nye korte næse virkede mere latterlig end hans normale lange næse så nok om det. Men der syntes at ligge noget mere bag.

"Før lo de ikke så uforskammet," mumlede Naiguen en gang imellem, når han stoppede midt i en sutra, han var ved at fremsige, og lagde sit skaldede hoved på skrå. I den slags situationer plejede den elskværdige Naigu med en åndsfraværende mine at betragte et billede af Fugen, der hang ved hans side, og han blev i dårligt humør, når han mindedes fire fem dage tidligere, dengang hans næse stadig var lang, og han tænkte, "som en mand der er fuldstændig ødelagt ved tanken om sin tidligere herlighed." - Desværre var han ikke skarpsindig nok, til at finde et svar på denne tekst. -

I det menneskelige sind er der to følelser, som er indbyrdes modstridende. Selvfølgelig er der intet menneske, som ikke har ondt af et andet menneskes ulykke. Men hvis dette andet menneske på nogen måde har held med at undslippe sin ulykke, føler den, som har haft medlidenhed, på en eller anden måde utilfredshed. For at overdrive lidt kan man sige, at vedkommende endda er tilbøjelig til at jage den plagede tilbage i ulykken igen. Og før han er klar over det, kommer han uvilkårligt til at nære et vist fjendskab mod ham. - Hvad der på en eller anden måde mishagede Naiguen, skønt han ikke kendte årsagen, var intet andet end den egoisme, som han vagt fornemmede i holdningen hos omgivelserne i Ike-no-O, såvel præster som lægfolk.

Så Naiguens humør blev dårligere for hver dag der gik. Han skændte ondskabsfuldt på alle ved den mindste anledning. Selv hjælpepræsten, som havde behandlet hans næse, sagde til sidst bag Naiguens ryg, at Naiguen ville blive straffet for sin griskhed og ondskab. Det var den uartige Chudoji som ophidsede Naiguen mest. En dag hørte han en hund gø voldsomt, han gik ud og fandt Chudoji i færd med at svinge en stok på en halv meter, mens han jagede en mager hund med lang hængende pels. Og han ikke bare jagede hunden. Han løb efter den, mens han spottende råbte, "pas på din næse ikke bliver ramt! Pas på din næse ikke bliver ramt!" Naiguen rev stokken ud af hans hånd, og gav ham et hårdt slag i ansigtet med den. Stokken var den selv samme, som man tidligere havde holdt hans næse oppe med.

Naiguen begyndte at ærgre sig over, han så tankeløst havde forkortet sin næse.

En aften syntes vinden pludselig at blæse op efter solnedgang, og den irriterende lyd af de små klokker på pagoden trængte ind til hans hovedgærde. Desuden blev det mærkbart koldere, og den gamle Naigu kunne ikke falde i søvn, selvom han gjorde sit bedste. Mens han lå i sengen og glippede med øjnene, blev han pludselig opmærksom på en usædvanlig kløe i næsen. Da han følte efter, var næsen svulmet op. Det syntes, som om der var feber men dog kun på dét sted.

"Efter jeg har forkortet den mod naturens orden, er den måske blevet angrebet af sygdom," mumlede han, og klemte sin næse med fingrene, ligeså ærbødigt som når han ofrede røgelse eller blomster til Buddha.

Næste morgen vågnede Naiguen som sædvanlig tidligt, bladene var i løbet af natten faldet af tempeltræerne og kastanietræerne i tempelgården, og haven lyste som et tæppe af guld. Frosten lå på pagodens tag. De ni metalringe omkring spiret skinnede blændende i det endnu svage lys fra morgensolen. Naiguen Zenchi stod på verandaen med skodderne oppe og tog et dybt åndedrag.

Netop da dukkede atter den fornemmelse op, som han havde glemt alt om.

Urolig førte han sin hånd op til næsen. Hvad den berørte, var ikke den korte næse fra aftenen før. Det var hans gamle lange næse, der var fem seks tommer lang og dinglede fra overlæben ned under hagen. Han opdagede, den i nattens løb var vokset til samme længde, som den tidligere havde haft. Og samtidig følte han, en befriende fornemmelse komme tilbage fra et uvist sted, en befrielse magen til den han havde følt, da hans næse var blevet kortere.

"Nu er der helt sikkert ingen, der vil le ad mig," tænkte Naiguen, mens han lod sin næse dingle i efterårsdaggryets brise.

(noter)

(til indeks)

oversættelse fra japansk til dansk 1999
© Hideko og Peter Bondesen

 


 

Lus

(1916)

 

1

På den 26. dag i den 11. måned det første år af Genji (25.december 1864), stak Kaga-familiens troppestyrker, som deltog i Kyotos forsvar, til søs fra udmundingen af Ajikawa-floden ved Osaka under ledelse af Cho Oosumi-no-kami, for at deltage i den forestående afstraffelse af Choshu.

De to næstkommanderende var Kyudayu Tsukuda og Sanjuro Yamagishi, og man hejste hvide faner i Tsukudas skibe og røde i Yamagishis. Historien beretter, det var et stolt skue, da deres 500 koku tunge Kompira-skibe forlod flodmundingen mod det åbne hav med hvide og røde faner, der smældede i vinden.

Men besætningsmedlemmerne følte sig ikke stolte. For det første var alle skibe bemandet med 34 fra hæren og 4 sømænd, i alt 38 mand, og de var så tæt pakket, at det var umuligt at bevæge sig rundt på skibet. Desuden stod i den midterste del af hvert skib så mange overfyldte tønder med syltede ræddiker, at der knap var plads til at røre sig. Indtil de vænnede sig til stanken, fik de alle voldsom kvalme, når de trak vejret. Og endelig var vinden fra havet så kold, at den gik gennem marv og ben, da det var i slutningen af den 11.måned efter den gamle kalender. Især når solen var gået ned, klaprede tænderne på de fleste, selv på de unge samuraier fra nord, dels på grund af blæsten, der kom ned fra Maya, og dels på grund af kulden fra havet.

Yderligere var der et utal af lus på skibene. Og det var ikke den simple slags lus, der gemmer sig i sømmene på tøjet. De sværmede på sejlene. De sværmede på fanerne. De sværmede på masterne. De sværmede på ankrene. Hvis man overdriver lidt, kunne man sige, det var svært at vide, om skibene var beregnet for mænd eller lus. I sådan en frodighed sværmede et utal af plagedyr selvfølgelig også på mændenes tøj. Og hver gang de kom i nærheden af huden på en mand, blev de straks muntre og begyndte at stikke. Havde der været fem eller ti af disse skadedyr, kunne de på den ene eller anden måde være blevet bragt under kontrol, men som det allerede er nævnt, var der så mange, at de mindede om hvid sesam, og der var ikke udsigt til, man kunne udrydde dem. På hver eneste ombordværende samurai var hele kroppen rød og hævet af bid både på brystet, på maven og overalt, som om de havde mæslinger, såvel i Tsukudas deling som i Yamagishis deling.

Men selvom det var umuligt at få lusene under kontrol, var det endnu mere umuligt at lade det fortsætte uanfægtet. Så skibenes mandskab brugte deres fritid på at jage. Alle fra den øverste hofmand til sandalbærerne klædte sig af og gik rundt med en tekop, og de små allestedsnærværende lus blev fanget og puttet i, fanget og puttet i. Kan man forestille sig, at på hvert eneste af disse Kompira-skibe i indenrigsk farvand, med sejlene oplyst af vintersolen, var omkring tredive samuraier, hver med en tekop i hånden og kun iført lændeklæde, i færd med efter bedste evne at fange lus under rigningen, bag ankeret, her og der. Hvis man forestiller sig dette nu til dags, vil alle synes, det er morsomt, men når noget er nødvendigt, bliver alting alvorligt. Der er ikke forskel på luseproblemet og Meijis Genopbygning. Der er ikke nogen forskel på dengang og nu. - Så de nøgne samuraier, der fyldte skibene som kæmpemæssige lus, underkastede sig kulden og fortsatte tålmodigt dag efter dag at gå rundt her og der, for omhyggeligt at knuse lusene på dækket.

 

2

Men der var en mærkelig fyr på Tsukudas skib. Han var en excentrisk midaldrende mand kaldet Mori Gonnoshin, en underofficer med en tildeling på 70 mål ris og fem mænds rationer. Sært nok var han den eneste, der ikke fangede lus. Derfor var han selvfølgelig overdækket med dem. Mens nogle kravlede op til knuden på hans hårpisk, fandt andre hen til kanten af hans posebukser. Men det tog han sig ikke synderligt af.

Hvis De tror at alene denne mand ikke blev bidt af lusene, tror De fejl. Som de øvrige var han dækket af mange røde pletter over hele kroppen, så man kunne sige, han var beklædt med mønter. Og på den måde han kradsede sig, så det ikke ud til, det ikke kløede. Men ligegyldigt om det kløede eller ej, virkede han ligeglad.

Hvis han kun foregav, ville det ikke have været så mærkværdigt, men når han så de andre flittigt samle lus, råbte han til dem - "hvis i fanger nogen, så lad være med at dræbe dem. Put dem levende i et tekrus, så skal jeg nok tage mig af dem."

"Hvis du får dem, hvad vil du så gøre med dem?" spurgte en af hans kammerater overrasket.

"Når jeg får dem? Så vil jeg opdrætte dem," svarede Mori roligt.

"Så vil vi tage dem levende og give dem til dig."

Officeren troede, det var en spøg, så sammen med to tre andre samlede han i løbet af en halv dag to tre kopper levende lus. Han troede ærlig talt, hvis han gav dem til ham og sagde, "godt, opdræt dem," ville selv Mori blive tavs, selv om han var sær.

Men før vores mand fik mulighed for at sige ét ord, sagde Mori, "du har sandelig fået fat i nogen. Dem tager jeg."

Alle hans kammerater var forbløffet.

"Put dem ned her," sagde Mori roligt, og åbnede kraven på sin kimono.

"Lad være med at gøre det nu, og fortryde det bagefter," sagde de andre, men han ville ikke lytte. Så den ene efter den anden hældte sin tekop med kravlende lus ned ad Moris nakke som risarbejdere, der afmåler ris i skæpper, men han bevarede roen og samlede omhyggeligt de lus op, der var faldet ved siden af, mens han fornøjet sagde for sig selv, "tak. Med disse kan jeg nu sove varmt om natten."

"Er det varmt, hvis man har lus?" spurgte de målløse officerer, og så på hinanden, uden at henvende sig til nogen specielt.

Mori ordnede omhyggeligt kraven på sin klædning, der havde modtaget lusene, han så rundt på hver enkelt, som var de skrupskøre, og fortsatte med at udtrykke sig på denne måde:

"Hver eneste af jer bliver forkølet i kulden, men hvad med denne Gonnoshin? Han nyser ikke. Hans næse løber ikke. Og ikke en eneste gang har han haft feber, eller frosset om hænder og fødder. Hvad tror I det skyldes? - Det er på grund af lusene."

