Japansk litteratur

Til indholdsfortegnelse

 

Japansk litteratur

Poesi

Skuespil

Romanen

 

Tidlig japansk litteratur

Kojiki (712)

 

Heian perioden 794-1185

Ise monogatari (o.900)

Makura no Soshi (1002) (Pudebogen)

Murasaki Shikibu: Genji monogatari (o.1015)

Konjaku monogatari (O.1130)

 

Kamakura perioden 1185-1333

Kamo no Chomei: Hojoki (1212)

Uji shui monogatari (O.1125)

 

Muromachi perioden 1333-1600

Seami Motokiyo (1363-1443)

 

Tokugawa perioden 1600-1868

Ihara Saikaku (1642-93)

Matsuo Basho (1644-94)

Jippensha Ikku: Hizakurige (Tokaido) (1802)

Bakin (1767-1848)

 

Meiji perioden 1868-1912

Mori Ogai (1862-1922)

Natsume Soseki (1867-1916)

 

Taisho perioden 1912-26

Naoya Shiga (1883-1971)

Junichiro Tanizaki (1886-1965)

Ryunosuke Akutagawa (1892-1927)

 

Showa perioden 1926-89

Yasunari Kawabata (1899-1972)

Kobo Abe (1924-1993)

Yukio Mishima (1925-1970)

 

Til Akutagawa indholdsfortegnelse

 


 

Japansk litteratur

Poesi

Det vigtigste i japansk poesi er antydningen. I et vel udført digt beskriver forfatteren ikke virkeligheden men skaber nogle associationer, som fuldendes af læseren.

Skyernes tinder
Er smuldret til brudstykker
De månebelyste bjerge
Basho (1644-94)

Den følsomme læser vil danne sin helt personlige fornemmelse af de oplevelser, som Basho skaber med den pludselige fremkomst af de månebelyste bjerge. Basho ville have anset digtet som dårligt, hvis det kun havde indeholdt en forudbestemt oplevelse. Den japanske digter vil med få ord skabe klare billeder og en ramme for et værk, hvis detaljer skal udfyldes af læseren som i tuschmaleriet, hvor få strøg skaber en hel verden.

Mit gamle hjem
Under spredte røde blade
Ligger begravet nu.
Gennem bregnen ved tagskægget
Blæser efterårsblæsten
Minamoto no Toshiyori

I dette eksempel er de to sidste linjer en kommentar til de første tre, og står næsten selvstændigt. Det kunne være skrevet af to digtere. Sammensatte digte blev i det 11.årh. en yndet beskæftigelse ved hoffet. En person lavede de første tre åbningslinjer, derefter skulle den næste vise tilføje de to sidste linjer.

Tanka og Waka er de to ældste japanske digtformer, Waka består af 31 stavelser og Tanka af 5 linjer. Udviklingen af sammenkædede digte kom med indførelsen af et digt i trelinjet form med 5, 7 og 5 stavelser (Haiku), der brød med Tanka digtets begrænsninger, og gav mulighed for et fortsat digt i mange vers på skiftevis to og tre linjer. En enhed på tre vers blev grundmodulet i de lange kædedigte, som kunne nå op på mere end 10.000 vers. Hvert vers skulle knytte sig til det foregående og det efterfølgende. Dette var en afgørende forskel fra de tidlige kædedigte, hvor det primært gjaldt om at finde et blændende svar på en svær åbning. Kædedigtet blev især populært som tidsfordriv blandt soldater, præster og almindelige borgere samt ved hoffet. Normalt digtede tre eller flere personer på skift, enten 5, 7 og 5 stavelser eller 7 og 7 stavelser. Emnet skiftede fra lejlighed til lejlighed, det eneste nødvendige var en sammenkædningen med det umiddelbart foregående vers. Her er et tidligt eksempel på et kædedigt af tre personer fra Samtidens spejl (1170)

Mine tanker går
til hovedstaden Nara
De dobbelte kirsebærblomster
Og de røde efterårsblade
Hvad er de lig?
Med hvert efterårsregnskyl
Forøges farverne

Her knyttes det andet vers til det første ved den kendsgerning, at hovedstaden Nara var berømt for sine kirsebærblomster og lysende efterårsløv. Det tredje vers knytter sig til det andet ved bemærkningen om, at bladene skifter farver efter efterårets regnskyl. Men der er ikke nogen åbenlys forbindelse mellem første og tredje vers. Man anså det faktisk for uønsket at forfølge det samme emne i mere end få vers.

Skuespil

No betyder talent, et navn denne teaterform først har fået i nyere tid. Oprindelig hed den Sarugaku som betyder munkemusik og kendes tilbage fra 900-tallet. No bruger en kombination af tekst, musik og dans. Der indgår et kor som kommenterer handlingen, og de optrædende bærer masker, der sammen med de flotte kostumer giver et strålende visuelt indtryk. Dekorationerne er få og antyder blot omgivelserne. Musikken er sjældent af melodisk karakter, der er flere slags trommer og en fløjte bruges på særlige vigtige steder i stykket. No scenen er lille og der er en bro fra skuespillernes omklædningsrum til scenen. Publikum sidder omkring scenen, der er dækket af et tempelagtigt tag. Skuespillerne siger de første replikker, når de går hen over broen fra deres omklædningsrum. En No forestilling består af fem skuespil og varer omkring seks timer. Det første skuespil handler om guderne, det andet om krigere, det tredje om kvinder, det fjerde om en sindssyg person og det femte ofte om Djævlen, af og til er denne femte del et festspil. Indholdet af No skuespillet er alvorligt ofte tragisk, men efterhånden udvikledes en tradition, hvor der mellem hvert skuespil opførtes en farce, der var en parodi på det foregående stykke. I slutningen af 1500-tallet opstod mere folkelige teaterformer som Kabuki, der er strålende og dramatisk teater men ikke litterært dybsindigt, samt Jojuri, der er et dukketeater med større litterært indhold. Jojuri har i Japan udviklet sin egen litterære form, og skabt en selvstændig kunstart.

Romanen

Den japanske roman stammer tilbage fra omkring år 1000. Grundlaget er anekdoter og fortællinger. Fortællinger af indisk og kinesisk oprindelse har også haft betydning, men et vigtigt grundlag er den japanske poesi. Den uklare betydning og de korte knappe vers betød, at digtene var uforståelige. Derfor havde allerede de tidligste digte en kort forklaring i prosa, der beskrev omstændighederne omkring digtet. Den indledende forklaring blev ofte længere end digtet, og man kan forestille sig, at man på et tidspunkt har udelukket digtet. Ise-fortællingerne har en ret løst sammenbundet tekst bestående af 125 afsnit, der hver bygger på et eller to digte, men tekstens sammenhæng er ikke så overbevisende, at man kan opfatte den som en roman. Med Genji-fortællingerne får romanen sit gennembrud i Japan. Disse fortællinger er ikke kun den første større roman i Japan, men et af Japans største litterære værker. De enkelte afsnit indledes ofte med få personer, scenen bliver snart fyldt med et utal af personer, og afsnittet slutter ofte med en enkelt hest eller soldat. Genji-fortællingerne er en roman om samfundet og det meget kultiverede japanske hof i 900-tallet. Hofdamen Murasaki, som skrev Genji-fortællingerne, ved man ikke meget om, bortset fra en dagbog.

Først i 1600-tallet fik Japan atter en romanforfatter af en vis betydning. Saikaku (1642-93) skrev bl.a. Manden der tilbragte livet med elskov, der er en munter og til tider pornografisk roman, som viser inspiration fra Murasaki. Saikaku beskriver borgerskabet i stedet for tidligere tiders forherligelse af samuraien. Ikke alle Saikakus romaner er muntre, og hans litteratur fik betydningen for billedgenren Ukiyo (Den flydende Verden). Den efterfølgende tids forfattere fik ikke stor betydning, deres værker er korte muntre noveller uden stort indhold. Kun Bakin (1767-1848) skiller sig ud. Han bøger er moralske og irettesættende som en reaktion på umoralen i samtidens litteratur. Hans produktion er stor men svært forståelig i dag.

