Ryunosuke Akutagawa

Biografi

Til indholdsfortegnelse

 

1892

Akutagawa blev født 1.marts i Irifunecho, som dengang var et distrikt i købstaden Kobayashi i Tokyo. Han var søn af mejeristen Toshizo Niihara og Fuku. Toshizo var borgerlig, og Fuku kom fra samuraiklassen. Ægteparret fik desuden to døtre Hisa og Hatsu. Hatsu døde af meningitis omtrent et år før Akutagawa blev født. Fuku havde svært ved at komme over sin ældste datters død og troede, at den meningitis, som Hatsu døde af, stammede fra en forkølelse barnet havde fået på en tur, hun havde gået med barnet.

Akutagawa blev født det år hans mor var 33 og hans far 42. En kvindes 33.år og en mands 42.år blev ifølge datidens overtro betragtet som en meget farlig periode, så det kunne ikke være et mere uheldigt tidspunkt for barnets fødsel. Ryunosukes forældre var så bekymrede, at de tog forholdsregler for at afværge den truende skæbne. Efter hans fødsel opgav de ham formelt. Han blev overtaget af Senjiro Matsumura, en gammel ven af Toshizo, som bestyrede et af hans mejerier. Det var så muligt for Akutagawa at komme tilbage til familien som hittebarn, hvorved de uheldige omstændigheder omkring hans fødsel kunne neutraliseres.

Syv måneder efter Akutagawa blev født, blev hans mor sindssyg. Akutagawa har kun kendt sin mor efter sindssygen var brudt ud og frygten for, at han kunne have arvet denne sygdom, prægede ham hele hans liv.

Fuku var ikke i stand til at passe sine børn, og Akutagawa blev sat i pleje hos hendes ældre bror Michiaki Akutagawa og hans kone Tomo, der var barnløse. Han blev opdraget som Michiaki's egen søn, men blev først officielt adopteret af Akutagawa familien i 1904, to år efter hans mor døde.

Michiaki Akutagawas hus lå i Honjo nær Ryogoku broen over Sumida floden. Huset var stort og lå lidt tilbage fra gaden med en muromkranset have. Og man holdt to tjenestepiger.

Akutagawas plejeforældre stammede fra samuraiklassen. Forfædrene havde været kultiverede og dannede mænd som i generationer havde tjent Tokugawas shoguner som okubozu, (en funktionær der bl.a. skulle lave teceremoni for Shogunen og sørge for underholdning af fyrster, der kom til hoffet.) Akutagawas familie havde en konservativ holdning, der var passende for dens traditioner.

Ånden i hans plejehjem var kulturel i modsætning til hans fødehjem. Rollen som Akutagawas mor blev overtaget af Michiaki's ugifte søster, Fuki, som også boede hos Akutagawa familien. Fuki forblev ugift hele sit liv. Hun var en dominerende kvinde, og Akutagawa havde et meget nært forhold til hende under sin opvækst. Det var også et kompliceret forhold, han elskede hende mere end nogen anden men skændtes altid med hende. Utvivlsomt har hun haft større indflydelse på ham end nogen anden i familien.

Michiaki Akutagawa var embedsmand på et kontor for offentligt arbejde i Tokyo. Men hans hjemmeliv forblev næsten uberørt af vestlige skikke. I hjemmet bar han japansk tøj ligesom hans kone og søster. Hans hus var den traditionelle type af træskellet, med tykke stråmåtter på gulvene og rummene delt af skydedøre. Hans fornøjelse var at spille Go, skrive Haikudigt, dyrke dværgtræer, male i den sydkinesiske stil samt at lave billedskærerarbejde.

Familiens øvrige medlemmer delte Michiakis traditionelle smag. Hele familien udførte kunsten at recitere dukketeatrets poetiske dramaer under ledelse af en mester fra Itchubushi skolen og man gik ofte i teatret, Akutagawa kom første gang i teatret, da han var 15 måneder gammel. Familien elskede litteratur og især den japanske litteratur fra Edo-perioden og ikke den nye japanske, der var stærkt inspireret af europæisk litteratur. Familiens reoler var fyldt med Kusazoshi, de populære illustrerede fortællinger fra Edo-perioden, og Akutagawa læste dem begærligt. Den første roman han læste var formodentlig Kyokas Izumi: Bake Icho, og barndommens favoritbøger var to berømte kinesiske noveller, der på japansk kaldes Saiyuki (Wu Ch'eng En: Hsi Yu Chi) og Suikoden (Shui Hu Chuan :vandkanten).