Ifølge Moris forklaring, ser det ud til, at hvis der er lus på kroppen, bider de, og får det til at klø, og når de bider, er man sikker på at få lyst til at kradse. Så hvis hele kroppen bliver bidt, får man lyst til at kradse sig over hele kroppen. Men mennesket er forunderligt skabt, mens man kradser sig, hvor det klør, bliver de steder naturligt varme, som har man feber. Når man er varm, bliver man søvnig. Når man er søvnig, føler man ikke længere kløen. - På den måde falder man let i søvn og bliver ikke forkølet. Derfor skal vi endelig beholde lusene, og for alt i verden ikke udrydde dem. ......

"Selvfølgelig! Sådan er det," sagde mange af hans kammerater anerkendende, da de hørte Moris forklaring.

 

3

Efter denne hændelse fulgte nogle på skibet Moris eksempel og gemte lusene. Hvad angår det at gå på lusejagt, når der var en ledig stund, adskilte denne gruppe sig ikke fra resten. Den eneste forskel var, at dem de fangede, puttede de omhyggeligt én efter én i deres lommer, hvor de opbevarede dem påpasseligt.

Men det er sjældent i noget land og i nogen tidsalder at en Précurseurs ord bliver anerkendt i sin oprindelige form og af alle. Også på dette skib var der mange Pharisiens som modsatte sig Moris lære om lus.

I spidsen for Pharisiens stod kaptajn i hæren Tenzo Inoue. Han var også en besynderlig person, for han spiste alle de lus, han fangede. Når han havde spist sin aftensmad, satte han en kop foran sig, og gnaskede på noget, der øjensynlig var lækkert, så nogen kiggede ned i hans kop og opdagede, den var fuld af de lus, han havde fanget, så de spurgte, "hvordan smager de?"

"Lad mig se. De smager olieret, som oliestegte ris tror jeg," sagde han.

De som bruger deres mund, til at knuse lus med tænderne, kan findes alle steder, men sådan var han ikke. Han spiste dem af ren og skær nydelse, og han spiste dem hver dag. - Han var den første som opponerede mod Mori.

Der var ingen andre, der spiste lus ligesom Inoue, men et stort antal fulgte ham i hans protester. Ifølge dem kunne en menneskekrop ikke varmes ved tilstedeværelsen af lus. Og i bogen om Sønlig Respekt er der skrevet, at vi modtager vor krop, vort hår og vor hud fra vores far og mor, og oprindelig betød denne sønlige respekt, at man ikke måtte beskadige nogle af disse gaver. At ville tilbyde sin krop til noget som lus, er ikke på nogen måde respektfuldt. Derfor skal lus udryddes. De skal ikke opdrættes. .......

Under disse omstændigheder, rejste en diskussion sig af og til mellem Mori og Inoues tilhængere. Og så længe de kun mundede ud i skænderier, var de harmløse. Men til sidst udviklede disse optakter sig uventet til, at man sågar begyndte at gribe til våben.

Det skete på denne måde. En dag modtog Mori en stor portion lus fra de andre, han puttede dem i sin tekop og satte den til side for at opdrætte dem som sædvanlig, Inoue benyttede sig af Moris uforsigtighed og spiste dem, før Mori bemærkede det. Da Mori kom for at se efter dem, var der ingen tilbage. Så blev denne Précurseur vred.

"Hvorfor har du ædt mine lus?" spurgte han, og stillede sig op foran Inoue med hænderne i siden og lynende øjne.

"Sandheden er, det er tosset at beholde lusene," sagde Inoue uanfægtet, og viste ingen lyst til at diskutere med ham.

"Det er tosset at æde dem."

Mori blev rasende og trampede i dækket, mens han råbte, "se dig omkring! Er der nogen på dette skib, som ikke er velsignet med lus? At fange lus og æde dem, er som at betale venlighed med had!"

"Jeg kan ikke huske, jeg nogensinde har fået noget godt fra lus."

"Nej men selvom du ikke har, så bare det at berøve levende væsner livet uden formål er utænkeligt."

Efter endnu nogle bemærkninger var blevet udvekslet med stigende heftighed, så Mori pludselig rødt og lagde hånden på hæftet af sit korte sværd i den røde skede. Selvfølgelig trak Inoue sig ikke tilbage. Han snappede hurtigt sin lange klinge i den lakrøde skede og sprang op. - Hvis ikke de nøgne mænd, som gik rundt og fangede lus, havde skilt dem, ville det sikkert have betydet, at en af dem var blevet dræbt.

Ifølge en person som oplevede denne ballade med sine egne øjne, omklamrede hele besætningen de to mænd, men trods det stod de begge med fråde om munden og råbte "Lus -

Lus - "

 

4

Og mens samuraierne på skibet nærmest sloges om lusene, virkede det, som om de 500 koku tunge Kompira-skibe var de eneste, der var ligeglade med dette, mens de sejlede længere og længere vestpå, med røde og hvide faner blafrende under sneskyerne i den kolde vind på den meget lange vej, som førte dem til afstraffelsen af Choshu.

(illustration)

(noter)

(til indeks)

oversættelse fra japansk til dansk 1999
© Hideko og Peter Bondesen

 


 

Vinormen

(1916)

 

1

Så varmt havde det ikke været i årevis. Hvor man end så hen, blev sollyset reflekteret tungt som bly fra teglene på huse af tørret ler, og hvis det fortsatte, måtte man tro, at svaleunger og æg i rederne under tagene ville blive kogt til døde. Og på alle marker stod hamp og hirseplanter med slatne hoveder i genskinnet fra jordbunden, der var ikke én plante, som ikke hang slapt ned, skønt de endnu var grønne. Betragtede man himlen over markerne, så man luften ligge tæt ved jorden, sikkert på grund af den fugtige varme i denne periode, og selvom det var klart vejr, var det diset, hist og her drev toppe af skyer rundt som små totter af ristede riskager. - Denne fortælling om vinormen begynder med tre mænd, der frivilligt befinder sig på en brændende varm tærskeplads under den glødende sol.

Underligt nok lå en af dem nøgen med ryggen mod jorden. Af en eller anden grund var han endda bundet med en tynd snor, som var viklet mange gange rundt om hænder og fødder. Men han så ikke ud til at lide særligt ved det. Han var en kort rødmosset mand og fed som en gris, hvilket gav ham et noget sløvt udseende. En uglaseret lerkrukke af moderat størrelse stod ved hans hoved, men det var ikke muligt at sige, hvad den indeholdt.

Den anden mand bar en gul dragt, og havde små bronzeringe i ørerne, han lignede en excentrisk buddhistisk munk. På grund af hans ualmindelig mørke hud og hans krøllede hår og skæg, måtte han helt sikkert komme fra det vestlige Tsung-ling. For at bortjage hestebremser og almindelige fluer, som sværmede om den nøgne mand, havde han et stykke tid tålmodigt bevæget en viftekost med langt hvidt hår og et rødlakeret håndtag frem og tilbage, men han så ud til at være blevet en smule træt, for han var gået hen til lerkrukken og havde sat sig højtideligt på hug ved siden af den som en kalkun.

Den sidste mand stod langt fra de andre i et hjørne af tærskepladsen under en stråtækt hyttes tagskæg. På hagespidsen havde han et skæg, der dårligt kunne kaldes andet end en rottehale, og han var klædt i en lang dragt, der skjulte hælene og var holdt sammen med et usoigneret laset brunt bælte. Da han af og til med en alvorsfuld mine brugte en vifte lavet af hvide fjer, var han selvfølgelig en vismand eller noget lignende.

Alle tre tav, som var det aftalt. Desuden rørte de sig ikke godvilligt. Og det virkede, som om de alle holdt vejret, fordi de var dybt optaget af noget, der skulle til at ske.

Det så ud til netop at være middagstid. Man kunne ikke høre en eneste hund gø, utvivlsomt fordi alle hunde tog deres middagslur. Hamp og hirseplanter omkring tærskepladsen stod stille og ubevægelige, med deres grønne blade skinnende i sollyset. På himlen bag dem flød en trykkende fugtigvarm dis, og det virkede, som selv skyerne gispede efter vejret i denne tørke. Så langt øjet kunne række, var der ikke andet som åndede end disse tre mænd. Og de var tavse som lerstatuerne, der opbevares i Kanteibyo-templet. ......

Dette er selvfølgelig ikke en japansk historie. - Det hændte en sommerdag på tærskepladsen for en mand ved navn Liu fra Changshan i Kina.

 

2

Manden som lå nøgen under den brændende sol var ejeren af tærskepladsen Liu Tai-cheng, en af de mest fremtrædende rige mænd i Changshan. Hans eneste fornøjelse var at drikke, og hele dagen lang var han og hans krus uadskilleligt forbundet. Og da "han ikke kunne gøre for, han tømte en hel krukke vin, når han drak," ville det sige, han drak større mængder end andre. Men som det allerede er antydet, ejede han 100 hektar god forstadsjord, hvoraf halvdelen var tilplantet med hirse, så der var ikke nogen fare for, hans drikkeri ville ødelægge hans formue.

Og grunden til han lå nøgen i den varme sol, var denne. - En dag da Liu lænede sig mod en armstøtte af bambus i et svalt rum, mens han spillede Go med mester Sun, som var en af hans drukkammerater (den lærde mand med den hvide vifte), kom en lille serveringspige hen til ham og sagde

"en præst, som påstår han er fra Pao Chang templet eller hvad det nu hedder, er netop kommet og siger, han meget gerne vil tale med husets herre. Hvad skal jeg gøre?

"Hvad? Fra Pao Chang templet?" sagde Liu, og blinkede med sine smalle øjne, som blev han blændet. Så hævede han sin fede krop og virkede meget opkogt, da han sagde, "godt, lad ham komme her ind." Han så et øjeblik på mester Sun og tilføjede, "det er nok den præst."

Præsten fra Pao Chang templet var en bjergpræst fra Hsisu. Han var berømt i omegnen for helbredende evner og uddeling af elskovsmidler. Der var mange rygter i omløb, for eksempel om en mand der hed Chosan, som havde grøn stær og straks blev helbredt, eller en mand der hed Li-shi, som enten ikke kunne få børn eller havde en svulst og blev helbredt, hvilket straks fik rygterne om mirakler i gang. - Både Liu og Sun havde hørt disse rygter. I hvilket ærinde havde denne bjergpræst opsøgt Liu? Selvfølgelig havde Liu ikke det fjerneste minde om nogensinde at have sendt bud efter ham.

De skal vide, at Liu ikke var en mand, der normalt var glad for besøgende. Men hvis han havde en gæst, og der kom endnu en, modtog han normalt denne med ganske stor glæde. Det skyldtes, han havde en barnlig forfængelighed, og vi må sige lige ud, det gjorde ham stolt at have en gæst i en andens nærvær. Yderligere blev denne bjergpræst alle steder rosende omtalt på den tid. Han var på ingen måde en gæst, man ville skamme sig over. - Grunden til Liu ville modtage ham lå mest i sådanne overvejelser.