Udenlandsk indflydelse

De første europæere, som kom til Japan, var portugisiske eventyrere i 1542. Syv år senere ankom St.Francisco Xavier med sine jesuitermunke for at missionere kristendom. I de næste hundrede år havde Japan forbindelse med omverdenen både handelsmæssigt og kulturelt. Portugisere, hollændere, spanier og englændere ankom, og selv højtstående personer blev omvendt til kristendommen. Angsten for at omvendte japanere skulle overtage magten ved hjælp af en invasionsstyrke fra fremmede magter, fik magthaverne i Japan til i 1639 at forbyde spaniere og portugisere at være i landet. Inden da var Æsops fabler og uddrag af Odysseen oversat til japansk. I løbet af 1600-tallet og 1700-tallet kom kun få udenlandske bøger til Japan, bl.a. bøger om astronomi og botanik, enten på originalsprog eller oversat til kinesisk af jesuitiske præster i Peking. Først i slutningen af 1700-tallet blev nogle få japanske lærde sendt til Nagasaki, hvor en lille hollandsk koloni boede ret isoleret. Her studerede de litteratur fra udlandet. En af de fineste oversættelser fra denne periode er Robinson Crusoes Eventyr. Men hollandsk var svært at oversætte til japansk, så det var hovedsageligt videnskabelige værker, der blev oversat og mest fra engelsksprogede tekster. Valget af bøger var styret af den japanske læsers forståelse. Fantasifulde værker af Jules Verne, havde man ikke svært ved at forstå, men værker om det enkelte individ i et komplekst samfund havde den japanske læser svært ved at forholde sig til.

I 1885 udgav Tsubouchi Shoyo (1859-1935) et essay Romanens væsen. I dette beklager han sig over den ringe kvalitet i samtidens japanske litteratur og forsøger at analysere hvorfor. Han skriver "Det har længe i vores land været almindeligt at anse romanen som et redskab i undervisningen, og man har ofte erklæret, at dens hovedopgave er at anspore eller revse moralen, men i praksis er de eneste bøger man læser rædselshistorier eller pornografiske værker."

Tsubouchi oversatte Shakespeares samlede værker til japansk og søgte at finde paralleller i den tidlige japanske litteratur for at videregive en national tradition til den efterfølgende generation af forfattere. Tsubouchi påpeger, at kompleks følelsesmæssig opfattelse kun kan udvikles i forbindelse med en vestlig tilpasning. Den første betydningsfulde roman, som fulgte Tsubouchis eksempel, var Shimei Futabateis (1864-1909) "Drivende skyer" (1887) der anses som et pionérværk inden for de nye litterære strømninger i Japan.

Den litterære produktion i Meijiperioden (1868-1912) var meget omfattende. Konflikten mellem gamle og nye udtryksformer er åbenbar i Natsume Sosekis (1867-1916) værker, han anses for en af de største forfattere fra denne periode. Hans værker er præget af de naturalistiske strømninger i 1800-tallet Han foretrak at beskrive dagligdagen hos jævne mennesker ofte fra middelklassen.

En roman fra Meiji-perioden som har haft stor betydning er Shimazaki Toson (1872-1943): Det brudte løfte (1906) om mennesker af udenlandsk afstamning, kaldet eta, som i Japan var en pariakaste. Det brudte løfte er et eksempel på den stigende interesse for sociale problemer, hvilket også ses i Junichiro Tanizaki (1886-1965): En idiots kærlighed som bygger på Maughans "Of human Bondage.

Den japanske proletariske litteratur fremkom i tyverne. Den mest kendte roman i denne genre er Takiji Kobayashi (1903-33): Dåsekrabbebåden (1929).

Man kan ikke sige at japansk litteratur mistede sin egenart, den blev en variation over tidens hovedstrømninger inden for verdenslitteraturen og ikke selvstændig som tidligere. Men de gamle traditioner blev ikke opgivet. Dagbogen fik atter sin plads som en selvstændig litterær genre, og en række krigsdagbøger af Hino Ashihei fra den japansk-kinesiske krig blev yderst populære. Dagbogsformen blev også brugt i 30'ernes impressionistiske reflekterende værker som Hori Tatsuo: Stormen rejser sig (1938) der er en følsom poetisk beskrivelse af hustruens død på grund af kærlighed til en ung forfatter. Dagbogsformen er typisk japansk, men værket mere end antyder Andre Gides: Symphonie pastorale.

Efter 2.Verdenskrig

Under og umiddelbart efter 2.Verdenskrig var den litterære produktion af meget ringe kvalitet. Det var mest kriminalromaner og pornografiske romaner, der blev udgivet. Selv magasiner som prøvede at holde et vist litterært niveau, måtte bruge pornografiske forsider for at blive solgt.

Atter blev dagbogsformen populær, en række hjemvendte krigsfanger skrev om deres oplevelser under 2.Verdenskrig. En af de bedste romaner i denne genre er Drivende skyer (1951) skrevet af den kvindelige forfatter Fumiko Hayashi (1904-51). Den har samme titel som Shimei Futabateis roman fra 1887, der var kendt af den japanske læser. Hayashis roman beskriver en kvindelig funktionærs stormende kærlighed under krigen, og hvorledes forholdet kølnes da de vender hjem til Japan.

Blandt efterkrigstidens litteratur hæver især ét værk sig over alle. Tanizakis "Den tynde sne." I denne romanserie beskriver Tanizaki fire søstre og deres forsøg på at finde en mand til den ene af søstrene. Tanizaki beskriver personer og omgivelser med en fotografisk nøjagtighed, frigjort for enhver form for dramatik. Deres liv bliver beskrevet til mindste detalje, men deres indre følelser forbliver ukendte for læseren. Livet i Japan 1936-41 bliver beskrevet så læseren føler sig delagtiggjort i handlingen, og ville kunne genkende enhver af de beskrevne personer. Tanizaki har her skabt et værk på linje med Jules Romain men med et umiskendeligt japansk præg, der peger frem mod skabelsen af en selvstændig japansk litteratur, udviklet og frigjort fra europæisk indflydelse. Forfattere som Kawabata, Mishima, Oe og Abe er ledende repræsentanter for denne nye selvstændige japansk litteratur. Kawabata og senest Oe har modtaget Nobelprisen.

 

Tidlig japansk litteratur

Kojiki (712) (optegnelser af gamle hændelser) Blev overrakt hoffet i 712. Den ældst bevarede bog i Japan. Den indledes med verdens skabelse og fortsætter til Kejser Suiko (592-628). Den litterære interesse ligger mest i fortællinger fra historisk periode. Nogle har en vis charme men ødelægges ofte af uvedkommende elementer, der blandes ind i historien. Der forekommer digte i Kojiki af megen skiftende kvalitet, men nogle peger frem mod Manyoshu.

Fudoki Lokale optegnelser samlet efter ordre fra regeringen i det 700-tallet De indeholder geografiske oplysninger, detaljerede oplysninger om lokale produktioner og lokale historier. Hele Fudoki for Izume-provinsen (733) er bevaret samt fragmenter fra Hitachi, Harima, Bungo og Hizen.

Manyoshu Japans ældst bevarede antologi over poesi. Man ved ikke, hvem der har samlet dette værk, men det menes at have fået sin nuværende form af Otomo Yakamochi (718-785). De omtrent 4.500 waka (31 stavelses digte) er skrevet af personer fra forskellige sociale lag. Kejsere, adelsmænd, soldater, bønder, tiggere etc.

Kaifuso En samling af digte på kinesisk skrevet af japanere. Samlet i år 751 og indeholder digte, der er skrevet i løbet af de foregående 75 år. Digtene virker ofte mere som øvelser end virkelige digte. Men enkelte når dog et højt kunstnerisk niveau.

 

Heian perioden 794-1185

Ise monogatari (Fortællinger fra Ise) o. år 900. En samling digte med prosaindledninger, samlet af adelsmanden Ariwara Narihiras (823-880)

Kokinshu Samling fra 905 af gamle og nye digte

Tosa Nikki (Tosa dagbogen) Skrevet i 936. Skrevet som noter fra en rejse. Selvom værket giver indtryk af, det er skrevet af en dame i et rejseselskab, mener man, det er guvernøren og digteren Ki no Tsurayuki, der har skrevet værket. Tosa-provinsen er det gamle navn for Kochi-amtet i den sydlige del af Shikoku-øen.

Kagero Nikki (Kagero dagbogen) En dagbog skrevet af en adelskvinde, der kun kendes under navnet "Michitsunas moder" Udover disse fortællinger kender man intet til hendes liv, bortset fra hun muligvis er død i 995. Hendes dagbog dækker årene 954-974 og handler mest om hendes ulykkelige ægteskab med en fjern slægtning, Kaneie Fujiwara, som senere blev borgerlig diktator.

Makura no Soshi (pudebogen) Skrevet o.1002 af Sei Shonagon. Forfatteren var samtidig med Murasaki Shikibu og en kvinde af bemærkelsesværdig stort talent samt megen vid. Bogen er blandt japansk litteraturs mest humoristiske værker.

Murasaki Shikibu: Genji monogatari (o.1015) (Genji fortællinger) Er formodentlig skrevet i begyndelsen af det 11.årh. Det er japansk litteraturs store mesterværk. En roman med et stort og komplekst indhold. Værket handler mest om Prins Genjis kærlighed. Prins Genji var søn af en kejser og dennes ægtefælle af lavere rang. I Nagoya Museum findes billedruller fra 1200-tallet med illustrationer til Genji Fortællingerne

Murasaki Shikibu Nikki (Murasaki Shikibus dagbog) (978-1015) den bedste kilde til forfatteren af Genji Monogatari. Et levende portræt af livet ved hoffet i Heian-perioden.

