Introduktion

Til indholdsfortegnelse

Ryunosuke Akutagawa blev født den 1.marts 1892, da det japanske samfund på mindre end 25 år havde gennemgået en dramatisk forandring fra et middelalderligt feudalsamfund til et moderne industrisamfund. Tiden betegnes som Meijis Genopbygning efter Kejser Meiji, som overtog magten i 1867.

I 1185 mistede kejseren regeringsmagten til den japanske shogun, som var landets militære leder. I perioden mellem 1185 og 1867 kæmpede Japans ledende fyrsteslægter om denne position og ødelagde landet ved langvarige borgerkrige. Buddhismen kom til Japan fra Kina i 538 og bortset fra den oprindelige japanske religion Shinto udelukkede buddhisterne andre religioner. Japan er et ret utilgængeligt ørige, og det lykkedes stort set at holde fremmed væk bortset fra katolske jesuitter, som kom til landet med Francisco de Xavier i 1545, samt handelsfolk, man kunne isolere på en lille ø ved Nagasaki i Sydjapan. Jesuitternes hårde fremfærd førte imidlertid til, at de japanske fyrster blev bange for udenlandsk dominans, og Japan blev fuldkommen lukket i perioden 1600 til 1856.

Samtidig med kampen om magten mellem fyrsterne udvikledes et bonde og borgersamfund, men landets sociale opbygning var et kastesystem, og disse klasser rangerede under krigerkasten, den såkaldte samuraikaste. Den manglende industrielle udvikling og den forvirrede infrastruktur gjorde, at Japan var sårbart, da Perry i 1856 anløb Uruga syd for Tokyo og krævede, at landet blev åbnet for samhandel med udlandet.

En svag Shogun, rivaliserende fyrsteslægter og pres udefra, resulterede i, at den unge Kejser Meiji overtog både kejsertitlen og regeringsmagten i 1867, da han blev kronet. Den unge kejser fik en række unge og uerfarne rådgivere, men deres entusiasme hvirvlede Japan ind i en udvikling, som næppe har set sin lige i verdenshistorien. Industrialisering, indførsel af vestlig kultur, indførsel af demokratiske styreformer, fjernelse af gamle traditioner og rangklassers rettigheder, alt dette skete på mindre end 25 år.

Ryunosuke Akutagawa voksede op i dette skisma mellem udvikling og tradition. Hans far var uddannet mejerist og optaget af udviklingen, på kort tid havde han opbygget 5 mejerier, men den økonomiske nedtur i 1920'erne ruinerede ham. Moderen stammede fra samuraiklassen, der havde mistet såvel rettigheder som rang og var blevet degraderet til offentligt ansatte kontorfolk, men de var symbol på den gamle japanske tradition. Hun blev ramt af dybe depressioner kort efter Ryunosukes fødsel, og han har kun kendt hende som en dybt depressiv person.

Da familien ikke selv kunne påtage sig Ryunosukes opdragelse, tog moderens bror sig af ham. Her blev han indført i den klassiske japanske og kinesiske litteratur, og da han havde utrolig nemt ved at læse, blev han snart meget belæst.

I skolen fortsatte hans interesse for litteratur, og da man i samtidens Japan havde et umætteligt behov for kendskab til udenlandsk litteratur, var hans muligheder store. Som tyveårig havde han bl.a. læst værker af Tolstoj, Dostojevski, Shakespeare, Ibsen, Strindberg og Anatole France, og han skrev om den engelske forfatter C.Morris i sin eksamensopgave til engelsk litteratur og deltog ivrigt i litterære debatter.

I universitetets litterære magasin fik han i 1915 trykt sin første novelle Rashomon, som fik anerkendelse fra tidens største japanske forfatter Natsume Soseki, der opfordrede ham til at skrive flere noveller i samme stil.

I 1916 blev han ansat som engelsklærer ved Yokohama Søofficerskole og samtidig begyndte han at skrive noveller i større målestok. Han havde nemt ved at skrive, og han blev hurtigt anerkendt som en af de mest lovende talenter blandt unge japanske forfattere. Naturalisme, realisme, socialisme, alle former for ismer dukkede op i denne tid, især blev den såkaldte Jeg-roman en førende litterær form. Jeg-romanen var en uengageret fortællestil, som i sin yderste konsekvens kun kunne omhandle emner, forfatteren selv havde oplevet. Ryunosuke bevægede sig frit mellem disse former i tiltro til sit store talent. Hans indgående kendskab til japansk historie og litteratur samt vestlig litteratur gav ham et stort inspirationsgrundlag, og novellen blev hans foretrukne medie.

Med Chuto (Røverne) fra 1917 fik han sin første skuffelse, et forsøg på at nærme sig en storform som romanen lykkedes ikke. Han måtte erkende, at de krav han stillede til sig selv, om et præcist og forfinet sprog samt en psykologisk skildring af personernes indre tanker, var for store, hvis de skulle indgå i romanens storform, og novellen blev derfor hans medie.

I 1918 giftede Ryunosuke sig og året blev hans lykkeligste, hvor også nogle af hans største værker skabtes. Han fik kontrakt med avisen Osaka Mainichi og kunne få år efter forlade sin lærerstilling. Senere tilbud om professorater i engelsk litteratur afslog han.

Ryunosuke involverede sig stadig mere i litterære debatter, og i hans essays ser man hans stejle holdning over for ismer, samt de store krav han stillede til sig selv og andre. Han forfægtede én bestemt retning når en modstander forfægtede en anden, men i sine værker skiftede han ofte stil, noget prædikat kan man ikke sætte på Akutagawa.

Angsten for at have arvet moderens sindssyge, det stadig større arbejdspres og den ivrige søgen efter idealer, han som ung var så sikker på han mestrede, ødelagde hans helbred og førte til hans selvmord i 1927. Hans værker bærer til det sidste præg af konstant søgen efter det ideelle og utrætteligt arbejde med at destillere sproget til et litterært værk.

Med mikroskopisk nøjagtighed beskriver Akutagawa sine scenerier og sine personer. Han zoomer ind på detaljer, som udtrykker følelsen i netop den scene vi befinder os i. Ubarmhjertigt afdækker han sine personers indre, deres tanker og følelser bliver langsomt åbenbaret. At Akutagawa på den ene side ønsker at beskrive det universelt menneskelige og på den anden side at beskrive historiske begivenheder med stor nøjagtighed, såvel hvad angår geografi, topografi og klædedragt, er et af mange paradokser i Akutagawas univers, men det viser hans ultimative krav til alle og især til sig selv. Som drejebogen til en film bliver forløbet fremstillet i Akutagawas noveller. Og det kan ikke undre at japansk films store instruktør Kurozawa brugte Yabu no naka (I en skov) som forlæg for sin film Rashomon, der blev modtaget med stor opmærksomhed ved Biennalen i Venezia 1951. Selvom Kurozawa ikke senere har benyttet Akutagawas noveller som forlæg, kan man fornemme Akutagawa i Kurazawas filmiske værker, hvor inspirationen fra vestlig kultur sammensmeltes med japansk tradition. Hos begge afløses store scenerier af små intime kammerspil såvel fra den ældre japanske historie som fra nutiden, og fordybelsen i detaljen giver dybde i helheden med en Bergmansk (eller Strindbergsk) afdækning af personernes indre sjæleliv.