"Gad vidst hvad han vil?"

"Tja, jeg tror han er tigger. Han vil sikkert spørge om almisser."

Gæsten som blev vist ind af den lille tjenestepige, mens de to mænd snakkede, var en besynderlig buddhistisk præst, han var høj og med øjne, der lyste som ametyst. Han bar en gul dragt, og det krusede hår hang ned over hans skuldre og virkede generende. Han stod kejtet midt i værelset, og i hånden havde han sin viftekost med det rødlakerede skaft. Han hverken hilste eller åbnede sin mund.

Liu tøvede lidt, men af en eller anden grund blev han usikker og spurgte,

"er der noget, De ønsker?"

Så sagde bjergpræsten, "det må være Dem, der er glad for vin."

"Tja," sagde Liu utydeligt, fordi spørgsmålet kom bag på ham, og han stirrede på mester Sun, som bad han om hjælp. Mester Suns ansigt var udtryksløst, og helt alene placerede han stenene på Go-brættet. Han viste ikke tegn på nogen form for opmærksomhed.

"De lider af en besynderlig sygdom. Ved De det?" sagde bjergpræsten fyndigt.

Ved ordet sygdom blev Liu forbavset og slog på sin armstøtte af bambus, han spurgte,

"sagde De sygdom?"

"Ja."

"Nej ikke siden min barndom ......," begyndte Liu, men præsten afbrød ham.

"De bliver aldrig fuld, når De drikker, gør De?"

"......"

Liu stirrede på præstens ansigt og blev tavs. Sandheden var, at ligegyldig hvor meget han drak, blev han aldrig fuld.

"Det beviser, det er en sygdom," sagde bjergpræsten og smilede svagt, da han tilføjede, "der er en vinorm i Deres mave. Hvis De ikke bliver af med den, bliver De aldrig rask. Deres ydmyge tjener er kommet for at helbrede Dem."

"Kan jeg blive helbredt?" spurgte Liu uvilkårligt med en usikker stemme. Men fortrød det straks.

"Jeg kan helbrede Dem, derfor er jeg kommet."

Indtil nu havde mester Sun siddet stille og lyttet til samtalen, så indskød han en bemærkning.

"Vil De bruge en slags medicin?"

"Nej, der er ikke behov for medicin," svarede bjergpræsten studst.

Mester Sun havde altid foragtet både buddhismen og taoismen nærmest uden grund. Så når han var sammen med taoistiske eller buddhistiske præster, talte han sjældent. Grunden til han nu pludselig talte var, at hans interesse blev vækket ved ordet vinorm, for han var selv glad for vin, og da han hørte dette ord, blev han en smule urolig for, der også skulle være en orm i hans mave. Men da han hørte bjergpræstens studse svar, følte han sig gjort til grin, og med rynket pande fortsatte han tavst at lægge stenene på brættet. Samtidig begyndte han at tænke, hans vært Liu var et fjols, når han modtog sådan en ukultiveret præst.

Naturligvis lagde Liu ikke mærke til noget.

"Vil De så bruge en nål?"

"Nej, det er endnu nemmere."

"Er det en trylleformular?"

"Nej, det er heller ikke magi."

Efter denne lille samtale, forklarede bjergpræsten kort om behandlingen. - Ifølge hans forklaring var det eneste nødvendige at klæde sig af og ligge ubevægeligt i solskinnet. Dette syntes Liu var meget nemt. Hvis han kunne blive helbredt så nemt, kunne intet være bedre end lade sig kurere. Og skønt det var ubevidst, var han også blevet lidt nysgerrig efter at prøve bjergpræstens behandling.

Så han bukkede hovedet og sagde,

"vær så venlig at kurere mig." -

Derfor kom Liu til at ligge nøgen i den brændende sol på tærskepladsen.

Da bjergpræsten sagde, han ikke måtte bevæge sig, var han bundet med en tynd snor. Man beordrede en ungtjener til at stille en uglaseret lerkrukke med vin tæt ved Lius hoved. Og på grund af omstændighederne skulle mester Sun blive, for at overvære denne mærkværdige kur, da han var Lius drukkammerat.

Ingen undtagen bjergpræsten vidste, hvad en vinorm var, og hvad der ville ske, når den ikke længere var i maven, eller hvad lerkrukken ved Lius hoved skulle bruges til. Så De tænker sikkert, Liu var letsindig, når han lå nøgen i den brændende sol uden at vide, hvad han gjorde, men almindelige mennesker gør faktisk ofte noget lignende, når de modtager undervisning i skolen.

 

3

Det var varmt. Sveden piblede lidt efter lidt frem på hans pande, og så snart der var dannet dråber, løb de straks lunke ned mod hans øjne. Da han uheldigvis var bundet med snoren, kunne han selvfølgelig ikke tørre dem væk med hånden. Så han prøvede at ændre deres retning ved at bevæge sit hoved, pludselig følte han sig meget svimmel, så desværre måtte han opgive denne plan. Imens vædede sveden hans øjenvipper, løb rundt om næse og mund og ned under hans hage. Det var ualmindelig ubehageligt.

Indtil da havde hans øjne været åbne, så han kunne betragte den brændende hvide himmel og hampmarken med de hængende blade, men efter sveden var begyndt at løbe i stride strømme, blev han tvunget til at opgive selv det. Liu opdagede for første gang i sit liv, at når sveden kommer ind i øjnene, gør det ondt. Han lukkede sine øjne ydmygt som et får, der skal slagtes, opgivende lod han sig brænde af solen, og lidt efter lidt begyndte huden at smerte over hele den del af hans hoved og krop, der vendte opad. På hele hudens overflade forsøgte en kraft at trække i alle retninger, men huden var ikke det mindste smidig. Over hele kroppen spændte og trak det i alle retninger - sådan kan man bedst forklarer hans lidelser. Sveden var intet i forhold til denne smerte. Liu begyndte at fortryde, han havde underkastet sig bjergpræstens behandling.

Men når man bagefter tænker det igennem, var dette kun et af de mindre pinefulde afsnit. - Mens det stod på, begyndte han at føle tørst. Han vidste, at Tsao Meng-te, eller en lignende person, engang havde slukket sine soldaters tørst ved at fortælle dem, der var en blommeplantage længere fremme. Men ligegyldigt hvor meget han prøvede at tænke på søde syrlige blommer, følte han stadig tørst som før. Han prøvede at bevæge sin hage og bide i sin tunge, men mundhulen forblev feberhed. Det ville sikkert have været lettere for ham at udholde, hvis ikke den uglaserede lerkrukke havde stået ved hans hoved. Og fra krukkens åbning blev hans næse uophørlig angrebet af den søde vinduft. Ydermere følte han, at duften fra vinen blev kraftigere minut for minut måske på grund af hans sindstilstand. Han tænkte, han i det mindste kunne kaste et blik på krukken, og hævede sit blik. Han skævede op på krukkens åbning og halvdelen af dens flotte svulmende krop. Det var alt, hvad han kunne se med sine øjne, men samtidig strømmede tanken om den gyldne vin gennem ham, vinen som fyldte dens skyggefulde indre til randen. Ubevidst slikkede han rundt om sine sprukne læber med sin tørre tunge, men det gav ikke den mindste fornemmelse af, der kom spyt. Selv sveden blev udtørret af solen og holdt op med at løbe.

Så fulgte to tre alvorlige angreb af svimmelhed lige efter hinanden. Hans hoved havde smertet konstant et stykke tid. Gradvist kom han til at hade denne bjergpræst. Han undrede sig over, hvorfor han, i hans position, nogensinde havde tilladt at lade sig overtale af denne mands simple ord, og lade sig udsætte for disse tåbelige lidelser. Imens blev hans hals mere og mere tør. Han følte en underlig kvalme i sit bryst. Han kunne ikke udholde at ligge længere. Så til sidst besluttede den fede mand at bede præsten om at stoppe behandlingen, og gispende åbnede han munden. -

Så skete det. Liu begyndte at føle en ubeskrivelig klump, der lidt efter lidt krøb op fra hans bryst til hans hals. Nogle gange syntes den at sno sig som en regnorm og nogle gange syntes den at kravle fod for fod som en gekko. Under alle omstændigheder var en blød genstand ved at sno sig vej op gennem hans spiserør i al sin blødhed. Netop da han følte den havde presset sig gennem adamsæblet, kom noget, der lignede en smerling, glidende ud af det mørke indre og sprang energisk ud i den ydre verden.

I samme øjeblik hørtes et plask fra krukken, som om noget faldt ned i vinen.

Straks rejste bjergpræsten sig fra det sted, hvor han havde siddet roligt på hug, og begyndte at løse snorene, som var bundet rundt om Lius krop. Nu vinormen var ude, kunne de ånde lettet op, sagde han.

"Kom den ud?" spurgte Liu stønnende, og hævede sit fortumlede hoved, i sin store nysgerrighed glemte han fuldstændig tørsten og kravlede hen til krukken, nøgen som han var. Da mester Sun så det, skyndte han sig hen til de andre med viften af hvide fjer over hovedet som beskyttelse mod solen. Da de tre kiggede ned i krukken, så de noget svømme rundt i vinen, noget lignende en salamander med cinnoberfarvet hud. Den var omkring tre tommer lang. Den havde både øjne og mund. Og det så ud, som om den drak vinen, mens den svømmede. Da Liu så dette, følte han sig pludselig dårlig. ......

 

4

Bjergpræstens behandling virkede straks. Fra den dag kunne Liu Tai-cheng pludselig ikke drikke mere. Fra da af hadede han endog lugten af vin. Men hvor mærkeligt det end lyder, blev hans helbred lidt efter lidt ringere. Det er nu tre år siden, han spyttede vinormen ud, og der er ikke skyggen tilbage af hans tidligere kuglerunde former. Hans gustne fedtede hud sidder på hans benede ansigt, kun et lille gråsprængt hår er tilbage på hans tinding, og det siges, han utallige gange om året er sengeliggende.

Men det er ikke blot Lius helbred, der er blevet forværret siden den gang. Hans formue er også hurtigt blevet formindsket, og det meste af hans 100 hektar gode forstadsjord er gået over på andre hænder. Han er blevet tvunget til at tage en spade i sine egne uvante hænder og føre en ynkelig dag-til-dag tilværelse.

Hvorfor er Lius helbred blevet ringere, siden han spyttede vinormen ud? Hvorfor er det gået ned ad bakke med hans formue. - Når man overvejer det faktum, at Liu spyttede vinormen ud, i forhold til hans efterfølgende nedtur i livet, vil der let opstå spørgsmål hos enhver. Faktisk er dette spørgsmål blevet overvejet og genovervejet af folk fra alle samfundslag i Changsan, og fra deres munde er kommet alle slags tænkelige svar. De tre svar jeg nu giver her, er i virkeligheden kun dem, jeg har udvalgt som mest repræsentative blandt dem alle.

1.svar: Vinormen var Lius velsignelse og ikke hans sygdom. Fordi han tilfældigvis mødte den idiotiske bjergpræst, mistede han frivilligt denne velsignelse sendt fra himlen.