Kusazoshi, var illustreret med uhyggelige billeder af trolde og fabeldyr. Fortællinger om spøgelser, som man dengang stadig troede på, var udbredte. En gammel tjenestepige fortalte om en sanglærerinde, der blev jaget af sin mands hævnfulde ånd, og om en gammel dame, der blev pint af sin svigerdatters spøgelse. Disse historier bevirkede, at Akutagawa så spøgelser.

Han var et svageligt barn, især var han plaget af krampetrækninger. Han var også nervøs og blev nemt bange.

 

1897

Akutagawa kom i en børnehave tilknyttet Koto-grundskolen, som lå ved siden af Ekoin templet, lige overfor hans hjem.

 

1898

Han kom i selve Koto-grundskolen, som han afsluttede i 1905. Akutagawa udmærkede sig i skolen og blev en ivrig læser, bl.a. læste han Bakin: Biografien om Otte hunde. Han læste også forfattere fra begyndelsen af Meiji perioden som Ozaki Koyo og Koda Rohan og samtidige forfattere som Natsume Soseki og Mori Ogai. Han brugte megen tid på byens offentlige bibliotek samt det kommercielle lånebibliotek ved hans hjem. Han tog ofte sin madpakke med og tilbragte hele dagen i Ohashi biblioteket i Kudan eller det kejserlige bibliotek i Ueno.

Mens han gik i grundskolen, skrev han sine første litterære forsøg. Da han var omkring 10 år, skrev han sammen med nogle klassekammerater et lille magasin, der cirkulerer blandt familie og venner. Udover at skrive digte og noveller tegnede Akutagawa også forsiden.

 

1902

Akutagawas mor døde dette år. Akutagawas omtale af sin mor viser, hvor dybt han var berørt af tabet og hvor elendigt han følte sig, når han tænkte på omstændighederne omkring hans adoption. Frygten for sindssyge, som på den tid mentes knyttet til arveligheden, plagede ham ofte.

 

1905

Akutagawa sluttede grundskolen dette år og blev optaget på Den tredje metropolitanske Mellemskole. Optagelsen var blevet forsinket et år p.gr.a. hans dårlige helbred. Han var elsket af mellemskolens lærere og højt anset for sit arbejde. Hans karakterer var fine gennem hele hans skolegang og universitetstid.

Akutagawa fortsatte med at sluge bøger. Han læste japanske forfattere som Kunikida Doppo, Tayama Katai, Roka Tokutomi, Chogyu Takayama, Kyoka Izumi og Natsume Soseki. Han beundrede især Doppo, der var inspireret af vestlig kultur. Doppo var kristen og betragtede litteratur som et middel til oplysning, et redskab som kunne bruges til kritik af det menneskelige liv. Han var en af de ledende inden for den naturalistiske japanske litteratur, der nåede sine højder mens Akutagawa gik i mellemskolen. Naturalisternes syn på mennesket, som arven og omgivelsernes fange, har formodentlig været med til at skabe Akutagawas pessimistiske livsopfattelse.

 

1909

Akutagawa begyndte at læse europæisk litteratur i større målestok. Han lånte ofte bøger på engelsk af sin lærer Hirose Isamu. I et brev til Hirose fra marts 1909 skrev han, han løseligt havde læst Rosmerholm ved hjælp af en ordbog. Ibsen var netop blevet kendt i Japan. I det samme brev nævnede han også Spøgelser, Et Dukkehjem, John Gabriel Borkman, Fruen fra Havet, Kipling: Junglebogen og Sienkiewicz: Quo Vadis samt Gerhard Hauptmann og den russiske digter Merezhkovskii. Han læste også engelske oversættelser af Anatole France, som på daværende tidspunkt ikke var særlig kendt i Japan, men hvis værker skulle få stor betydning for hans forfatterskab.