Sarashina Nikki (Sarashina dagbogen) af Takasues datter. (1037)

Konjaku monogatari Samling fra o.1130 af sagn og anekdoter. Inddelt i tre dele, Buddhistiske fortællinger fra Indien, Kinesiske sagn samt Japanske sagn og anekdoter. Samlingen bliver tillagt Takakuni (1087-1160)

Okagami o.1130: Fujiwara-slægtens historie og beskrivelsen af deres kamp, der førte til, at slægten overtog magten i Japan.

Ryojin hisho Digtsamling i Imayo-stil (moderne stil), 4 linier der hver indeholder 7 eller 5 stavelser. Denne samling blev samlet af Kejser Goshirakawa (1127-1192) og afsluttet omkring 1179.

 

Kamakura perioden 1185-1333

Heike monogatari Beretninger samlet i 1200-tallet af en ukendt forfatter. Den omhandler kampen om magten i slutningen af 1100-tallet mellem Taira familien (Heike) og Minamoto familien (Genji)

Shinkokinshu Samling af gamle og nye digte. Fuldendt i 1205 og samlet af en komité under ledelse af Fujiwara no Teika (1162-1241)

Kamo no Chomei (1153-1216): Hojoki (1212) (opgørelse over mit hus) Værket gengiver den pessimistiske stemning, der var i såvel den buddhistiske religion som i det almindelige liv i slutningen af Heian-perioden. Forfatteren beskriver sin tilflugt i religionen og sit liv før og efter han "opgav den verdslige verden."

Uji shui monogatari(Uji-fortællinger) En samling af 194 fortællinger opdelt i 15 bøger med alt fra buddhistiske moralske fortællinger til morsomme anekdoter og traditionelle eventyr. Tidspunktet for denne samling er ukendt, men den menes at være fra tidligt i 1200-tallet Traditionen knytter Takakuni (1087-1160) til denne samling, hvilket ikke er autentisk.

Naruto Chujo monogatari (kaptajnen fra Naruto): Denne fortælling er formodentlig skrevet i slutningen af 1200-tallet. Angiveligt fortæller den om virkelige hændelser ved hoffet hos kejser Gosaga som regerede 1242-46. Den har haft til hensigt at virke opbyggelig, men kan i dag virke som en kynisk beretning fra hoflivet på den tid.

 

Muromachi perioden 1333-1600

Yoshida Kenko (1283-1350):Tsurezure-Gusa (essay om lediggang). Forfatteren var en berømt digter og hofembedsmand, som blev buddhistisk munk i 1324. Denne essay-samling består af 243 afsnit, som varierer fra få linier til 4 sider. Kan minde lidt om pudebogen, men her er en melankolsk undertone, som måske mere stammer fra denne tragiske periode end fra forfatterens religiøse overbevisning.

Masukagami (Klarhedens spejl) er en historisk fortælling om hændelser, der har fundet sted i tiden 1184-1333. Hverken forfatter eller årstal kendes, men den antages at være skrevet o.1370 muligvis af en berømt digter ved navn Nijo Yoshimoto (1320-1388).

Seami Motokiyo (1363-1443). Forfatter til No-spil. Har skrevet en stor del af de No-spil, der stadig bruges, samt en række kritiske værker omkring æstetiske principper for No-spil.

Otogi soshi (barnepigens fortællinger) en samling af børnehistorier. De fleste er simple, naive historier, men enkelte er af meget høj litterær klasse. Forfatter og tidspunkt for samlingen er ukendt, men den anses for at stamme fra tidligt i 1500-tallet.

 

Tokugawa perioden 1600-1868

Ihara Saikaku (1642-93). Saikaku blev født i Osaka, hvor han ernærede sig som forretningsmand. Efter kort tids ægteskab døde hans hustru og deres blinde datter. Saikaku overlod sit firma til de ansatte og helligede sig digterkunsten. Han begyndte som haiku digter og var berømt for sine ekstemporaldigtninger, hvor han kunne fremsige mange tusinde digte på en aften. Han søgte at skabe en mere realistisk stil inden for haiku digtning og blev kritiseret for dette af Basho. Saikaku flakkede om som vagabond og samlede materiale til sine realistiske romaner, som blev meget populære i Osaka. Osaka havde i 1500-tallet udviklet sig til en rig og driftig handelsby med et aktivt forlystelsesliv. Teatrene var mange og velbesøgte og Saikaku skrev også mange skuespil. Men primært var det hans beskrivelser af byens frie sexliv, som blev populære. I modsætning til det forfinede liv i kejserbyen Kyoto og det mere formelle liv i regeringsbyen Edo (Tokyo) var livet i Osaka løssluppent. Pornografisk litteratur var populært, og Saikakus realistiske kærlighedsromaner fik stor udbredelse. Men Saikakus romaner er ikke blot billig effektlitteratur men realistiske skildringer af menneskets drifter og bagsiden af livet. Med sine romaner fik Saikaku betydning for Ukyo genren (:Den flydende verden) både inden for kunst og litteratur.

Koshoku Gonin Onna (1686) (kvinder som elskede kærlighed). Et af Tokugawa-periodens litterære mesterværker, der bygger på en virkelig hændelse.

Saikaku Shokoku-banashi (1685) (Saikakus fortællinger fra provinsen). Fortællinger som Saikaku har samlet under sine mange rejser rundt i landet.

Nippon Eitaigura (1688). Denne samling af korte fortællinger handler om hvorledes man vinder og taber formuer.

 

Matsuo Basho (1644-94). Basho gjorde op med den dekadente udvikling i japansk digtekunst, han søgte fornyelse ved at bygge på de grundlæggende principper. Basho ønskede i sine Haikudigte, både at skabe forandring og bestandighed. I nogle af hans bedste digte finder man det nutidige stillet i direkte modsætning til det konstante og evige.

Den gamle sø
En frø springer i
Lyden af vandet

I den første linje skaber Basho det bestandige element: det tidløse statiske vand i søen. Den næste linje giver bevægelse gennem frøens spring. Skæringspunktet er vandets plasken. Det statiske elementer er erkendelsen af virkeligheden, men i stedet for harmonien i frøens kvækken (i Japan opfattes frøens kvækken som behagelig), indføjer Basho frøens bevægelse. Erkendelsen af virkeligheden er inspiration fra Zen-buddhismen, hvor erkendelse opfattes i et lynglimt og ikke ved årelange studier af gamle bøger. En zen-buddhistisk munk sidder med halvtlukkede øjne og betragter Den store Intethed, mens en præst synger en monoton sutra (bøn), han bliver uventet slået på ryggen med et stykke træ, og ved dette slag opstår måske erkendelsens lynglimt.

 

Mukai Kyorai (1651-1704)

Kyoraisho (samtaler med Kyorai). Samtaler med Haiku-digteren Basho om digtekunstens facetter.

 

Ejima Kiseki (1667-1736)

Seken musume kataki (1716)

 

Jippensha Ikku (1766-1831)

Hizakurige (1802) (En rejse til fods). Yaji og Kitas oplevelser på rejsen fra Edo til Osaka (Tokaidoen). En humoristisk fortælling der stadig er meget populær og kendt som et typisk eksempel på Edo-litteratur.

 

Bakin(1767-1848). Forfatternavn for Takizawa Sakichi. Han var en produktiv forfatter og blev grundlægger for kultur og undervisning i sin tid. Bakins tidlige liv var hårdt. Hans far var tjener hos Matsubira familien, og han døde da Bakin var 9 år. Bakin havde to ældre brødre og to ældre søstre. På grund af stædighed kom Bakins ikke i tjeneste hos sin fars herre. Bakin forsøgte sig inden for medicin, undervisning, satirisk digtning og som sandsigerske og, men uden held. Han giftede sig med datteren af en skohandler og for en tid blev han fri for fattigdom og kunne tjene til føden som skribent. Han havde arvet sin mors interesse for litteratur og han brugte megen tid på at læse eventyr, skønlitteratur, joruri (ballade-dramaer), krigshistorier og haiku. I 1790 bad han om hjælp fra Santo Kyoden (1731-1816) en berømt skønlitterær forfatter og det følgende år kom han til Kyodens hjem som assistent og lærling. Bakins vigtigste værk er Nanso Hakkeden (Historien om de otte hunde fra Nanso)). På sine gamle dage blev han ramt af blindhed, men han blev stædigt ved med at skrive hjulpet af sin svigerdatter. Bakin efterlod sig 228 bind som stadig læses i Japan, flere illustreret af Hokusai.