2.svar: Vinormen var Lius sygdom og ikke hans velsignelse. For det er over ethvert normalt menneskes forstand, hvorledes Liu var i stand til at drikke en krukke vin på én gang. Så derfor ville han sikkert være død, hvis ikke han var blevet af med vinormen. Som følge deraf må man kalde det en velsignelse for ham, han blev syg og fattig.

3.svar: Vinormen var hverken Lius sygdom eller velsignelse. Han havde altid været en stor drukkenbolt. Da vinen blev fjernet fra hans liv, var der intet tilbage. Liu var vinormen, og vinormen var Liu. Så det at blive af med vinormen, var det samme, som at dræbe sig selv. Kort sagt, den dag Liu ikke længere kunne drikke vin, var han Liu uden at være Liu. Hvis Liu allerede var død, var det meget naturligt, at denne Lius helbred og formue gik til grunde.

Hvilket af disse svar som er nærmest sandheden, ved jeg ikke. Jeg har kun remset disse moralske bedømmelser op i slutningen af historien som en efterligning af de kinesiske forfatteres Didacticism.

(noter)

(til indeks)

oversættelse fra japansk til dansk 1999
© Hideko og Peter Bondesen

 


 

Yamsgrød

(1916)

 

Denne fortælling foregik formodentlig i slutningen af Gangyo-perioden (877-884) eller begyndelsen af Ninna-perioden (885-887). Men det spiller ikke nogen stor rolle, hvilken af de to perioder det var. Læseren bør blot vide, at historiens baggrund er en fjern fortid i Japan, som kaldes Heian-perioden (794-1183). På den tid eksisterede en mand blandt samuraierne, som gjorde tjeneste i femte rangklasse hos den kejserlige rådgiver Mototsune Fujiwara, jeg vil kalde ham den ubekendte. Jeg ville gerne nævne hans navn i stedet for den ubekendte, men desværre er det ikke optegnet i de gamle krøniker. Han var sikkert så ubetydelig, at man ikke fandt ham værdig til at blive nævnt ved navn i krønikerne. Generelt virker det, som om forfatterne til disse bøger ikke var synderligt optaget af jævne menneskers liv og levned. På det punkt er der stor forskel mellem dem og japanske naturalistiske forfattere. Forfatterne i Heian-perioden var overraskende nok mindre ligeglade. Men der var altså blandt samuraierne i Mototsune Fujiwaras tjeneste en mand, som jeg kalder den ubekendte, han var embedsmand af femte rangklasse, den man kaldte Goi. Han er hovedperson i denne historie.

Goi havde ikke noget tiltalende udseende. For det første var han lille. Han havde rød næse, hans øjenkroge var trukket nedad, og skægget omkring munden var tyndt. De hule kinder fik hans hage til at virke ualmindelig smal. Hans læber - hvis jeg skal nævne det hele, får det ingen ende. Gois udseende var ualmindelig sjusket i sin fremtoning.

Ingen ved, hvornår og hvordan han kom til at tjene fyrsten. Men det er sikkert, han havde haft den samme affarvede kimono i lang tid. Den samme bløde hovedbeklædning. Udførte den samme tjeneste, som han gentog hver dag uden at blive træt. Med den røde forfrosne næse og det tynde skæg virkede hans ansigt, som om det havde været udsat for vinden, der blæser ned ad hovedgaden Suzaku-oji, siden hans fødsel. Det må være på grund af alt dette, der ikke var nogen, som kunne tro, han havde været ung en gang (han var et stykke over fyrre). Alle fra fyrsten og ned til den laveste hyrde var fuldt og fast overbevist om dette.

Jeg behøver næppe beskrive detaljeret, hvordan hans omgivelser behandlede ham, med det udseende han havde. Hans samuraikolleger ænsede ham næppe mere end en flue på væggen. De cirka tyve underordnede var forbløffende ligeglade med ham, både dem med og uden hofrang. Når han gav dem en ordre, overså de ham, og fortsatte deres intetsigende plapren og sladren. Gois tilstedeværelse forstyrrede dem lige så lidt som luften omkring dem. Når hans underordnede opførte sig på den måde, kan det næppe undre, at hovmestrene og ministersekretærerne heller ikke tog ham alvorligt. Når de stod over for ham, skjulte de en barnlig meningsløs ondskab bag deres kølige udtryk, og gav deres ordre med tegnsprog. Det er ikke tilfældigt, at mennesker kan tale. Derfor kunne de ikke altid gøre sig forståelig med tegnsprog. Men det virkede, som om de opfattede det som manglende opfattelsesevne hos Goi. Hver gang de ikke kunne gøre sig forståelig, så de på ham, som var det hans fejl, de betragtede ham fra top til tå, fra hans bløde hovedbeklædning, som ikke var bundet ordentligt op, til næsen på hans udtrådte stråsandaler, så fnisede de, og vendte pludselig ryggen til ham. Goi lod sig aldrig fornærme af dette. Han manglede stolthed, han var en kujon, og han opfattede ikke uretfærdigheder.

Hans samuraikolleger elskede at drille ham. De ældre kolleger lavede vittigheder om hans ringe udseende, hvilket gav de yngre kolleger mulighed for at øve sig i ordspil om den hjælpeløse Goi. Når han var tilstede, blev de aldrig trætte af at komme med bemærkninger om hans næse, skæg, hovedbeklædning eller tøj. Og de talte ofte om hans kone med underbid, som han havde forladt fem seks år tidligere, og om en fordrukken buddhistisk præst, der havde stået i forhold til hende. Og ikke nok med det. Af og til lavede de grove numre med ham. Men det er umuligt at opremse dem alle. Hvis jeg nævner, de engang drak risvinen fra hans bambusbeholder, og bagefter tissede i den, kan De forestille Dem, hvilke andre numre de lavede med ham.

Men Goi var helt upåvirket af disse drillerier. I det mindste virkede han upåvirket for en udenforstående. Ligegyldigt hvad andre sagde, forblev hans ansigtsudtryk uændret. Han strøg roligt sit tynde skæg, fortsatte med dagens dont og lod som ingenting. Når hans kolleger gik så vidt, som til at binde et stykke papir i hans hårpisk eller en sivsko til hans sværdskede, kunne man ikke se på hans smilende ansigt, om han lo eller græd, når han sagde, "I er nogen værre nogen." De som havde set hans ansigt og hørt hans stemme, følte alle en kortvarig medlidenhed, (for det var ikke kun Goi, der blev plaget. Også andre de slet ikke kendte noget til - gennem hans ansigt og stemme blev mange menneskers protest mod uretfærdigheden udtrykt) - sådanne følelser trængte et kort øjeblik ind i deres sjæl. Men kun få huskede deres medlidenhed ret længe. Blandt dem der virkelig havde ondt af ham, var en samurai udenfor rangordenen. Han var en yngling fra Tambaprovinsen, som var begyndt at få skæg. Først var han selvfølgelig også med til at drille den rødnæsede Goi uden særlig grund. Men en dag hørte han Goi sige "I er nogen værre nogen." De ord kunne han ikke få ud af hovedet. Og siden da virkede Goi som et helt andet menneske i hans øjne. Han så en nedtrykt mand, plaget af alverdens ondskab, dukke op bag den underernærede Gois blege og sløve ansigt. Og hver gang denne samurai uden rang tænkte på Goi, så han pludselig i alverdens ting deres sande nederdrægtige jeg. Samtidig var det, som om han fik trøst, når han så Gois frostbidte røde næse og det tynde skæg, hvis hår kunne tælles på en hånd.

Men denne unge samurai var en undtagelse. Goi måtte fortsætte sit hundeliv, underkastet foragt fra alle omkring ham, bortset fra den unge samurai. Først og fremmest havde Goi ikke noget passende tøj. Han havde kun én kimono som var mørkeblå og ét par bukser af samme farve. Men de var begge falmet, så farven hverken kunne kaldes indigo eller mørkeblå. Skuldrene på hans kimono hang, bælte og skulderstropper var falmet, værre var det ikke, men den nederste del af hans bukser var temmelig slidt. Han bar ikke de underbukser, som får bukserne til at pose, så hans tynde ben stak ud for neden, og selvom man ikke var en af hans dårlige kolleger, virkede han ynkelig som en mager okse, der trækker en fattig adelsmands kærre. Han bar et ubestemmeligt sværd med tvivlsomme metalbeslag på fæstet, og lakken på den sorte skede var begyndt at skalle af. Til daglig luntede den rødnæsede Goi rundt med slæbende stråsandaler og små skridt, ryggen var bøjet, i koldt vejr var den endnu mere krum, og han kiggede emsigt til højre og venstre, så der var ikke noget at sige til, selv omvandrende handelsmænd grinede af ham. Engang hændte det ......

En dag på sin vej fra Sanjobou-mon til Shinsen-en så han seks syv børn samlet ved vejkanten i færd med et eller andet. Han troede de spillede top og gik hen for at betragte dem bagfra, men han så, de var i færd med at prygle en vildfaren hund, som de holdt den i et reb bundet om dens hals. Skønt han ofte følte medlidenhed, var den sky Goi næsten altid for genert til at udtrykke det, fordi han var bange. Men ved denne lejlighed udviste han lidt mandsmod, fordi det var børn. "Lad den dog gå. Når I slår den, gør det ondt på den, selvom det kun er en hund," sagde han, og smilede så venligt som muligt, mens han klappede den dreng på skulderen, der så ud til at være den ældste i gruppen. Drengen vendte sig om og skævede op med et hånligt udtryk. Som hovmestrene i samuraiernes opholdssal når de ikke kunne gøre sig forståelig over for ham. "Du behøver ikke bekymre dig om os," svarede han og trådte et skridt tilbage, mens han uforskammet lavede trutmund og råbte, "hvad! Dit rødnæsede skarn!" Goi følte ordene ramme lige i ansigt. Men det var ikke på grund af drengens grovheder, han blev vred. Han følte sig elendig til mode, fordi han havde blameret sig med en unødvendig bemærkning. Han gik stille videre mod Shinsen-en, mens han skjulte sin skam bag et bittert smil. Bag ham stod seks syv børn skulder ved skulder, i færd med at skære ansigter og række tunge. Selvfølgelig anede han det ikke. Men selv om han havde vidst det, ville det ikke have gjort nogen forskel for den modløse Goi.

Hvis jeg siger, hovedpersonen i denne historie kun var født til spot og ikke havde nogle særlige ønsker her i livet, er det ikke helt rigtigt. I de sidste fem seks år havde han haft en usædvanlig stor trang til yamsgrød. Yamsgrød bliver lavet af yamsskiver kogt i en sød pileurtsaft. Dengang blev det anset for en stor delikatesse, som også blev serveret hos kejseren. Derfor måtte underordnede som Goi kun spise det én gang om året, når der kom særligt fine gæster til den kejserlige rådgivers palads. Her måtte han kun spise så meget, at han knap kunne væde sin gane. Så det eneste ønske han længe havde næret var at kunne spise sig mæt i yamsgrød. Han indviede selvfølgelig ikke andre i denne trang. Han var måske ikke selv helt klar over, det havde været hans ønske hele livet. Men faktisk ville det ikke være for meget at sige, han levede ene og alene for dette. - En mand helliger nogle gange sit liv til et håb, som han ikke er sikker på nogensinde kan opfyldes. De der ler af denne tåbelighed, er kun tilskuere til livet, når alt kommer til alt.