 

1910

I september tog han afgangseksamen fra mellemskolen. P.gr.a. hans fine resultat blev han optaget uden forprøve på Den første Højere Skole, hvor han tog engelsk litteratur som hovedfag.

Da Akutagawa begyndte på Den første Højere Skole, havde han smag for den prangende fiktion hos Wilde og Gautier, hvilket efter hans egen mening dels stammede fra hans egen natur, og dels skyldtes, at han var blevet træt af naturalisternes værker.

Normalt boede eleverne det første og det andet år på et studenterhjem. Akutagawa fik tilladelse til at bo hjemme det første år, men måtte bo på et studenterhjem i Hongo det andet år. I modsætning til andre nød Akutagawa ikke livet som student. Han afskyede ballade og var for sart til at kunne acceptere de ældre studenters modstand mod renlighed. Maden brød han sig heller ikke om, og han tog normalt hjem i weekenden. Hans familie var nu flyttet til Shinjuku, en forstad til Tokyo, hvor de boede i et hus ejet af Akutagawas rigtige far Toshizo Niihara.

Flere af hans klassekammerater blev senere berømte forfattere - blandt dem Masao Kume, Kan Kikuchi, Yuzo Yamamoto og Yuzuru Matsuoka, men Akutagawa havde ikke meget tilfælles med dem i studietiden. Kume mindes, at de anså Akutagawa og hans venner som farveløse og idéforladte i deres fremtræden, og Kikuchi mindes ham, som en meget alvorlig student, der altid havde en bog i hånden. Men Akutagawas venner talte om ham med stor hengivenhed, og beskrev ham som venlig og yderst hensynsfuld. Hans konservative opdragelse og hans modvilje mod enhver letkøbt fortrolighed medførte en stiv og formel væremåde. Selv hans venner var til tider overraskede over hans pertentlighed, hvad angik skik og brug.

Det tætteste og længst varende venskab, som Akutagawa havde mens han gik på Den første Højere Skole, var venskabet med Kyo Tsuneto. Tsunetos havde været syg i en lang periode og var 3 år ældre end de andre studenter fra hans årgang. Han og Akutagawa tilbragte megen tid sammen, besøgte udstillinger, hørte koncerter og diskuterede filosofi. Filosofi var Akutagawas hovedinteresse i denne periode. Han læste Bergson, Eucken og Spinoza og forsøgte sig sågar med "Critique of Pure Reason". Akutagawas ønske var at blive en stor videnskabsmand eller noget mellem en videnskabsmand og en kunstner. I det mindste en mand af åndelig storhed. Han anså filosofi som det vigtigste studium og koncentrerede sig primært om det. Men hans kendskab til litteratur, især europæisk litteratur, blev fortsat større og dybere. Han læste Maupassant, Anatole France, Strindberg, Balzac, Tolstoj, Shakespeare, Goethe, Dostojevski, Baudelaire, Shaw, Poe, Verlaine, brødrene Gouncourt og Flaubert.

 

1912

Akutagawa begyndte at nedskrive spøgelseshistorier, som han fik fortalt af venner og familie eller faldt over i bøger.

 

1913

I juli tog Akutagawa afgangseksamen fra Den første Højere Skole som næstbedste elev i en klasse på 27. I september blev han optaget i klassen for engelsk litteratur på Tokyos kejserlige Universitet. Akutagawa begyndte at skrive i det litterært magasin Shinshico (:Nye tidsstrømninger), som blev udgivet på universitetet. Hans første udgivelse var en oversættelse til japansk af en engelsk udgave af Anatole France: Balthasar. Derefter oversatte han Yeats: The celtic twilight i uddrag og endelig udgav han sin egen novelle Ronen.

 

1915

En ulykkelig kærlighedsaffære i 1914-15 gjorde, at Akutagawa forsømte studierne ved universitetet til fordel for læsning, som ikke havde forbindelse med studierne. Hyottoko (Den vrængende maske) udkom i maj måned og Rashomon i november måned i Teikoku Bungaku (Kejserlig litteratur), et litterært tidsskrift, som Tokyo kejserlige Universitet udgav.