Nanso Hakkenden (1814-1841) (De otte hunde fra Nanso). Bakins mest populære værk, som blev skrevet mellem 1814 og 1841 og består af 96 bøger. Som mange af Bakins romaner bygger Nanso Hakkenden på den konfucianske moral som var herskende i Edo periodens feudale Japan. Hofdamen Fusehimes otte sønner er trofaste krigere. Hver af dem fremstiller en af de konfucianske dyder: Gavmildhed, Retfærdighed, Høflighed, Visdom, Trofasthed, Ærlighed, Sønlig ydmyghed og Respekt. Sammen kæmper de for at genopbygge huset Satomi, som moderen stammer fra og som er blevet udslettet af fjenden. Romanen handler om hævn, et populært tema i Bakins samtid.

 

Kawatake Mokuami (1816-1893)

Tyvene (1881)kabuki-skuespil

 

Meiji perioden 1868-1912

Interessen for at tilegne sig viden var stor, og o.1880 begyndte man at oversætte udenlandsk litteratur til japansk. De første forsøg var nærmest frie gendigtninger af indholdet. Bulwer-Lytton: Ernest Maltravers og fortsættelsen Alice; Jules Verne: Jorden rundt i 80 dage; Daniel Defoe: Robinson Crusoe; Æsops Fabler; 1001 nats eventyr samt Biblen var populære i datiden. Men oversættelserne var dårlige, nærmest kun referater, og man begyndte snart at interessere sig for sprogligt mere dækkende oversættelser. Nogle blev tilrettelagt med henblik på højtlæsning. Denne stil fik både styrke og skønhed og øvede en vis indflydelse på den senere litteratur.

Den japanske regering mente, at landet kunne blive accepteret af de vestlige lande, hvis japanerne levede på vesterlandsk manér. Men de vestlige nationer behandlede Japan som en 2.rangs nation, hvilket førte til ekstrem nationalisme og fascisme i 1930’ernes Japan, hvor man genoptog de japanske litterære traditioner fra Edo-perioden og endnu ældre perioder.

Foreningen Kenyu-sha samlede mere end 100 forfattere og begyndte i 1885 at udgive tidsskriftet Garakuta bunko (Litterære blandinger). Lederen af Kenyu-sha var forfatteren Ozaki Koyo. Koyos efterfølgere i Kenyu-sha gruppen var først og fremmest optaget af de fattiges skæbne i det nye samfund. Waseda-universitetet udgav Waseda-bungaku (fra 1891), og derefter udkom Bungaku-kai (Den litterære Verden) (1893-98), Kokumin no tomo (Folkevennen) (1887-97) og Taiyo (Solen) (1895-1928). Den litterære Verden og Folkevennen stod i begyndelsen kristendommen nær.

De første kristne missionærer i Japan var jesuitter, der kom til landet i 1500-tallet, men de blev brutalt forfulgt og var direkte årsag til, at landet atter blev lukket. I begyndelsen af Meiji perioden var kristendommen stadig forbudt, og først efter diplomatisk pres fra omverdenen, indvilgede regeringen i religionsfrihed. Kristendommen blev opfattet som grundlaget for den vestlige kultur, og vakte af den grund interesse blandt unge intellektuelle. Efterhånden som nationalismen fik større indflydelse i Japan, blev presset mod kristendommen stadig større, og en stor del af tidens japanske forfattere var frustrerede kristne. En del kristne forfattere søgte til arbejderbevægelsen, der konsekvent blev modarbejdet af staten.Kredsen omkring tidsskriftet Den litterære Verden bestod netop af denne type forfattere.

Efter den kinesisk-japanske krig (1894) forøgedes industrialiseringens tempo, og de sociale problemer blev større. Arbejdernes kår blev det centrale emne i den offentlige debat, og ord som socialisme (shakaishugi) og pacifisme (heiwa-shugi) blev brugt stadigt hyppigere. Der opstod mange arbejdsgrupper, som kæmpede for en retfærdig samfundsorden, og de fik indflydelse fra udenlandske forfattere som Turgenjev, Tolstoj, Dostojevski, Victor Hugo, Maupassant og Zola.

Den traditionelle japanske lyrik stammer tilbage fra nogle af de ældste skrifter. Former som Waka, Tanka og Haiku var stort set forblevet uændret op gennem tiden, og var omkring århundredeskiftet en forfinet stilart, der ikke kunne bruges til politiske og samfundskritiske udtryk. Omkring 1880 begyndte en række unge forfattere at forny disse poetiske former, så de blev tilpasset det moderne menneskes tanker. Blandt disse var Hagino Yoshiyuki (1860-1924) og Ochiai Naobumi (1861-1903).

Efter den russisk-japanske krig i 1905 blev naturalismen dominerende i japansk litteratur. Naturalismens modstandere samledes omkring tidsskriftet Shirakaba (Birken) der blev grundlagt i 1910. I de næste tyve år var det proletarforfattere og neosensualister der stod over for hinanden, men fra midten af trediverne knuste militarisme og fascisme enhver form for frit åndsliv.

Toson, Katai og flere andre skabte med deres selvbiografiske romaner den såkaldte Watakushi shosetsu (Jegromanen). Ordet betyder imidlertid også "privat" på japansk, hvorfor betegnelsen "jegroman" får en anden betydning på japansk end på dansk, nærmere en roman, hvor hovedpersonen optræder som fortæller. I de japanske watakushi-romaner er afstanden mellem virkelighed og fiktion meget lille, idet stoffet ofte er taget fra forfatterens egen private verden.

Mori Ogai og Natsume Soseki var to af tidens store forfattere, der rettede opmærksomheden mod andet end naturalisternes skånselsløse analyse af menneskets hverdag og elendighed, samt samfundets og menneskets ondskab. Omkring Natsume Soseki flokkedes en række unge forfattere, der ikke delte naturalisternes opfattelse af livet og litteraturen. Blandt disse var Ryunosuke Akutagawa. I Ogais tidsskrift Subaru skrev unge forfattere som Nagai Kafu og Junichiro Tanizaki.

 

Kanagaki Robun (1829-94). Benytter en vulgær, humoristisk stil (Gebon) fra de gamle folkebøger.

Apostlenes heste(1870): Robun benytter som forlæg Jippensha Ikku: Hizakurige (1802), en populær bog i Japan om parret Yajorobe og Kitahachis oplevelser på vej fra Edo til Kyoto (Tokaidoen). I dette værk er de på vej fra Tokyo til London for at se Verdensudstillingen.

Aguranabe (1871) (Den velbehagelige gyde) på de moderne spisesteder, hvor man serverer oksekød, samles modebevidste kvinder og mænd. En Elsker af vesten fortæller, at man har opfundet et damplokomotiv til både transport og opvarmning i Sibirien, hvor der er sne og is både sommer og vinter. Købmænd og samuraier fra landet klager over de voldsomme prisstigninger, som de moderne tider har medført, men de accepterer moderniseringen for landets skyld.

 

Nishi Amane (1829-97) Studerede filosofi i Leiden o.1860. Da han kom hjem, samlede han studerende til forelæsninger i Hyakugaku renkan (de hundrede videnskabers kreds). Han understregede, at vestens videnskabsfolk anerkender traditionen men underkaster den først en kritisk prøve og godtager kun det, der står urokkeligt fast.

 

Nakamura Masano (1832-91) Oversatte Samuel Smile: Self-Help, om succes der er en gave fra himlen til den der arbejder hårdt. I bedste victorianske ånd. (1871)

 

Fukuzawa Yukichi (1834-1901) Han studerede bl.a. i USA og nåede frem til den erkendelse, at en nation må selv vise vilje til selvstændighed, og folket må sikre sig sin ret over for statsmagten.

Seiyo jijo (1866): Om vestlige tilstande. Den blev så populær at 1.udgaven blev solgt i 250.000 eksemplarer.

Gakumon no susume (1872): Opfordrer til at studere. Gennemsyret af liberalisme, konstaterer menneskets ligeret: "Det påstås, at himlen ikke skaber mennesker over mennesker, og ikke mennesker under mennesker - alle mennesker er født lige, men alt efter deres indsats bliver nogle rige og andre fattige, alt efter deres studier" Yukichi skriver i jævn stil, fri for kinesisk kancellistil, i løbet af 10 år var denne bog solgt i 700.000 eksemplarer.

 

Hattori Busho (1842-1908)

Tokyo shin hanjoki (1874) (Tokyos blomstring):Et satirisk værk som benytter et klassisk kinesisk kancellisprog (Kanbun) til at beskrive jævne mennesker. Den gravalvorlige form i forbindelse med det jævne emne gav en ustyrlig komisk virkning, og bogen blev meget populær.