Men den drøm som Goi havde: "at spise sig mæt i yamsgrød," viste sig at blive opfyldt overraskende nemt. Det er temaet i denne historie, som jeg vil fortælle.

........................................

Den 2.januar et vist år var der inviteret særligt fine gæster til en banket afholdt i Mototsune Fujiwaras palads. (Det var den banket, som blev afholdt af den kejserlige rådgiver for andre ministre og hoffolk, svarende til den banket, der afholdtes ved hoffet på Niguu-slottet den samme dato.) Goi var også blandt de samuraier, som fik levninger, for på daværende tidspunkt var det endnu ikke almindeligt at kaste levninger i grams, så alle undergivne samledes et sted og nød levninger. Selvom man kaldte det en stor banket, var det i gamle dage, så maden var ikke noget særligt trods det store antal retter: riskager, friturestegte riskager, dampede konkylier, tørret fjerkræ, fiskeyngel fra Uji-floden, karusser fra Omi, høvlet tørret fisk, lakserogn, grillede blæksprutter, store hummere, store og små mandariner, daddelblommer, kakifrugt tørret på spid og meget andet. Blandt disse retter var den omtalte yamsgrød. Hvert år så Goi frem til denne yamsgrød. Men der plejede at være mange mennesker, så det var begrænset, hvor meget yamsgrød der var til hver. Det år var der særlig lidt. Og skønt det sikkert kun har været hans indbildning, syntes yamsgrøden at smage bedre end normalt. Efter han havde spist grøden, var hans øjne stadig naglet til den tomme skål, og mens han strøg de sidste dråber af skægget med håndfladen, sagde han for sig selv, "gad vist om jeg nogen sinde vil komme til at spise mig mæt i yamsgrød."

"Har du aldrig fået nok yamsgrød." Inden Goi fik fuldført sin sætning, var der nogen som lo. Det var en værdig krigers rustne stemme. Goi hævede sit hoved og så forlegent på den der talte. Stemmen kom fra Toshihito Fujiwara søn af Tokinaga, der var finansminister i Mototsunes regering. Han ragede bredskuldret op over alle andre og virkede stærk, som han sad der og tyggede ristede kastanjer, han havde allerede drukket mange kopper af den mørke risvin. Han så ud til at være fuld.

Da han så Goi hæve sit hoved, fortsatte Toshihito, "jeg har ondt af dig," med en stemme som både indeholdt foragt og medlidenhed.

"Jeg Toshihito skal sørge for, du får lov til at fylde dig med yamsgrød, hvis du har lyst."

En hund der uafbrudt bliver drillet, vil ikke straks kaste sig over de stykker kød, som af og til bliver kastet hen til den. Med det sædvanlige udtryk i ansigtet, som gjorde, man ikke vidste om han lo eller græd, betragtede Goi skiftevis Toshihitos ansigt og sin tomme skål.

"Har du ikke lyst?"

"......"

"Hvad siger du?"

"......."

Goi begyndte at føle, alle øjne i selskabet var rettet mod ham. Om han blev skydeskive for deres spot afhang af, hvorledes han svarede. Ligegyldigt hvad han sagde, ville han blive gjort til grin, tænkte han. Så han tøvede. Såfremt modparten ikke straks havde sagt utålmodigt, "hvis du ikke har lyst, vil jeg ikke tvinge dig," havde han fortsat med at betragte Toshihito og sin skål.

"Ja gerne," svarede Goi febrilsk, da han hørte Toshihitos rungende spørgsmål.

Alle i selskabet, der lyttede til dette lille mellemspil, kom uvilkårligt til at bryde ud i latter. "Ja gerne" vrængede en. Et latterbrøl jog hen over selskabet, og gæsternes bløde og stive hovedbeklædninger rullede som bølger over de gule, røde og mangefarvede retter, som lå foran dem på tallerkener, i skåle og på opsatser. Frem for alle var det Toshihito selv, der lo hjerteligst.

"Så vil jeg invitere dig inden længe," sagde han, og snerpede munden sammen. Han havde åbenbart fået vinen galt i halsen. "Er du sikker?" spurgte han eftertrykkeligt.

"Gerne" fremstammede Goi endnu en gang og rødmede. Selvfølgelig lo hele selskabet atter. Toshihito havde spurgt eftertrykkeligt, for at få Goi til at sige de samme ord igen, og han lo højt og hjerteligt, så hans brede skuldre rystede, som var han endnu mere fornøjet. Den landlige hofadel nordfra kender kun to måder at leve livet på: druk og latter.

Til sidst skiftede samtalen heldigvis emne fra disse to personer til et andet, antagelig fordi nogen fandt det ubehageligt at have opmærksomheden henledt på den rødnæsede Goi, selvom det var morsomt at gøre nar af ham. Under alle omstændigheder skiftede emnet fra det ene til det andet, og som tiden gik, var der kun lidt tilbage at spise og drikke, selskabets opmærksomhed var nu rettet mod historien om en nybagt samurai, der prøvede at komme op på en hest, mens han havde begge sine ben i det ene bukseben af et par ridebukser. Alle lyttede opmærksomt, kun Goi hørte ikke, hvad man snakkede om. Ordet yamsgrød optog alle hans tanker. Selvom der stod grillet fasan foran ham, spiste han ikke, og selvom der var risvin i skålen, satte han den ikke til sine læber. Begge hans hænder lå i skødet, som hos en genert pige i samtale med en fremtidig ægtemand, han smilede fjoget og blev rød i hovedet helt ud i spidserne af sine flossede bakkenbarter, mens han stirrede ned i den tomme sortlakerede skål....

..............................................

Om formiddagen fire fem dage senere så man to mænd til hest roligt ride ud ad vejen til Awataguchi langs Kamoflodens bred. Den ene bar en mørk himmelblå kimono og bukser i samme farve, han havde et langt sværd, skægget var sort og bakkenbarterne flotte. Den anden mand var klædt i en tarvelig mørkeblå kimono, og udenpå den bar han to tynde vatterede jakker, han var en samurai på omkring fyrre år med rød næse, hans bælte var bundet sjusket omkring livet, fugten omkring hans næsebor var snot fra næsen, og i det hele taget var hans udseende meget sjusket. Men begge red på prægtige gangere, en hvidskimlet og en treårig rødskimlet, så alle omvandrende handelsmænd og samuraier vendte sig for at stirre på dem. De to som fulgte dem, var sikkert en kammertjener og en lakaj, de travede bagefter og holdt trit med hestene. - Det er sikkert ikke nødvendigt at fortælle Dem, det var Toshihito og Gois rejsehold.

Skønt det var vinter, var det en klar morgen. Flodens svage strøm løb gennem stenene i den hvide flodseng, ved flodens bred stod visne planter, og luften var så rolig, at der knap var en brise, som kunne bevæge disse planter. De bladløse grene på de lave piletræer langs flodbredden var badet i silkeglat sollys, og selv den vippende hale på en vipstjert, som havde slået sig ned i en trætop, bevægede sin skarpe skygge på vejen. Muligvis var det Hiei-bjerget, der fremviste hele sin fløjlsbløde frostbidte skulder over Higashi-bjergets mørkegrønne farve. Både Toshihito og Goi red i ro og mag mod Awataguchi uden brug af pisk, perlemorsarbejdet på deres sadler glitrede funklende i det gyldne sollys.

"Hvor behager det Jer at føre mig hen herre?" spurgte Goi, mens han akavet trak i tøjlerne.

"Lige der fremme. Det er ikke så langt væk, som du tror."

"Så er det i nærheden af Awataguchi?"

"Ja der omkring."

Toshihito havde om morgenen sagt, han indbød Goi til at følge ham på et ridt til en varm kilde i nærheden af Higashi-bjerget. Goi tog ham på ordet. Da han ikke havde badet i lang tid, havde det kløet over hele kroppen i nogen tid. Det kom som sendt fra himlen, han ud over at blive opvartet med yamsgrød, kunne få et bad. Så han satte sig overskrævs på den hvidskimlede hest, som Toshihito medbragte. Men da de var reddet dertil med bidslerne side om side, konstaterede Goi, det åbenbart ikke var Toshihitos bestemmelsessted. Efter et stykke tid var de redet forbi Awataguchi.

"Det lader til, det ikke er Awataguchi?"

"Nemlig. Lidt længere."

Toshihito red roligt af sted med et smil på læben og undgik bevidst Gois blik. Efterhånden blev husene færre på begge sider af vejen, til sidst så man kun kragerne, der søgte bytte på de brede øde vintermarker, og på den nordlige side af bjerget lå rester af sne, der havde et svagt blåligt skær. De tornefulde kroner på de nøgne træer, skar sig skarpt ind i den klare himmel, hvilket fik luften til at føles endnu mere isnende.

"Er det så omkring Yamashina herre?"

"Nej dette er Yamashina. Vores bestemmelsessted er lidt længere væk."

Mens de snakkede, passerede de Yamashina. De red også forbi Sekiyama, og lidt over middag befandt de sig foran Mii-templet. I dette tempel boede en præst, der var en god ven af Toshihito. De aflagde visit hos præsten og blev inviteret til frokost. Efter middag fortsatte de straks deres ridt. På vejen videre frem var der betydelig færre mennesker og mindre røg end på den vej, de allerede havde tilbagelagt. Særlig på den tid sværmede røverne over hele landet, og det var en usikker tid. - Goi så op på Toshihitos ansigt, krummede sin ryg endnu mere og sagde, "det lader til, der stadig er langt igen."

Toshihito smilede. Det var smilet, som et barn sender til voksne, lige før de opdager, barnet har gjort noget galt. Rynkerne på hans næse og den slappe muskel i øjenkrogen afslørede, han var i tvivl, om han skulle le eller ej. Til sidst sagde han, "faktisk har jeg planlagt at føre dig så langt som til Tsuruga," han hævede sin pisk og pegede mod den fjerne horisont, mens han smilede. Under pisken skinnede Biwasøens vand lysende i eftermiddagssolen.

Goi blev forvirret. "Tsuruga! Vil det sige Tsuruga i Echizen provinsen? Den i Echizen?"

Det var ikke få gange, han havde hørt, Toshihito for det meste boede i Tsuruga, efter han var blevet svigersøn til Tsurugas regent Arihito Fujiwara. Men indtil det øjeblik havde han ikke haft den ringeste anelse om, Toshihito ville føre ham der til. Først undrede han sig over, hvorledes man kunne komme sikkert over de mange bjerge og floder til det fjerne Echizen med en eskorte på kun to tjenere. Og yderligere var der de hyppige rygter om rejsende, som var blevet dræbt af røvere. - Han så på Toshihitos ansigt med et bønfaldende blik.