I december samme år mødte Akutagawa for første gang den store forfatter Natsume Soseki. Soseki havde undervist både på Den første Højere Skole og Tokyo kejserlige Universitet samt et antal skoler i provinsen, og en gruppe af hans elever mødtes hver torsdag i hans hjem. Akutagawa og Masao Kume blev inviteret til et af disse Torsdagsmøder af deres klassekammerat Kozo Hayashibara. Akutagawa var ikke nogen stor beundrer af Sosekis værker, men han følte straks ved det første møde Sosekis store karisma. Herefter kommer Akutagawa jævnligt til disse møder.

 

1916

Tidligt på året udgav Akutagawa sammen med 4 andre medlemmer Shinshicho-gruppen en fælles oversættelse af Romain Rollands Tolstoj-biografi. De benyttede denne oversættelse til endnu en udgivelse af Shinshicho. Denne fjerde serie løb fra februar 1916 til marts 1917. I det første nummer udgav Akutagawa novellen Hana (:Næsen), som blev hans første store succes. Natsume Soseki læste novellen og blev så imponeret, at han skrev et brev til Akutagawa, hvori han udtrykte sin beundring.

Jeg læste Deres samt Kumes og Naruses noveller i Shinshicho. Jeg synes Deres novelle er meget interessant. Det er overbevisende, det er alvorligt og ikke blot overfladisk. Jeg mener dets særlige værdi ligger i, at meningsløsheden ikke er overdrevet men er helt naturlig og får lov til at udvikle sig selv ... Stilen er klar og kontrolleret. Jeg beundrer det. Prøv at skrive tyve til femogtyve noveller mere som denne. De vil kunne danne Deres egen niche i litteraturens verden.

De litterære magasiner begyndte nu at bestille manuskripter hos Akutagawa. I løbet af året udgav han omkring 12 noveller og etablerede sig som en af de bedste blandt de nyankomne på den litterære scene. Især blev Imogayu (:Yamsgrød) vel modtaget og prist af Soseki, da den udkom i september.

I juli måned tog Akutagawa afgangseksamen fra Universitetet. Hans eksamensopgave var om William Morris. I december blev han ansat som deltidslærer ved Marinens akademi i Yokosuka. Den samme måned døde Soseki, hvilket berørte Akutagawa dybt.

 

1917

Der var tanker fremme om, at Akutagawa skulle giftes med Sosekis ældste datter Fudeko. Men Akutagawa havde allerede friet til Fumi Tsukamoto, som var niece til hans ven Kiyoshi Yamamoto. Samme måned som Soseki døde, blev deres forlovelseskontrakt underskrevet. Fumi var 16 år, og de havde kendt hinanden siden de var små. Hendes far havde været søofficer og var blevet dræbt udenfor Port Arthur under den russisk-japanske krig. Sammen med moderen boede hun hos moderens forældre Yamamoto. Akutagawas ven Kiyoshi var yngste søn i dette hus, hvor Akutagawa ofte var gæst. Da Fumi stadig gik i skole fandt brylluppet først sted i begyndelsen af 1918. I løbet af året fortsatte Akutagawa med at styrke sin berømmelse. Han udgav et antal noveller i forskellige magasiner og udgav to novellesamlinger, Rashomon i maj og Tabako to Akuma i november.

 

1918

Akutagawa og Fumi blev gift den 2.februar. Akutagawa havde gjort noget ekstraordinært, ved selv at vælge sin brud. Arrangerede ægteskaber var normalt, og det var sædvane, at en passende hustru til en ung mand blev fundet af hans forældre gennem en mellemmand. Ægteskab ansås for at være et bånd mellem familierne og ikke mellem ægtefolkene, derfor var det en sag for familiens overhoved, der tog sig mere af familiens tarv end de unge menneskers lykke, ægteskab skulle udvide familiens formue. Men det er ret sikkert, han havde sin families accept, for loven krævede Michiakis tilladelse til ægteskabet. Akutagawa skrev i et brev, at han giftede sig med Fumi, fordi han elskede hende og havde gjort det i lang tid. Men han havde ikke frigjort sig fra sin tante Fukis dominerende indflydelse, hun påtog sig den traditionelle rolle som barsk svigermor. Akutagawa fandt et passende hus i Kamakura, hvor han boede sammen med Fumi, og tante Fuki.