 

Toda Kindo (1850-90)

Jokai haran (1880) (Bølgerne i kærlighedens hav): Kindos debutroman. Denne første politisk roman i Japan. Den inspirerede til en række lignende værker. En naiv allegorisk roman om et kærlighedsforhold mellem en geisha (frihedens ånd) og en bybo (det japanske folk) der trods intriger fra en pengemand (regeringen) ender lykkeligt.

 

Tsubouchi Shoyo (1859-1935)

Romanens væsen (1885): Med dette værk om litteratur fik Japan det første litteraturkritiske værk. Her argumenteres for at frigøre romanen fra nyttehensynet og i stedet give et realistisk billede af mennesker og samfundsforhold.

Tosei shosei katagi (1886) (Vor tids student): Prøver at give en skønlitterær skildring af det moderne samfund.

 

Mori Ogai (1862-1922). Var læge og havde studeret 4 år i Tyskland, hvor han havde lært vestens åndsliv at kende. Hans oversættelse af H.C.Andersens Improvisatoren fik betydning som inspiration for den følgende generation af romantiske forfattere. Da den japanske krigshelt fra den russisk-japanske krig general Nogi begik harakiri to måneder efter kejser Meijis død i 1912, blev offentligheden chokeret, men for Ogai var dette typisk for det japanske samfund, der lagde snærende bånd på menneskets liv, og han begyndte at skrive historiske noveller, der analyserede samfundsmæssige historiske forhold.

Maihime (1890) (Danserinden): Selvbiografisk novelle om hans møde med en fattige danserinde. Han opdager, at karrieresamfundet ikke har noget at gøre med hans udvikling som menneske og vender stræbersamfundet ryggen for at leve sammen med hende, men da det går op for ham, at han har stillet sig uden for den rådende samfundsorden, bliver han grebet af panik og søger tilbage. Det lykkes for ham at vende tilbage, men hun går til grunde.

Utaka no ki (1890) (En fortælling om forfængelighed)

Fumizukai (1891) (Budbringeren): Ogai formidler sine indtryk fra Tyskland.

Vita sexualis (1909): Kritik af tidens naturalisme der understregede kønslivets betydning. Hovedpersonen er ikke overbevist om teorien, der hævder, at kønslivet har stor betydning for livet. Han begynder selv at analysere sit kønsliv fra barndommen og konstaterer, at han trods alle seksuelle impulser har beholdt sin integritet som fornuftsvæsen. Tidsskriftet Subaru, som Ogai selv havde grundlagt, bragte denne novelle, der straks blev beslaglagt.

Chimokku no to (1910) (Tavshedens tårn): I 1910 blev 26 socialister anklaget for sammensværgelse mod kejseren (Kotoku-affæren) og 24 blev dømt til døden ved en lukket retssag. Ikke kun radikale kredse blev lamslået over dette men også de liberale kredse, hvortil Ogai hørte. Tavshedens tårn er en politisk satire, der tager afstand fra den ødelæggende censur.

Gan (1913) (Vildanden): En symbolsk novelle om en konkubine, der forelsker sig i en student. Otama er konkubine hos en parvenu, men en dag træffer hun en medicinsk student, som hun begynder at interessere sig for, samtidigt med hun bliver klar over sin egen nedværdigende situation. Da hun prøver at komme i kontakt med studenten, viser det sig, han skal rejse til udlandet. Studenten og hans ven står og kaster sten i vandet og kommer ved et tilfælde til at slå en vildand ihjel. Denne episode bliver et symbol på Otamas liv, således styrer tilfældet også hendes skæbne. Den retrospektive historie - det er studentens ven som i tilbageblik fortæller historien - udtrykker noget af det samme som Danserinden, et personligt forlis, typisk for tænkende mennesker til alle tider.

Slægten Abe (1913): Hans noveller er præget af skarp psykologisk og blændende stilistisk sans.

 

Futabatei Shimei (1864-1909) Russiskkyndig forfatter der hævdede at videnskab skulle fattes, og litteratur skulle føles, han mente at litteraturen skulle låne fra virkeligheden for at skabe fiktionen. Han har oversat Turgenjev.

Ukigumo(1887) (Drivende skyer): Denne ufuldendte roman betegnes som den første moderne japanske roman i objektiv realistisk stil, sproget er det talte sprog. Hovedpersonen Utsumi Bunzo er en moderne intellektuel, der ikke kan finde sig til rette i det nye bureaukratiske stræbersamfund. Til sidst mister han sin veninde, en moderne ung kvinde, der i stadig højere grad føler sig tiltrukket af den effektive bureaukrat Honda.

 

Tokutomi Roka(1866-1927) Kristen liberalist

Hototogisu (1900) (Gøgen): Om samfundet der kvæler individet. En marineofficer er bortrejst fra sin tuberkuløse hustru Namiko under den kinesisk-japanske krig. Hun bliver tvunget af sin svigermoder til at lade sig skille, idet familien frygter sønnen ikke kan få en arving. De unges kærlighed lader sig ikke kue, men Namiko dør efter at have sagt, hun aldrig vil genfødes som kvinde, en tydelig protest mod et samfund der sætter slægtens videreførsel højere end kærligheden. Bogen blev solgt i 500.000 eksemplarer, mens forfatteren levede. Dens popularitet skyldtes ikke mindst den kendte og traditionelle konflikt mellem individ og samfund.

 

Natsume Soseki (1867-1916) Stod udenfor de naturalistiske kredse og fik betydning for en kreds af yngre forfattere, han samlede om sig. Soseki havde studeret i England og stod i modsætning til den tyskorienterede Mori Ogai.

Jitensha nikki (1897) (En cykels dagbog): Koto no sorane (1905) (Lyden af Koto)

Shumi no iden (1905) (Nedarvet smag)

Wagahai wa neko de aru (1906) (Jeg en kat): En vittig og satirisk roman offentliggjort i tidsskriftet Gøgen. Katten er hovedpersonen, der iagttager menneskenes ofte mærkværdige opførsel.

Botchan (1906): En karikatur af en ung rettænkende lærer fra Tokyo, der underviser i en skole på landet.

Kusa makura (1906) (Græspuden)

Yume juya (1908) (Ti nætters drøm)

Sanshiro (1908)

Sore kara (1909)

Mon (1910) (Porten): Sanshiro, Sore kara og Mon danner en romantrilogi, der først blev trykt i avisen Asahi. Den handler om det moderne intellektuelle menneskes placering mellem natur og kultur. Natsumes tidlige værker er præget af samfundskritiske tendenser, men i de senere beskriver han mennesker, der selv har sat sig uden for samfundet.

Kojin (1912) (Den vejfarende)

Kokoro (1914) (Hjertet): I forbindelse med general Nogis selvmord forsøgte Soseki i at belyse selvmordet som resultatet af en konflikt mellem egoisme og skyldfølelse hos det intellektuelle menneske. Soseki mente, et sandt kunstværk altid er af etisk lødighed, og han forsøgte på et højere plan at realisere kravet om, at romanen skulle være nyttig.

Michikusa (1915) (Græs i vejkanten): Selvbiografisk roman.

Meian (1916) (Lys og mørke): Ufuldendt.

 

Ozaki Koyo (1867-1903)

Konjiki yasha (1897) (Den gyldne dæmon): Et meget populært værk i Japan helt op til vor tid. Romanen har været dramatiseret og filmet flere gange. Kærlighedsforholdet mellem den flittige og fattige student Kanichi og hans forlovede Omiya går i stykker, fordi hun bliver betaget af en anden mands rigdom, og de tager en hjertegribende afsked med hinanden en nat på stranden i måneskær. Så forsvinder Kanichi fra hovedstaden. Senere dukker han op igen som en brutal pantelåner, der forsøger at hævne sin ungdoms bitre pengeløshed.

 

Koda Rohan(1867-1947) En af tidens fremtrædende forfattere. Han vedkendte sig arven fra de kinesiske klassikere og den buddhistiske tankeverden.

Furyu butsu (1889) (Kærlighedsbuddhaen): En romantisk og fantastisk historie om en ung kunstner og hans kærlighed til en fattig pige, der sidder model til en buddhafigur. Rohan blev meget beundret blandt samtidens yngre forfattere.

 

Kitamura Tokoku (1868-94) Deltog i bevægelsen for frihed og folkeret, men organisationen udviklede sig voldeligt, og da han skulle deltage i et bankrøveri forlod han bevægelsen. Denne kæmpende tænker og forfatter, der levede i et samfund fuldt af modsigelser, blev offer for dyb depression og begik selvmord.

Naibu seimei ron (1893) (Det indre liv): Essay om litteraturen som beskrivelse af menneskets indre liv. Den objektive iagttagelse fører til realistisk litteratur, den subjektive til idealistisk. Han hævder at litteraturen på grund af dens stræben efter det evige liv har selvstændig værdi på linje med religion og filosofi. Ligesom dette essay handler flere af hans værker om kunstnerens stærke personlighed og stræben efter at nå et mål.