"Ih du store! Først troede jeg vort mål var Higashibjerget, men vi rejste videre mod Yamashina. Så troede jeg vort mål var Yamashina, men vi rejste videre mod Mii-templet. Og nu fortæller De, De vil føre mig til Tsuruga i Echizen. Hvad har De dog til hensigt? Hvis De havde sagt det, før vi tog af sted, havde jeg i det mindste bragt mine tjenere med mig. - Tsuruga. Ih du store!" mumlede han grådkvalt. Hvis ikke hans trang til yamsgrød havde sat mod i ham, havde han formodentlig forladt Toshihito og var vendt tilbage til Kyoto alene.

"Anse én Toshihito for tusind mænds styrke. Du behøver ikke frygte for vor rejse," Toshihito rynkede panden, og grinede da han så Gois bestyrtelse. Han kaldte på kammertjeneren og tog det pilekogger på ryggen, som tjeneren havde båret indtil da, fra samme tjener fik han en sortlakeret bue, som han lagde hen over sadlen, derefter red han i spidsen for selskabet. Nu var der ingen anden vej tilbage for den modløse Goi, end blindt at adlyde Toshihitos vilje. Hesten fortsatte med usikre skridt, og han betragtede hjælpeløst den øde vildmark omkring sig, mumlende bad han en sutra, han svagt kunne huske, til de barmhjertige guder, og hans røde næse nærmede sig sadelknappen.

Hestenes hovslag blev kastet tilbage af den øde vildmark, der i vid udstrækning var dækket af gult steppegræs, den blå himmel spejlede sig i de spredte kolde vandpytter, der syntes at ville fryse til is den vintereftermiddag. Da solen var ved at gå ned, malede bjergkæden i den fjerne horisont en mørk violet stribe, uden glitren fra den evige sne. Af og til afskar uhyggelige klynger af vissent steppegræs udsynet for tjenerne, der traskede af sted. - Pludselig vendte Toshihito sig mod Goi og sagde, "der kommer et godt sendebud. Jeg vil få det til at bringe et budskab til Tsuruga."

Goi var ude af stand til at forstå, hvad der blev sagt, og han så forskræmt i den retning, som Toshihito havde peget med sin bue. Der var selvfølgelig ikke en sjæl i det område. Men i en klynge buske, som en vildvin havde filtret sig ind i, så man en ræv, der gik langsomt rundt, med pelsens varme farve belyst af solnedgangen. - Pludselig sprang ræven op og for af sted. For Toshihito havde pludselig pisket sin hest og var galoperet hen mod ræven. Goi red uvilkårligt efter. Og tjenerne måtte følge dem, for ikke at blive ladt alene tilbage. Et stykke tid brød lyden af hestenes hove ødemarkens tavshed. Men det varede ikke længe, så standsede Toshihito sin hest, han havde fanget ræven, før de andre havde opdaget det, og holdt den nu i bagbenene, og lod den dingle fra sadlen med hovedet nedad. Han må have jaget ræven, til den ikke kunne løbe mere, fået den ind under hesten og fanget den levende. Goi nåede endelig stønnende op til Toshihito, mens han febrilsk tørrede de sveddråber væk, som hang i skægget.

"Lyt godt efter ræv!" sagde Toshihito med en stemme, som var bevidst værdig, og holdt ræven op foran sine øjne. "Løb til Toshihitos palæ i Tsuruga i aften og sig - Toshihito er netop nu på vej med en gæst. Send nogle mænd så langt som til Takashima omkring klokken ti i morgen for at møde ham, og bring to sadlede heste med. - Glem det nu ikke!"

Da han sluttede sin tale, svingede Toshihito ræven, og kastede den langt væk mod en græstue.

"Ih hvor den løber! Hvor den løber!" De to tjenere, som kun lige akkurat var nået hen til Toshihito, råbte bifaldsråb og klappede, mens de betragtede ræven, der tog flugten. I aftenlyset så man ryggen af det efterårsfarvede dyr forsvinde i lige linje hen over sten og trærødder. De kunne se den tydeligt, hvor de stod. For mens de havde jagtet ræven, var de kommet til en brink, der fortsatte ned i det udtørrede flodleje.

"Det er et fornemt sendebud." Goi gav udtryk for sin naive forundring og respekt, og betragtede ærbødigt den barske ridder, som påbød fuld lydighed selv af en ræv. Han tænkte ikke over, hvilken stor forskel der var mellem ham og Toshihito. Men han følte stadig tydeligere, at jo mere han blev underlagt Toshihitos vilje, jo mere blev han selv frigjort i denne helts betryggende favntag. - Formodentlig bliver smiger naturligt født ved den slags lejligheder. Så selvom læseren herefter skulle anse den rødnæsede Goi for noget af en spytslikker, må læseren ikke kritikløst betvivle hans karakter.

Efter ræven var blev slynget væk, benede den ned ad det skrånende terræn, som om den trillede, sprang adræt over stenene i det udtørrede flodleje og løb med stor kraft skråt op ad den modsatte bred. Mens den løb opad, så ræven bagud og betragtede samuraierne, som havde fanget den. De stod langt væk på brinken, og virkede som små fingre ved siden af hinanden. Badet i den nedgående sols glans stod især den hvide og den røde skimmel skarpt aftegnet i den frostklare luft.

Ræven drejede sit hoved igen og begyndte at løbe som vinden gennem det visne steppegræs.

..................................................

Selskabet ankom som planlagt til udkanten af Takashima omkring klokken ti den næste dag. Det var en lille landsby, som lå ned mod Biwa-søen, med få stråtækte huse spredt vilkårligt ud over terrænet. Det var gråvejr i modsætning til dagen før. Gennem grenene på pinjetræerne som voksede ved bredden, så man søens åbne kølige overflade med grå krusninger, som et spejl man har glemt at pudse. - Da de nåede hertil, vendte Toshihito sig mod Goi og sagde,

"Se derhenne. Mine mænd er kommet for at møde os."

Det var rigtigt, man så tyve tredive mænd, som havde medbragt to sadlede heste, nogle var på hesteryg andre til fods, og de kom alle raskt hen mod dem langs søens bred og gennem pinjetræerne, med ærmerne på deres dragter flagrende i den kolde blæst. Så snart de var tæt på Toshihito, sprang rytterne skyndsomst af sadlen, mens de som var til fods satte sig på hug, og alle ventede respektfuldt på Toshihito.

"Sandelig, ræven synes at have udført en budbringers hverv."

"Ja ræven er et dyr, der har en naturlig evne til at forklæde sig. Så det er ret nemt for den at udføre et hverv som dette."

Mens Goi og Toshihito talte, var de og deres følge nået hen til det sted, hvor Toshihitos mænd ventede.

"Vel mødt," sagde Toshihito til dem. Pludselig blev det livligt. De mænd som sad på hug rejste sig straks, og tøjlede Toshihitos og Gois heste.

"I går aftes skete der noget besynderligt." De to mænd var knap steget af og havde sat sig på et stykke skind, før en gråhåret underordnet i en mørkebrun kimono trådte frem foran Toshihito, og sagde dette.

"Ja hvad var det?" spurgte Toshihito med en storsindet mine, mens han bød Goi af de bambusbeholdere med risvin og cedertræskasser med mad, som hans mænd havde medbragt.

"Undskyld Deres Excellence. Tidligt i går aftes omkring klokken otte følte Hendes Nåde sig pludselig dårlig og sagde i vildelse, - Jeg er ræven fra Sakamoto. Jeg vil aflevere en besked, som min herre har sendt i dag. Så kom hen til mig og lyt. Vi samledes alle foran hende. Så sagde Hendes Nåde. Herren er netop nu på vej med en gæst. Send mænd så langt som til Takashima omkring klokken ti i morgen og medbring to sadlede heste. - Det var det budskab, Hendes Nåde gav os."

"Det var dog mystisk." Goi så frem og tilbage mellem Toshihitos og hans underordnedes ansigt, og gav et tilfreds nik til dem begge.

"Hendes Nåde ikke bare talte. Hun rystede over hele kroppen og sagde - Kom ikke for sent. Hvis I kommer for sent, vil jeg blive straffet af min herre. - Hun græd uophørligt.

"Hvad gjorde hun derefter?"

"Derefter faldt hun i dyb søvn, og da vi drog af sted, så det ikke ud til, hun var vågnet endnu."

"Hvad siger du så." Da han havde hørt sin underordnedes historie til ende, vendte Toshihito sig mod Goi og sagde stolt, "selv dyr tjener Toshihito."

"Jeg er fuld af målløs beundring." Goi kløede sin røde næse, bøjede hovedet let forover og åbnede munden ubehersket, idet han lod som om han var meget overrasket. I hans skæg hang de sidste dråber af risvin.

................................................

Den samme dags nat. Goi havde tilbragt en lang og søvnløs nat i et værelse i Toshihitos palads, med øjnene sløvt rettet mod en tælleprås. Mens han snakkede med Toshihito og hans underordnede, havde han på vejen hertil passeret pinjebevoksede bjerge, vandløb, visne marker, græs, blade, sten, lugten af røg fra markbrande - alt det oplevede han nu igen. Da de endelig var kommet frem gennem den gule tåge, følte han en behagelige lettelse ved synet af de glødende trækul i det lange kulbækken - en stemning som også kunne være et minde om en fjern fortid. Og nu lå han her. Han strakte sine ben under den gule vatterede kimono og betragtede sig selv.

Under den gule kimono havde han yderligere to vatterede kimonoer, som Toshihito havde lånt ham. Alene de var så varme, at han var ved at svede. Og tillige følte han sig beruset af den risvin, han havde fået til aftensmaden. Udenfor skodderne ved hans hovedgærde lå den store iskolde have, men det generede ham ikke. Alt var anderledes, end dengang han boede i sit eget værelse i Kyoto. Men trods det fornemmede han en forunderlig uro. I sit indre følte han, der var noget, som ikke harmonerede. Først og fremmest var han utålmodig efter, tiden skulle gå. Dernæst følte han, at daggryet - altså det tidspunkt han skulle spise yamsgrød - ikke måtte komme for hurtigt, og bag det hele lå en usikkerhed, skabt af de pludselige forandringer i hans tilværelse, en usikkerhed som lurede i hans baghoved, isnende som dagens vejr, og den fik ham til at føle sig kold. Alt dette forstyrrede hans søvn trods varmen.

Han hørte nogen råbe i den store gård udenfor. At dømme efter stemmen, som gav ordre, var det den gråhårede underordnede, der var kommet for at møde Toshihito på halvvejen. Hvert ord af hans tørre iskolde stemme virkede gennemtrængende som vinterblæsten, og gik gennem marv og ben på Goi.