I marts måned fik Akutagawa kontrakt med avisen Osaka Mainichi. Mod et honorar på 50 yen om måneden forpligtede han sig til ikke at skrive for andre aviser. Datidens japanske aviser udgav en del fiktion, og mange berømte japanske noveller udkom først som avisserier. Udover dette månedlige beløb fik Akutagawa sit sædvanlige honorar for de noveller, som avisen udgav, og han fik også lov til at skrive for magasiner. Men han var ikke i stand til at leve af sit forfatterskab og fortsatte sin undervisning på Marineakademiet. I april måned skrev han Helvedsskærmen.

 

1919

I januar udkom den tredje novellesamling Kairaishi. I marts måned fik Akutagawa fuldtidsbeskæftigelse på avisen Osaka Mainichi med en løn på 130 yen om måneden og kunne trække sig tilbage fra Marineakademiet og hellige sig forfatterskabet. Den samme måned døde hans far, Toshizo Niihara, af influenza. Da det ikke længere var nødvendigt for ham at bo i nærheden af Marineakademiet, flyttede han, hustruen og tanten fra Kamakura til familiens hus i Tabata, hvor han boede de sidste 8 år af sit liv.

 

1920

I januar udkom den fjerde novellesamling Kagedoro. I marts måned fødtes den første søn, Hiroshi, som blev en berømt skuespiller.

 

1921

Akutagawa var blevet berømt og forlæggerne kæmpede om retten til at udgive hans værker især i nytårsudgaver. Han arbejdede hårdt for at tilfredsstille deres efterspørgsel. I marts udkom den femte novellesamling Yarai no Hana.

I marts måned blev Akutagawa sendt til Kina af Osaka Mainichi. Rejsen blev et vendepunkt i hans liv. Han forlod Tokyo 19.marts men blev syg på toget til Osaka og sejlede først fra Moji 28.marts. Han ankom til Shanghai 30.marts og blev straks indlagt på et hospital, hvor han lå i tre uger for at blive behandlet for lungehindebetændelse. Da han blev udskrevet, rejste han til Hangchow, Soochow, Chinkiang, Yangchow og Nanking, hvorefter han vendte tilbage til Shanghai og sejlede op ad Yangtzefloden til Hankow. Efter et besøg i Changsa rejste han nordpå til Peking, og undervejs besøgte han Loyang. Han blev en måned i Peking, hvor han blev behandlet for diarré. Derefter rejste han hjem gennem Tientsin, Mukden og endelig til Pusa gennem Koreahalvøen, som dengang var en del af det japanske kejserrige, herfra sejlede han til Shimonoseki. Han var tilbage i Tokyo i slutningen af juli. Hans helbred, der aldrig havde været godt, syntes nu helt nedbrudt. Om det skyldtes stress under kinarejsen er umuligt at vide, men han havde tabt sig en del i løbet af de fire måneder. Kort efter sin hjemkomst begyndte han at lide af hæmorroider og mavesmerter. Hans mentale tilstand forværredes, og han begyndte at lide af søvnløshed.

Efter hjemkomst skrev Akutagawa rejseberetninger fra Kina, men måtte også bruge megen tid på at restituere sig. Hans helbred blev ikke bedre, og han fortsatte med at være plaget af nervesammenbrud og søvnløshed. Han skrev noveller til 4 forskellige magasiners nytårsudgaver bl.a. Yabu no Naka (I en skov) og Shogun (Generalen).

 

1922

I løbet af året gennemgik hans værker en væsentlig forandring. Tidligere havde han altid været den objektive ironiske betragter, men nu blev han mere optaget af sit indre liv, og hans værker blev mere selvbiografiske. I november fødtes hans anden søn Takashi Akutagawa, som blev dræbt i Burma i 1945. På dette tidspunkt begyndte han at lide af mavekramper, i et brev til en ven sidst på året beklagede han sig over nervesammenbrud og mavekramper, tarmkatar, forgiftninger og hjertebanken. I brevet nævnede han også de forskellige sygdomme hans kone og børn led af, men det lykkedes ham fortsat at skrive.