 

Kinoshita Naoe (1869-1937) Kristen jurist og journalist der kæmpede mod industrisamfundets uret. Var med i pacifistiske bevægelser.

Hi no hashira (Ildsøjlen): Pacifistisk roman der blev offentliggjort i avisen Mainichi samme år som Japan indledte krigen mod Rusland (1904). Hovedpersonen er en kristen socialist, en Mosesskikkelse, der bekæmper landets militærpolitik og afslører den herskende korruption blandt regeringsmedlemmer, militære ledere og industrifyrster.

Ryojin no jihaku (1906) (Ægtemandens tilståelse): Et opgør med de socialistiske idealer. Hovedpersonens ideal er Cromwell, men efter flere nederlag skænker han i romanens slutning sin formue bort og rejser til USA. Efter denne roman trak forfatteren sig ud af den socialistiske bevægelse.

 

Kunikida Doppo (1871-1908) Begyndte som kristen romantiker. Hans lyriske fortællekunst udviklede sig efterhånden i naturalistisk retning gennem skildringer af Meiji-tidens skyggesider.

Gamle Gen (1897): Om færgemanden Gens ensomhed. Færgemanden Gen har mistet sin kone og tager naturbarnet, tiggerdrengen Kishu, til sig. Denne forstår ikke Gens hengivenhed og forlader ham. Gen kan ikke længere bære ensomheden og hænger sig.

 

Takayama Chogyo (1871-1902) Var overbevist æstetiker og talsmand for romantisk individualisme, påvirket af Nietzsche. Gennem tidsskriftet Taiyo (Solen) spiller han en betydelig rolle i den litterære debat.

 

Tayama Katai (1871-1930) Romantisk lyriker.

Rokotsu naru byosha (1904) (Den afslørende beskrivelse): Afhandlingen inspireret af Nietzsche.

Futon (1907) (Sengetøj): En selvbiografisk roman om hans eget forhold til en ung elev. Den indre konflikt står her mellem læreren og mennesket. Skrevet i ukunstlet dagligdagssprog. Romanen afslører, hvad der skjuler sig under samfundets konventionelle moral.

Sei (1908) (Livet): Skildring af det feudale familiesystems ødelæggende virkning på menneskelige værdier.

Ippeisotsu (1908) (En soldat): Om de blandede følelser krigen vakte hos følelsesbetonede digtere. Den bygger på Katais egne iagttagelser under tjeneste ved den japanske hær i den russisk-japanske krig.

Inaka kyoshi (1909) (Landsbylæreren): En naturalistisk beretning om en fattig intellektuels tragedie.

 

Higuchi Ichiyo (1872-96) Kvindelig forfatter der skrev fine psykologiske skildringer om fattige menneskers kår og kvinders forhold i et mandssamfund.

Takekurabe (1896) (Hvem er højest): om en ung piges udvikling i puberteten.

 

Shimazaki Toson(1872-1943) Begyndte som digter af traditionelle japanske digte, men efter den russisk-japanske krig skrev han samfundskritiske romaner. Senere skrev han en række selvbiografiske romaner.

Hakai (1906) (Det brudte løfte): Om den japanske pariakaste Eta (efterkommere af koreanske indvandrere), som blev betragtet med afsky. Hovedpersonen, skolelæreren Ushimatsu, er Eta og har givet sin far det løfte aldrig at røbe det. Men eta'ernes lidelser og hans egen vågnende indsigt får ham til at stå frem og røbe sin afstamning og tager konsekvensen heraf. Etaproblemet var virkeligt nok, det er stadig ikke løst, og bogen gav anledning til en voldsom reaktion. Bogen kan både ses som protestlitteratur og en biografisk skildring inden for fiktive rammer. Toson mærkede selv det halvfeudale samfunds problemer med dets nedarvede moralnormer og traditionelle fordomme.

Haru (1908) (Forår)

Le (1911) (Hjemmet)

Shinsei (1918) (Det ny liv)

 

Izumi Kyoka (1873-1939)

Yako junsa (1894) (Natpatruljen)

Gekashitsu (1895) (Operationsstuen): Kyoka angriber den herskende samfundsmoral, og giver inspiration til den samfundskritiske idéromaner (kannen-shosetsu) der fremkom samtidig med den socialistiske litteratur efter århundredskiftet.

Sannin no Mekura no hanashi (1912) (Fortællingen om tre der var blinde)

 

Susukida Kyukin (1877-1945)

Hakuyo kyu (1906) (At være): Påvirket af Goethe: Mignons sang.

 

Akiko Yosano (1878-1942)

Midaregami (1901) (Uredt hår): Stærk og sund sensualisme skrevet af en elskende kvinde. Et voldsomt angreb på de gængse moralbegreber og et varmt forsvar for individets og de primitive instinkters frie udfoldelse.

 

Masamune Hakucho (1879-1962) Var i sin ungdom gået over til kristendommen, men han kom hurtigt ind i kredse med naturalistiske forfattere. I hans romaner giver disse to livsopfattelser sig udslag i en ironisk afstand til personerne og en nihilistisk holdning hos dem.

Doko e (1908) (Hvorhen)

Doro ningyo (1911) (Lerdukken)

 

Nagai Kafu (1879-1959) Var i begyndelsen af sit forfatterskab stærkt inspireret af Zola.

Jigoku no hana (1901) (Helvedsblomster): Skrevet efter ophold i USA og Frankrig. Her afslører han den umoral han fandt i borgerlige, pædagogiske og religiøse kredse.

Amerika monogatari (1908) (Fortælling fra Amerika): Omhandler de japanske immigranter, deres store forventninger og deres store skuffelser. Bogen indeholder også kritik af det mandsdominerede japanske samfund og Kafu var dybt rystet over den hensynsløse import af og jagt på materielle goder, der ødelagde den naturlige tradition.

Sumidagawa (1909) (Floden Sumida): En vemodig historie om det gamle Edo (Tokyo). Kafu var også chokeret over Kotoku-affæren og opgav kampen mod politisk undertrykkelse. Han skrev i stedet om hverdagen i Tokyo blandt geishaer, barpiger og prostituerede, et miljø som var gennemsyret af penge og erotik. Således knyttedes atter forbindelsen til folkelivsskildringer fra Edo-perioden.

Kanraku (Fornøjelse)

 

Masamune Hakucho(1879-1962)

Doko e (1908) (Hvorhen): Om en nihilistisk journalist, der ikke kan finde ud af livet.

Doro ningyo (1911) (Lerdukken): Om et nygift par, hvor den intellektuelle mand ikke kan se nogen fornuftig mening med ægteskabet, mens hans kone ikke kan leve uden troen på mandens kærlighed og trofasthed.

 

Taisho perioden 1912-26

Naoya Shiga (1883-1971) Var fra kredsen omkring Shirakaba. Hans noveller handler især om generationsmodsætninger.

Seibe (1913)

Græskar (1913)

Wakai (1917) (Genforening)

Han no hanzai (1913) (Han's forbrydelse)

Kinosaki ni te (1917) (Ved Kinosaki)

Anya koro (1921) (Rejsen gennem mørket): En fin gengivelse af menneskets psyke i et ligefremt og præcist sprog. Værket fik stor indflydelse på samtidens forfattere, og han var med til at hæve jegromanens niveau så den fik et gennembrud i japansk litteratur.

 

Takuboku Ishikawa (1885-1912)

Romaji nikki (1909) (Romansk dagbog): Dagbog skrevet på japansk med romersk alfabet. Dette gjorde at han kunne skrive ret frit, da kun få kunne læse den på daværende tidspunkt. Det viser et menneske med moderne og sammensatte følelser. Dagbogen blev først offentliggjort i 1954.

 

Mushanokoji Saneatsu (f.1885) Var en af de ledende omkring tidsskriftet Shirakaba (Birken). Shirakaba blev udgivet af en gruppe unge antinaturalistiske individualister, der for de flestes vedkommende var sønner af etablerede politikere. De var utilfredse med samfundets knugende magt og ønskede at realisere de idealer som menneskeheden længe havde higet imod. De var ikke kun interesseret i litteratur men introducerede også den vestlige malerkunst i Japan, f.eks. franske senimpressionister og ekspressionister, og en række betydelige japanske malere samlede sig i denne gruppe. Saneatsu var påvirket af Tolstoj og krævede social samvittighed og fordømmelse af egoismen. Men han kunne ikke undertrykke sit eget jeg, der krævede udfoldelse, så han begyndte at skrive selvbiografiske romaner.