"Lyt alle tjenere. Hans Nåde ønsker, at hver eneste af jer, ung som gammel, bringer en yamsplante 10 cm bred og 1 m lang klokken seks i morgen tidlig. Glem ikke klokken seks."

Ordren blev gentaget to tre gange, så forsvandt støjen af mennesker, og alt var igen indhyllet i vinternattens dødlignende tavshed. Kun lyden af den sydende olie i tællepråsen brød tavsheden. Det røde lys lignede silke, som blafrede. Goi gabte og begyndte at spekulere. - Når de talte om yams, måtte det selvfølgelig betyde, de skulle lave yamsgrød. Og når han tænkte på dét, kom den tidligere usikkerhed tilbage, som han ellers havde glemt, mens han koncentrerede sig om, hvad der foregik udenfor. Hvad der især optog ham, var ønsket om ikke at få yamsgrød alt for hurtigt, og den tanke fortsatte med at plage ham. En sådan hurtig og nem opfyldelse af hans trang ville gøre flere års tålmodig venten til en formålsløs anstrengelse. Hvis det var muligt, ville han ønske noget uventet ville ske, noget der forhindrede ham i at spise yamsgrød lige med det samme, og når problemet var løst, kunne han endelig få grøden til sidst, et sådant forløb måtte være ønskeligt. - Sådanne tanker løb rundt i hans hoved som snurretoppe, og til sidst faldt han i dyb søvn, overmandet af træthed efter den lange rejse.

Da han vågnede næste morgen, tænkte han straks på nattens betragtninger over yams, så han slog skodderne op med det samme. Han måtte have sovet over sig, den var over seks. Udenfor så han fire fem lange måtter, og på dem lå 2-3.000 stykker tømmerlignende genstande i stabler, som næsten nåede op til taget, der var tækket med spåner af cyprestræ, og da han så nærmere efter, opdagede han, det var kæmpestore yams 10 cm. brede og 1 m. lange. Han gned sine søvnige øjne, blev grebet af en nærmest foruroligende overraskelse og så sig målløs omkring. I den store gård hang fem seks store gryder i nylavede ophæng, som var hamret ned i jorden, og rundt om gryderne arbejdede snesevis af piger klædt i hvide dragter. Nogle af tjenestepigerne tændte ild, nogle skrabede asken ud og andre hældte sød pileurtsaft i gryderne fra træspande. Alle var travlt optaget med at tilberede yamsgrød. Røgskyer slap ud under gryderne, og de store udbrud af hvid damp, som skød op fra gryderne, blandede sig med disen i det tidlige daggry og dannede et gråt røgtæppe, som hang over hele den store gård, alt blev utydeligt undtagen de røde flammer fra de rasende bål under gryderne. Alt hvad man så og alt hvad man hørte var så forvirrende, at det lignede en kampscene eller en ildebrand. Goi tænkte atter på det kæmpestore bjerg af yams, der blev til yamsgrød i de kæmpestore gryder. De mindede ham kun alt for klart om, han havde gjort den lange rejse til Tsuruga helt fra Kyoto, med det udtrykkelige formål at spise yamsgrød. Jo mere han tænkte, jo mere elendig følte han sig ved det hele. Vores Goi havde allerede mistet halvdelen af den appetit, som hidtil har vakt vores sympati.

En time senere sad han ved morgenmaden sammen med Toshihito og hans svigerfar Arihito. Foran ham stod et 18 liters sølvkar med et enormt hav af truende yamsgrød. Tidligere havde han overværet, at snesevis af energiske unge mænd brugte køkkenknivene behændigt til at snitte det bjerg af yams, der nåede op til husets tagskæg. Han havde set pigerne løbe frem og tilbage mellem hinanden, mens de øste alle de snittede yams op i kedlerne. Da man havde fjernet den yams, som var dynget sammen på de store måtter, havde han set skysøjler af damp stige op i den klare morgenluft fra gryderne mod himlen, dampen indeholdt vellugten af yams og sød pileurtsaft. Efter Goi havde set disse ting, følte han sig naturligvis mæt, da han fik serveret yamsgrød i vældige kar, selv før han havde smagt lækkerierne. - Han sad foran karret og tørrede sin svedige pande i forlegenhed.

"Jeg hører du aldrig har fyldt dig selv med yamsgrød. Værsgo, tag uden forbehold alt, hvad du har lyst til." Toshihitos svigerfar beordrede ungtjenerne at bringe adskillige store kar. De var alle fyldt med yamsgrød. Han lukkede øjnene, den røde næse blev endnu mere rød, han hældte næsten halvdelen af yamsgrøden over i et stort lerkar og drak det modstræbende.

"Som min svigerfar siger, du behøver ikke holde dig tilbage." Fra siden bød Toshihito endnu et kar med yamsgrød til Goi, mens han smilede ondskabsfuldt. Goi var i vanskeligheder. Rent ud sagt havde han fra starten ikke haft lyst til at spise en eneste skålfuld yamsgrød. Med stor udholdenhed lykkedes det ham at gøre retfærdighed til et halvt kar. Hvis han tog mere, ville han kaste op, før han kunne synke det, tænkte han. Men afviste han at spise mere, ville han forsmå Toshihitos og Arihitos venlighed. Så han lukkede atter sine øjne og tømte en tredjedel af den resterende halvdel. Han kunne umuligt spise en mundfuld mere.

"Jeg er Dem meget forbunden. Nu har jeg fået rigeligt. - Jeg er Dem virkelig meget forbunden." Goi mumlede usammenhængende taksigelser. Han var i så pinefuld forlegenhed, at der kom dråber af sved i hans overskæg og på hans næsetip, som om det ikke var vinter.

"Hvor sparsomt du spiser. Vores gæst synes at være tilbageholdende. Kom nu i gang ungersvende!"

Ved de ord fra Arihito forsøgte ungtjenerne at hælde mere yamsgrød fra de nye sølvkar op i lerkarret. Goi udtrykte sit oprigtige ønske om at være undskyldt ved at vifte med begge sine hænder, som jog han fluer væk.

"Nej tak, det er rigeligt ...... Undskyld, men det er rigeligt"

Hvis ikke Toshihito på det tidspunkt uventet havde sagt "se der," idet han pegede på tagskægget overfor, ville Arihito stadig være fortsat med at presse yamsgrød i Goi. Men til alt held tiltrak Toshihitos stemme alles opmærksomhed mod tagskægget. Morgensolen spredte sit lys over taget tækket med spåner af cyprestræ. Et dyr sad roligt på tagskægget, med den glinsende pels badet i det klare sollys. Det var ræven fra Sakamoto, som Toshihito havde fanget med hænderne i ødemarken for to dage siden.

"Ræven er kommet, fordi den også vil have yamsgrød. Mænd, giv den en portion." Toshihitos ordre blev omgående udført. Ræven sprang ned fra tagskægget og begyndte straks at frådse i yamsgrød.

Mens han betragtede ræven, der spiste yamsgrød, tænkte Goi med kærlig længsel tilbage på sit tidligere liv, før han kom til Tsuruga. Det var ham, der var blevet gjort til grin af mange samuraier og hånet af Kyotos drenge med "hvad! Du rødtud!" Han havde været en ynkværdig og ensom skabning, der vandrede rundt i hovedgaden Suzaku-oji som en hjemløs køter, i en falmet kimono og med et ubestemmeligt sværd. Men samtidig var det en lykkelig Goi, der havde holdt sin kære trang til at proppe sig med yamsgrød for sig selv. - I forvisning om han ikke behøvede at spise mere, følte Goi, at sveden på hans ansigt langsomt tørrede, begyndende fra næsetippen. Morgenen i Tsuruga var klar men kold, og en bidende vind blæste. Goi dækkede hurtigt sin næse og nyste samtidig voldsomt ned mod sølvkarret.

(illustration)

(noter)

(til indeks)

oversættelse fra japansk til dansk 1999
© Hideko og Peter Bondesen

 


 

Aben

(1916)

 

Vi var vendt hjem fra langfart, og jeg var endelig ved at have overstået min tid som Hangyoku (sådan kaldte man kadetterne på krigsskibene). Jeg sejlede med A, og tre dage efter hun var løbet ind i Yokosuka havn, blev kommandoen Landlov træd an blæst energisk hen ad klokken tre om eftermiddagen. Så vidt jeg husker, var det styrbordsvagten, som stillede op i geled klar til at gå i land, men da de var trådt an på øverste dæk, lød pludselig signalet Alle mand på dæk. Selvfølgelig var det ikke normalt. Vi forstod ikke helt situationen, og spurgte hinanden, "hvad er der løs," da vi kom op gennem lugen.

Efter besætningen var trådt an, sagde førstestyrmanden, "..... i den sidste tid er to tre mand her på skibet blevet bestjålet. Navnlig forsvandt der to sølvurer, da en urmager fra byen var om bord i går, derfor vil hele mandskabet blive kropsvisiteret, og samtidig vil deres personlige genstande blive ransaget ......" Det var stort set, hvad han sagde. Det var første gang vi hørte om urmageren, men at nogen var blevet bestjålet, vidste vi allerede. Både en soldat og to matroser havde fået stjålet deres penge.

Eftersom kropsvisitationen var blevet befalet, måtte alle tage tøjet af og være nøgne, hvilket ikke var så slemt, da den tidlige oktobersol til alt held skinnede stærkt på de røde bøjer i havnen, og det var i det hele taget ret sommerligt. De som kom i knibe, var de knægte, som havde tænkt at more sig, så snart de var kommet i land, for da de blev undersøgt, kom pornobilleder frem fra lommerne. Der kom sågar præservativer frem. Knægtene rødmede og vred sig, men der var ikke noget at gøre. Det så ud til to tre stykker fik en ørefigen af officeren.

Da besætningen alt i alt var på seks hundrede mand, tog det selvfølgelig sin tid at undersøge hver eneste. Jeg har ikke oplevet et så mærkværdigt syn som dette mystiske skue. Seks hundrede nøgne sømænd, som stod i række og geled og fyldte hele det øverste dæk. Blandt dem var mænd med sorte hænder og ansigter, de hørte til maskinpersonalet og var en gang blevet mistænkt for at stjæle, derfor stillede de sig an med en frygtelig truende mine og sagde, "skal der være kropsvisitation, skal den være grundig," så de smed sågar lændeklædet.

Mens alle på overdækket var grebet af ophidselse, begyndte gennemsøgningen af personlige ejendele på mellemdækket og underdækket. Ved lugen skulle kadetterne holde vagt, så ingen af mandskabet fra overdækket kunne komme ned. Jeg hørte til dem, der havde fået ordre til at gennemsøge mellem og underdæk. Sammen med andre kadetter gennemrodede jeg blandt andet mandskabets køjesække og kister. Det var første gang på det skib, jeg oplevede at skulle udføre sådanne ting, som at lede bag dæksbjælker og rode langt ind i krogene på alle de hylder, hvor køjesækkene lå, og det var mere besværligt, end jeg havde forestillet mig. Endelig opdagede Makita tyvekosterne, han var kadet som jeg. Såvel urene som pengene lå i signalgasten Narashimas hatteæske. Desuden fandt vi også en kniv med perlemorsskaft, som stewarden havde savnet.