 

1923

I september måned ødelagde et jordskælv det meste af Tokyo og Yokohama, omkring 100.000 mennesker blev dræbt. Lov og orden brød sammen og der udbrød panik i byen. Mange koreanere blev dræbt af japanske røverbander, fordi det rygtedes, at koreanerne ville benytte sig af situationen og tage kontrol over byen. På grund af dette kaos nedsatte man lokale byråd, og Akutagawa blev valgt som medlem. Hans familie var ikke blevet ramt, og deres hus var så godt som uskadt, men det grufulde syn af død og ødelæggelse kan næppe have undgået at gøre dybt indtryk på hans sjæl, der allerede var ramt af dyb melankoli. Få dage efter jordskælvet rejste han til Yoshiwara og så de mange hundrede lig, som lå ved søen - et syn han beskrev som "et billede af helvedet."

 

1925

Akutagawa var stort set ophørt med at skrive om andet end sine egne erfaringer. Han tilbragte april og maj i Shuzenji, hvor han gennemgik en kur, og i juli fødtes hans tredje søn Yasushi Akutagawa, som blev en berømt dirigent og komponist.

 

1926

Januar og februar tilbragte han i kurstedet Yugawara. Han led meget af søvnløshed, og hans frygt for sindssygen var blevet en besættelse. Han levede i en konstant tilstand af frygt, som blev forværret af, han ikke turde tale med nogen om det, da han frygtede at blive sendt til en sindssygeanstalt. Han var opfyldt af skyldfølelse.

Der viste sig flere symptomer på skizofreni i hans sidste leveår. Han udviklede vrangforestillinger om omtale og forfølgelse og havde hørlige sansebedrag, noget han måske allerede havde haft så tidligt som i 1921. Han troede, hans handlinger blev styret af kræfter uden for ham selv. Han havde deja vu og deja vecu oplevelser. Han krævede, hans værelse var mørkt selv om dagen, han gik så vidt muligt kun ud om natten og han var bange for, at væggene skulle falde sammen om ham, når han lå midt i værelset. Hvis hans kone forlod værelset et øjeblik, lå han rystende af frygt, når hun kom tilbage. Da denne frygt var på sit højeste, ville han ikke forlade værelset. Han begyndte også at lide af voldsom hovedpine samt lys, der bevægede sig foran hans øjne, hvilket han beskriver i Tandhjul som at se gennem ituslået glas. Det er muligt han ikke erkendte, at denne hovedpine var psykologisk betinget, selvom han var meget bevidst om sin tilstand.

Han fandt lindring for sin frygt i medicin. Et stykke tid havde han taget sovemedicin, ikke kun mod søvnløshed men også for at undslippe sin frygt, og ved udgangen af 1926 tog han også opium. Hans medicinforbrug kan have været grund til den omtågede tilstand, han synes at have været i en stor del af tiden.

 

1927

Januar begik hans svoger Yukata Nishikawa selvmord, hvilket betød en yderligere byrde på Akutagawas skuldre, han skulle nu også passe sin søster og prøve at udrede hendes mands gæld. Det viste sig, at svogeren havde taget lån til en årlig rente på 30%. Akutagawa var ikke i stand til at bære dette forøgede ansvar.

Tre uger senere i begyndelsen af februar skrev Akutagawa Kappa. Hele novellen blev skrevet på mindre end to uger og udgivet i martsudgaven af Kaizo-magasinet.

Mod slutningen af maj fik Akutagawas ven Uno Koji et nervesammenbrud. Akutagawa beskrev sin egen reaktion på Unos sammenbrud i en ret besynderlig novelle Mitsu no Mado (Tre vinduer) skrevet i begyndelsen af juni.

Akutagawa og Jun'ichiro Tanazaki førte en af tidens mest ophedede litterære debatter, som vakte stor opmærksomhed. Debatten tog udgangspunkt i Akutagawas tvivl om handlingens æstetiske værdi i skønlitteraturen og fortsatte med hans forsøg på at retfærdiggøre noveller, som mangler en klar handling eller struktur.

Tidligt om morgenen den 27.juli døde Akutagawa. Da han gik i seng omkring klokken halv to, vågnede hans kone og spurgte, hvordan han havde det. Han sagde, han bare havde taget sin normale sovemedicin. Han faldt i søvn, mens han læste Biblen. Da hans kone vågnede igen omkring kl.6, var han død. Han havde taget en dødbringende dosis af kaliumcyanid.