Omedetaki hito (1911) (En blåøjet optimist): En bekendelsesroman, hvor hovedpersonens forelskelse skildres udelukkende fra hans eget synspunkt. Sproget i denne beskrivelse er rent talesprog og betød en fornyelse i tidens litteratur. Andre idealister flokkedes om Saneatsu og i 1918 byggede de et landsbyfællesskab, der skulle demonstrere, det var muligt at leve sammen på en ny måde. Arbejde og kunst skulle gå op i en højere enhed uafhængig af pengesystemet. Deltagerne blev involveret i en voldsom debat med socialisterne. De var også i indbyrdes strid og havde store økonomiske vanskeligheder. Flere forlod landsbyen og Saneatsu opgav den fem år efter dens oprettelse.

Kofuku mono (1919) (Den lykkelige mand): Han giver et idealbillede af mennesket.

 

Naka Kansuke (f.1885)

Gin no saji (1912) (Sølvskeen): En smuk barndomsskildring.

 

Junichiro Tanizaki (1886-1965) Født i Tokyo, hvor hans familie ejede et forlag. Han studerede litteratur ved Det kejserlige Universitet og fik sin debut som forfatter i 1910 med et skuespil i et litterært magasin. Tanizaki boede i Tokyo indtil jordskælvet i 1923, hvor han flyttede til området mellem Kyoto og Osaka, som danner baggrunden for hans store roman Sasame Yuki (1943-48). Efter 1923 vendte han sig fra den vestlige livsførelse og interesserede sig for oprindelig japansk kultur. Han modtog Den kejserlige Litteraturpris i 1949.

Shisei (1910) (Tatoveringen): Handlingen er henlagt til slutningen af Edo-perioden da "menneskene var i besiddelse af en dyd der kaldes dumhed, og skønheden havde størst betydning." En tatovør er betaget af den skønne hud på en ung piges ryg, og han føler en sadistisk glæde ved at stikke sine billeder i den med sin nål, men han føler også en masochistisk længsel efter at blive opslugt af det, han selv har manet frem. Pigen er først bange for de onde kræfter, der ulmer i hende, men med tatovørens edderkop på sin ryg frigøres det onde i hende, og han bliver hendes offer.

Chugai (1918) (Det lille kongerige): Novelle (engelsk: A cat, a man and two women, Kodansha, Tokyo 1990)

Chijin no ai (1924) (En idiots kærlighed): Den mandlige hovedperson bliver slave af den prostituerede Naomis diabolske skønhed. Hendes grovheder frastøder ham, men han er fascineret af hende, selv om hun giver frit løb for sin vulgaritet, og han undskylder hende. Han opdager hun er ham utro og prøver at bryde forbindelsen men kan ikke. Romanen ender med, at han overgiver sig helt til hende. Han accepterer, hun har de mandlige bekendtskaber, hun ønsker, blot hun forbliver hans hustru. (engelsk udgave: Naomi, Tuttle, Tokyo 1986, 4.ed. 1995)

Chiisana okoku (1925-28) (Professor Rado): Novelle (engelsk: A cat, a man and two women, Kodansha, Tokyo 1990)

Tade ku mushi (1928) (Smag og behag): En ældre mands erotiske vanskeligheder sublimeres til dyrkelse af den japanske tradition. (engelsk udgave: Some prefer nettles, Tuttle, Tokyo 1955, 9.ed.1970)

Shunkin-sho (1933) (Historien om Shunkin): Om den blinde skønhed Shunkin og hendes beundrer Sasuke. Da en rival i vanvittig jalousi vansirer Shunkins ansigt, vælger Sasuke at blinde sig selv, for som blind at kunne dyrke Shunkins svundne skønhed i fantasi og kærlighed.

Neko to Shozo to futari no onna (1936) (En kat, en mand og to kvinder): Novelle. (engelsk: A cat, a man and two women, Kodansha, Tokyo 1990)

Sasame Yuki (1944-47) (Makioka søstrene): Om Japan umiddelbart før stillehavskrigen, med mange hentydninger til Genjifortællingerne. Værket beskriver meget realistisk dagligdagen i Tokyo fra 1936-41. De centrale personer er fire søstre, der forsøger at finde en mand til den ene af søstrene. De enkelte personer og deres omgivelser beskrives til mindste detalje, alt udpensles nøje, men personernes indre tanker og følelser bliver ikke afdækket. I denne roman nærmer Tanizaki sig Jules Romain og Proust. (engelsk udgave: Makioka Sisters, Tuttle; Tokyo 1958; 28.ed. 1997)

Shosho Shigemoto no haha (1949) (Kaptajn Shigemotos mor): En novelle om Japan i 800-tallet, der bygger på optegnelser fra Heian litteraturen. En gammel mand er gift med en ung smuk pige. Førsteministeren hører om hendes skønhed og stjæler hende fra den gamle mand. Kaptajn Shigemoto var barn af den gamle mand og pigen.

Nøglen (1956): (på dansk: Nøglen, Grafisk Forlag, 1962)

En gal mands dagbog (1961)

 

Kikuchi Kan (1888-1948)

Okujo no kyojin (1916) (Den gale mand på taget): Skuespil.

 

Kume Masao (1891-1952)

Tora (1918) (Tigeren)

 

Ryunosuke Akutagawa (1892-1927) I sit korte forfatterliv viste han sig som en strålende novellist med sikker stilsans og psykologisk indsigt. Sit stof hentede han fra ældre værker og overleveringer som han behandlede i overensstemmelse med moderne psykologi.

Rashomon (1915): En kort fortælling, der stammer fra Konjaku monogatari (o.1130). Men hvor originalen først og fremmest fortæller om grusomhederne, fortæller Akutagawas novelle om livets ondskab i krisetider og konflikten mellem småborgerlig retskaffenhed og den rendyrkede egoisme.

Kappa (1927): Surrealistiske novelle som foregår i en verden af vandvæsener og er et grotesk vrangbillede af samfundets og forfatterens egen situation, der måske kan opfattes som et varsel om hans selvmord samme år.

 

Showa perioden 1926-89

Riichi Yokomitsu (1898-1947)

Jikan (1931) (Tiden)

 

Jiro Osaragi (f.1898)

Kikyo (1955) (Hjemkomst)

Tabiji (1960) (Rejsen)

 

Yasunari Kawabata (1899-1972) Født i Osaka. Ville oprindelig være maler. Han tog eksamen fra Det kejserlige Universitet i 1924. Kawabata grundlagde i 1920’rne en nyimpressionistisk litterær bevægelse som reaktion mod den realistiske proletarroman. I 1962 fik han sit gennembrud med romanen Kyoto, der blev filmatiseret. Hans bøger er skrevet i en raffineret, æstetisk stil, der søger at forene den traditionelle japanske digtning med vestlig surrealisme. Kawabata fik Nobelprisen i 1968.

Izu no odoriko (1926) (Danseren fra Izu):(engelsk: The Izu dancer, Tuttle, Tokyo 1974; 8.ed.1994)

Hokuro no nikki (1940) (Molen)

Snelandskabet (1934-47)(engelsk: Snow country, Berkley Publishing Corp. 1956, 6.ed. 1970)

De tusind traner (1951)Novellesamling (dansk 1966, Hasselbalchs Forlag)

Søen (1954)(engelsk: The Lake, Kodansha, Tokyo 1974)

Meijin (1954) (Go-mesteren)(engelsk: The master of Go, Tuttle, Tokyo 1973)

Yama no oto (1956) (Lyden af bjerget)Novellesamling. (engelsk: The sound of the mountain, Tuttle, Tokyo 1971)

Kyoto (1962)(dansk 1965, Hasselbalch Forlag)

Huset med de sovende skønheder (?) Novellesamling. (engelsk: The house of the sleeping beauties, Ballantine Books, New York 1970)

 

Takiji Kobayashi (1903-1933)

Kani Kosen (1929) (Dåsekrabbebåden): En meget levende skildring af proletariatets liv. Romanen beskriver en rejse til Kamchatka med en flåde af skibe, der fanger og lægger krabber i dåse. Der er ikke nogen egentlig handling, men beskrivelsen af besætningens arbejdsvilkår er yderst levende. Blandt besætningen er nogle studenter, der er uvante med det ubehagelige arbejde og de grove sømænd. Officererne og underofficererne er fjendtligt indstillede og nyder at plage besætningen med afstraffelser, især studenterne. Selskabet som har sendt dem ud, beskrives som et udyr. Da skibet kommer i kontakt med et sovjetisk selskab og en japansktalende kineser, der fortæller om Marxismens glade budskab, spreder det sin magtfulde kraft blandt besætningsmedlemmerne.

 

Michio Takeyama (f.1903)

Harpen fra Burma (1946)

 

Fumio Niwa (1904)

Bodaiju (1956) (Buddhatræet)

 

Fumiko Hayashi (1904-1951) Hun beskriver underklassen i efterkrigstidens Tokyo med realisme og medfølelse.