Efter kommandoen Træd af lød det straks efter Signalgaster træd frem. Det øvrige mandskab frydede sig. Især var folkene fra maskinpersonalet glade, da de havde været de første, som var blevet mistænkt. - Men blandt signalgasterne, som var trådt an, manglede Narashima.

Jeg var endnu for uerfaren til at vide, at selv om man finder tyvekosterne på et krigsskib, kommer gerningsmanden sjældent frem. De begår selvfølgelig selvmord, otte eller ni ud af ti hænger sig i kulrummet, og næsten ingen springer i vandet. På vores skib var det engang sket, at en mand havde stukket en kniv i maven, men han blev imidlertid fundet, inden han var helt død, og kunne derfor reddes.

Fordi man tidligere havde haft dette tilfælde om bord, blev alle officererne forfærdede, da man ikke kunne se Narashima. Især mindes jeg stadig tydeligt, hvor urolig førstestyrmanden var, han skulle have udmærket sig i den seneste krig ved stor tapperhed, men hans ansigt blev blegt af bekymring, og han virkede ret latterlig. Vi bemærkede alle dette og udvekslede foragtelige blikke. Sikke noget tænkte vi, til daglig siger han vi skal beherske os, og nu er han selv bestyrtet.

På befaling fra førstestyrmanden blev hele skibet straks undersøgt. Det var ikke kun mig, som blev opstemt og lystig. Vi var som folk i gaderne, der løber efter en brand. - Det var omtrent sådan, vi var. Når en betjent går hen for at arrestere en forbryder, kan han være bekymret ved tanken om, at modparten måske sætter sig til modværge, sådan er det ikke på krigsskibe. Der eksisterer et meget skarpt skel mellem os og matroserne, mellem høj og lav, - Man forstår det næppe, hvis man ikke har gjort tjeneste i hæren, det er meget skarpt og derfor ufravigeligt. Med ildhu løb jeg ned gennem lugen.

Makita var blandt de kammerater, som løb nedenunder sammen med mig, han fandt det yderst morsomt og sagde, da han slog mig på skulderen "mander, det minder mig om abejagten dengang."

"Ja, men aben i dag er ikke nær så hurtig som den anden, så det bliver ret nemt."

"Vær ikke alt for sikker, så smutter den fra os."

"Selvom den smutter fra os, forbliver en abe en abe."

Vi begav os ned under dækket, mens vi sagde vittigheder.

Den abe vi talte om, havde vores artilleriofficer fået som gave i Brisbane, da vi anløb Australien på vores langfart. Under sejladsen, to dage før vi anløb Wilhelmshaven, havde aben stjålet kaptajnens ur og var forsvundet med det, derfor blev alle om bord hensat i vild ophidselse. Den lange tur var imidlertid blevet lidt ensformig, så under stor ståhej stormede vi rundt i vores daglige arbejdstøj med artilleriofficeren i spidsen og ledte hele skibet igennem fra maskinrum til kanontårne - det var ikke bare almindeligt kaos. Og dertil kom, at der fandtes en hel del dyr om bord, som en og anden havde købt eller fået som gave, så mens vi styrtede rundt, løb hunde omkring benene på os, pelikaner begyndte at skrige, undulater flagrede opskræmte rundt i deres bure, som hang i reb, det virkede, som om en brand var brudt ud i en cirkusstald. I mellemtiden var aben endt på overdækket, hvordan vidste ingen, og med uret i hånden skulle den netop til at klatre op i masten. Tilfældigvis var to tre matroser i færd med at arbejde der, og naturligvis lod de ikke aben slippe væk. En af dem greb den i nakken og fangede den uden besvær med de bare næver. Da kun urglasset var gået i stykker, forløb sagen ret lempeligt. Artilleriofficeren foreslog, at aben ikke skulle have noget at spise i to dage som straf, men sjovt nok var det artilleriofficeren selv, som gjorde ophævelser før fristen var udløbet og gav aben gulerødder og kartofler. "Selvom den kun er en abe, virker den så nedslået, at den gør mig ked af det," sagde han. - Det har ikke noget med sagen at gøre, men vores følelser, mens vi ledte efter Narashima, lignede meget dem vi havde haft, da vi ledte efter aben.

Jeg nåede ned på underdækket som den første. Måske ved De, at der altid hviler et dunkelt mørke på underdækket. Her og der ser man utydelige glimt af poleret messing og lakerede jernplader. - Jeg kunne ikke undgå at føle en ejendommelig kvælende fornemmelse. Næppe var jeg gået to tre skridt i halvmørket hen mod kulrummet, før jeg var lige ved at skrige af skræk. - Jeg så overkroppen af en mand stikke ud af kulrummets ladeluge. Formodentlig var manden ved at presse sig gennem den snævre luge med benene forrest. Der hvor jeg stod, kunne jeg ikke se hans ansigt for kasketten og skuldrene på det marineblå matrostøj. På grund af manglende lys kunne jeg kun se overkroppens sorte silhuet. Men instinktivt tænkte jeg, det er Narashima. Hvis det er rigtigt, er han i færd med at kravle ind i kulrummet for at begå selvmord.

Jeg følte en besynderlig ophidselse. En ubeskrivelig løssluppen ophidselse, som om blodet for rundt i hele kroppen. Jeg havde omtrent samme fornemmelse som en jæger, der venter på vildtet med sit gevær i hånden og pludselig ser byttet. Uden tanke for andet sprang jeg hen mod manden. Hurtigere end en jagthund greb jeg ham hårdt om skuldrene med begge hænder.

"Narashima!"

Min stemme dirrede og skingrede ejendommeligt midt mellem bebrejdelse og irettesættelse. At det virkelig drejede sig om tyven Narashima, behøver jeg næppe sige.

"......"

Narashima lå med overkroppen uden for lugen, han prøvede ikke at skubbe mine hænder væk men så roligt op på mig. Roligt er ikke det rette ord. Når man har brugt alle kræfter og stadig er rolig, er man fattet. Når man ikke har overskud og er hårdt trængt, men alligevel forsøger med de sidste svage kræfter at sætte en halvt knækket rå på plads, efter stormen har lagt sig, kan man ikke være andet end fattet. Da jeg ikke mødte modstand, som jeg inderst inde havde regnet med, følte jeg en vis utilfredshed, og derfor blev jeg endnu mere irriteret og vred, da jeg tavst så ned på dette fattede ansigt, som han hævede lidt.

Jeg har hverken før eller siden set et ansigt som dette. Selv en djævel ville have grædt, blot han havde set et glimt af det. De har sikkert svært ved at forestille Dem det, når De ikke har set det i virkeligheden. Jeg er sikker på, jeg kan fortælle Dem om øjnene, som svømmede i tårer. Muligvis kan De forestille Dem kramperne i mundvigenes muskler, der virkede som en betinget refleks. Jeg kan også nemt beskrive hans svedige blege ansigt, hvis det blot drejer sig om det. Men det udtryk af rædsel som fremstod, kan ingen forfatter beskrive med ord. Det vil jeg påstå med roligt sind selv over for Dem, der skriver noveller. Jeg fornemmede, at denne følelse knuste noget i mit indre som et lyn. Så kraftigt chokerede signalgastens ansigt mig.

"Hvad laver man her,"

spurgte jeg uvilkårligt. Og dette man lød, som om jeg havde ment mig selv. "Hvad laver man her" - Hvis man havde spurgt mig om det, hvad havde jeg så kunnet svare? "Jeg er ved at afsløre denne mand som forbryder." Hvem kunne med ro i sind have svaret sådan. Hvem kunne svare sådan efter at have set dette ansigt. Når jeg skriver sådan, virker det, som om det varede et stykke tid, men faktisk følte jeg samvittighedsnag på en brøkdel af et sekund. Og samtidig kom "Undskyld." - svagt men skarpt trængte ordene frem til mit øre.

De vil måske fremføre, at mit hjerte sagde det til mig. Men jeg opfattede kun, at disse ord genlød i mine nerver som nålestik. Og dengang havde jeg allerhelst bøjet hovedet sammen med Narashima foran noget, som er større end os, og sagt "Undskyld!" Jeg fjernede mine hænder fra hans skuldre og stod åndsfraværende foran kulrummet, som var jeg tyven, man havde fanget.

Hvad der videre skete, kan De sikkert forestille Dem, uden jeg fortæller det. Narashima blev spærret inde i arresten samme dag og næste dag udleveret til Marinens fængsel i Uraga. Jeg taler ikke gerne om det, men der lader man ofte de indsatte transportere granater. Det vil sige man tvinger dem til at slæbe granater på omkring tyve kilo frem og tilbage gentagne gange mellem to kasser, som står nogle meter fra hinanden. Taler man om plager for de indsatte, er ingen vel større end denne granattransport. En gang lånte jeg Dostojevskis Optegnelser fra de dødes hus af Dem, "når man gentagen gange tvinger en fange til at hælde vand fra den ene spand til den anden, og det samme vand skal tilbage til den første spand, begår fangerne med sikkerhed selvmord." - sådan står der. Og nøjagtig sådan gør fangerne der, at de ikke begår selvmord, er et under. Derhen sendte man signalgasten, denne fregnede lille følsomme stille mand jeg havde fanget. ......

Om aftenen den samme dag lænede jeg mig mod rælingen med de andre kadetter og så ud over havnen, som var ved at forsvinde i skumringen. Makita trådte om bag mig og sagde spøgefuldt, "det er din store fortjeneste, at aben blev fanget levende." Han troede sikkert, jeg i mit indre var stolt over det.

"Narashima er et menneske og ikke en abe."

Jeg svarede barskt og trådte pludselig tilbage fra rælingen. Øjensynlig undrede det de andre meget, for sådan set havde Makita og jeg været gode venner, siden vi blev optaget på Marineskolen. Vi havde endnu aldrig skændtes.

Mens jeg gik på overdækket fra agterskib til forskib, mindedes jeg usikkerheden hos førstestyrmanden, der havde været ængstelig for Narashimas liv. Mens vi behandlede signalgasten som en abe, var det kun førstestyrmanden, der havde haft en menneskekærlig medlidenhed med ham. Og det var usigeligt dumt af os, at foragte ham for det. Jeg havde en usædvanlig pinlig fornemmelse og sænkede hovedet. Jeg gik frem og tilbage mellem hæk og bov på det mørke overdæk, og anstrengte mig for at gå så stille som muligt. For det var, som om det ville være min skyld, hvis Narashima i sin celle blev generet af at høre energiske skridt.

Narashima skulle have udført tyveriet på grund af en pige. Hvilken straf han blev idømt, ved jeg ikke. I alt fald var han blevet bragt til et eller andet dystert sted mindst et par måneder. Selvom man eftergiver en abe dens straf, gør man det ikke med et menneske.

(noter)

(til indeks)

oversættelse fra japansk til dansk 1999
© Hideko og Peter Bondesen