Shitamachi (1948) (Tokyo): Beskrivelse af livet omkring Asakusa templet.

Drivende skyer (1951): En ung kvinde rejser til Indokina, for at arbejde ved den japanske okkupationshær som skrivemaskinedame. Efter det nøjsomme liv i Japan blænder det luksuriøse liv i Indokina hende, og hun forvandler sig fra en kontormus til en femme fatale. I en lille bjergby uden for Saigon har hun et stormende kærlighedsforhold til en ansat i den japanske hær. Deres elskov intensiveres af bevidstheden om, at Japan taber krigen. Da de vender hjem efter krigen, virker alt grimt. Deres kærlighed dræbes af omgivelserne og vanskelighederne ved at opretholde livet. Manden vender tilbage til sin familie for et stykke tid, og kvinden har et forhold til en amerikansk soldat. Dagene går uden glæde og håb. Og det regner hele tiden.

 

Hino Ashihei (f.1907)

Tsuchi to heitai (1938) (Jord og soldater): Som officiel korrespondent for hæren har Ashihei beskrevet Japans krig mod Kina.

 

Yasushi Inoue (1907)

Aru gisakka no shogai (Forfalskeren): (engelsk: The counterfeiter, Tuttle 1965)

Jagtgeværet (1950)(engelsk: The hunting gun, Tuttle, Tokyo 1961)

 

Dazai Osamu (1909-1948)

Villon no tsuma (1947) (Villons hustru)

Den nedgående sol

 

Shohei Ooka (f.1909)

En krigsfanges fortællinger (1948)

Fruen fra Musashino (1950)

Nobi (1952) (Ilden på sletten)

 

Shusaku Endo (f.1923)

Kiiroi hito (1955) (Gul mand)

Umi to Dokuyaku (1957) (Havet og giften)(engelsk: The sea and poison, Tuttle 1973)

Obaka san (1959) (Den meget ærede tåbe)(dansk: Den meget ærede tåbe, Samlerens bogklub 1975)

Nanji mo mata (1965) (Og nu du)

Chinmoku (1966) (Tavshed)(dansk: Tavshed, DMS 1972)

Kuchibue wo fuku Toki (1974) (Når jeg fløjter)(dansk: Når jeg fløjter, Centrum)

 

Kobo Abe (1924-1993) Født i Tokyo. Hans rigtige efternavn var Kimifusa. Faderen var læge og underviste i Manchuriet på Det kejserlige Universitet. Kobo Abe blev undervist efter en ny metode i underskolen, hvor han lærte hurtiglæsning og debat. Manchuriet blev styret af japanske bureaukrater, som sendte deres børn til Japan for at studere. Kobo Abe kom til Tokyo Universitet, hvor han studerede medicin. I 1944 rygtedes det, at Japan ville tabe krigen og Kobo Abe fik fremstillet en falsk lægeerklæring, så han kunne vende tilbage til sin far i Manchuriet. Da krigen sluttede, kunne japanere i Manchuriet ikke komme hjem, og de flakkede rundt i Manchuriet forfulgt af sovjetiske tropper og røverbande. Kobo Abes far døde af kolera, men det lykkedes Kobo Abe at komme tilbage til Japan i slutningen af 1946. Han bosatte sig hos familien på Hokkaido men rejste til Tokyo i 1947 for at afslutte sine medicinske studier. Han kom ind i kunstner og forfatterkredse og blev især knyttet til marxister som Taro Okamoto og Hirosi Tesigawara. Han blev gift med Matiko Yamada, senere kendt som teaterkunstneren Mati Abe. Kobo Abe afsluttede sit medicinstudium i 1950, men blev aldrig læge. Han kom ind i kommunistpartiet og fik til opgave at organisere litterære klubber for arbejdere. I 1951 blev han elev af Jun Isikawa som var stærk modstander af kommunismen. Kobo Abes forfatterskab bærer præg af Kafka og Owel.

Mumei Sishu (1947) (Anonyme digte)

Owarisi Miti no Surubeni (1948) (Et vejskilt for enden af vejen): Abe forestiller sig et andet liv for hans bedste ven Tokio Kanayama, som løb hjemmefra og døde i den manchuriske ørken.

Kabe (1951) (Væggene): Kobo Abe fik Akutagawa prisen for denne roman.

Kiga dome (1954)

Kemonotati ha Kokyo wo mezasu (1957)

Daiyon Kanpyoki (1959) (Mellemistid 4)(engelsk: Inter ice age 4, Knopf 1970)

Suna no onna (1962) (Kvinden i sandet)(dansk: Kvinden i sandet, Fremad 1966)

Tanin no kao (1964) (En andens ansigt) (engelsk: The face of another, Tuttle, Tokyo 1966)

Enomoto Takeaki (1965): Fukuti Sinroku er en tidligere politimand som forrådte sin svoger og lod ham dø. Hans søsters bebrejdelser gør ham skør. Han forsøger at nyvurdere Enomoto Takeaki, som var admiral for Tokugawa flåden, der kæmpede mod Kejser Meiji i Bosin krigen (1868-70). Selvom hans styrker var den kejserlige flåde overlegen, flygtede han til Hokkaido, hvor han oprettede republikken Ezo. Da de kejserlige styrker angreb Ezo, overgav Enomoto sig med det samme. Han blev arresteret og frigivet få år senere og udnævnt til officer i Kejser Meijis hær. Fukuti finder et ukendt manuskript om Enomoto. Manuskriptet afslører at Enomoto var et ironisk menneske.

Tomodachi (1967) (Venner )(engelsk: Friends, Tuttle, Tokyo 1971) Skuespil

Ningen sokkuri (1967)

Moyetsukita chizu (1967) (Det ødelagte kort)(engelsk: The ruined map, Tuttle, Tokyo 1970)

Hako otoko (1973)(engelsk: The box man, North Point Press 1974)

Mikkai (1977)(engelsk: Secret rendezvous, Tuttle, Tokyo 1981)

Hakobune Sakuramaru (1984)(engelsk: The ark Sakura, Vintage Books, New York 1989)

Kangaru noto (1991)(engelsk: Kangaroo notebook, Knopf 1996)

 

Yukio Mishima (1925-1970) Hans forældre stammede fra samuraistanden og han blev opdraget i samuraiånden med fuld kontrol over sjæl og krop samt selvopofrende loyalitet til kejseren. I hans romaner gør han bl.a. op med 30’ernes korruption og militarisme som han ikke mente kunne forenes med samuraiens moralkodeks. Mishima dyrkede sin krop og afskyede alderdommens svækkelse. Han dannede en privat halvmilitaristisk gruppe og begik harakiri i protest mod svækkelsen af den japanske ånd. Hans romaner dyrker de mandlige idealer i en maskulin og sensuel stil, som kan sammenlignes med Hemmingway.

Skoven i fuld flor (1941)

Kamen no kokuhaku (1949) (En maskes bekendelser)

Ai no Kawaki (1950) (Tørst efter kærlighed)(engelsk: Thirst for love, Tuttle, Tokyo 1970)

Forbudte farver (1951)

Shiosai (1954) (Bølgeslag) (dansk: Bølgeslag, Gyldendal 1967)

Kinkakuji (1956) (Det gyldne tempel)(dansk: Det gyldne tempel, Gyldendal 1965)

Kindai No Gakushu (1957) (9 Moderne no-spil)(dansk: Fem moderne No-spil, Gyldendal 1964)

Utage no ato (1960) (Efter festen)(dansk: Efter festen, Gyldendal 1964)

Gogo no eiko (1963) (Sømanden som der pådrog sig havets vrede)(dansk: Sømanden som der pådrog sig havets vrede, Gyldendal 1969)

Haru no yuki (1968) Forårssne(engelsk: Spring snow, Tuttle, Tokyo 1972)

Akatsuki no Tera (1970) (Morgengryets tempel)(engelsk: The temple of dawn, Secker & Warburg, London 1974)

 

Kenzaburo Oë (1935) Debuterede i 1957. Skriver om japansk identitet og menneskeskæbner i det strenge japanske efterkrigssamfund. De tidlige romaner er påvirket af eksistentialismen. Modtog Nobelprisen i litteratur 1994.

Shinchosha (1964) (En privat sag) (dansk: En privat sag, Samleren 1969)

M/T to mori no fushigi no monogatari (1986) M/T og fortællingen om De store Skoves Under (dansk: M/T og fortællingen om De store Skoves Under, Samlerens bogklub

Lær os at vokse fra vort vanvid (1988)

 

Kinoshita Junji (?)

Tusmørketrane (1949): Skuespil

 

Nagatsuka Takashi (?)

Jord (1910): Om livet blandt japanske bønder.